Min kone vil have tid for sig selv
Hej
Jeg startede i går aftes en diskussion med min kone gennem 8 år (kærester gennem 13 år), fordi jeg synes vi er begyndt at drive fra hinanden. Vi har to børn på 7 og 10, og vores dagligdag er for det meste fyldt ud med arbejde, praktiske ting og selvfølgelig børnene. Når de praktiske ting er overstået er det som om tiden bare bliver brugt til at lade op til næste dag.
Grunden til at jeg synes vi er begyndt at drive fra hinanden er, at min kone ikke fortæller mig om hvad der foregår i hendes liv, hvilket hun tidligere har gjort. Hvis jeg skal følge med i hendes liv skal jeg lytte til hendes telefonsamtaler med veninderne, eller læse på facebook. Vores sexliv er falmet hen, og der sker kun noget hvis jeg tager initiativet - men hun virker ikke til at have "sjælen" med i det.
Under diskussionen fortalte min kone mig at hun ikke har følelser for mig længere, og at hun har brug for at få noget tid alene for at finde sig selv. Siden da har jeg været fuldstændig opløst, rundt på gulvet og helt til rotterne. Mine tanker cirkulerer hele tiden om hvad fremtiden kommer til at bringe, og jeg kan simpelthen ikke lade være med at tude ved tanken om at skulle fortælle børnene at mor og far skal skilles. Jeg har foreslået hende en vi skal snakke med en om det (parterapi), men hun mener ikke at hendes følelser for mig kan vækkes til live igen.
Jeg elsker min kone på den måde som jeg tror de fleste gør efter at have boet sammen i 13 år (tror jeg) - dvs. ikke det store nusseri og kyssetur, men mere et stærkt tillidsbånd - som rigtig gode venner har. Vi har svært ved at finde grunden til at vi er drevet fra hinanden. Jeg har spurgt hende om hun har fundet en anden, hvilket hun benægter. Jeg elsker hende, og har ikke lyst til at miste hende. Hvad søren skal jeg dog gøre for at redde mig ægteskab?
Jeg startede i går aftes en diskussion med min kone gennem 8 år (kærester gennem 13 år), fordi jeg synes vi er begyndt at drive fra hinanden. Vi har to børn på 7 og 10, og vores dagligdag er for det meste fyldt ud med arbejde, praktiske ting og selvfølgelig børnene. Når de praktiske ting er overstået er det som om tiden bare bliver brugt til at lade op til næste dag.
Grunden til at jeg synes vi er begyndt at drive fra hinanden er, at min kone ikke fortæller mig om hvad der foregår i hendes liv, hvilket hun tidligere har gjort. Hvis jeg skal følge med i hendes liv skal jeg lytte til hendes telefonsamtaler med veninderne, eller læse på facebook. Vores sexliv er falmet hen, og der sker kun noget hvis jeg tager initiativet - men hun virker ikke til at have "sjælen" med i det.
Under diskussionen fortalte min kone mig at hun ikke har følelser for mig længere, og at hun har brug for at få noget tid alene for at finde sig selv. Siden da har jeg været fuldstændig opløst, rundt på gulvet og helt til rotterne. Mine tanker cirkulerer hele tiden om hvad fremtiden kommer til at bringe, og jeg kan simpelthen ikke lade være med at tude ved tanken om at skulle fortælle børnene at mor og far skal skilles. Jeg har foreslået hende en vi skal snakke med en om det (parterapi), men hun mener ikke at hendes følelser for mig kan vækkes til live igen.
Jeg elsker min kone på den måde som jeg tror de fleste gør efter at have boet sammen i 13 år (tror jeg) - dvs. ikke det store nusseri og kyssetur, men mere et stærkt tillidsbånd - som rigtig gode venner har. Vi har svært ved at finde grunden til at vi er drevet fra hinanden. Jeg har spurgt hende om hun har fundet en anden, hvilket hun benægter. Jeg elsker hende, og har ikke lyst til at miste hende. Hvad søren skal jeg dog gøre for at redde mig ægteskab?
