Indstillinger
Venskab med mand der har været udsat for incest
Jeg blev gode venner med en mand. Han var sød og vittig, og en dag fortalte han mig uventet, at han som barn havde været udsat for incest. Det kom meget bag på mig. Han går i terapibehandling for sine barndomstraumer. Han er voksen nu. Han fortalte at han havde nogle reaktioner pga. incesten og ikke kunne fungere seksuelt og havde en tendens til at lukke af over for andre. Vi havde det godt sammen som venner. Jeg skulle i en anden jobfunktion, og det blev han meget overrasket over. Få dage efter blev han meget vred på mig, og skælte mig ud. Jeg blev meget ked af det, og kunne ikke forstå hans reaktion. Siden da blev vores venskab aldrig det samme, og vi talte aldrig sammen igen. Han ville ikke tale med mig. Vi hilste højst på hinanden. Nu er jeg i andet job, og sidder tilbage med en underlig fornemmelse af, at have mistet et godt venskab. Jeg har prøve at læse noget om mænd der har været udsat for incest. Jeg tænker på, om han måske følte at jeg svigtede ham, ved at skifte job. Jeg skulle videre, da mit vikariat udløb, og det vidste han godt. Jeg læste mig til, at personer der har været udsat for incest kan føle sig svigtet, hvis de føler at de bliver forladt. Hvad kan være grunden til at han pludselig blev så vred på mig, og han pludselig lukkede helt af over for mig? Det kom så pludselig i forbindelse med beskeden om mit jobskifte.
Kommentarer
Der kan være mange grunde til, at han pludseligt lukkede af for dig. Når sådan noget sker, handler det sjældent direkte om én selv (i dette tilfælde altså dig) men om modpartens følelsesliv (altså hans).
Det er jo altid nemmere at afvise end at blive afvist. Da du fortalte, at du skulle over i en anden jobfunktion, blev han overrasket og få dage efter blev han meget vred på dig. Han kan være blevet usikker, fordi der skete forandringer og så er det nærliggende, at hans reaktion har været (nok så ulogisk) at blive vred over forandringen, for så kunne han tage afstand fra dig. Altså har han skiftet sin sårbarhed ud med den styrke, som vreden kan give og ved at afvise dig. Derved har han undgået den smertefulde følelse af at blive forladt og svigtet, når du så stoppede i dit job.
Et aspekt kan også være, at han jo har været meget åben og ærlig overfor dig. Han har virkeligt udleveret sig selv og vovet pelsen og satset rigtigt meget. Når du så pludseligt 'forsvinder', kan han stå tilbage med følelsen af, at han har været gået ud over sine egne grænser og har blottet sig selv alt for meget. Du har fået noget at vide om ham, som han ikke ville have fortalt, hvis han havde vidst, at du bagefter ville 'forlade' ham. Eller ubevidst følelsesmæssigt kan det også blive omfortolket til, at du altså ikke kunne tåle at vide disse ting om ham og nu tager afstand fra ham.
Det handler ikke om logisk tankegang men om følelser. Især helt ubevidste følelser og tankemønstre, der for andre kan virke uforståelige. Som du ser, så handler det ikke om dig og den konkrete situation men om hans (svære) følelsesliv.
Hilsen Helene
Tak for dit gode svar. Det er også sådan noget jeg har tænkt på. Jeg har bare været sådan overrasket over hans reaktioner, men ved at han har det meget svært ved at påbegynde terapi for incest i en høj voksenalder. Han vidste dog hele tiden jeg var vikar, og ikke kunne fortsætte, så derfor forstod jeg heller ikke hans overraskelse over jeg skulle stoppe. Det har jeg fortalt ham mange gange, at jeg var barselvikar og jeg ikke kunne fortsætte. Jeg er selvfølgelig rigtig ked af, at vores venskab er slut. Det var for mig egentligt en logisk følge at vi kunne fortsætte vores venskab, da vi bor 2 kilometer fra hinanden, så vi er jo ikke langt fra hinanden. Jeg har meget lsyt til at skrive til ham, men tror det er bedst at lade være, da jeg ikke ved hvordan han vil reagere. Jeg ved heller ikke, om jeg vil kunne magte et venskab, hvis det vil blive baseret på uforudsigelige reaktioner i tide og utide. Bare dette her, har kostet mig mange tanker.
Helene.
(Lidt spøjst selv at skrive til Helene :-)
Min tydeligste fornemmelse er, at han nok kan føle, at han er gået ud over sine egne grænser og har fortalt for meget. Det giver følelsen af skam og det er meget naturligt, at hvis man har gjort noget, man skammer sig over, så trækker man sig væk fra den person - ja, bliver måske endda vred på den anden. Det kan virke meget uforståeligt men dybest set er det i virkeligheden nok sig selv, han er mest vred på.
Så på den måde tror jeg egentligt ikke, at dit jobskifte har ret meget med det hele at gøre. Det kan bare have været den udløsende faktor eller et sammenfald eller en undskyldning.
Det er rigtigt svært at starte i terapi og arbejde med en incestproblematik. Så jeg tror, at det er klogt af dig at overveje, om du selv magter et venskab med ham. Når han går i terapi, vil hans følelser givetvis komme til at rutsche meget op og ned. Det vil ikke blive et venskab på lige præmisser, for i sin nuværende situation har han meget lidt eller intet at give af. Nu er folk jo forskellige men det er højst tænkeligt, at han slet ikke magter at engagere sig i andre mennesker eller forholde sig til andre på nuværende tidspunkt. Al hans energi eller ialtfald hovedparten bliver givetvis brugt på den indre proces og på at klare sig igennem terapiforløbet.
Mange hilsner Helene
Hilsen Helene.
Kærlige hilsner til alle fra Eva.
Jeg må sige jeg absolut må give dig ret i dine iagttagelser. Jeg mødte min tildigere kollega en dag. Jeg stopppede op for at tale lid, men han svarede kun med enstavelsesord. Jeg var forbi min tidligere arbejdsplads og der lod han som om han ikke så mig. Jeg er klar over han har det meget svært, og har indset at vi aldrig får et venskab mere. Det er som du skriver ikke et spørgsmål om logisk tankegang, men mange andre udefinerbare processer.
Hilsner Helene.
Det er synd, at det er sådan, men det er godt, at du føler dig meget mere afklaret omkring det nu.
Mange hilsner Helene :-)
Jeg tænkte på om din ven måske reagerede på den måde han gjorde, fordi han måske har forvekslet venskab med kærlighed?
Hilsen Sille.
Min første tanke var, at jeg har haft veninder, som jeg ville ønske havde spurgt lidt mere dengang, da det gik op for mig, hvor slemt jeg egentlig havde det. Og dermed tænkte jeg som noget af det første, da jeg læste dit indslag, at jeg synes du skulle ringe til ham og tale med ham om det. Få løst op for, hvad det er der går ham på i forhold til dig.
Som incestramt har jeg ofte ønsket at folk spurgte lidt mere, når nu de havde hørt om min allerstørste hemmelighed. Når nu jeg havde åbnet op for det...
Hilsen Mitliv1
Du har selvfølgeligt fuldstændigt ret. Mærkeligt, at jeg glemte den mulighed, der er umiddelbart mest indlysende. Ja, åbenhed og ærlighed er selvfølgeligt vejen frem, det ved jeg jo så udmærket.
Hilsen Helene