Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg forstår godt at du ikke vil trække dig væk fra dem. Jeg må dog også spørge: Kan du være sikker på, at du ikke mister grebet om dig selv og gør noget lignende køkkensituationen når du har din datter hos dig alene?
Nu overlader hun dig datteren, når hun har nattevagt- hm?
Du siger ja, fordi du er bange for at miste din datter - forståeligt nok.
Der er noget her der ikke stemmer i min verden.
Du er altså ikke rasende nok, når hun skal bruge en barnepige, hun overlader roligt datteren til dig. Meget bekvemt.
Tror du datteren har det bedre med en deprimeret mor?
Jeg kan dog ikke få hoved eller hale i hva du mener Linette1
"Du er altså ikke rasende nok, når hun skal bruge en barnepige, hun overlader roligt datteren til dig. Meget bekvemt."
Jeg kan ikke overskue og skulle passe min datter lige nu og derfor er en barnepige det bedste lige nu og jeg kender den barnepige som hun har skaffet.
og nej hun overlader ikke datteren roligt til mig. ikke lige nu ihvertfald..
om en anden så har jeg altså kunne passe min datter før mens x'n sov og det har aldrig været et problem...
om datteren har det bedre med en deprimeret mor ? nok bedre en 2 forældre der bor sammen men ikke har et forhold sammen .. så er der da mindre og skulle holde øje med for hende..
Du vil ikke miste din datter, det er forståeligt.
Men har du spekuleret over hvilket liv du har levet med en deprimeret kone?
Det er til at blive skør i hovedet af. Man kan holde til det, hvis man hører til dem der har et overordentligt stort overskud, eller et mere end almindeligt humant livssyn.
Grunden til, at jeg skriver som jeg gør er, at det er ikke menneskeligt muligt altid og hele tiden at leve med en "blind" partner.
En depressinon er en sygdom, en fysisk sygdom, som gør, at det er næsten komplet umuligt at tage sig sammen til nogen ting.
Et raseriudbrud er efterhånden kun forståeligt når kvinder lider af sådan noget. Så er de overbelastet, bliver ikke forstået, har en mand der kun tænker på sig selv, får ikke sine behov opfyldt o.s.v.
Selv en depression kan nogle kvinder få held til, at give manden skylden for. Hun bliver undertrykt, er bange for manden.
Der skal to til en tango.
Jeg forsvarer dig ikke, gør dig blot opmærksom på, at dine vanskeligheder, kan ligeså godt skyldes din kones sygdom.
Hilsen Linette.
Det er rigtigt, at der skal to til tango - så langt vil jeg give dig ret. Men tingene er ikke kun sort/hvide. Jeg synes nu godt nok, at det lyder som om, at du vil give Vionic's (ex)kone hovedansvaret for problemerne, fordi hun er depressiv.
Måske bliver Vionic mindre opfarende og hidsig, når han ikke lever sammen med et depressivt menneske. Men måske bliver Vionics kone mindre depressiv, når hun ikke længere lever sammen med en mand, der kan tænde helt af og som selvfølgeligt trigger frygt og utryghed.
Vionics raserianfald er hans ansvar - og det begynder han jo netop at tage ansvar for nu. Hvorfor så lægge ansvaret over på konen? Hendes depression er hendes ansvar og at hun har været i stand til at vise handlekraft og komme væk, viser faktisk, at hun ikke er handlingslammet og svært depressiv.
I sidste ende så handler det om, at deres barn bliver bedst muligt beskyttet mod de negative følelser, forældrene giver det - og her giver jeg Vionic helt ret: Nu skal barnet da kun forholde sig til én forælder af gangen.
Jeg ved af erfaring, at når man kommer ud af et forhold, der ikke har fungeret ordentligt og som har taget alt for meget energi, så bliver der meget mere overskud til barnet.
Hilsen Helene
Jeg synes det er fint nok, at han tager ansvaret for sine udbrud, men konen burde i ligeså høj grad have taget ansvar for sit humør, depression.
Hjælper det konen, at manden påtager sig hele ansvaret eller skylden, fordi det efterhånden er blevet forbudt for mænd at være vrede?
Jeg ved ikke noget værre end hysteriske kvindfolk, der bilder sig selv ind, at de alene har ret og krav på at være tossede, smide med tingene, eller bruge grimme ord. Det er ligeså slemt at være deprimeret. Nogle former for depression siges endda at være undertrykt vrede. Om det er sandt ved jeg ikke.
Jeg håber bare, at manden her finder ud af, at han måske slet ikke er en idiot, men en helt almindelig mand, med helt naturlige følelser, som han så skal lære selv at respektere, og fremover sige fra før han bliver så vred.
