Eftervirkninger af spiseforstyrrelser
Hej med jer,
jeg havde spiseforstyrrelse fra jeg var 13, hvor det svingede meget mellem at jeg spiste og ikke spiste op til jeg var ca. 17 år.
I dag føler jeg mig langt fra rask. Faktisk føler jeg, at jeg stadig har spiseforstyrrelse bare uden at handle på det.
Jeg har dårlig samvittighed når jeg spiser, jeg hader min krop og får ofte lyst til at straffe mig selv ved ikke at spise.
Jeg har haft ødelagt mit liv rigtig meget ved ikke at spise, så jeg har bestemt mig for, at jeg aldrig vil gå den vej igen.
Men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre erfaringer fra andre, der er kommet "ud af spiseforstyrrelsen". Dvs. som i dag spiser normalt.
Kh. Oktober
jeg havde spiseforstyrrelse fra jeg var 13, hvor det svingede meget mellem at jeg spiste og ikke spiste op til jeg var ca. 17 år.
I dag føler jeg mig langt fra rask. Faktisk føler jeg, at jeg stadig har spiseforstyrrelse bare uden at handle på det.
Jeg har dårlig samvittighed når jeg spiser, jeg hader min krop og får ofte lyst til at straffe mig selv ved ikke at spise.
Jeg har haft ødelagt mit liv rigtig meget ved ikke at spise, så jeg har bestemt mig for, at jeg aldrig vil gå den vej igen.
Men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre erfaringer fra andre, der er kommet "ud af spiseforstyrrelsen". Dvs. som i dag spiser normalt.
Kh. Oktober
Kommentarer
Jeg havde som du mange år med svingende grad af spiseforstyrret adfærd og generelt dårligt selvværd.
Min spiseforstyrrelse blussede op og blev ret slem, men jeg fik bedt om hjælp hos min psykiater (som jeg gik hos af andre årsager), og insisterede på at komme i behandling målrettet spiseforstyrrelse.
Jeg blev henvist til Stolpegården, som videresendte mig til Bispebjerg Hospitals ambulante psykiatriske tilbud. Der kom jeg i individuel behandling hvor jeg havde samtaler med en psykiater. I starten (altså efter de obligatoriske mange måneder på venteliste) havde vi samtaler to gange om ugen, dernæst en gang om ugen og dernæst sjældnere. Det var gennemprøvet forløb mod bulimi/overspisninger, men jeg er ganske sikker på, at de også har tilbud til anoreksi-patienter. I starten mente jeg egentlig ikke, at jeg var berettiget til det, for jeg var sådan mere eller mindre begyndt at få kontrol over opkastningerne, men de argumenterede med, at eftersom symptomerne havde ligget i mig siden jeg var 12-13 år, så ville det være en god idé at få det arbejdet igennem. Og det virkede helt fantastisk. Nu har jeg et vist nok normalt forhold til mad. Jeg spiser varieret, kan godt spise en is bare fordi solen skinner og det smager godt, og jeg er ikke hele tiden optaget af min vægt og mit udseende.
Jeg vil nok sige, at jeg stadig har issues omkring min krop, men hvem pokker har ikke det fra tid til anden? Forskellen er, at det ikke længere er styret af spiseforstyrrelsen.
Hvis du aldrig har været i behandling, syntes jeg du skal tale med din læge om at blive henvist til noget... Om ikke andet, så vil terapi målrettet dit selvværd nok være guld værd :-)
Jeg ved jo ikke hvor i landet du bor, men jeg vil tro, at Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade kan hjælpe dig med lokale tilbud. Og de har også selvhjælpsgrupper. www.spiseforstyrrelse.dk
det lyder som om, du er kommet rigtig godt ud af det.
Jeg har rigtig gode perioder, hvor det ikke er det store problem for mig, men lige så snart jeg får det dårligt, så begynder jeg at fokusere på maden.
