Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Men han påstår jo, at han har brudt mønstret (min storebror altså) og er kommet videre. Den køber min mor måske.
Skal man tro på det? Så vidt jeg ved, er hans eneste behandling den han har læst sig til. Men han har "set lyset", siger han. Læner sig vidst op af det alternative (hov, det lød fordumsfuldt, sorry). Men jeg er bare ikke overbevist.
Og lillebror... Ja, det smerter mig!
Jeg tror ikke meget på, at man kan forandre sådanne følelser ved at læse nogle bøger etc. Vi ved, hvor svært det er at skabe forandringer og slippe de følelser, incesten har ført med sig. Alle undersøgelser viser, at det er endnu sværere og mere langvarigt at behandle krænkere.
Forstår dine følelser i forhold til din lillebror.
Min nevø var også i kløerne på min far og den smerte, har næsten været sværere for mig at forholde mig til, end smerten ved overgrebene på mig selv.
KH Helene
Mht. alt det med ikke at komme til de samme steder som min bror.
Jeg meldte ud, at vi/jeg ikke kom de steder, hvor han er. Undtagelsesvis til større fester (og det er heller ikke optimalt), vel egentlig for at tage en smule hensyn til dem der nu inviterer.
Nu er det snart påske og endnu en tradition og sammenkomst melder sig.
Så i går talte jeg med en fra familien og hun udtrykte klart sine tanker om det:
"det er jo en sag mellem dig og ham", "det må I selv finde ud af, jeg kan jo ikke vælge mellem jer to", "kunne I ikke bare kommunikere vedr. alt det praktiske" og "vi er flere i familien der har talt om, at det må I selv finde ud af..."
Denne samtale, plus andre over tiden af samme skuffe gør, at jeg mister lysten til at se dem. Bliver naturligvis også skuffet/ked af det. Det er jo mennesker der også betyder noget for mig.
Uvidenhed, konfliktskyhed mv. er nok begrundelserne, men kan det være rigtigt at jeg skal blive ved med at minde dem om, at "jeg har været udsat for incest, X har gjort det i en årrække, han har også gjort det som voksen mod min lillebror?
Måske skulle jeg tage og holde et foredrag om incest og dets "efterladenskaber"/ senfølger for dem alle sammen?
Jeg kan mærke, jeg bliver træt. Jeg bliver nødt til at tænke over det, finde ud af, hvad jeg gør ved det... Måske tage nogle nye beslutninger.
Det er bare hårdt og en uendelig kamp, føler jeg lige nu.
Hilsen Mitliv1
Måske har du læst, det jeg havde skrevet tidligere i dag. Jeg har valgt at ændre mit svar, for det første lød måske hårdere, end det var tiltænkt.
Jeg forstår godt, at du er træt. Det er svære beslutninger, du står overfor. Du kæmper i modvind i stedet for at ændre retning, så du får medvind.
Den slags dræner én for energi. Men at ændre retning kan føles som at give op og miste noget - og det er rigtigt hårdt.
Du vil gerne tage hensyn til dem, der inviterer. Ja – men først og fremmest ønsker du vel at tage hensyn til dig selv? Alt hvad vi gør, gør vi i sidste ende for vores egen skyld.
Selvfølgeligt bliver du skuffet og ked af din families reaktioner. Det er jo også et svigt, de udsætter dig for. Men omvendt giver de også dig muligheden for at træffe dine egne valg og tage dine egne beslutninger – selvom de er svære. Du vil gerne have dem til at tage stilling og til at vælge, du vil gerne have dem til at påtage sig et ansvar. Men de har valgt – nemlig at de ikke vil vælge. Eller de vælger, at 'ro og orden' i familien er det vigtigste.
Jeg tror du opnår det modsatte af det, du ønsker, når du bliver ved med at fortælle dem, hvad det er, din bror har gjort mod dig og Jeres bror. Jo mere du siger det, de ikke vil høre, desto mere vil de trække sig fra dig.
Mennesker der ikke har til hensigt at forstå, vil aldrig komme til at forstå, om så du forklarer fra nu af og resten af dine dage.
Så et foredrag om incest og senfølgerne… ja, det er en glimrende idé men næppe realistisk? Og igen: Hvad skulle formålet være? Du ville næppe få det resultat ud af det, du ønsker dig. Har du set 'Festen'?
Det er dig, der står med valget mellem pest eller kolera.
