Indstillinger
Hvordan hjælper jeg mig selv? :s
Hey. Jeg er en pige på 16 år, som har haft anoreksi i 3 år. Det er kommet og gået, men for et år siden blev det rigtig slemt.. Min far ønskede ikke at se mig mere, så han skrev jeg måtte have et godt liv og at jeg ikke var hans datter mere.. Dette var svært at fatte, og jeg følte en "trang" til at jeg skulle straffes. Fordi hvis min far ikke elsker mig, hvem gør så? );
Jeg holdte så op med at spise, og motionerede så meget mere. Jeg besvimede et par gange om dagen og var sukkerkold. Men nu får jeg så hjælp, men ved ikke om jeg vil ændre på mig selv? Jeg har svært ved at skulle spise og mister altid appetitten når jeg ser mad? Hvad kan jeg gøre for at få appetit igen?
Jeg græder HVER dag.. fordi mine tanker kører inden jeg skal sove. Tænker på min far og ligger og "kører" på mig selv i tankerne.. det er virkelig svært at leve med.. Nogle gange er jeg så meget ude af den at jeg skærer i mig selv.. Hvordan kan jeg få kontrol over det? vil virkelig ikke gøre mere skade på mig selv? );
Jeg har ingen som støtter mig i at få hjælp. Føler at der er ingen som kan forstå mig? Og har brug for at en af fra min familie eller min kæreste ville lytte til mig, uden at de synes det er noget lort jeg siger.. );
Håber der er en som ville kunne give mig nogle råd om hvordan jeg kunne hjælpe mig selv, så jeg ikke kører så meget på mig selv og sådan?..
Jeg holdte så op med at spise, og motionerede så meget mere. Jeg besvimede et par gange om dagen og var sukkerkold. Men nu får jeg så hjælp, men ved ikke om jeg vil ændre på mig selv? Jeg har svært ved at skulle spise og mister altid appetitten når jeg ser mad? Hvad kan jeg gøre for at få appetit igen?
Jeg græder HVER dag.. fordi mine tanker kører inden jeg skal sove. Tænker på min far og ligger og "kører" på mig selv i tankerne..
det er virkelig svært at leve med.. Nogle gange er jeg så meget ude af den at jeg skærer i mig selv.. Hvordan kan jeg få kontrol over det? vil virkelig ikke gøre mere skade på mig selv? );Jeg har ingen som støtter mig i at få hjælp. Føler at der er ingen som kan forstå mig? Og har brug for at en af fra min familie eller min kæreste ville lytte til mig, uden at de synes det er noget lort jeg siger.. );
Håber der er en som ville kunne give mig nogle råd om hvordan jeg kunne hjælpe mig selv, så jeg ikke kører så meget på mig selv og sådan?..
Kommentarer
Hvor er jeg ked af at høre, at din far har forladt dig. Og jeg er ked af at høre, at dine nære ikke kan rumme din sygdom. Til gengæld er jeg glad for, at du formår at skrive så tydeligt og dermed har stor indsigt i hvordan du har. Næste skridt er, at du finder styrken til ændre på det.
Du skriver, at du får hjælp, men jeg syntes ikke det lyder som om, at du får hjælp NOK. Hvilken type hjælp hentyder du til???
At du ikke føler, at dine nærmeste lytter til dig, kan der være mange årsager til. Måske forstår de ikke alvoren. Måske ved de ikke, hvordan de skal forholde sig til det. Når man ikke har prøvet at have det sådan som du har det, er det meget svært at forstå. Hvis du har mod på det, kan du prøve at tale med dem om hvad du har brug for fra dem. Hvis du kan fortælle hvad du har brug for at de gør eller siger i hvilke situationer, så kan de nok bedre hjælpe dig.
Hvis du lige skriver hvilken type hjælp det er du siger du får kan jeg bedre råde dig med hensyn til behandling :-)
Bedste tanker!
Anna
og jeg har prøvet at snakke med min mor om det, men det er ligesom hun ikke kan forstå mig.. ofte hører hun slet ikke efter når jeg taler til hende. det kan gøre mig meget ked af det..
Får du antidepressiv medicin? Uanset hvad skal du få en tid hos din behandler snart så du kan fortælle hvor dårligt du har det.
Med hensyn til det der med at du mister appetitten når du ser mad... Der er nok ikke så meget andet at gøre end at spise alligevel. Når du så stille og roligt finder ud af, at maden ikke er farlig, skal appetitten nok vende tilbage. Du kan også sørge for at spise nogle ting du godt kan lide.
