Indstillinger
Er Borderline et forstadie til Skizofreni?
Hej med jer,
jeg læste en artikel i bladet Q, hvor en ung kvinde fortæller om sit liv
med borderline.
Der siger hun, at hun skal have medicin hele sit liv, ellers vil sygdomme udvikle sig til skizofreni, for borderline er et forstadie til skizofreni.
Det lød meget underligt for mig.
Både at borderlinediagnosen skulle være lig med at man skal medicineres for evigt.
Og jeg har heller aldrig hørt, at det skulle være et forstadie til skizofreni.
Er der nogen af jer, der har hørt noget om det?
I artiklen fortale kvinden nemlig meget generelt, som om det var sådan for alle, der har sygdommen, så jeg tænker på, om hun ikke giver et forkert billede af sygdommen.
Hilsner fra Oktober
jeg læste en artikel i bladet Q, hvor en ung kvinde fortæller om sit liv
med borderline.
Der siger hun, at hun skal have medicin hele sit liv, ellers vil sygdomme udvikle sig til skizofreni, for borderline er et forstadie til skizofreni.
Det lød meget underligt for mig.
Både at borderlinediagnosen skulle være lig med at man skal medicineres for evigt.
Og jeg har heller aldrig hørt, at det skulle være et forstadie til skizofreni.
Er der nogen af jer, der har hørt noget om det?
I artiklen fortale kvinden nemlig meget generelt, som om det var sådan for alle, der har sygdommen, så jeg tænker på, om hun ikke giver et forkert billede af sygdommen.
Hilsner fra Oktober
Kommentarer
Jeg har selv (formodentlig, det er noget kompliceret noget med de der diagnoser) borderlinediagnosen. Det vil sige, at jeg har (haft) diagnosen Emotionel Ustabil Personlighedsstruktur, Borderlinetype.
Jeg har ALDRIG fået at vide, at det skulle være et forstadie til skizofreni. Og jeg har talt med MANGE psykiatere og andre former for behandlere - såvel som jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling flere gange for år tilbage.
Jeg tror, at vi er en blandet skare der har diagnosen.
Som alle andre lidelser kommer borderline til udtryk på mange forskellige måde og i mange forskellige sværhedsgrader. Nogle patienter har eksempelvis et ekstremt voldsomt temperament mens andre ikke smider med tingene men i stedet foreksempel er meget selvskadende såvel som der er nogen der er meget indelukkede og andre der er meget udsvævende.
Jeg har ikke selv læst artiklen i Q, men jeg kan fortælle lidt om mig selv, og så må du meget gerne sammenligne! :-)
Det er efterhånden en 5 år siden jeg fik diagnosen, og siden da er der sket meget. Jeg har bevæget mig væk fra mange af symptomerne som led i min almene personlige udvikling, og helt bestemt også på grund af flere terapiforløb med fokus på tanke- og handlemønstre.
Jeg har for få måneder siden (efter flere måneders daglig stemningsregistrering) desuden fået afklaret, at jeg også lider af en affektiv bipolar lidelse, og jeg tror, at det er endnu en typisk ting med os der får borderline-diagnosen uden at passe 100% på diagnosekriterierne: At der med tiden tegner sig et tydeligere billede af en anden diagnose.
Borderline og ADHD har foreksempel en del fællestræk, og mit svingende humør, søvnbehov og aktivitetsniveau gennem tiden kan snildt forklares med den bipolare lidelse. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke har en personlighedsforstyrrelse også.
Jeg stillede min forrige psykiater spørgsmålet om hvorvidt den diagnose ville være evigt gældende. Jeg undrede mig nemlig lidt over det, eftersom mange af de symptomer der i sin tid trak de kloge hoveder til den konklusion, at jeg led af borderline, efterhånden var blevet ubetydelige i min hverdag. Jeg er bl.a. ikke længere selvskadende, jeg har et mere realistisk syn på mine evner og mit selvbillede er stabiliseret betragteligt.
