Indstillinger
viden til sygdommen
hej alle sammen. jeg er i gang med at skrive projekt om skizofreni.
Jeg vil rigtig gerne prøve at høre fra folk, som enten lider af det eller er i familie med skizofren.
Hvordan oplever i forskellen på jer/ dem og andre folk?
Hvilke symptomer har i?
Får i/de nogen behandling?
hvilke typer skizofreni har i/de?
Er der forskel på mænd og kvinders behandling?
Hvis i har nogle ting i vil tilføje er i mere end velkommen!
Tusind tak på forhånd
Jeg vil rigtig gerne prøve at høre fra folk, som enten lider af det eller er i familie med skizofren.
Hvordan oplever i forskellen på jer/ dem og andre folk?
Hvilke symptomer har i?
Får i/de nogen behandling?
hvilke typer skizofreni har i/de?
Er der forskel på mænd og kvinders behandling?
Hvis i har nogle ting i vil tilføje er i mere end velkommen!
Tusind tak på forhånd
Kommentarer
her et lidt langt svar, i tre dele, hvor jeg først til sidst kommer ind på mine egne erfaringer, og besvarer dine konkrete spørgsmål. Her i starten først et par ord om "skizofreni" som sådan, fordi der er så enormt meget misinformation at finde alle vegne, og især på dansk, og fordi denne misinformation desværre har ganske fatale følger for mennesker med en "skizofreni" diagnose. Det ville være ærgerligt, hvis også du, igennem dit projekt, blev med til at udbrede misinformationen.
Du vil med sikkerhed finde en masse "information", der siger, at "skizofreni" er en kronisk hjernesygdom, som man ikke rigtigt ved, hvordan den opstår, men at det er ret sikkert, at gener spiller en rolle, og at det hele skyldes for meget af transmitterstoffet dopamin i hjernen. Du vil sikkert også høre/læse mange steder, at medicinsk behandling derfor er det vigtigste, at "sygdommen" kan skade hjernen, hvis den ikke hurtigst muligt behandles med "medicin", at folk bliver "psykotiske" igen, lige så de holder op med at tage deres "medicin", og og og. Glem det.
Der findes ingen videnskabelige beviser på, at "skizofreni" er en hjernesygdom. Man ved ikke, hvor høje eller lave dopaminværdierne i hjernen skal være, for at være "normal" (ligesom man f.eks. ved, hvor meget insulin kroppen skal producere for at det kan betegnes som sundt) . Altså kan man heller ikke sige noget om, hvor meget eller lidt dopamin der er sundt, og hvor meget eller lidt der er sygt.
"Skizofreni" diagnosticeres udelukkende på grundlag af personens adfærd. Der findes ingen biologiske tests, der kan påvise "sygdommen". Og man har heller ikke fundet gener, der entydigt kan bringes i forbindelse med "skizofreni". Der har været en masse snak i medierne igennem de sidste to år om et europæisk forskningsprojekt, der har fundet kromosomforandringer, der angiveligt forårsager "skizofreni". Men kromosomforandringerne findes hos mellem 60 og 90% af den samlede befolkning. Så de forårsager næppe "skizofreni", eller 60 - 90% af den samlede befolkning ville være "skizofrene".
"Medicinen", de såkaldte "antipsykotika", virker ikke symptomspecifikt, og altså ikke antipsykotisk, men alene beroligende. Medikamenterne tilhører, farmakologisk, gruppen af stærkt beroligende stoffer ("major tranquilizers"). Den beroligende effekt opnår man ved at nedsætte aktiviteten i hjernens frontallapregion. Det er den region, hvor hukommelsen, de kognitive evner, personligheden, bevidstheden og alt det andet, der gør mennesket til menneske, lokaliseres. Over længere tid taget, forårsager "medicinen" svind i hjernematerien, især i frontallapregionen.
