Min elskede kigger efter andre kvinder
Jeg har mødt verdens dejligste mand. Vi har kendt hinanden i halvandet år nu, og kærligheden blomstrer, han er alt, hvad jeg nogen sinde har drømt om, og vi er begge to lykkelige og synes, at hver dag sammen er en gave.
Der er kun en lille sky på min himmel, og det er, at min elskede undertiden kigger efter andre kvinder. Det sårer mig, og jeg bliver lidt ked af det. Vi har talt om det, og han siger, at det gør mænd, og det skal jeg ikke lægge noget i. Jeg ved godt, at det ikke er fordi han tænker på at være utro, det kunne hverken han eller jeg drømme om, det er afskyeligt, det er vi enige om. Men jeg bliver alligevel såret og ked af det, for jeg er jo ikke hverken 20 eller 30 år længere, det er han heller ikke, vi er jævnaldrende, og når han kigger efter en anden, så føles det som om han ubevidst siger : "der er en med en flottere og slankere krop end dig" - specielt, hvis han kigger en ekstra gang, hvilket undertiden sker.
Er det mig, der er "sart", - i hvert fald kan jeg mærke, at man bliver virkelig sårbar, når man elsker et andet menneske af hele sit hjerte. Og jeg ville da ikke byde ham at såre ham ved at kigge efter andre mænd. For mig handler det om at opbygge et godt liv sammen, og det er han også enig i. Og han er også blevet lidt mere diskret, når han kigger - efter vi har talt om det, men jeg kan alligevel ikke undgaå at registrere det.
Hvad skal jeg gøre ?? Skal jeg resignere - eller hvordan skal jeg reagere ??
Der er kun en lille sky på min himmel, og det er, at min elskede undertiden kigger efter andre kvinder. Det sårer mig, og jeg bliver lidt ked af det. Vi har talt om det, og han siger, at det gør mænd, og det skal jeg ikke lægge noget i. Jeg ved godt, at det ikke er fordi han tænker på at være utro, det kunne hverken han eller jeg drømme om, det er afskyeligt, det er vi enige om. Men jeg bliver alligevel såret og ked af det, for jeg er jo ikke hverken 20 eller 30 år længere, det er han heller ikke, vi er jævnaldrende, og når han kigger efter en anden, så føles det som om han ubevidst siger : "der er en med en flottere og slankere krop end dig" - specielt, hvis han kigger en ekstra gang, hvilket undertiden sker.
Er det mig, der er "sart", - i hvert fald kan jeg mærke, at man bliver virkelig sårbar, når man elsker et andet menneske af hele sit hjerte. Og jeg ville da ikke byde ham at såre ham ved at kigge efter andre mænd. For mig handler det om at opbygge et godt liv sammen, og det er han også enig i. Og han er også blevet lidt mere diskret, når han kigger - efter vi har talt om det, men jeg kan alligevel ikke undgaå at registrere det.
Hvad skal jeg gøre ?? Skal jeg resignere - eller hvordan skal jeg reagere ??
Kommentarer
Hvordan ville du have det med at han gik og blev mopset hver gang du ser en tiltrækkende mand? Og nu skal du ikke sige, at du aldrig i dit stille sind konstaterer, at en mand at er tiltrækkende - uden at mene noget med det, andet end at han har udstråling.
Jeg kunne forstå dig, hvis din mand tog på café med for dig ukendte kvindemennesker, hvis han ikke lyttede til hvad du sagde i offentligt rum fordi han var opslugt af at se på kvinder, eller hvis han brugte timer på internettet med at surfe rundt på dating- eller pornosider.
Det du skriver er bare noget helt andet; at du bliver enormt usikker hvis han kigger på en anden, og derfor bebrejder ham det.
Du siger at I elsker hinanden, at I vil være sammen, at I har et rigtig godt forhold. Hvad er problemet så?
Det lyder for mig som om, at du skulle være mere optaget af at pleje dit selvværd end af at holde øje med din mands øjne.
Jeg undskylder hvis jeg har misforstået dit indlæg; og så må du endelig uddybe hvad du mener.
Vi vil hinanden, og vi elsker hinanden, så jeg føler mig så privilligeret og lykkelig.
Jeg har heller ikke bebrejdet ham noget, men han var opmærksom på, at jeg blev ked af det, og så ville han vide hvorfor.
