Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
det var faktiskt en af konen's veninder men hun er den eneste jeg har lige i området.. Det var rat og høre lidt fra en anden side.. Jeg er måske også blevet lidt klogere af det og måske ikke..
Ang. at konen også skulle søge hjælp.. Tja tror ikke at det hjælper på hendes humør at jeg siger det. ikke lige nu ihvertfald.. men jeg søger lidt på lidt partereputer aligevel og prøver og ringe imorgen..
vi sidder lige nu i et af husene i lalandia og jeg har det iegentligt rimeligt med det.. det selvføelig svært men igår aftes hjalp 2 glas kold hvidvin på angsten og så det at jeg bare fik lov til og tale ud om det jeg havde i hovedet. x'n lyttede da til hva jeg havde og sige og jeg syntes selv det hjalp på mig.. der var self. nogle småting som hun ikke gad kommentere som jeg så bare fik lidt nøker over hva hun så mente med det..
Vi hygger os fint nok sammen med datteren selvom det jo til tider gir en tåre i øjene når jeg lige kommer til og tænke på at dette er sidste "almindelige" ferie agtige ting vi holder sammen.. det vil jo aldrig blive det samme..
Jeg er også ret overbevist om at vi nok skal forblive gode venner selvom det nok mest er mig som skal bearbejde den, da hun er ret, for mig uforståeligt, afklaret med det.
det som nagede mig mest ved hele denne somgang var at hun ikke engang havde tænkt om nu vi kunne have haft det som et bump men direkte få timer efter at jeg sprang havde søgt på lejlighed og at hun allerede inden for 24timer havde snakket både med banken om overtræk til indskud og sørget for bredbånd til hendes bærbare (som jeg bruger lige pt.) og en hel masse andre praktiske ting..
Lige nu mangler jeg venner tæt på mig (fysiskt afstand) da jeg er flyttet fra sjælland til fyn .. der er dog 2 som egentligt er hendes men de har da givet udtryk for at jeg bare kan snakke med dem, og det har jeg da også gjordt.
på mandag da jeg aligevel skal til lægen og psykolog tror jeg også lige jeg vil se på hva "kontaktmellemmennesker" er for noget.. har set i avisen der er noget i svendborg...
Har det af helvede til og aligevel nogenlunde da jeg, lige nu, stadigvæk er tæt på hende og min datter.. og inderligt håber at jeg vil kunne gøre noget i fremtiden til at kunne få hende tilbage, eller også er det bare en normal reaktion på begivenhederne...
Det er svært, når forhold afsluttes. Især for den part der ikke er afklaret.
Det må også være svært at skulle være en glad familie, ikke mindst af hensyn til Jeres datter, når situationen er, som den er. På den anden side er det jo godt, at I også har kunnet bruge tiden på at få talt noget ud.
Du forstår ikke, at hun er så afklaret. Du forstår heller ikke, at hun pludseligt har været så handlekraftig og lynhurtigt har fået ordnet det med banken, lejlighed, indskud, bredbånd og en masse andet praktisk.
Jeg kan godt genkende mig selv i hendes måde at reagere på. Præcist sådan har jeg selv tacklet mine tidligere forliste forhold. Jeg gav de kærester, det handlede om, et hav af chancer og jeg prøvede virkeligt (at lave dem om). Men den dag de gik definitivt over min grænse, døde kærligheden og så fik jeg handlekraft. Grænsen blev overskredet, når de begyndte at optræde truende og viste tendenser til at blive voldelige. I tilfældet med min ex-mand var det dog et psykisk angreb på min integritet, så jeg følte mig tvunget til at sige fra og ville skilles, hvis ikke jeg skulle miste min selvrespekt.
Det er klart, at du ikke forstår, at hun kan være så afklaret. Men jeg synes ikke, det er mærkeligt. Hun har fået nok, hun har mærket sin grænse, så hun kan komme videre.