Kommentarer
men prøv evt at foreslå at i, selvom hun ikke mener det hjælper, prøver med parterapi, det kunne jo være det var godt for jer begge på hver jeres måde.?
Inden det smuldre helt er det vigtigt at I begge kikker grundigt på Jeres rutiner i hjemmet og med børnene.
Hænger opgaverne kun på den ene er det klart I står i de vanskeligheder som melder sig nu, prøv at lave en deleløsning på hjemmefronten.
Frem med nusseriet og kyssene, de har ingen skade af at blive luftet hver dag.
Hav øje for hvad hinanden gør og siger til hverandre og kommenter det positivt. Taler i vrissent til hinanden?
Husk at det er vigtigt at I kommer væk hjemmefra eller børnene tager på weekend og I bruger tiden på Jer selv.
Den lille opmærksomhed ,hvor er du smuk i dag eller en lille blomst, eller en dusk gullerødder med grønt på toppen og Jeg elsker dig, er tilpas skørt til et grineflip.
Lidt ideer til dig
Mange hjertelige hilsner
Rita
Mht. rutiner i vores hus plejer min kone at lave aftensmad og madpakker (når hun ikke er på arbejde), mens jeg tager mig af opvask, rengøring og tøjvask. Bør jeg tage mere?
Mine kone nævnte også at hun var i tvivl om, hvorvidt vi er rigtige for hinanden, og at hun ikke gider at have den usikkerhed som hun har nu, om 10 år.
Tak for de andre gode råd
Jeg syntes det er flot at du klare de områder du ridsede op, sideløbende med job. Om du skal lave mere, syntes jeg du skal tale med din kone om, da det er hende du er gift med.
Jeg syntes I skal sende børnene på weekend og tag så en ordenlig snak om hvorfor I er havnet hvor I er, og så skal du have en klar udmelding om hvad hun mener med de udtalelser hun kommer med, lige som du skal diske op med,hvad du mener med dine.
Når man har børn sammen skal man deles om at lege, opdrage, passe dem.
Jeg må nok mene at du har krav på et svar omkring hendes udtalelse om at hun ikke kan klare den usikkerhed.
Der må bestemt være noget hun har misforstået i et ægteskab, begge tager og giver i et ægteskab, og er man ikke enig starter man en dialog om at få tingene på plads, og det være sig følelser, økonomi,opdragelse, hjemmelige pligter m.m.
Her i huset har jeg også tid for mig selv, jeg har noget frivillig arbejde jeg går op i og der vil jeg ikke have at han kommer ind i billedet.
Ligesom han tager på fisketur og er i en radioklub dette er også hans tid for sig selv.
Vi hænger sammen endnu efter 32 år års ægteskab.
Hilsen Rita
Din historie er desværre så symptomatisk for de fleste parforhold, at det desværre bliver helt - undskyld udtrykket - trivielt. Med andre ord - du og I er bestemt ikke alene om sådanne problemer.
Hvis ikke din kone var løbet træt i forholdet, så var du nok - ja, ikke nu, men sikkert om nogle få år.
Parforhold er desværre sådan, at det hele kommer til at gå op i børn, arbejde og praktisk arbejde, så meget, at man glemmer hvordan det hele startede, og som du selv skriver, så har jeres forhold netop været sådan, uden den daglige, dybt personlige kontakt - det bliver bare en vane, en del af en dagligdag, uden den store spænding, lidenskab og uden videre engagement og så går det galt på et tidspunkt, da man på den måde simpelt hen ikke får fulgt med i hinandens udvikling og begge kommer til at gå og savne lidenskaben, men den bliver pakket væk igen, for det "er der jo ikke tid til".
Jeg forstår sagtens at en af jer nu er løbet træt og ikke orker det her længere. Jeg går ud fra at din kone tænker noget i den retning: Der må (sgu) da være noget, der er bedre, noget der er mere liv i, noget der skaber bare lidt spænding, gnist og lidenskab i tilværelsen. Og - som nævnt - det kunne lige så godt være dig selv, der var kommet frem til dette på et tidspunkt.