Jeg er heller ikke jaloux, men det gør ondt, når det sker, at han kigger en ekstra gang.
Du kan også forsøge dig med den provokerende vej: Begynd selv at kigge dig omkring når du er i Netto. Der er sikkert nogle tiltrækkende mænd imellem. Så vil du forhåbentlig blive mere bevidst om, at det at han kigger på en kvinde ikke har noget at gøre med, at han savner noget hos dig.
Jeg vil tro, at det der går igennem hans hoved, er: "Sikke nogle ben/nogle kindben/en udstråling/et smil." Ren konstatering. Han tænker IKKE "Gid konen havde sådan nogle ben/nogle kindben/en udstråling/et smil."
Han har givet svært ved at forstå dig, men vil gerne gøre dig glad, så han er mere diskret, men altså ikke diskret nok til dit falkeblik. Han forstår dig ikke, for han fatter ikke, at det at han nyder synet af en anden kvinde overhovedet kan have noget med dig at gøre, hvilket det heller ikke har.
Jeg vil foreslå dig, når I er ude på promenade, så se dig omkring og nyd hvad du ser, på samme måde som han nyder det. Det kunne jo også være, han ville se på et flot hus, eller et smukt træ på samme måde, men det har du slet ikke opdaget, for du ser kun at han har set på en anden kvinde, så nyd du jeres tur og nyd, hvad du oplever i stedet for at gå og holde øje med ham.
Husk - det er jo dig han vælger at gå hjem med - og hvorfor tror du??
Og jeg ved godt, at mit selvværd kunne være bedre, og at det er der "hunden ligger begravet".
På trods af en høj intelligens ( jeg er sproglig student, og før gymnasiet tog jeg byens bedste realeksamen med næsten kun topkarakterer) - så er mit selvværd ikke det allerbedste. Jeg tror det skyldes, at jeg som barn fik mange tæsk og altid var bange for min mor (adoptivmor), og at jeg altid savnede kærlighed og tryghed - alt det som jeg nu har fundet hos min elskede.
Hans kærlighed og ømhed, ja hele hans måde at være på gør mig tryg og får mig til at leve i nuet. Det gør også, at jeg efterhånden godt kan slappe lidt mere af, når det sker, at han kigger efter en anden, for jeg siger til mig selv, at jeg ved, at han elsker mig, og at han ikke gør andet end at "kigge".
Til trods for at jeg nu har været sammen med min dejlige mand i over 12 år, så skal der ikke ret megen "kurre på tråden" før jeg bliver helt overbevist om, at nu er det slut, han vil mig ikke, men jeg har dog for længst indset, at det altså er mit problem, og at jeg selv lige må hive mig op igen, for det er jo ikke sådan, og naturligvis kommer der situationer, hvor man får bidt lidt ad hinanden uden at verden på den måde bryder sammen, men netop p.gr. af en opvækst, hvor man konstant har fået at vide, at man ikke var god nok, så kan det være svært at tro på.
Derfor skal du øve dig i at nyde at han lige nyder synet af en anden kvinde, og at det intet har med dig at gøre, for det betyder givet, at han er et sanseligt menneske, og det er da ikke at foragte - husk, det er dig,der får det hele.
Jeg kan jo egentlig kun sige "øv, hvor har de mænd det nemt". Nu om dage er moden jo sådan, at kvinder viser det hele, fremhæver endnu mere, hvor i mod moden siger at mænd skal rende rundt med hængerøvsbukser og bodegavom; vadr!!! Helt ærligt, jeg vil faktisk også hellere nyde synet af en smuk kvinde, selv om jeg overhovedet ikke er til piger.
Jeg bliver faktisk ind imellem rørt til tårer over at føle mig så elsket og tryg.
Han er lige som jeg følsom, og han kan også blive rørt til tårer over hvor dejligt kærligheden blomstrer mellem os. Jeg synes, at det er smukt, når en mand kan vise følelser.
I 30 år var jeg gift med en mand, som var følelskold og lagde mig "på is". Det var hårdt psykisk, men vi fik 8 børn, og de havde brug for min kærlighed og nærhed, så det gav mening med livet.
