Kan det være OCD?

Helene2

Hej Christina

Det er rigtigt godt, at du fik samlet mod til at skrive herinde.
Du skriver, at du har talt med din læge om det. Men har du fået nogen hjælp? Henvisning til psykiater? Eller samtaler med din skolepsykolog ell. andet?

P.S.: Som du ser, så er der som regel andre, der genkender de symptomer, man selv har. Men det ved man bare ikke, når man kun ser folk 'udenpå'.


KH Helene

slettet20946

Hun sagde jeg skulle fortælle det til mine forældre så vi kunne finde ud af noget med en psykiater og nogle samtale grupper, og sandsynligvis noget antidepressivt medicin. Fortalte det til mine forældre, og at min mor skulle aftale en tid fordi det er hende jeg vil have med. Min far kan jeg slet ikke med, og føler slet ikke han tror på hvad jeg fortæller ham om det. På mig føles det som om han ikke tror man kan have det sådan, og har en attitude der bare siger; kom dog videre.
Min mor har så ikke fået lavet en ny tid, selvom jeg har sagt det til hende flere gange. Og fordi jeg ikke er myndig (mener det er derfor) bliver mine forældre nødt til at være med på hvad der skal ske.

Helene2

Det er rigtigt fint, at du både har fået talt med lægen og med din mor. Det er også rigtigt fint, at din læge vil henvise dig videre, så du kan få den hjælp, du har brug for. Men det er trist, hvis din behandling strander på, at din mor ikke får taget kontakt til lægen.

Mit forslag er, at du kontakter din læge igen og siger til hende, at du har prøvet at tale med din mor flere gange, men at hun stadigt ikke har fået bestilt en tid. Måske kan din læge finde en udvej - måske hun f.eks. kan kontakte din mor. For jeg tror desværre ikke, at din mor lige får ringet til lægen, når hun ikke har gjort det endnu, selvom du har rykket hende flere gange. Så det kan du jo ikke gå og vente på.

Der er desværre forældre, der har meget svært ved at anerkende, at deres børn har psykiske problemer og har brug for hjælp. Nogle gange er det sikkert fordi, at de så føler, at de ikke har været gode nok forældre, hvis børnene har problemer. Det er bare rigtigt synd, for så får børnene ikke den hjælp, de har brug for.

KH Helene

slettet20946

Har jeg også tænkt på, men synes det er meget pinligt hvis jeg ringer til min læge først nu, når der er gået så lang tid.
Vil rigtig gerne igang, men tør snart ikke snakke til mine forældre om det mere, fordi jeg føler jeg tar al deres tid når de har så meget andet de også skal tænke på. Føler lidt jeg ikke kan være det "bekendt" over for mine andre søskende, fordi jeg har det som om jeg tager deres tid også.

Helene2

Kære Christina

Hvis du skal have hjælp og have det bedre, så er du nødt til at glemme alt om pinlighed og om, at det er synd for andre. Det er dig og dit liv, det her handler om. Når andre ikke tager ansvar for, at du kan få det godt, så må du selv gøre det. Det er jo synd for dig, at du skal gå og have det, som du har det.

Det er ikke pinligt, at du kontakter din læge nu, selvom der er gået lang tid. Det viser bare, at du har haft meget stor tålmodighed for at få din mor til at kontakte din læge.
Du har sagt det til dine forældre flere gange. Det kan godt være, at de har meget andet at tænke på, men det her er vigtigere end alt andet. Så når de ikke har gjort noget endnu, får du dem sikkert ikke til det. Altså må du selv gøre noget.
Tror du, at dine søskende ønsker, at du skal gå og have det dårligt for deres skyld? Det kan jeg ikke forestille mig.

Har du evt. en anden voksen, du kan betro dig til? Evt. en anden voksen der kan tage med dig til lægen. For jeg forstår godt, at det er svært for dig at stå med det alene.
Din læge ved godt, at de problemer du har, ikke forsvinder af sig selv. Men så længe du eller dine forældre ikke selv henvender Jer til lægen, kan han eller hun jo ikke gøre noget.

Måske du kan bruge påsken til at forberede dig på at ringe til lægen igen?
Du føler det pinligt - men måske kan du øve dig i at tænke anderledes? For omvendt så er du jo meget modig og har virkeligt grund til at være stolt af dig selv, hvis du får overvundet dig selv og gør noget, du faktisk ikke tør.


Mange hilsner Helene

lars10

Ja, det kan det. Det lyder som OCD, du skal tage til din læge og blive henvist til en psykiater, denne kan så sørge for at få dig "udredt". Så slipper du med også at have tvivl ind over. Bare rolig de vil ikke forsøge at indlægge dig... ;0)
Har selv OCD i en lidt mildere grad, men med en ADHD vedhæftet. Men som sagt det er bedre at være sikker end at gå og gisne om hvad der foregår. Du skal tage styringen fra din hjerne, og det er super svært, men du kan komme til at få mere kontrol over det, det kræver noget therapi. Man kan få SRRI præparater til at tage nogle af symptomerne. De hjælper dog ikke mig, da bivirkningerne hos mig er værere end symptomerne.
Jeg er selv sports aktiv og har heller ikke fortalt mine venner om det, jeg vil gerne være sammen med dem, men ikke stemples som "mærkelig" men det er en del af min angst der kommer ind der. Jeg har ikke styr på det, som sagt det er super svært.
Håber at det kan hjælpe dig lidt... ;0)