Hvordan hjælper jeg mig selv? :s

Helene2

Kære Sjuuske

Jeg tror ikke, at du behøver at være så nervøs for at åbne dig, som du skrev før, for det ser jeg jo her, at du godt kan. Selvom det er noget andet, når vi bare skriver sammen og ikke kan se hinanden.

Jeg kan sagtens genkende de ting, du skriver, fra mig selv. Det præger én meget dybt, når man har været udsat for vold og har overværet vold mod andre. Så det er godt, at du skal op til en psykolog, for det har du helt sikkert brug for.
Når man har været ude for den slags, så forsivinder trygheden og man mister tilliden til sig selv og til andre. Den tryghed, tillid og selvtillid skal du til at bygge op - bl.a. hjulpet af en psykolog. Efterhånden som du begynder at stole mere på dig selv og bliver stærkere, kan du også lære at sætte grænser og blive bedre til at sige 'ja' og 'nej'.

Det er klart, at du ikke kan lade være med at skade dig selv endnu - men det skal nok komme. Det du kan gøre lige nu er, at du øver dig i at tænke omvendt! Det kan man godt træne sig op til.
Så hvis du f.eks. tænker om dig selv, at du ikke er noget værd, så retter du dig selv og siger: 'Nå nej, det er jo forresten ikke rigtigt. Jeg er faktisk rigtigt meget værd'. Eller hvis du f.eks. tænker: 'Hvor er jeg dog mærkelig', så ret det til: 'Det er ganske normalt, at jeg har det sådan her'. Eller hvis du tænker: 'Hvad vil andre nu tænke om mig', så vend det om til: 'Hvad mener jeg egentligt om dem?'. Eller hvis du tænker: 'Jeg fortjener ikke at have det godt', så kan det vendes om til: 'Hov, det er jo ikke sandt. Jeg fortjener at have det rigtigt godt'. Eller hvis du tænker 'Hvor er jeg dog svag', så kan den vendes om til: 'Det er ikke svagt. Det er naturligt, at jeg er bange. Alle mennesker er bange for noget'.

Jeg ved godt, at det er svært og det føles både underligt og unaturligt og måske endda pinligt i starten . Men man kan faktisk godt vænne sig til det og efterhånden begynder man faktisk at føle, som man tænker. Når du så også får professionel hjælp, så vil der komme en dag, hvor du slet ikke har lyst til at skade dig selv længere. Fordi du har fået alle de smertefulde følelser ud af krop og sind, har lært at tænke anderledes og ved, at du er noget værd og ikke fortjener at blive skadet - hverken af dig selv eller andre.

Din far har jo tydeligvis haft rigtigt mange og store problemer med sig selv. Selvfølgeligt er det smertefuldt, at han har valgt, at du ikke skal være en del af hans liv - men den omvendte tanke er, at det kan være, at du er blevet forskånet for mere vold, når du ikke længere er sammen med ham.


Kærlig hilsen Helene

anna84

At din mor kommer med til psykologen behøver ikke at betyde at du fortæller hende ALT. Men hun kan få at vide hvad det er for nogle ting I overordnet arbejder med og få at vide hvordan hun kan støtte dig til hverdag. Det er netop også derfor at det er vigtigt at du og psykologen taler sammen først, så I kan finde ud af hvad der skal tales om den dag.
Dog er det vigtigt, at du ikke begår den fejl at holde noget skjult for psykologen, fordi du syntes det er svært at tale om, mener du selv kan klare det eller syntes det er fjollet. De ting der er svære at tale om SKAL der tales om, for ellers bliver de ved med at sidde og gnave i dig. Så hvis det er psykologen du hentyder til når du skriver at du har svært ved at åbne op, så må du gøre noget for at gøre det lettere.

Jeg syntes VIRKELIG, at du skal sætte dig ned med et stykke papir og så gennemgå de ting du har skrevet her, og de ting du ikke har skrevet, og tage det med til psykologen på tirsdag. Det kan være meget nemmere at vise papiret end at skulle sige alle tingene selv, og så ved psykologen hvad det er for nogle ting I skal arbejde med fremover. Jeg ved godt det kan lyde grænseoverskridende sådan at smide alle de svære ting på bordet på en gang, men prøv at tænke positivt over det.