Du kan vælge at afskære dig fra familien. Det vil gøre ondt, for det er jo trods alt din familie og et tilhørsforhold.
Du kan vælge at blive ved med at komme til sammenkomsterne, selvom din bror er der og så lade som ingenting og undgå ham mest muligt.
Eller du kan måske undgå de større familiesammenkomster og mødes med dem, du ønsker at mødes med enkeltvis og naturligvis uden at din bror er der.
Jeg kan forestille mig, at du føler, at du mister din selvrespekt, hvis du bliver ved med at deltage, selvom din bror er der? Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Kun hvis du tillader ham at skille dig fra din familie. Du kan selv vælge familien til – uagtet at han også er der. Du kan måske sige til dig selv, at det kan godt være, at familien ikke giver dig den støtte og opbakning, du kunne ønske dig, men du har nu alligevel brug for dem, for de er på godt og ondt din familie og så må du tage dem, som de er. De giver dig trods alt et tilhørsforhold og de har ikke udelukket dig (som man jo af og til hører sker).
Det hjælper ikke meget, at du og familien bliver ved med at kaste ansvaret for at vælge frem og tilbage til hinanden. Ingen af Jer vil påtage Jer ansvaret og i det spil taber du, hvis du bliver ved med at insistere, for du kan ikke påtvinge dem et valg og et ansvar, de ikke vil have. Derfor bliver det dit.
Man kan ikke forandre andre mennesker. Al forandring kommer indefra og den enkelte må selv føle behovet for forandring – og det gør de tydeligvis ikke. Men du kan forandre din egen opfattelse af tingene. Fordi du ikke får noget ud af at opretholde den opfattelse, du har nu.
Det er bare, som jeg ser det – udefra.
Kærlig hilsen Helene
Tak for dit gode, uddybende og lange svar.
Du har så meget ret i, at det med at blive ved med at fortælle dem det, uddybe det, presse dem til valg, alligevel vil ende med at jeg bliver den sårede.
Jeg ved jo godt, har arbejdet så meget med mig selv og det her, at jeg ikke kan ændre på min familie og deres måde at tænke og reagere på deres følelser på.
Og jeg skal tænke mig godt om inden der tages drastigste beslutninger, hvilket jeg er i fuld gang med
Kan jeg jeg leve med det? Kan jeg ikke?
Det med foredraget var ikke så alvorligt ment. Mere et udtryk for min frustration. Et ønske om at de kunne få "indsigt". Være mere oplyste. Men igen så ved jeg godt, at mange af dem, slet ikke vil have den indsigt, for det vil være for svært og vil sætte alt for mange ting i gang indeni dem mht. at tage stilling.
Ja, jeg har set Festen. Måske 20 gange i årenes løb! Kan jo ikke lade være med at føle mig lidt som ham der en gang for alle vil fortælle hele familien om overgrebene, gør det -og så spiser,drikker og fester de videre. Smider ham ud for dårlig opførelse!
Mon ikke vi er mange der kunne indentificere os med hans situation og følelser?
Jeg er begyndt at skrive mine tanker ned igen. Var kommet helt væk fra det, men det hjælper da lidt, at skrive og på den måde kunne lægge det lidt væk, ind til tiden er der igen, i den fortravlede hverdag.
Jeg kan virkelig bruge dine ord til rigtig meget.
Jeg havde slet ikke set det du havde skrevet, som du så syntes var for hårdt.
Mange hilsner Mitliv1
Det glæder mig, at du har kunnet bruge mine svar.
Ja, det er store og svære beslutninger, du står overfor. Det er vigtigt at give sig god tid.
Nogle spørgsmål der måske kan være med til at skabe afklaring: Hvordan 'vinder' du mest muligt i denne situation? Hvilke behov er de vigtigste at få dækket og hvad kan du bedst gøre for at få dem dækket? Hvilken beslutning vil kunne give dig mest muligt ro i sindet? Hvad mister du ved at vælge hhv. det ene eller det andet? Og hvad kan du erstatte det med, som du mister? Samt ikke mindst: Hvordan får din broder mindst muligt magt over dig og hvordan viser du ham bedst, at han ikke længere kan styre og kontrollere dig?
Jeg var godt klar over, at din bemærkning om et foredrag nok mest var symbolsk :-) Men idealiseret og teoretisk er idéen god, for der mangler jo så meget erkendelse og viden om disse ting. Mange mennesker trænger virkeligt til et wake-up call, men ja - det er desværre urealistisk.