Du står til gengæld alene med alle dine egne problemer. så selvfølgeligt er du helt i vildrede. Du har tidligere kunne give dine problemer til hende og har ladet hende finde ud af, hvad hun ville gøre. Den måde kan du ikke længere klare dem på. Nu må du selv tage ansvaret for dem og finde ud af, hvordan du vil håndtere dem. For dit temperament er jo dit problem.
Det er du jo så også i gang med at prøve at gøre noget og det er godt. Du har fundet nogen at tale med og du har fået kontakt til læge og psykolog. Du har også fundet 'kontakt mellem mennesker', som du vil undersøge nærmere.
Jeg har fundet dette link, hvis det er noget, du har lyst til at kigge på: http://www.dialogmodvold.dk/
Bemærk at på denne hjemmeside defineres vold ikke kun som et fysisk overgreb. Det er også trusler, raserianfald, psykisk vold m.m. Behandling er gratis.
Hilsen Helene
Du skal finde ud af, hvor anspændtheden kommer fra og evt. snakke det igennem med familien. Måske har du bare brug for noget simpelt som lidt flere krammere, lidt alenetid eller noget helt trejde. Evt. har du brug for en psykolog at snakke med det om og få trevlet det rod ud, der kan være i hovedet på et voksent menneske som dig og mig og os alle sammen.
Eller skal I have et raserirum i familien? Hvor man kan få lov til at råbe og kaste med ting.
Problemer behøver ikke at blive løst på den traditionelle måde, når bare de bare de bliver løst godt.
Ja du er en idiot.. jeg har selv været i sådan et modbydeligt forhold med en mand som var modbydelig og han kørte mig ned psykisk, så meget at jeg efter næsten 2 år stadig kæmper med at blive rask.
Du er den eneste der kan gøre noget ved det her, du har kunnet tælle til 10 eller 100 og så have gået ud og skreget dine lunger ud.
Der er også et barn der er involveret, tænk lige på det, jeg ved ikk hvor gammel barnet er. men det sætter også spor, min datter har stadig spor efter min eksmand og det er 2 år siden hun var den gang kun 4 år. hun går bl.a fuldsændig i panik over højr lyde eller hvis folk taler for højt.. så det du skal gøre er at lade vær med at sætte fokus på at få din familie hjem, du skal sætte fokus på at blive rask og så må du vise din familie at du ændre dig og det tager tid!!! men du skal give det tid, for du kan tydeligvis ikke styre dig endnu..
Din kone skal nok komme hjem igen når hun ser du ændre dig, men det er total egostisk af dig at vil ha dem hjem nu når du ikke engang er blevet rask.
Jeg vil dog give dig ros for at du faktisk indrømmer at du har et problem og vil gøre noget ved det.. ! Det er stort
Min eksmand valgte bare at ligge alt skyld på mig og lever idag et liv med en ny kvinde, jeg tænker tit på om han kan være god ved hende, men det tror jeg han kan så længe han ikke får modstand og kan kontrolere og det lyder til du er i samme båd, at du skal ha så meget kontrol og går den kontrol ud af dine hænder bliver du et monster.
Du har ikke brug for folk sidder og klapper dig på ryggen og siger det her ikke er din skyld.. for det er din skyld !
Ved godt det er hårdt sagt men det er min mening og min hjælp..
Alt godt i fremtiden og med behandlingen.. husk på hvad du vil byde dit barn det er jer der har valgt at få hende til verden og så er det også jeres valg og opgave at sørge for hun får et trygt og dejligt liv
Jeg forstår godt din (eks)kone; jeg ville også sørge for at komme væk. Husk nu lige på hvilken utryghed det skaber ikke at vide hvornår du vil eksplodere, og hvor slemt det vil være. Nok er du tynget af det og ked af det sker; men du har det ikke under kontrol. Hvorvidt hun kommer tilbage og hvorvidt du overhovedet ønsker det når du har fået styr på dig selv vil jeg ikke spå om. Lige nu tror jeg du skal sørge for at holde dig på afstand og tage dig af dig selv.