Jeg føler mig absolut heller ikke i målgruppen for behandling. Det er snart otte år siden jeg blev rask (begyndte at spise igen) og i dag er jeg faktisk lidt overvægtig. Men jeg kan mærke, at hele tankegangen ligger dybt begravet i mig, og jeg føler mig ret sikker på, at det ikke bliver bedre af, at jeg taber mig. Jeg er ellers igang med at tabe mig på en helt fornuftig måde med motion og sund mad, og med plads til usunde fornøjelser. Men samtidig kan jeg mærke et kick, hvis det er lykkedes mig at springe et eller to måltider over i løbet af dagen.
Det skal lige siges, at jeg også går til psykiater, fordi jeg kæmper med depression og angst, og at det helt klart er første prioritet for mig, at arbejde med det. Men jeg tror du har ret når du siger, at noget målrettet behandling ville være godt. Jeg har nemlig aldrig fået behandling eller haft nogen at tale med om det. Min gamle psykolog, som jeg har haft det sidste år ca. har arbejdet med mit syn på mig selv og min krop, men jeg føler, at det slet ikke hjalp mig. Måske har jeg brug for at snakke mere om, hvilke tanker og følelser jeg havde dengang? Jeg føler nærmest at det ligger som et traume. Ligeså vel som fx. seksuelt misbrug kan gøre det. For det er noget helt forfærdeligt, som jeg har gjort ved mig selv, og et fængslende tankemønster, som er utroligt svært at slippe af med.
Hvad arbejdede i med i din behandling? Hvis du altså har lyst til at fortælle om det?
Hilsner fra Oktober
Med hensyn til terapien... Det er et eller andet amerikansk behandlingsprogram. Vi arbejdede meget metodisk med fakta og opspind. Altså; jeg havde et bredt kendskab til sundhed og ernæring, men som spiseforstyrret får man jo alligevel sine underlige idéer. Jeg blev for eksempel vejet når jeg kom der, og måtte ikke veje mig hjemme. Vægten blev skrevet ind i et diagram, hvorved min angst for uendelig vægtøgning hvis jeg "tog på" blev manet i jorden. At jeg vejede 700 g. mere end sidst udløste i starten næsten angst, fordi jeg så for mig at vægten ville stige og stige, men diagrammet fik det helt ned på jorden og viste sort på hvidt over tid, at vægten faktisk lå stabilt da jeg først nåede min normalvægt.
Vi arbejde også ud fra et uddrag af en amerikansk bog der omhandler bulimi og overspisning ud fra forskningsresultater og studier af patienter. Det var en god informationskilde for mig, og vi kunne udfra den tale om hvad der passede på mig og hvad der ikke gjorde...
Desuden arbejdede vi med opmærksomheden på min krop og på mad. Jeg skulle mindske antallet af gange jeg "tjekkede" og jeg øvede mig i at spise mere varieret. Jeg førte dagbog over måltiderne så vi kunne tale om det. Og det var jo tydeligt, igen sort på hvidt, at jeg fik mine overspisninger når jeg havde sprunget måltider over eller spist for "let" i løbet af det foregående døgn, så det var endnu en ting der ved registrering fik mine øjne op for de uhensigtsmæssige tankemønstre.
Og så talte vi også generelt omkring mit forhold til andre mennesker, min opvækst, selvværd osv.
Prøv at tale med din psykiater om det. Det hele hænger jo sammen! Du kan ikke fjerne angsten uden også at kigge på spiseforstyrrelsen. :-)
Jeg tror helt sikkert, at jeg vil tale med min psykiater om det.
Det føles bare helt vildt dumt, for jeg føler, at jeg burde være kommet videre. Og jeg er også kommet rigtig langt, for jeg spiser ret normalt. Men hvis jeg kigger tilbage i min dagbog for det sidste år, har jeg faktisk ikke én eneste dag skrevet i den uden at skrive om vægt, mad eller motion. Og nu hvor jeg er igang med at motionere, kan jeg mærke, at det kommer til at fylde utroligt meget i mine tanker igen. Fx. får jeg lyst til at motionere hver gang jeg har spist.
Og som du sikkert også er nået til, så er livet for kort til at falde i den fælde igen. Og jeg holder for meget af mig selv, til at ville byde mig selv den tortur der følger med at skulle straffe sig selv så meget, som man kommer til. Og samtidig, kræver det vildt meget energi at skulle kæmpe imod de automatiske tanker.