Men - når alt det er sagt, så har I altså ansvaret for to børn, og det er deres familie, der uden videre skal ødelægges, fordi I ikke lige kan finde ud af det, og hvis ikke din kone mener, hun skylder dig det, så skylder hun sine børn, at man altså ikke bare skal give op uden der er kæmpet til det yderste af neglene.
Derfor bør I i det mindste forsøge noget parterapi, muligvis også for at finde ud af, at det er rigtigt nok; I skal ikke mere, men især for at finde ud af, hvad der er gået galt og hvorfor - og om der er mulighed for at få løst tingene. Der er jo som sådan heller ikke nogen ide i at "nissen" flytter med til et eventuelt nyt forhold.
Jeres børn er dog ikke tjent med nogle forældre, der lever dårligt sammen, så derfor er det vigtigt, at I sammen får løst tingene på en ordentlig måde, som både I og jeres børn kan acceptere.
Bedste tanker
Først og fremmest tak for jeres kommentarer. Det fik mig i hvert fald til at vågne lidt op og kæmpe for mig ægteskab - jeg synes ikke rigtig jeg har nogen jeg vil indvie i problemet i denne fase - sådan er vi fyre jo!
Det har været nogle forfærdelige dage. Godt nok har jeg været på arbejde, men hver gang jeg kommer i tanke om et nyt aspekt af at vi går fra hinanden (f.eks. fortælle det til gode naboer, forestille sig børnene sige det i klassen, fortælle til sin chef hvorfor man ikke er oppe på mærkerne osv osv - faktisk sider jeg og tuder nu ved tanken), så kommer klumpen i halsen og tårene i øjenkrogen. Det er simpelthen stenhårdt!
Jeg havde jo aftalt med min kone at vi skulle tænke nogle tage over, om det var noget vi havde tænkt os at kæmpe for. Jeg tog så en snak med hende i går aftes om at jeg synes vi skulle prøve at give det en chance mere. At vi slet ikke havde lavet nok sammen (min kone arbejder hver anden weekend), og at jeg kunne se rigtigt mange ting vi kunne lave om på. F.eks. at jeg kunne tage en formiddag fri på en af hendes hverdags-fridage, og tage til træning sammen (hun besøger Fitness World et par gange om ugen). Jeg har en tro på at kærlighed ikke bare er en følelse, men også noget man arbejder for.
Desværre var det som om at hun ikke rigtigt var med på idéerne. Som om at det med at tænke over tingene et par dage bare var en måde at give mig tid til at vænne mig til tanken om at vi ikke skal være sammen længere. Jeg synes jeg nævnte så mange ting der taler for at give vores forhold en ekstra chance, men det er som om hun har opgivet. Hun siger at hun ikke ved hvad hun skal sige, og at hun er helt tom indeni. Som om hun ikke bare har brug for lidt "tid for sig selv".
Jeg kan i bakspejlet godt se at vi bare er drevet fra hinanden i hver vores små verdener. De problemer vi har lige nu er nogle der bare er blevet større og større uden at vi har snakket om dem. Hun er en skidegod pige, min kone. Hun er typen der aldrig kunne finde på at gøre nogen ondt, og er generelt bare et rigtig hjælpsomt og omsorgsfuldt menneske. Typen som andre betror sig til. Jeg kan alligevel ikke rigtig acceptere at det bare lige pludselig er slut uden at have fået en advarsel. Jeg fortryder alle de gange hvor jeg ikke har fulgt efter hende i seng når hun har sagt godnat, jeg fortryder alle de gange jeg har været sur. Hold kæft hvor gør det ondt!
Min kone er til koncert med veninden i aften, og jeg håber bare hun kommmer hjem og siger at hun synes vi skal give det en chance til. Hvis nogen har gode råd så hører jeg efter.
Jeg har desværre ikke nogen gode råd, for jeg har nok snarere været i din kones situation nogle gange.