Frontallapperne er også den hjerneregion, hvorfra motoriken (bevægelserne) styres. "Medicinen" forårsager derfor ofte forstyrrelser i motoriken ("tardiv dyskinesi"), ufrivillige bevægelser, tics, især i ansigtet. Så, hvis en person ser "skør" ud, så er det ikke "sygdommen", der er årsag, men "medicinen". Umedicinerede "skizofrene" mennesker vil du på grundlag af udseendet ikke kunne adskille fra "normale" mennesker. Og scanningsbilleder af "skizofrenes" hjerner, der viser anomalier i hjernens struktur, viser ikke så meget, hvad "sygdommen" gør ved hjernen, som de viser, hvad "medicinen" gør ved den.
Dog ved man i dag, at både den måde, vores hjerne er struktureret på, og hvordan vores gener ser ud, er afhængig af hvilke erfaringer vi har gjort i livet, især i barndommen. Videnskaben har således fundet frem til, at traumatiske barndomsoplevelser forandrer hjernestrukturen og generne hos den, der har været udsat for dem (http://www.mcgill.ca/newsroom/news/item/?item_id=104667). Og de fleste "skizofrene" har været udsatte for overgreb i barndommen (http://www.scienceagogo.com/news/200605 ... _sys.shtml).
Bemærk, at artiklen på McGill's hjemmeside taler om "life-long effect". Det er ikke helt korrekt, fordi hjernestrukturen, også hos voksne, stadigt kan ændres. F.eks. gennem meditation (http://www.dalailama.com/news/post/104- ... -the-brain) eller terapi. Det hedder neuroplasticitet, og betyder helt firkantet sagt, at vores hjerne afspejler med sin struktur vores måde, at se og tænke verdenen på. Og vores måde, at se og tænke verdenen på, er altså afhængig af, hvilke erfaringer vi har gjort i og med verdenen.
Og gener er heller ikke uforanderlig skæbne. Den relativ nye videnskab epigenetik har både fundet ud af, at genforandringer altid er udløst af miljøfaktorer, som et forsøg på, at tilpasse organismen til miljøet, og at det er miljøet, der afgører hvilke gener der kommer til anvendelse og hvordan. Så, det er miljøet, ikke generne, der afgør hvordan organismen ser ud og fungerer. Jf. f.eks. Bruce Lipton's hjemmeside: http://www.brucelipton.com/
Hvordan idéen om, at "skizofreni" er en hjernesygdom, der skal behandles medicinsk, har skabt hvad man må kalde for en epidemi (både af tilfælde af kronisk "skizofreni" og mht. de mange, alvorlige bivirkninger, "medicinen" har,) kan man læse mere om i videnskabsjournalisten Robert Whitaker's nye bog "Anatomy of an Epidemic" : http://www.madinamerica.com/madinameric ... demic.html
Da "medicinen" går ind og skaber ubalancer i hjernens transmitterstofskifte, som hjernen hele tiden prøver, at rette op på igen, er "medicinen" også stærkt fysiologisk vanedannende (ikke psykologisk, de færreste føler trang til at tage disse stoffer, som man føler trang til en smøg, når man er afhængig af nikotin). Det betyder, at man får abstinenssymptomer, når man stopper med at tage "medicinen". Abstinenssymptomerne ligner ofte til forveksling selve "sygdommen", men det er altså ikke "sygdommen", der vender tilbage, selv om det er, hvad man fortæller folk, for at holde dem fast i den medicinske behandling.
Til sidst: Der findes ikke bare ingen beviser på, at "skizofreni" er hjernesygdom, men der findes faktisk ikke en gang bevis på, at det overhovedet er en sygdom, hjerne- eller anden. At vi her i DK betegner det som "sygdom" beror alene på vor samfunds kulturelle normer og værdier, der, siden vores konsumsamfund er afhængig af at udnytte (og dermed begå overgreb mod) naturen mere eller mindre hensynsløst for at kunne fungere og skabe al den økonomiske vækst, vi har gjort os så afhængig af, ikke værdsætter ekstreme reaktioner på overgreb. (Og overgreb er overgreb. Om det er regnskoven, der hugges ned, så vi kan få vores bøf, eller om det er, at vi nedgør andre for at hæve os selv.) Så, vores kultur, den moderne, vestlige civilisation, som selv værende overgriber, har ikke meget tilovers for personer, der gør så tydeligt opmærksom på overgrebenes destruktivitet, som "skizofrene" gør det. I andre kulturer, hos Maorierne f.eks., betragtes det mere som en gave, når en person er i stand til at reagere så tydeligt på dysfunktionalitet i samfundet.
