Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
kh.
Bekymret pige som ikker er sikker på det hun gør er forkert...
Ja, det kan bestemt lyde som om du er ved at komme ind i en spiseforstyrrelse! Mit råd er at du kommer ud af det, inden det er for sent... For det er bestemt ikke sjovt! Og jo, det er forkert... På den måde at man svigter sine venner, familie - og sig selv! Jeg ved det er svært at indse man har en spiseforstyrrelse (har selv været i samme situation) men det er utrolig vigtigt! Eftervirkningerne er bestemt ikke sjove og man er mærket af det resten af livet...
Der skal mod til, men fortæl nogen hvordan du har det - en god veninde eller måske en i din familie. Jeg er sikker på de vil prøve at forstå dig og støtte dig, for du kan ikke komme ud af det selv...7
Knus Marica
det er vigtigt at I gør alt hvad I kan for at stoppe spiseforstyrrelsen. og I kan jo ligeså godt gøre det nu, i stedet for senere. for på et eller andet tidspunkt bliver I jo nødt til det, hvis ikke I vil ende med at dø af det, eller være syge resten af jeres liv.
jeg ved hvor svært det er, men det bliver bestemt ikke lettere med tiden. jeg fik en spiseforstyrrelse da jeg gik i 9. klasse, fordi jeg havde det skidt. mine veninder bagtalte mig og jeg følte mig meget alene. men jeg fik ikke ordentlig hjælp i tide, så jeg er aldrig kommet ud af det, og jeg er i dag 27 år. det er spild af liv. det har betydet at jeg aldrig har gennemført en uddannelse, jeg har ikke haft overskud til at have veninder og min største drøm om at få børn er meget langt væk.
det er vigtigt at I snakker med nogle om det, og at I tager imod al den hjælp I kan få. prøv at spise lidt mere, selvom det er svært. hvis I plejer kun at få 200 kcal, så sæt det op til bare 400 kcal, og tag det et lille skridt ad gangen.
Mvh.
Jeg håber, at det du siger er, at du vil arbejde for at komme ud af spiseforstyrrelsen alene, og at det ikke er, at du ikke vil sige det til nogen fordi du vil blive i spiseforstyrrelsen.
Det bedste du kan gøre for dig selv og dit liv er at komme ud af den inden den opsluger dig helt. Og til det har du brug for andres hjælp. Du skal ikke gå alene med det. Tro mig!
Jeg vil give dig et par råd i forhold til hvad du skal kræve af systemet i forbindelse med din anoreksi og behandling. Jeg er selv anorektisk, har været det siden 8-årsalderen, er i dag 21. Min krop giver op. Mine knæ og hofter er som en 80-årigs. Mit hjerte og andre indre organer er smadrede. Min bedste veninde, der har været anorektisk i 10 år har et hjerte der giver hende formentlig 5 år mere at leve i. Du kan kun vende skuden FOR SENT! Og jeg mener det! Jeg ved det er svært når men er på vej ned i alvorlig anoreksi, at se en vej op af det. Anoreksien er stærkere end dig, du føler dig fed, uduelig, som en belastning, skyldig, skamfuld og ikke mindst som en fiasko. Særligt hvis du kommer til at spise. Psykoser, koma, unkontrollerbare selvmordstanker og varige personlighedsforandringer er ikke unormalt hvis det bliver rigtigt aggressivt. Anoreksi er den hyppigste sygdomsrelaterede dødsårsag i DK.
Først og fremmest synes jeg at du bør undersøge muligheden for at komme i psykoterapi frem for psykiatrisk. Jeg ved ikke hvor du bor, men jeg ved at Odense Universitets Hospital har et af landets bedste tilbud, du kan komme fra hele landet.
At komme ud af en spiseforstyrrelse er hårdt arbejde. virkeligt hårdt arbejde. I forhold til hvad du mener du er på nu, tro mig, det er hårdere. Men giv aldrig op, for det er DIT LIV du kæmper for.
At du føler dig skyldig over for dine forældre synes jeg du bør tænke på. Hvad vil du med din spiseforstyrrelse? Gør opmærksom på et problem eller forsvinde helt? I stedet bør du ranke ryggen over for dem og fortælle dem om din usikkerhed, din selvforagt, din vilje og dine behov. Fortæl om at du også ønsker frihed. Frihed til at være det menneske du er ved at blive. Anoreksi er et symptom på at noget er helt galt. Og reagerer du så skarpt, er det IKKE uberettiget!
Dette er en lang smøre, og undskyld for det, men det er mig meget pålæggende at få dig til at forstå at jo længere der går, des sværere bliver det at komme ud. Jeg prøvede at begå selvmord med min anoreksi. Så pinefuldt som overhovedet muligt. Og alle skulle kunne se mig syne hen, uden at kunne stille noget op. Mit liv har været barskt og er langt værre end nogen burde beskrive.
Jeg har nu kæmpet i snart 5 år på at komme op i vægt. Jeg vil hverken fortælle om min laveste vægt eller hvor meget jeg tabte, da jeg ved at konkurrence blandt anorektikere er normal, mit bedste råd er at prøve at holde dig væk fra andre spiseforstyrrede til din rygrad og selvtillid er på plads. Prøv så vidt muligt at undgå inlæggelse (ikke ved at flygte vel og mærket, men ved at spise). Prøv at undgå medicinering; det fjerne symptomet, men ikke årsagen. Lad være med at frygte diætisten, de kan hjælpe dig til at stole på mad igen. Kræv af dine forældre at de er hos dig når du spiser, så de kan være en støtte for dig, når anoreksien flår i dig efterfølgende, MEN DE MÅ IKKE BLANDE SIG I HVAD, HVORNÅR OG HVOR MEGET DU SPISER! Det er mellem dig og diætisten. Husk at dette er en meget svær sygdom at forstå for mennesker der ikke har været i berøring med den før; de gør deres bedste, men guide dem. Fortæl dem hvad du føler og hvad der foregår i dig.
Sidst vil jeg gerne forsikre dig om at med den viljestyrke du lægger for dagen ved så drastisk et vægttab, SÅ KAN DU KOMME UD! Men det kræver endnu mere vilje. Du kæmper mod den værste fjende overhovedet, nemlig digselv. Du skal nok blive til hvad du gerne vil en dag! Med den vilje når du hvad du sætter dig for! Denne selvdiciplin er guld værd, men kan som du føler netop nu også være dræbende. Husk at intet sker ved et trylleslag (hverken at blive rask eller tyk) men ved et langt sejt træk. Jeg har været i behandling i 5 år og er det formentlig i 5 år mere før det lysner. Giv det tid, og giv dig selv tid, blot du sørger for at kæmpe i den rigtige retning!
Husk også at anoreksi er en dannelsesrejse. Du kommer ud på den anden side som et helt andet menneske, end som du startede. Det kan være meget lærerigt og vi er mange der er på vej ud der ser anoreksien som en ven i nød, fjende til død. Men kun hvis du vender skuden NU! Før det er for sent. det bliver sværere og sværere for hver dag der går. Bliver det kronisk, tager det mange mange år at komme ud. Du spilder dit liv og din ungdom! Anoreksi er IKKE DET VÆRD!