For mig har der været en dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Der har været så mange ting, der var blevet sagt så mange gange, uden at der blev lyttet og uden, at der blev handlet på det. Og så en dag havde jeg bare fået nok og så var det slut.
Når jeg havde sagt, at det var slut, så var der pludseligt ikke alt det, som kæresterne ikke ville gøre, for at vi kunne blive sammen. Men det var for sent. De ting skulle have været sket for længst. Når filmen først var knækket for mig, så var jeg bare færdig med forholdet og parat til at komme videre i mit liv. Det var ikke noget, jeg kunne have advaret om, for det kom bare pludseligt - det var følelsesmæssigt slut. Desuden ville advarsler nok heller ikke have hjulpet, for jeg havde jo sagt så mange gange, at der var det ene eller det andet, der var galt eller som jeg savnede - men det blev jo ikke anderledes. En advarsel ville sikkert være blevet opfattet som en tom trussel. Det ville måske være blevet bedre i to dage, hvis jeg havde advaret og så ville det have været det samme igen.
Et forhold er noget, der skal passes, plejes og nærs og der skal lyttes og tales - hver dag.
Så mit bedste råd er nok, at du accepterer det. Sørger, raser, lader være med at slå dig selv i hovedet men lærer af det, der er sket, så det ikke sker igen en anden gang - og så giver slip. Og når tiden er til det og du er klar, så søger at komme videre og opbygge et nyt godt liv for dig selv.
Mange hilsener Helene
Jeg står pludselig i den selvsamme situation, som du beskriver.
Min mand har brug for tid til at finde sig selv. Han har mistet gnisten
I vores ægteskab og ved ikke om han er det rette sted. Vi har været sammen i
20 år og jeg har ikke grædt så meget som de sidste 2 dage. Han har knust mit
hjerte og jeg har det på samme måde som dig - kan ikke forholde mig til tanken
om, at vi ikke skal blive gamle sammen alligevel. Har vil bruge de næste par måneder på at søge efter, hvem han er og finde ud af om det er os herhjemme, han vil leve livet med. Der er ingen tvivl om, at hans hjerte også bløder og at han stadig har en stor kærlighed til mig. Men det har man vel efter 20 års samliv!
Jeg tænker, at jeg har brug for noget at klamre mig til over de næste par mdr., eller høre, hvordan det er gået jer eller andre i samme situation. Også selv om hver situation er speciel.
Vores udfordring er, at vi aldrig skændes - stort set. Vi er i starten af 40'erne og har alt, hvad man kan ønske sig i den alder. Vi har et dejligt barn, dejligt hus, gode venner osv. Det sidste års tid er det gået op for min mand, at han ikke rigtig ved, hvem han er eller hvor han hører til. Han har glemt sig selv i forbifarten og glemt at gøre de ting han elsker. Der er dog ingen tvivl om, at han elsker mig - det kan jeg både se og høre, men han smerter også og har brug for at finde ud af, hvad det er der sker i ham og hvorfor han reagerer som han gør. Han skal finde ud af, om hans kærlighed til mig, blot er platonisk eller om der er nogle af de "rigtige" følelser tilbage.
Min egen lille lommefilosofi er, at han har en midtvejskrise af de store, fuldstændig mangler selvværd og selvtillid og ikke aner, hvad han skal gribe og gøre i. Han har brug for tid til at finde ind til sig selv, og ikke før han gør det og ikke før han igen synes om sig selv, kan han ikke elske mig og vores liv.
Jeg har givet ham pladsen og fordi han er en del væk i forbindelse med sit job, så har det været "nemmere" for os, at sige til vores barn, at far skal arbejde lidt mere de næste par mdr. Han er derfor væk 4 dage om ugen de næste 2 mdr., hvor han bor alene og samtidig har han taget noget terapi op.
Så vi kæmper begge to på hver sin måde. Det er bare så pokkers hårdt og jeg
ville ønske, at der var en krystalkugle at se ind i!