Jeg har også altid skrevet digte, og det var godt at få sine følelser og frustrationer ud og ned på papiret. Nu er det romantiske kærlighedsdigte til min elskede jeg skriver, og han sætter virkelig pris på dem. Det er skønt.
har du - eller andre - nogle gode ideer til, hvordan man arbejder med sit selvværd ??
Hold da op – jeg får en hel underlig fornemmelse i maven. Eftersom jeg er opvokset i et hjem, hvor man var ligeglad med mig, gjorde jeg det samme logiske som dig: Jeg giftede mig med en mand, der også var ligeglad med mig, dog fik jeg kun to børn, men også for deres skyld blev jeg længere end jeg burde, og det bedste jeg nogensinde har gjort, var den dag, hvor jeg sagde, at nu måtte det her høre op. Vores børn, som på det tidspunkt var 12 og 14 år blev selvfølgelig i første omgang kede af det, men der gik faktisk kun få måneder, før de begge – helt uafhængigt af hinanden – fortalte mig, at de godt kunne se, at det var en god ting.
Jeg skriver ikke digte, men jeg har gjort – og gør stadig – meget i at skrive; primært for mig selv, hvor jeg har kunnet sætte ord på mine følelser, og når jeg så bagefter læser det igennem, så ser jeg ofte et mønster, jeg kan bruge.
Jeg begyndte for et par år siden at skrive mine erindringer, sådan helt fra starten af mit liv, og så hvad jeg har oplevet, og hvad jeg har følt ved det – og det var en meget frigørende proces faktisk, og der fandt jeg ud af, at det kan da godt være, jeg er blevet forkert behandlet, men det er altså ikke min skyld, og ikke noget der skal have lov til at styre mit liv – det gav faktisk en del selvtillid.
Faktisk leder jeg med lys og lygte efter en penneveninde, som jeg kunne udveksle tanker med – både de dybe, men bestemt også de gode og rare ting, og nu spekulerer jeg på om, det eventuelt kunne være dig?
Jeg er ikke vild med at offentliggøre min private e-mail adresse, men hvis du er interesseret, så kunne jeg muligvis få en til at hjælpe mig med at oprette en ”en-gangs”, der kan offentligøres, og så kunne vi der i gennem få en kontakt.
Jeg aner ikke hvor i landet, du bor – og jeg tænker slet ikke personlig kontakt, men netop en pennevennekontakt, som måske – måske ikke – kan udvikle sig – det er ikke mit mål.
Hvis ikke dette har din interesse, så er det fint med mig; jeg syntes bare lige, der var et par klokker, der ringede.
Mit råd mht. selvtillid er: Skriv dine digte, dine tanker – også selv om det kun er til dig selv. Og så er det – selv om det lyder åndsvagt – en rigtig god ting at sige til sig selv hver eneste morgen: ”Jeg er god nok! Jeg har fortjent at være glad og lykkelig.”
Knus
Lotte
Jeg vil meget gerne være penneveninde med dig. Jeg ved ikke, om du er på Face Book ? Det er jeg - mest fordi mine børn og børnebørn o.s.v. er der. På Face Book kan man skrive sammen - uden at andre kan se det, og man kan også chatte - også uden at andre kan se, hvad man skriver.
Ellers er det også en mulighed med e-mail adressen, som du skrev.
Jeg har oplevet - sådan som du sikkert også har - at folk ikke kan forstå, hvordan man har det, når man er blevet behandlet sådan som barn, og det kan man selvfølgelig heller ikke forvente, for man skal nok selv have "været der" for at forstå det helt.
Da min søster, som var 15 måneder yngre end mig, døde i 1993 kun 45 år gammel, så føltes det som et tab - også på den måde, at hun og jeg vidste, hvordan det havde været, og vi vidste hvordan den anden følte det på mange måder, selv vi var meget forskellige. Så vi kunne finde forståelse hos hinanden.
Knus
Bente
Det håber jeg, vi begge vil få glæde af. Det rører mig, det du skriver om din kontakt til din søster; min bror og jeg har tit talt om, at der jo ikke er andre, der forstår hvad vi siger, så vi bruger hinanden meget ofte.
Jeg har fundet en "hvilende" e-mail adresse, som godt kan offentliggøres, så hvis du sender en hilsen på den, skal jeg hurtigt lade høre fra mig. Jeg glæder mig til at lære dig at kende.
Knus
Lotte