For eksempel kan du skrive (jeg kan kun komme med forslag ud fra det du har skrevet her):

Jeg har svært ved at spise, fordi jeg mister appetitten når jeg ser mad.
Jeg græder når jeg skal sove om aftenen, fordi jeg syntes, at det er min skyld, at min far ikke vil se mig mere.
Jeg er ked af, at min mor og min kæreste ligesom ikke vil eller kan tale om hvordan jeg har det.
Jeg bliver tit utryg når jeg ikke er på mit værelse.
Jeg gør skade på mig selv oftere og oftere. Hvordan?
Jeg føler, at andre folk kigger på mig og er bange for hvad de mon tænker om mig.
Jeg bryder mig ikke om at være i nærheden af fremmede mænd.
Kan min mor komme med herop en dag?
Osv. osv. osv.

Det er vigtigt at din behandler ved hvad du går og roder med, for vedkommende kan ikke hjælpe dig optimalt hvis ikke han/hun kender til de ting du har indeni.

Og sidst men ikke mindst:
Når tankerne kører i kreds fx. om aftenen, så prøv at afbryde dig selv. Også når du får trang til at gøre skade på dig selv.
Det kan du gøre ved at sige til dig selv, at det ikke er din skyld og at du vil tænke/gøre sådan, og så rejse dig fra sengen og lægge en kabale, høre en sang, lave lektier, læse, lave dig en kop te eller andet. Det kaldes holde-ud færdigheder, fordi man holder den ubehagelige følelses ud UDEN at handle uhensigtsmæssigt på den. Det er svært i starten, men prøv for eksempel at sige til dig selv, at du nu skal gøre en af tingene i fem minutter før du må skade dig selv; så tror jeg hurtigt du vil opdage, at efter fem minutter vil du godt kunne klare dig fem minutter mere, og at du sådan kan skubbe trangen så langt væk, at du bliver i stand til at undgå at skade dig. Dét er målet
'
Læs eventuelt bogen "At skære smerten bort" af Bo Møhl. Han er en rigtig dygtig psykolog på Rigshospitalet som har beskæftiget sig meget med selvskade, og i bogen er der mange eksempler på hvordan man arbejder sig væk fra selvskaden.

slettet23317

det er nogle rigtig gode råd du kommer med (: skal prøve at se om det kan hjælpe, fordi det er ikke sjovt at føle at nu skal jeg skade mig selv.. Og hvor kan man købe den bog der?

anna84

Du kan låne den på biblioteket, eller du kan købe den gennem Psykiatrifonden til 160 kr. http://www.psykiatrifonden.dk/Forside/B%C3%B8ger+%232 eller søge efter den brugt.

I aftes kom jeg til at tænke på, at du ikke må tro, at du skal passe på din mors følelser. Du må ikke være bange for at gøre hende ked af det ved at fortælle hvordan du har det! Det tænkte jeg på i forbindelse med det der med at du ikke så gerne vil vise dine svage sider og ikke ved om du er klar til at åbne op. Hun er voksen og kan godt klare det, og det bedste for jer begge i længden er at du er åben overfor hende og klart og tydeligt beder om hjælp. Så fik jeg sagt det. :-)

slettet23317

hehe tak (; Det er sådan jeg har det med hende, fordi hun er blevet meget ked af det og min mor tror at det er hendes skyld at jeg har det som jeg har det, men det har jeg haft prøvet at sige til hende..

anna84

Det er helt naturligt, at din mor føler skyld, for det er jo hårdt at se sin lille pige have ondt i livet. Det er endnu en god grund til, at din mor kommer med til psykologen og/eller kommer med i en pårørendegruppe.

Har du fået forberedt til at skulle til psykologen på tirsdag?

slettet23317

nej.. jeg tror ikke helt jeg kan blive klar på det. Men har tænkt på hvad mig og psykologen skal snakke om.. og er ærlig over for dem som skal hjælpe mig, for der er en del af mig som gerne vil hjælpes.

anna84

Hvordan gik det i dag??