Ud over at få kontakt til din behandler, vil jeg foreslå dig at tjekke LMS (Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade) ud. Måske du der kan finde hjælp til information til din kæreste og mor og også dig selv.
Du er velkommen til at skrive til mig!
Jeg har bare lige et par enkelte kommentarer til dig.
For det første er det rigtigt godt, at du får noget hjælp.
For det andet så er det helt naturligt, at du er bange for at åbne op for andre og at du opfatter det som svaghed. Men alle mennesker har 'svage' sider. Det er bare sådan et negativt ord så i stedet for at kalde det svaghed, kan man kalde det naturlig sårbarhed. Du prøver at passe på dig selv, når du ikke lukker op, så selvfølgeligt er det skræmmende at åbne sig. Men når du lukker op, så begynder du at passe på dig selv på en anden og meget bedre måde. Det er netop de mennesker, der tør åbne op for deres naturlige sårbarhed, der i virkeligheden er hamrende stærke. De to ting hører sammen. Når du gør noget, du faktisk ikke tør, så viser du, at du OGSÅ er meget modig og stærk. Man skal ikke skamme sig over at være bange. Det er helt naturligt.
For det tredje så skriver du, at du har prøvet at tale med din mor om det, men hun kan ligesom ikke forstå dig og ofte hører hun slet ikke efter. Det gør dig ked af det.
Jeg forstår godt, at du bliver ked af det. Men det har ikke noget med dig at gøre, at hun reagerer sådan. Jeg ved, at jeg engang var på samme måde overfor mine børn uden, at jeg selv var klar over det. Det handler om, hvordan man selv har det. Din mor er måske af forskellige grunde (som du ikke kan vide noget om) ikke særligt nærværende. Som sagt: Det har ikke noget med dig at gøre; det har noget at gøre med, hvordan hun selv har det.
Mange hilsner Helene
Jeg forstår sørme godt, at det kalder tårer frem, når du taler om din far.
Hvad der har fået ham til at handle, som han har, det er jo ikke til at vide. Han må jo have haft sine grunde men for (de fleste) andre vil det nok være helt uforståeligt, at man på den måde kan vælge sit eget barn fra.
Ligesom jeg skrev med din mor, så handler det ikke om dig. Det handler om, hvordan din far har haft det følelsesmæssigt med sig selv. Det har ikke noget at gøre med, hvordan du var eller hvad du havde gjort eller noget som helst.
Det er meget frygteligt, når éns forældre vælger én fra. Din far gjorde det så meget konsekvent og ønskede af én eller anden grund ikke videre kontakt. Mine forældre gjorde det med mishandling af forskellig slags. Så jeg kender udmærket følelsen af, at man må være værdiløs, når ikke engang éns far/mor elsker én.
Men det siger INTET om vores værdi som mennesker, at vi har forældre, der ikke er i stand til at knytte sig til deres børn. Det siger kun noget om dem. ALLE mennesker er unikke og har en værdi og har ret til et godt liv - men man skal undgå at skade andre for selv at få det godt.
Du spørger, hvordan du kan lade være med at køre så hårdt på dig selv - og holde op med at straffe dig selv.
Første skridt er, at du prøver at forstå, at din fars valg INTET har med dig at gøre. Han må selv have haft det meget dårligt og den følelse har han nu givet videre til dig.
Andet skridt er, at du forstår, at selvom din far har valgt, som han gjorde og din mor ikke er lydhør og forstående nok, så FORTJENER du alt godt i verden. Du fortjener at have det godt. Du fortjener kærlighed, omsorg, opmærksomhed, forståelse og alt andet, du har brug for.
Tredje skridt er, at du kan begynde at give dig selv det. Er du god ved dig selv og kan begynde at tro på, at du faktisk fortjener det, så vil du også forvente, at andre behandler dig godt. Så vil du meget bedre kunne tage imod det, når andre vil dig det godt. Hvis ikke du føler, at du fortjener noget godt, så vil du lettere komme til at finde dig i det, hvis andre (og du selv) behandler dig dårligt og du vil lettere komme til at opsøge mennesker, der sørger for, at du får det dårligt. Men du fortjener IKKE at have det dårligt.
Du kan jo ikke gøre for, at dine forældre har de problemer med sig selv, som de nu har og at de desværre er gået ud over dig. Når forældrene har problemer, så er det altid børnene, det går ud over. Så når de ikke kunne give dig det, du har brug for, så er der så meget større grund til, at du selv prøver at give dig det.
Kærlig hilsen Helene