Jeg mener ikke, det er etisk forsvarligt, at fortælle folk historier om genetisk betinget, kronisk, biologisk hjernesygdom, så længe der ikke findes et eneste bevis på, at historierne er korrekte, at de er andet, end rene hypoteser, rent gætværk. Historierne afholder folk fra, at søge efter meningen med de ekstreme sindstilstande, de oplever, og gør dem afhængige af systemet for resten af deres liv, med meget ringe chance for, nogensinde at kunne komme sig. Og, taget "medicinens" bivirkninger med i betragtning, så dræber historierne faktisk. Folk, der vedvarende tager "medicin", dør i gennemsnit 25 år tidligere, end dem, der ikke gør.
Jeg har egentligt ikke nogen "symptomer". Jeg hører stemmer, men det gør alle mennesker jo i det, at alle mennesker tænker tanker (og andet end tanker er stemmerne ikke). Iøvrigt skønner man, at ca. 10% af befolkningen hører stemmer. Et "symptom" er det kun, hvis stemmerne (ens tanker) har kontrollen over én, i stedet for, at man selv har kontrollen over sine stemmer (tanker). Jf. http://www.intervoiceonline.org
Jeg har haft og har tildels stadigt af og til det, der kaldes for "vrangforestillinger", "tankemylder", "tankeforstyrrelser", "depersonalisation", "derealisation", "paranoia", og "katatoni". Jeg opfatter intet af det som "symptom" på "sygdom", men alt som naturlige reaktioner på traumatisering (f.eks. er "kataton stupor" ikke andet, end hvad harer eller rådyr f.eks. gør, når de stivner af skræk ved fare). Og fordi jeg forstår hvorfor jeg oplever hvad, så styrer det heller ikke længere mig, men jeg styrer det.
Jeg er gået i terapi hos en psykolog i 3 1/2 år. Men jeg vil ikke nødvendigvis betegne det som "behandling", fordi alt, jeg havde brug for, var en person, der respekterede mig 100%, og som jeg kunne "spejle mig i". Arbejdet med at bevidstgøre og bearbejde mine traumer gjorde jeg selv. Jeg har aldrig taget "medicin". Jeg afsluttede terapiforløbet i 2007, og har siden ikke haft brug for professionel hjælp. Jeg er for resten selvforsørgende, med fuldtidsjob, og aktivist "ved siden af".
"Skizofreni" er, som sagt, ikke en statisk tilstand. Med mindre man ender i den biomedicinske blindgyde, bundet på arme og ben af "medicin", så er det, at være menneske, ensbetydende med forandring. Liv er forandring. Og det er "skizofreni" således også. -- Her: http://bipolarblast.wordpress.com/2010/ ... -the-mind/ iøvrigt en meget fin og træffende betragtning om "skizofreni" af forfatteren Doris Lessing. -- I allerhøjeste grad faktisk, fordi det, der kaldes for "psykose", er en reaktion, der er ment til at tilvejebringe forandring og personlig vækst. Man kan heller ikke sige om "skizofreni", at den er den ene eller anden form for "skizofreni" på samme måde, som man kan tale om den ene eller anden form for virusinfektion, f.eks. Der er ikke to mennesker, der oplever "skizofreni" på samme måde. Således er det egentligt også forkert og misvisende, at give disse mennesker den samme diagnose. Diagnoser er kasser, og levende mennesker passer som regel ikke i kasser. Men bortset fra det, så var min foretrukne reaktion på fare den, at stivne af skræk, "kataton skizofreni".
