Jeg vil være med - igen
Hej alle sammen
Har ikke benyttet denne debat i nogle år nu, men har nok lidt brug for at læse med, udveksle tanker og erfaringer igen.
Jeg har været udsat for incest i barndommen. Mest fra min bror, men også min far.
Har brudt kontakten med begge, men min familie ser stadig min bror. Temmeligt kompliceret!!!
Jeg er mor, gift - og har gået i terapi over flere omgange. Senest i en incestgruppe.
Men det er ved at være et år siden jeg slap det og skal nu stå på egne ben, når der dukker noget op.
Har min mand og veninder, som gerne lægger ører til, men de sidder jo ikke med den samme baggrund som de fleste her på debatten.
Har ikke benyttet denne debat i nogle år nu, men har nok lidt brug for at læse med, udveksle tanker og erfaringer igen.
Jeg har været udsat for incest i barndommen. Mest fra min bror, men også min far.
Har brudt kontakten med begge, men min familie ser stadig min bror. Temmeligt kompliceret!!!
Jeg er mor, gift - og har gået i terapi over flere omgange. Senest i en incestgruppe.
Men det er ved at være et år siden jeg slap det og skal nu stå på egne ben, når der dukker noget op.
Har min mand og veninder, som gerne lægger ører til, men de sidder jo ikke med den samme baggrund som de fleste her på debatten.
Kommentarer
Dejligt at du kommer tilbage :-) Desværre sker her ikke så meget på denne debat, som der gjorde for nogle år siden.
Nej, det er helt sikkert noget andet at 'tale' med andre ligestillede om tingene end med nogen, der måske nok accepterer, at man har det, som man har det, men ikke har forudsætningerne for at forstå det.
Min historie kan du læse mere om under min profil, hvis du er interesseret.
Det ville være virkeligt godt, hvis vi kunne få gang i denne debat igen :-)
Hilsen Helene
Jeg er glad for at se du stadig er herinde! Dig har jeg vekslet mange ord med i sin tid
KH. Mitliv1 (under et andet navn dengang)
Dejligt :-) Og ja - jeg hænger stadigt ved.
Det gik jo desværre meget i stå herinde, da der blev lavet log-in. Lad os håbe, at der kan komme gang i 'snakken' igen.
KH Helene
Har brudt med min bror for nogle år tilbage. Han er en af de skyldige i det med incesten.
Familien blev orienteret, hele vejen rundt, da det ville betyde, at jeg og min familie ikke ville komme med til de samme familiekommensammener som tidligere.
Dog lavede jeg en undtagelse; de større begivenheder, såsom runde fødselsdage, konfimationer olgn.
Det har fungeret sådan ok. Selvom det altid var en prøvelse at skulle hilse på ham, holde afstand osv.
Nu begynder det så også at blive et problem. Der er flere større ting i udsigt, kan ikke overskue så meget inden for ca. en måned.
Familien reagerede dengang med sympati, det var jo forfærdeligt... Men det har hele tiden været mig, der måtte sige fra, minde om hvordan det nu engang er.
Min mor har det naturligvis meget skidt med alt det her og hun er jo i et kæmpe dilemma.
Så det roder lidt rundt i hovedet for tiden. Føler nogle gange at det er som de aldrig har fået det at vide. Kommentarer som " det må I selv rode rundt med, vi inviterer jer begge to, og så må I selv finde ud af det" er faldet, som en lussing.
Og så det at jeg igen skal forklare, hvorfor jeg vælger som jeg gør.
Min mand er jo også hårdt ramt af det, da det for ham ville have været nemmere at vi holdt os helt og aldeles væk fra de begivenheder, hvor min bror også er.
Jeg har afsluttet mit behandlingsforløb for snart et år siden og skal også lære selv at takle de ting der opstår, og det skal jo nok gå.
Men det er svært.
SÅ her er lidt til debat. Nogle der har prøvet noget lignende? Gode råd modtages gerne
Ja, jeg forstår det heller ikke helt. Håbede at det var et midlertidigt frafald efter omlægningen men det var det desværre ikke.
Jeg har prøvet noget, der lidt lignede - og så alligevel ikke rigtigt.
Da jeg fandt ud af incesten, fortalte jeg mine søstre det. De troede mig ikke. Den yngste ignorerede det og lod som ingenting, når vi var sammen. Den ældste ringede jævnligt til mig, 'for at høre, hvordan det gik, for hun forstod jo godt, at jeg havde det svært'. Og så gik der ca. 3 minutter, så blev jeg gennemheglet med, at jeg var skør, ikke tog ansvar for mit liv, gav vores afdøde forældre skylden for, at jeg rodede rundt med mit liv, ikke så virkeligheden i øjnene, promoverede mig selv på mine søstres bekostnng o.s.v.
Nu ser jeg også kun familien til familiefødselsdage og jul og da vi er en lille familie, er det ikke så mange gange om året.
Min yngste søster og jeg lader stadigt som ingenting og det har jeg det sådan set okay med. Hun magter ikke at forholde sig til det.
Min ældste søster har meldt sig mere og mere ud af familien, des bedre jeg blev til at sige fra overfor hendes krænkende adfærd. Hun kunne simpelthen ikke klare, at jeg satte klare og tydelige grænser og sagde fra og ikke lod mig styre af hende længere.