Jeg tænker på, hvor rask tror du man kan blive? Vil den dårlige samvittighed kunne forsvinde helt? Og vil jeg kunne holde tankerne om fedt og kalorietælleri væk selv om jeg er træt og stresset?
Jeg er dog som regel ret positivt indstillet deshenseende. Jeg var stærkt selvskadende for en del år siden. Cutting... Og det er ikke længere et issue. Tanken kommer flyvende en sjælden gang i mellem, men den når ikke at få rodfæste før jeg har skubbet den fra mig med en hovedrysten. Det kommer af de nye indlærte tanke- og handlemønstre. Og når dét er sådan, så vil jeg også tro at spiseforstyrrelsen vil være sådan.
Men jeg kan sige så meget, som at jeg disse dage går og glæder mig over, at jeg har det godt med min krop - jeg syntes faktisk jeg er en flot slank pige. Jeg vejer 60 kilo, og det har ALTID været sådan, at jeg følte mig som en flodhest og så deller alle vegne når jeg havde den vægt. Derfor glæder det mig, at jeg nu faktisk har den helt modsatte følelse. Jeg græmmes faktisk over, hvordan jeg må have set ud for et par år og 13 kilo mindre siden.
Jeg tror det bedste vi kan gøre er at holde fast i den optimistiske tankegang. Ellers er det sgu for uoverskueligt.
Hvad tror du?
Jeg fik ny psykiater før jul, og hun startede ud fra scratch med at jeg førte dagbog over mit stemningsleje, hvilket tydeligt viste, at jeg har en bipolar affektiv lidelse i let grad, og efter at jeg er kommet på stemningsstabiliserende medicin er jeg trappet ned i min antidepressiv - og har det mere stabilt end jeg har haft i årevis
Det er bare så sindsygt rart at hun tænker lidt ud af boksen. At få ordentligt styr på medicinering og styrke kroppens eget forsvar er guld værd i forhold til at kunne arbejde med de issues der så er dybereliggende. Og motion et par gange om ugen oveni har også virkelig gjort godt.
min fantastiske læge testede faktisk alle vitaminer inden hun startede mig på lykkepiller. Og så tog hun endda en blodprøve efter et stykke tid for at se, hvor godt min krop optager medicinen for at kunne regulere dosis efter det.
Gid alle læger var ligeså effektive.
Jo, vi skal helt bestemt tænke positivt. Jeg gør det absolut også i fht. det her. Det er nok også det der gør, at det først er efter så lang tid, at jeg indser, at det her virkeligt stadig er et stort problem for mig.
Nogle dage kan jeg kigge mig selv i spejlet og være helt tilfreds, mens jeg andre dage kan føle mig ektremt ulækker. Jeg har det lidt som om, min krop ikke hører til mig. Lidt som et ur eller en ring, som man aldrig vænner sig til at gå må, og derfor altid kan mærkes som noget generende.
Det var faktisk også mit primære formål med at træne. Altså at få et bedre forhold til min krop. Men jeg tror, at spiseforstyrrelse og andre former for selvdestruktion som fx. cutting er hjernens måde at reagere på, fordi jeg har gjort det i så mange år. Så er det faktisk en nem måde at kaste sig ud i det i stedet for at skulle forholde sig til det relevante problem. Som for mit vedkommende er så udefinerbart som angst og depression.
Men jeg prøver at holde mig selv i kort snor og tænke optimistisk. Jeg ville bare ønske, at flere mennesker ville anerkende, at man ikke er rask, bare fordi man spiser nogenlunde normalt. Det kan langt hen ad vejen være ligeså ødelæggende at spise når man hader det, som det kan være ikke at spise. For det andet er en kæmpe kamp hver dag flere gange om dagen.
Men det er i hvert fald tydeligt for mig nu, at jeg skal tale med min psykiater om det. Så håber jeg, at han har lyst til at arbejde med det.
Mange hilsner fra Oktober
mange tak for dine gode svar :-)
Det var dejligt bekræftende for mig, og gør mig
faktisk mere optimistisk.
Smil fra Oktober
Jeg håber at du får et godt forløb med din læge!
Venligst Anna