At være vred er ikke det samme som at være en idiot.
Linette.
Hun ER i behandling med piller som hun aldrig vil kunne slippe af med.
Desuden er vi ret enige om at nok er det mit raseri udbrud der får hende til og ville skildes, men vi har begge været gode til at holde os tilbage så det kunne opbygges. At det er mig som sprang før hende er så fordi hun er godt til og holde det tilbage længe, Jeg skulle bare ud med noget og det blev så i raseri..
Det kan slide så meget, at man til sidst ikke kender sig selv, og man begynder at reagere kraftigere. Det er et udtryk for magtesløshed i forhold til det stress som depressionen medfører i en familie med børn. Den deprimerede partner yder ikke sit optimale i forholdet, dvs. fysisk eller mentalt. Derved bliver det den ene part i forholdt som trækker læsset, og det går man ned på.
Jeg tror simpelthen, at du er blevet overbelastet af at leve sammen med en deprimeret kone.
Din kone har ikke pludselig ikke fået overskud til at gøre en masse praktiske ting. Hun flygter fra en situation, som oprindelig opstod pga. hendes depression. Hvis hendes depression var blevet behandlet, i stedet for dysset ned med piller, havde det været noget andet.
Havde du også denne type af raserianfald før du lærte din kone at kende? Er de blevet kraftigere i takt med din kones depression?
Hvis du kan svare ja til dette, tror jeg at du er ganske normal.
Sig til din kone at du ikke gider have hende tilbage før hun har fået behandlet sin depression, dvs. psykolog behandling, og ikke bare "lagt låg på med piller".
Ttilbyd din kone at lade jeres datter bo sammen med dig indtil din kone er blevet behandlet. Det er da ikke rimeligt at din datter skal leve sammen med en voksen som dårligt nok har overskud til sig selv.
Alle dem der skriver indlæg om at man ikke må blive vred og give udtryk for sin vrede: I er sgu da nogen sære nogen, hvorfor er det lige at man skal indefryse sine følelser?? Vrede er altså også en følelse, som man som partner i et forhold må lære at forholde sig til. Der findes sgu ingen mennesker der ikke bliver vrede.
Der skal være plads til at komme ud med vreden - ligeså meget som plads til glæden.
Endelig langt om længe et stykke mandfolk, der står frem og fortæller præcis det jeg har skrevet om.
Der synes at være meget lidt forståelse, for at mænd kan blive overbelastet, stresset af en kone, som måske bare er lidt stille, men fakta er, at hun ikke yder hvad man kan forvente i et parforhold.
Det er ikke synd for hende, det er synd for hendes børn og hendes mand.
Hvis det altså er synd for nogen, manden har trods alt sin frie vilje. Det er den han skal forholde sig til.
Hilsen Linette
Jeg giver dig helt ret og har haft savnet sådanne et indlæg fra en mands synspunkt.
Mange af de ting du skriver kan jeg svare ja til. OG det er faktiskt også den konklution jeg selv har fundet frem til INDEN jeg læste dit indlæg kunne jeg bare ikke rigtig få sat ord på.
X'n ved godt hun har et problem men som sagt så flygter hun fra problemerne og vælger og være sig selv nærmest i denne her situation..
Jeg var ved psykolog 1 uge efter hun smuttede og der fandt jeg ud af noget..
At hun kunne behandles, Det var jeg glad over og finde ud af og jeg bragte det også op om aftenen da hun kom forbi og snakkede. Men hun blev bare ked af det og slog det hen med at ja hun har et problem og det havde hun fortalt mig op til flere gange.. men dengang viste jeg jo ikke at man kan behandle det. så jeg tænkte nok bare "ok så må jeg tage mig sammen og gøre hende glad igen" nu ved jeg det kan behandles.
At jeg skal have min datter kan jeg ikke klare lige nu.. jeg har for mange føelser hængende som jeg ikke har oplevet før og her er hvorfor.
Jeg har ikke haft nogle kærste før jeg mødte min udkårende. jeg har ikke nogle tidligere forhold at samligne ej forlidser og have følt på.
Har fået tid hos psykologen og så skal jeg lige se hvad jeg kan få ud af det for de tanker jeg har nu kan jeg ikke lige og have og jeg har ikke nogle andre og snakke med dem om.
Men TAK for dit indlæg, selvom jeg kunne have haft brugt det for 4-5 måneder siden så hjælper det nok mere nu en det havde gjort dengang.. for nu er jeg nok også lidt mere vilje stærk på hva JEG vil ...