Men selvfølgeligt er det forskelligt fra din situation, fordi det ikke er dem, der har krænket mig seksuelt i barndommen (men nok så meget på anden vis).
Jeg har altså valgt at opretholde kontakten (omend nok så sporadisk) til den tilbageværende del af familien. Hvorfor? Fordi det trods alt giver en følelse af tilknytning. Relationen er dybest set lige så indholdsløs og utilfredsstillende som i min barndom men jeg har gjort op med mig selv, at jeg har brug for den familie, jeg nu engang har fået. Jeg forventer ikke at få noget fra dem og kan ikke give dem noget - men vi er nu engang i familie og det vælger jeg så at få det bedst mulige ud af.
Forskellen på, hvorfor jeg trods alt kan omgås min yngste og men ikke den ældste søster er helt klart, at min yngste søster i nutiden ikke krænker mig - det gør den ældste.
Jeg ved ikke rigtigt, om jeg har nogle gode råd...
Konkret med de mange sammenkomster, der er på vej. Kan du melde fra til nogen af dem? Du behøver ikke at forklare eller begrunde yderligere. Du har jo ofte nok fortalt, hvordan tingene hænger sammen og de ved, hvad der er sket. Når man vikler sig ud i forklaringer, så er man i forsvarsposition og kommer faktisk til at stå svagere, end hvis man bare kort og klart fortæller, at sådan er det bare.
KH Helene
Ja, du har ret. Jeg vil virkelig tænke mig grundigt om. Hvorfor holder jeg fast, når jeg alligevel føler et form for svigt?
Du har helt klart også ret i det med at holde fast i noget familie. Det har jeg stadig brug for og min mor giver mig også så meget godt i mit liv.
Jeg tænker så det knager...
Og skriver så senere.
Tak for dit uddybende svar.
Du har da virkelig fundet en måde, at håndtere det på med dine søstre.
Blev dine forældre nogensinde konfronteret med det eller var de døde inden da?
Ja, det er helt klart noget andet, når det er din mor, det her handler om. Især når du også føler, at du får meget godt fra hende. Og hvordan skal hun kunne vælge mellem sine børn? Det er godt nok svært.
Mine forældre nåede aldrig at blive konfronteret.
Min far døde da jeg var 10½ år og min mor, da jeg var et par og 30. Da havde jeg forlængst fortrængt alting.
Da jeg som 43 årig blev klar over, hvad der var sket, ville jeg hurtigt fortælle mine søstre det. Min niece (min yngste søsters datter) prøvede at tale mig fra det. For det ville jo være synd for mine søstre... hendes mor har altid været et nervevrag og den ældste er dybt alkoholiserede og de havde jo så mange problemer begge to... Det var altså dem, det var synd for... for jeg var jo så stærk... jeg havde jo altid været stærkere end dem...
Men jeg holdt fast i, at de skulle have det at vide. Dels syntes jeg, at det var noget vrøvl, at det skulle være mere synd for dem end for mig. Hvem sagde, at de i virkeligheden havde det værre end mig? Dels syntes jeg, at det var deres ret at få at vide, hvordan vores far havde været - det ville også kunne give dem en nøgle til at forstå deres egne liv bedre. Dels havde der været så rigeligt med hemmeligheder i vores familie, så nu hvor jeg kendte dem, måtte det stoppe og de måtte frem i lyset. Jeg ville ikke gå alene med den viden, nu hvor den var kommet frem. Det var ikke kun mit anliggende - det var i høj grad et familieanliggende.
Men sådan opfattede de det altså ikke lige...
Jeg ved godt, at du skriver, at du er færdig med terapien og skal lære at stå på egne ben. Det forstår jeg også godt. Men jeg tænker på, om noget konfliktløsning i forhold til dig og din mor kunne være en mulighed? Jeg ved jo slet ikke, om det evt. ville være noget, du kunne få hende med til.
KH Helene
Konfliktløsning med min mor? Hvor er det mærkeligt, at jeg slet ikke har tænkt den tanke!!! Jeg synes ellers jeg har vendt og drejet alt det her en million gange...
Mere at tænke over! Det kunne nok hjælpe os begge på vej.
Jeg fik vidst ikke fortalt, at min lillebror også blev misbrugt af vores bror i en årrække. Han vil slet ikke tale om det, har tilgivet min bror, siger han, og ser ham fortsat også selvom mange i familien ved det. Jeg er også gal på min bror over det med min lillebror. Da han var "færdig" med mig (det blev simpelthen opdaget) fortsatte han med lillebror, selv da han var sammen med sin nuværende kone. Og ja, han har selv børn i dag og arbejder med børn!
Halleluja!
Jeg kender én, der har haft gode resultater med konfliktmægling. Men det kræver naturligvis vilje til det fra begge parters side. Men jeg tror, det kan være godt i nogle tilfælde.
Åh ja, når først misbruget er i en familie, så er det ofte omfattende. Det var det også i min familie.
At din yngste bror har 'tilgivet' Jeres ældste bror, siger jo ikke meget andet, end at han ikke magter at forholde sig til krænkelserne. Det har jo intet med ægte tilgivelse at gøre.
Og desværre også så typisk og så forfærdeligt, at krænkeren siden vælger et arbejde, hvor han kan være i nærheden af børn. For pokker, hvor kan man komme til at føle sig magtesløs.
KH Helene