Og så må jeg sige, at jeg i dag, og selv om det bestemt ikke var lutter lagkage, at gøre denne erfaring, der kaldes for "skizofreni", er glad for, at jeg fik denne chance for at blive mere bevidst, et mere levende menneske. Jeg ville ikke skulle undvære min erfaring med "skizofrenien". Den var/er en gave for mig. Ikke en sygdom.
De tråde du har skrevet denne smøre i har været inaktive i ½-1 år - bare lige så du ved det.
Du kan ikke generalisere på den måde.
Det er da de færreste skizofrene der er voldtægtsmænd og mordere!
Det er ikke alle psykiatere der ikke er opmærksomme på depressive symptomer hos skizofrene.
Det er helt normalt, at man øger dosis af psykofarmaca.
Det handler ikke om at patienten siger han/hun har det dårligt og lægen så tænker "NÅ!? Så må vi hellere øge dosis".
Det handler om, at man helst skal trappe ind i medicinen stille og roligt og ikke bare fra den ene dag til den anden tage den dosis der anbefales.
Jeg kan godt forstå, at du er blevet bitter og vred og forarget efter opdagelsen af denne sammenhæng, og jeg kan godt forstå, at du har et behov for at skrive om det.
Men problemet er, at det nok ikke er klogt at konfrontere psykiaterne med din viden, i hvert fald ikke evig og altid. Så vil de opfatte dig som usamarbejdsvillig og se din modstand mod medicin som symptom på sygdom.
Det skulle helst ikke være sådan, at din viden og den måde, du reagerer på over for psykiaterne i forbindelse med denne viden, fører til, at psykiaterne udskriver mere medicin!
Prøv i stedet for at indgå i et samarbejde med psykiaterne om en nedtrapning. Jeg kan godt se, at hele denne sag er uretfærdig og oprørende. Men i nogle tilfælde må man nøjes med at sparke til møblerne derhjemme for at få galden ud, så man bagefter kan gå hen og snakke psykiaterne efter munden.
Hvis jeg var dig, ville jeg gå andetsteds hen for at søge årsagen til sygdommen og gøre noget ved den. Et sted, hvor man ikke er nødt til at snakke behandleren efter munden.
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. Det er ikke en teori. Alle psykiatere kender til denne viden. Problemet er, at man kan være nødt til at tage stadset.
antipsykotisk medicin hæmmer d1 og d2. Så børn der er på ritalin i rigtige mange år risikere at udvikle pykose sygdomme, foreksempel skizofreni. Jeg har selv været på ritalin, jeg mener at jeg var på det i seks år, derefter er jeg komme på antipsykotisk medicin. Og det er dopamin 1 og 2 der især er overproduktion af når man bliver psykotisk.
Dit initiativ er meget sympatisk. Hvad har medicinalfabrikkerne svaret?
Men hvad forestiller du dig, at du får ud af det? Problemet er jo, at den antipsykotiske medicin, der fremstilles, er den bedst opnåelige. Man kan ikke sådan bare lige i et snuptag opfinde medicin med en helt ny virkningsmåde. At den nuværende medicins virkning ikke er tilfredsstillende, kan vi sagtens blive enige om. Men det var vel værre, dengang der slet ikke fandtes antipsykotisk medicin?
Du kan være overbevist om, at medicinalproducenterne forsker på højtryk for at opfinde ny og bedre medicin – ikke for de skizofrenes skyld, men for at kunne tjene flere penge!
Sådan som jeg har forstået det, så er der faktisk sket en vis forbedring af antipsykotisk medicin gennem årene. Der er noget, der hedder 1. generationspræparater, og noget, der hedder 2. generationspræparater. Men grundlæggende har du vel ret i, at antipsykotisk medicin hæmmer signalstoffer, som kan være af betydning for velvære og humør.
Hvis jeg var dig, ville jeg bare ikke bruge tid på den sag. Du kan alligevel ikke selv opfinde en ny medicin. Det er du nødt til at lade forskerne om.
Mange hilsner
Kameliadamen