Hendes svar var, at alle mennesker forandrer sig, og at hun går mere ind for at tale om generel personlighedsforstyrrelse; og så sige, at det i perioder betyder, at man ligger inden for borderlinediagnosen, og i andre perioder i højere grad hælder mod andre specifikke former for personlighedsforstyrrelser.
En personlighedsforstyrrelse er grundlæggende (det er nu en gang ens personlighed det drejer sig om), og derfor ikke noget der forsvinder. Men ved hjælp af terapi kan mange af de uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre komme under kontrol, og med stemningsstabiliserende medicin kan de værste humørmæssige op- og nedture holdes i ave.
Det ændrer dog ikke på, at jeg fortsat fungerer anderledes end den gennemsnitlige dansker. Jeg har for eksempel svært ved at indgå i (nære) sociale relationer og det er komplet umuligt for mig at indgå på arbejdsmarkedet, da jeg ofte "gror fast" og kan være 5 timer om overhovedet at komme i tøjet om "morgenen" såvel som jeg har meget svært ved, for ikke at sige at det er mig umuligt, at indordne mig og følge andres anvisninger såvel som at jeg har et meget anstrengt forhold til autoriteter. Samtidig lærer jeg hurtigt og har stor videnshunger. Men jeg har flere afbrudte uddannelses-, afklarings- og praktikforløb bag mig, da jeg ikke kan overholde skemalagte mødetider og ikke formår at fastholde koncentrationen om ting der keder mig - min udholdenhed er elendig. Jeg har super gode organisatoriske evner i forhold til arrangementer såvel som at dirigere slagets gang i både større og mindre sammenhænge - men jeg kan ikke administrere oprydning og rengøring af min egen lejlighed.
Som det fremgår, så er mine stærke og mine svage sider i høj grad modarbejdende, og det er ikke spor nemt at finde en middelvej. Jeg er generelt meget flyvsk i mine tanker, idéer og interesser - eller også er jeg helt tanketom og dvask.
Som jeg selv pjatter med: Jeg ville være en fantastisk leder - men der findes vist ikke lige nogen ledige stillinger for ufaglært leder i flexjob. :-)
Om jeg ender med at nå et plan hvor jeg kan passe en såkaldt almindelig hverdag ved jeg helt ærligt ikke. Jeg har da et håb derom, men jeg er også godt klar over, at jeg har svære vanskeligheder. Jeg forventer, at jeg skal være i medicinering på livstid. Men skulle jeg i samråd med psykiater komme frem til at forsøge at trappe ud af medicinen, vil jeg bestemt ikke være bange for at gå hen og blive skizofren, for det lyder godt nok som noget pjat.
Sikke en smøre - jeg vil meget gerne høre hvordan andre oplever diagnosen i forhold til min måde.
http://www.borderlineforeningen.dk/content/view/62/53/
http://www.netpsych.dk/Articles.aspx?id=19
Jeg tror, at der er sket en misforståelse, som skyldes, at diagnosesystemet er lidt forskelligt i de forskellige lande. Prøv at læse f.eks. her:
http://www.netpsykiater.dk/htmsgd/skizotype.htm
Her omtales skizotypisk sindslidelse, som tidligere har haft andre betegnelser, blandt andet borderline skizofreni (hvilket må hentyde til, at det ligner/ligger på grænsen til skizofreni på nogle områder, men alligevel ikke er skizofreni, fordi resten af symptomerne mangler. I USA er skizotypisk sindslidelse rubriceret under personlighedsforstyrrelser, men i Danmark regnes skizotypisk sindslidelse altså for en sindslidelse og ikke en personlighedsforstyrrelse.
Sådan som jeg har forstået det, så har du fået diagnose på en personlighedsforstyrrelse. Hvis det er den, der hedder emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderlinetypen, så er det altså en personlighedsforstyrrelse og IKKE en sygdom. Og emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderlinetypen er IKKE det samme som skizotypisk sindslidelse, som altså faktisk er en sygdom ifølge det diagnosesystem, der bruges her i Danmark.