Jo, for pokker, jeg identificerede mig også med ham i 'Festen'. Hold op, man kan have lyst til at stille sig op og skrige ud fra hustagene: 'Så hør dog efter, hvad jeg siger og prøv at forstå noget'. Men man må nok finde andre metoder...
Det har også hjulpet mig, når jeg har skrevet. Det løsner altså noget og giver mere overblik og indre ro.
Mange hilsner Helene
Det er som regel kærligheden og tætte venskaber til både krænkeren og ofret, der giver den jeg-kan-ikke-vælge-imellem-jer situation, som er pinefuldt for offeret. Det vil nok ikke ændre sig, for jeres forældre f.eks. holder vel stadig af jer alle. Når folk ikke vælger imellem jer, skyldes det nok nærmere kærlighed, end det skyldes mangel på forståelse osv.
Men du skal ikke vælge at komme til de sammenkomster for at tilfredsstille andre. Hvis du ikke har det godt med det, bør du selvfølgelig sige det til dem, der holder det og evt. bede om at komme på et tidspunkt, hvor jeres storebror ikke er der.
Muligvis kan du også på forhånd finde ud af, om det er en sammenkomst, hvor han kommer. Hvis han har meldt fra, er der jo ingen grund til at blive væk.
Det er så svært sådan noget, når det er sket inden for familien, og det gør helt sikkert også ondt på dem omkring jer alle tre. For dem, der elsker jer alle tre, er der ikke noget valg. De kan ikke fravælge din bror.
Tak for begge svar. Jeg tænker hver gang rigtig meget over de refleksioner der finder sted herinde.
Jeg er godt klar over, at de også holder af min bror og at det ikke er så enkelt endda.
Men når andre hører om min situation og dilemma, ja, så har de svært ved at forstå, at min familie enten ikke tager stilling eller viser lidt mere opmærksomhed.
Og disse mennesker er ikke i familien (venner og veninder), de er ikke involveret i følelserne på sammen måde som jeg og familien er.
Mange hilsner Mitliv1
Selvfølgeligt har udenforstående svært ved at sætte sig ind i disse ting. Det er svært for mennesker, der ikke selv har disse problematikker inde på livet, at forstå, hvad der sker. Det er en anden verden. Det er jo unægteligt lettere at forholde sig til noget, hvor man ikke selv er følelsesmæssigt involveret.
Det minder mig om, da jeg første gang fortalte min læge om, at jeg havde været udsat for incest. Han var tydeligvis meget rystet, da jeg fortalte bare en ganske lille smule om familiemønstret og -strukturen. 'Jamen, kan dine søstre ikke støtte dig?'. Ha, ha, ha, ha!! Så måtte jeg forklare ham lidt om dysfunktionelle familiemønstre og at familien som regel er de sidste i verden, der kan hjælpe og støtte én. Da jeg nogen tid senere kom op til ham igen, havde han tydeligvis læst på lektien.
For udenforstående er det lettere at forholde sig sort/hvidt til problemerne. Ligesom dem, der mener, at krænkere bare 'skal have hugget den af'. Øh... det kan man da fristes til at mene, men det er de primitive følelser, hævntørst og afmagt, der taler, fordi man ikke forstår noget. Det ændrer jo ikke noget, når skaderne først er sket. Og hvad så med børn, der selv er blevet krænkede og krænker andre? Eller hvad med kvinder der krænker? Eller hvad med impotente mænd, der krænker? Eller hvad med krænkere der vitterligt har fortrængt alt bagefter?
Det handler ikke meget om den seksuelle handling. Det handler om en seksualisering af følelserne, det handler om magt og afmagt men det ved 'almindelige mennesker' ikke og de forstår det ikke, selvom man prøver at forklare det. For de har ikke grundlaget for at forstå det.
Det er så kompliceret og der er så mange smertefulde følelser blandet ind i alt det her, så andre ikke kan sætte sig ind i det. Det eneste de kan gøre er at respektere, at man har det som man har det. Både andre og én selv må acceptere, at de ikke forstår det.
Jeg oplever selv med min veninde, at hun lytter, respekterer og støtter, som hun kan - men hun forstår det ikke. Og hvem kan fortænke hende i det? For det er jo i bund og grund også uforståeligt for én selv.
Kærlig hilsen Helene
Varme hilsner fra Eva