Se at komme i behandling. Ikke noget med at tænke at det kan være ligemeget når hun flytter. Du SKAL i behandling.
VH
faktiskt rat at du skriver som du gør. ikke at det hjælper på mit humør men jeg har også brug for at få den front ind og finde ud af om jeg kan tolere den. havde du skrevet for 2 dage siden havde jeg nok ikke men nu kan jeg.
Ja det er mig som har et problem med mit raserianfald men fakta er at både mig og x'n er enige om at vi begge var gode til og køre os ned.. når en trak sig, trak den anden sig også og så blev det bare værer og værer.. Det som jeg så har haft fået og vide mange gange før og som jeg nok stadigvæk i fremtiden ikke helt kan er at jeg jo bare skulle være ærlig og få det sagt det som jeg havde i hovedet.. men det gælder jo også modparten når den også syntes det kunne være ligemeget pga. vi begge trak os og ingen havde modet til og sige noget før det var forsent...
nok om det, det meste du skriver er rigtigt nok.
og nu til jer andre som også har skrevet:
madlavningen drillede ja og nogle bøtter ville ikke ud af skabet i køkkenet og da jeg endelig fik dem ud med banden og sværen kastede jeg nogle af dem ud i gangen. og der blev min datter rigtigt bange for mig..
Det var kun triggeren der skulle til, jeg er, efter og have snakket med x'n, klar over at jeg havde en masse små ting og nogle få store ting som nagede mig og som var bygget op til det som skete.. hvis jeg dog bare havde været åben og snaket om mine føelser/problemer inden...
Lige nu har jeg selvfølgelig ingen betænkeligheder om at jeg nok skal få hende tilbage når først jeg får behandling / snakket om det med andre og self. hende. Men det er jo faktiskt ikke op til mig.. jeg kan gøre mit for at hun skal komme til og føle det hun engang gjorde for mig men noget andet er om hun selv til tillade det selvom hun kan se jeg er forandret (forhåbenlig), jeg har mine tvivler lige nu ang. det. Mine egne fåelser er "selvfølgelig"...
Ang og få hende på afstand er nok det mest åndsvage jeg kan.
Det skal forstås på den måde at begynder jeg først og ignorer hende eller på anden måde trække mig så mister jeg også forbindelsen til min datter og DET vil jeg bare ikke. Vi har snakket lidt om det og da hun er nattevagt med en lidt besværlig turnus, er vi blevet enige om at jeg skal hente datteren i børnehaven 2 dage ugentligt og komme til det nye hjem med hende og blive og spise aftensmad med og evt. blive til efter hun er puttet. Det med at jeg skulle have hende og passe hende hver 2. weekend hjemme hos mig selv i hendes gamle hjem kan jeg dog ikke lige se jeg kan håndtere over en overskuegelig fremtid så der må findes andre løsninger tindtil da. Jeg vil dog nok kunne tage mig af hende i nogle timer pr. weekend men vil ikke lige nu se hvordan jeg kan tage hende hjem til det gamle og se hendes reaktion på at hendes gynge og legehus og alt det andet som ikke kan komme med over i lejligheden står der og hun spørger hvorfor hun ikke kan bo hos mig eller hvorfor mor og far og hende ikke bor her mere...
Når jeg engang kommer til hægterne igen hjemme i mit "tomme" hjem og jeg lige får omrangeret lidt så jeg ikke får det nedern og side ved pc'n skal jeg nok skrive nogle længere indslag igen. det er jo lidt terapi agtigt må jeg indrømme og høre andres "forståelse" af det jeg skriver.
Det som hun bed mærke i var at jeg i mit indlæg fik det til og lyde som om at jeg syntes hendes deprision er et problem. Det var ikke meningen! Jeg har ingen problemer med det på nogle måder for det er hva der gjorde hende til den hun var.
Det jeg ville med den information var nok mest at forklare hvorfor hun har "nedtid" i januar og februar...
Er selv for deprimeret lige nu til og skrive mere.