Her kan du læse om emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse (borderlinetype):
http://www.netpsykiater.dk/htmsgd/borderline.htm
Du skriver:
”I artiklen fortæller kvinden nemlig meget generelt, som om det var sådan for alle, der har sygdommen…”
Dertil vil jeg sige, at det er muligt, at den kvinde er syg, fordi hun åbenbart lider af noget, der ligner skizofreni på nogle områder, nemlig skizotypisk sindslidelse, som tidligere har heddet borderline skizofreni.
Men hvis man lider af emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af bordelinetypen, så er der ikke tale om en sygdom og da slet ikke noget, der har med skizofreni at gøre. Der er blot tale om, at ens personlighed er anderledes end de flestes. Og hvem ved, hvem der er mest normal, når det kommer til stykket?
Som du ved, har jeg ikke meget fidus til disse diagnoser. Det gælder om at finde årsagen til de problemer, man har, og gøre noget ved problemerne, i stedet for at lade sig stigmatisere af disse betegnelser, som ikke har nogen som helst terapeutisk værdi.
Mange hilsner
Kameliadamen
Anna, du vil godt høre hvordan andre oplever diagnosen i forhold til det, du beskriver. Jeg genkender mig selv virkeligt meget i din beskrivelse. Jeg har det meget lig dig.
Jeg har diagnoserne borderline og PTSD. Jeg kan egentligt ikke identificere mig med borderlinediagnosen - andet end jeg er klar over, at min tankegang og den måde mine følelser har givet sig udtryk på, adskiller sig en del fra 'almindelige menneskers' (det tilskriver jeg mine opvækstforhold og et andet erfaringsgrundlag end de flestes). De typiske borderlinetræk, jeg har haft tidligere i livet, er fladet ud i tidens løb. De sidste borderlinetræk, føler jeg, er forsvundet i løbet af et 4 år langt terapiforløb og den udviklingsproces, jeg har været igennem. Derimod træder mine PTSD symptomer nu tydeligere frem og kan i nogen grad adskilles fra borderlinesymptomerne. Jeg er ikke i tvivl om, at det er PTSD'en, der nu præger mig, giver mig nogle begrænsninger og bl.a. er årsag til, at jeg ikke kan arbejde.
Et par link til artikler om PTSD:
http://www.netpsych.dk/Articles.aspx?id=98
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ ... stress.htm
(Jeg er bare lodret uenig i dette i Netdoktor artiklen: 'En langt mere hensigtsmæssig løsning er, at personen gradvist og på en fleksibel måde vender tilbage til arbejdet med støtte fra læge eller psykolog'. Samt i anskuelserne omkring medicinering).
Herudover kan bogen 'Smertegrænsen' af chefpsykolog Lars J. Sørensen varmt anbefales. Han har en helt klar sammenkobling mellem borderline og PTSD.
Hilsen Helene
det lyder til, at I er enige med mig i, at artiklen altså ikke beskriver et typisk borderline forløb, som den eller lægger op til.
Jeg fik min udtalelse fra psykiateren her i går og der stod: social fobi, periodevis depression og personlighedsforstyrrelse af ubestemt type.
Jeg er ganske tilfreds med, at psykiateren endnu ikke er kommet nærmere hvilken type det kunne være, for det tyder på, at han ikke forhaster sig med diagnoserne.
Anna, jeg genkender helt vildt meget af det du skriver.
Det kan vist opsummeres til splittelsen som du beskriver.
Jeg oplever den på alle områder, så jeg føler mig ekstremt ustabil.
Jeg har først lige fået diagnosen for en uge siden, så jeg har et stykke arbejde foran mig, som Kameliadamen skriver, så skal jeg finde ud af, hvad der skyldes, at jeg føler, tænker og handler så underligt, som jeg gør. Og så skal jeg finde ud af, hvad jeg kan gøre ved det.
Hvordan har du arbejdet med det Anna?
Kærlig hilsen Oktober
Mit sygdomsforløb har været meget tumult.
Sød, god pige altid, men tendens til depression gennem teenageårene og så en dyb depression som 20 årig, syg af medicinen (serotonint syndrom eller hvad det hedder), så indlagt til udtrapning en uges tid, så paranoid psykose / OCD / angst, indlagt i nogle måneder hvor der naturligvis er terapeutiske samtaler, derefter dagshospital (dagsbehandlingstilbud der fandtes under Rigshospitalet) med blandt andet gruppeterapi. Undervejs i terapi blev det klart, at jeg faktisk har haft det dårligt psykisk siden jeg var 12 år gammel - depressive tanker, tendens til spiseforstyrrelse og selvskade, ekstrem usikkerhed indeni men perfekt udenpå...
Dernæst okay en tid, så depression efterfulgt af en periode ekstremt selvskadende adfærd og en frygtelig indlæggelse for at få brudt min afhængighed/besathed af at skade mig selv, efterfulgt af dagshospitalet med gruppeterapi igen-igen, og der gav psykiateren mig diagnosen borderline (der havde været tale om mange mulige). Blev udskrevet fra dagshospitalet efter et par måneder.
Så var jeg tilknyttet der (ambulant hos psykiateren i lang tid, og jeg deltog i DAT (dialektisk adfærdsterapi, det er målrettet borderline).
Så gik der et års tid med fortsat ustabil psyke og depressive perioder og jeg var ude af stand til at fastholde en hverdag...
Endelig havde jeg det godt (et par måneder) og nød at have overskud til at begynde træning for lige at smide de sidste fem af de 20 kilo jeg tog på under psykosen, og jeg begyndte i et praktikforløb gennem kommunen og anså det får snarligt at jeg ville blive jobklar.
Og så tog spiseforstyrrelsen over, og den var jeg hensat til i et halvt år før jeg så småt fik vendt skuden og jeg kom igang med en ny praktik mens jeg ventede på at komme i behandling. Der var lang ventetid på behandling, men jeg kom til efter seks måneder, og gik så i et individuelt tilrettelagt behandlingsforløb mod spiseforstyrrelse, hvor jeg gik i seks måneder.
Det sluttede for 8 måneders tid siden, og så startede jeg på uddannelse. Som jeg måtte droppe ud fra før jul, efter at være gået helt og aldeles ned med stress over det.
Jeg indrømmede så endelig over for mig selv og min sagsbehandler (og det var sgu på tide) at jeg simpelthen ikke kan få en hverdag til at fungere før jeg får taget fat om roden på det. Nu er jeg så tilknyttet et virkelig godt tilbud gennem kommunen, som tager hensyn til mine behov. Jeg går til træning to gange om ugen med en personlig træner, og prøver at komme op på tre - det er bare så svært at komme afsted. Der er også blevet sat gang i, at jeg får en hjemmevejleder. Er simpelthen nødt til at få styr på at holde mit hjem før jeg kan gøre mig håb om at holde en uddannelse eller et job. Det er nok den bedste ting jeg har gjort længe. At acceptere det! Det er da mega træls ikke at kunne klare alting, men jeg er nu blevet bevidst om, at jeg slet ikke kan klare nogen som helst ting før jeg får lært at tage imod hjælp og lære det basale. Det er en del af personlighedsforstyrrelsen: At mangle en hel del færdigheder såvel som overvurdere sig selv.
Nu er jeg så tilknyttet en privatpraktiserende behandler.
Hun er knald god. Lagde ud med at sige, at hun ikke ville gå så meget op i de tidligere diagnoser. Eftersom jeg var godt medicineret med både antidepressiv og antipsykotisk (som stemningsstabiliserende) men stadig var vildt ustabil, bad hun mig føre stemningsdagbog. Efter to måneder med daglig registrering af stemningsleje lå det klart at jeg har en bipolar lidelse. Jeg er nu nede på 1/3 af hvad jeg tog af Efexor (antidep.) og jeg er ved at trappe ind i en ny stemningsstabiliserende (Lamotrigen) som har virket allerede fra omkring en uges tid efter jeg begyndte. Det er fantastisk ikke at have daglige rutcheture!!!!!!!!!!!!!!!! Jeg tager fortsat min antipsykotiske, men det er meningen jeg skal prøve at trappe ned i den når de to andre er blevet stabiliserede.
Kan lige tilføje, at der under indlæggelserne har været både terapeutiske samtaler men også kropsbevidsthedsterapi (BAT) og ergoterapi. Sidenhen har jeg også haft stor gavn af yoga og meditations-cd'er til at holde sammen på mig selv når tankerne flyver og kroppen er uden for rækkevidde. Det bedste du kan gøre for dig selv er at være ærlig. For både dig selv og behandleren. Og undlade at tro på dig selv når tankerne siger dig, at du intet er værd. Det er bare sygdommen der taler! :-)
Helene - det er rart, at jeg ikke er den eneste med noget udflydende symptomer! Mon ikke, at de problemer du oplever skyldes både PTSD og personlighedsforstyrrelsen? De kan jo godt arbejde sammen mod dig
Oktober - Jeg kan genkende mig selv i det DU siger: Nu skal jeg finde ud af hvad det her er, og så skal jeg gøre noget ved det :-) Jeg syntes, at det er en god indstilling! Du må bare også forberede dig på, at en personlighedsforstyrrelse ikke sådan bare lige forsvinder. Hvad med at spørge psykiateren om du kan blive henvist til psykolog mht. især socialfobien?
Jo, jeg tror også, at symptomerne på PTSD og personlighedsforstyrrelsen kan blande sig noget sammen. Men jeg har nok lettere ved at forholde mig til PTSD'en, for jeg føler mig ærligt talt ikke spor personlighedsforstyrret ;-)
Jeg er nu ikke i tvivl om, at jeg har en personlighedsforstyrrelse (for min personlighedsudvikling er helt klart blevet massivt forstyrret) men det er givetvis ikke borderline længere. For at få stillet denne diagnose skal mindst tre ud af fem hovedkriterier være opfyldt og jeg opfylder kun ét af dem (manglende udholdenhed). Kriteriet 'stridbarhed, især ved impulsfrustration' skal være til stede og sådan har jeg ikke haft det siden ungdommen.
Men iflg. Lars J. Sørensen i 'Smertegrænsen', så overlapper de forskellige typer ofte hinanden. Der er til gengæld ingen tvivl om, at jeg har en dissociativ personlighedsforstyrrelse.
Forøvrigt finder jeg det meget interessant, det han skriver i bogen:
'... som forudsætning for at stille diagnosen personlighedsforstyrrelse, at tilstanden har været til stede fra barndommen eller tidligt i ungsommen...
de repræsenterer ekstreme eller betydende afvigelser fra den måde, hvorpå et gennemsnitsmenneske i en given kultur føler, tænker, opfatter og især forholder sig til andre'.
Hilsen Helene
Jeg ved sgu ikke... Egentlig taget, så har jeg fået det bedre med min problemer efter jeg er begyndt at gå mindre op i diagnoserne. Jeg er jo mig, og jo, jeg er syg, men det er nu en gang stadig mig. Jo mere jeg kommer overens med mine særheder, des bedre bliver jeg til at udholde dem.
Jeg er nu på et punkt, hvor jeg sagtens kan have flere dage med sort, sort, sort tankegang, selvmordstanker og være totalt nedtrykt uden at lade det løbe af med mig. Bevidstheden om, at det kun vil vare nogle dage er hele tiden hos mig, og jeg ved, at jeg de dage bare skal putte mig i lænestolen med mit hækletøj og vente.
Så Oktober; det er måske også en af de ting jeg kan sige til dig, når du spørger, hvad jeg har stillet op med min tilstand: Jeg har lært signalerne at kende, lært at opsnappe dem og er blevet i stand til at håndtere dem og stå dem igennem uden at gå ned med dem.
Som du også skriver, så er accept en nødvendighed. Man er nødt til at forholde sig til realiterne og anerkende sine egne grænser og begrænsninger. Det er modstanden, der skaber mange af problemerne.
Hilsen Helene
Efter at jeg havde skrevet mit indlæg i aftes fandt jeg et bedre citat til påvisning af, at emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderlinetypen intet har med skizofreni at gøre:
http://www.psykiatrifonden.dk/Forside/P ... Borderline, hvor der blandt andet står:
”Sygdommen er ikke beslægtet med den velkendte psykiatriske sygdom skizofreni…”
(Psykiatrifonden kalder ganske vist i ovennævnte citat emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse af bordelinetypen for en ”sygdom”, hvilket jeg i går brugte en hel del energi på at påvise, at det ikke er. Jeg mener dog stadigvæk, at en personlighedsforstyrrelse ikke er en sygdom, men blot en anderledes måde at være på).
Desuden så jeg på Wikipedea, at ordet ”borderline” faktisk bruges om hele tre forskellige ting:
1. En af personlighedsforstyrrelserne, nemlig den, der hedder emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, borderlinetype
2. Otto Kerns Borderline-organisation (Jeg har ikke sat mig ind i, hvad det er)
3. Borderline skizofreni (nu kaldet skizotypisk sindslidelse, som må være den sygdom, som kvinden i bladet Q lider af).
http://da.wikipedia.org/wiki/Borderline ... rstyrrelse
Jeg har jo altså (som tidligere nævnt her på Netdoktor) diagnose på hele 6 forskellige personlighedsforstyrrelser. Alle 6 diagnoser har jeg fået, efter at jeg blev 50 år. Jeg havde første gang kontakt med psykiatrien, da jeg var 20 år og derefter adskillige gange i de mellemliggende år. Ingen har nogen sinde før omtalt nogen personlighedsforstyrrelse. Jeg blev derudover grundigt undersøgt af en psykiater, der havde tilknytning til kommunen (socialoverlæge), i forbindelse med at jeg søgte om støtte til at tage min uddannelse færdig, da jeg på grund af mange depressioner havde opbrugt mulighederne for at få S.U. og desuden var eneforsørger. Socialoverlægen skrev, at jeg var fuldstændig normal, men skrøbelig i psykisk henseende, på grund af en traumatisk barndom og et voksenliv med mange belastninger(har mistet en nyfødt søn og min bror ved selvmord, haft et belastende ægteskab og var derefter alene med min anden søn).
Som Helene skriver, så er det karakteristisk for en personlighedsforstyrrelse, at den viser sig tidligt i livet. Men jeg fik altså først disse 6 diagnoser, efter at jeg var fyldt 50.
Jeg mærker intet til nogen personlighedsforstyrrelser, og jeg opfylder heller ikke kriterierne for nogen af dem. Jeg kan snarere genkende mig som PTSD (efterhånden kun i mild form) og desuden HSP (hypersensitiv). De to ting, altså PTSD og HSP, har jeg dog aldrig fået diagnose på. Det er noget, jeg selv har fundet ud af, fordi jeg opfyldte/opfylder kriterierne. Så vidt jeg ved, er HSP heller ikke noget, som psykiaterne beskæftiger sig med, og det er jo heller ikke nogen diagnose, men derimod en beskrivelse af en bestemt måde at være på.
På baggrund af min situation kan jeg ikke undgå at få en fornemmelse af, at eksperterne strør om sig med diagnoser på personlighedsforstyrrelser, som der ikke er hold i. Og under alle omstændigheder hjælper en sådan diagnose ikke en pind på noget som helst. Jeg har tværtimod en mistanke om, at en sådan diagnose fjerner fokus fra den helbredelsesproces, der gerne skulle ske, netop fordi diagnoser kan virke stigmatiserende og fastlåsende.
Mange hilsner
Kameliadamen