Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Jeg tror, at vores diskussion er én stor misforståelse!
Jeg blev meget forbløffet over, at Helene var så enig med dig. Helene plejer ikke at være tilhænger af overgreb fra systemets side!
Men efterhånden går det op for mig, at dine meget detaljerede beskrivelser ikke er udtryk for din egen mening.
Jeg kunne ikke lade udtalelser som denne stå uimodsagt:
”Dette betyder også, at man som psykisk syg ikke længere har kompetence til at bestemme – ja, hvad som helst. Heller ikke over egen krop. Denne kompetence, som alle andre mentale kompetencer, forudsætter en rask tankevirksomhed og et rask følelsesliv.”
Eller denne:
”Men som menneske har man ret til at vælge, om man vil identificere sig som ”psykisk syg”, og derved give afkald på sine rettigheder, eller om man ikke ønsker at gå ind i denne identifikation, hvilket så dog også betyder, at man står med det fulde ansvar for sig selv. Det er et enten-eller-valg. Både-og går ikke.”
Der er ikke noget i ovenstående citater fra dig, der viser, at du faktisk tager afstand fra indholdet af det citerede, og derfor troede jeg, at citaterne var udtryk for din egen holdning. Du kunne have undgået en masse misforståelse, hvis du have indskudt udtrykket ”ifølge myndighederne” eller lignende, i sætningerne – udtryk som kunne vise, at der ikke er tale om din egen mening.
Du skrev jo netop en meget detaljeret begrundelse for, at psykisk syge ikke skulle være kompetente til at bestemme over sig selv. En beskrivelse, som jeg var nødt til at tage afstand fra.
Og jeg forstår ikke, at du argumenterer mod, hvad jeg skriver. Det fik mig jo til at tro, at jeg havde forstået dig rigtigt i første omgang.
Der er ikke nogen i denne tråd, der har talt om psykisk sygdom som en biologisk sygdom.
Når jeg omtaler dømmekraften som kan være skadet under psykoser, så er det jo, fordi jeg troede, at du talte FOR, at systemet skulle have lov til at behandle folk imod deres vilje. Og det var så min indrømmelse til det synspunkt, som jeg troede, at du stod for. Ud fra det, du skrev, var det vanskeligt at tro andet.
Jeg har selv i høj grad oplevet, at min dømmekraft var skadet under svære depressioner. Og det kunne sagtens have ført til umyndiggørelse og behandling mod min vilje. Men jeg gik stille med dørene og røbede ikke for nogen, at min dømmekraft var skadet.
I et sådant tilfælde udsætter man blot store beslutninger, til man bliver rask og får sin dømmekraft tilbage. Men det er ikke altid, at den ramte person kan det. Hvis en psykotisk person står på kanten af en afgrund og har fået den idé, at han kan flyve, synes jeg faktisk, at det er o.k., hvis samfundet tilbageholder denne person, indtil idéen om at kunne flyve er gået over. Men indgrebet skal være så skånsomt som muligt.
Jeg håber, at alle misforståelser nu er ryddet af vejen
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg vil give dig ret i, at man nok ikke skal træffe de store beslutninger, f.eks. angående uddannelsesvalg og lignende, midt i en krise. Jeg ville dog ikke sige, at dømmekraften er skadet, men nærmere, at man simpelthen ikke har det fornødne overskud til at beskæftige sig med og sætte sig ind i alle de ting, der er vigtige i forbindelse med et sådant valg. Når man er i en akut krise, så plejer al ens energi, den mentale især, til at kredse om de ting, der foregår indeni én, og man har ikke ork til at tage stilling til - ja, somme tider ikke engang til, om der skal ordnes noget tøjvask - apropos at mennesker i krise forsømmer den personlige hygiejne, rengøring i boligen osv. Det er i mine øjne da klart, at man ikke orker hverdagslivets trivialiteter, når hele ens indre univers er ved at gå i opløsning. Det samme kan man jo observere hos mennesker, der f.eks. lige har mistet nogen, de holdt meget af. Dér kan vi så sagtens alle forstå det, men når personen er stemplet "skizofren" eller "depressiv", så er denne meget naturlige reaktion pludseligt et "symptom" på "sygdom". I systemets øjne
Men bortset fra, at man altså ikke har alverdens overskud til at vurdere både det ene med det andet, så har jeg selv, som sagt, og ligesom mange andre, oplevet, at jeg meget godt kunne vurdere, hvad der var det rigtige for mig mht. selve krisen.
Problemet med især "psykoser" er, at det er det ubevidste, der overtager, og at det ubevidstes sprog er et rent symbolsprog. Så ja, man kan komme i en situation, hvor man tror, man kan flyve. Men det er jo ikke engang forkert. Selvfølgeligt kan alle mennesker "flyve", bare ikke som fuglene, ikke i ordret betydning.
For mit eget vedkommende har der ikke været noget af alt det, systemet betegner som "symptomer", som "vrangforestillinger", "hallucinationer" osv., der ikke har givet mening. Rigtigt meget mening endda. Og uden at jeg vil glorificere kriser, så er jeg selv i hvert fald i dag taknemmeligt for, at mit ubevidste har gjort oprør. Men man har helt klart behov for hjælp til at tyde de signaler, det ubevidste sender i symbolform. Man har behov for et spejl, så man kan se sig selv. Og det kan man kun i kommunikationen med et andet menneske. Det er igennem kommunikationen med andre, at vi forstår os selv og verdenen.
Mht. farlige situationer, så har psykiatrialternativer som Soteria jo vist, at tvang faktisk kan undværes helt (og jeg skelner mellem tvang og momentan magtanvendelse, der kan blive nødvendig). Det er klart, at man må gribe ind i en akut faresituation. Men i det sekund, hvor faren er drevet over, så bør al magtanvendelse øjeblikkeligt stoppe. Så, selvfølgeligt må og skal man holde fast i en person, der er ved at hoppe ud fra et højhustag, fordi vedkommende lige skal afprøve sine flyvefærdigheder bogstaveligt. Men man har efter min mening også en forpligtelse til at omgående, i situationen, gå i kommunikation med personen, spørge, hvad der får ham/hende til at gøre og tænke som han/hun gør, osv. I stedet for at tilkalde politiet, få personen lagt i håndjern, fragtet til den lukkede, lagt i bælte og tvangsmedicineret, så vedkommende er dage, om ikke uger og måneder, om at komme til sig selv igen. Hvis vedkommende da overhovedet kommer til sig selv igen.
I de tolv år, hvor Soteria (originalet) eksisterede, var der to af de i alt 200 beboere gennem tiden, der tog livet af sig. Begge uafhængigt af deres ophold i Soteria House. Det er et procent af Soterias klienter, der alle var omhyggeligt stemplet som "skizofren" (Soteria var et forskningsprojekt, så man skulle virkeligt opfylde kriterierne). I Danmark taler man i dag om, at ca. ti procent af alle "skizofrene" begår selvmord. Jeg kender selv adskillige mennesker, der siger, at den "behandling" de blev udsat for i psykiatrien, bl.a. tvang, fik dem til seriøst at overveje selvmord. Jeg har desværre også kendt enkelte, der har taget livet af sig. Fordi de simpelthen ikke kunne klare ydmygelserne længere. Norske Hege Orefellen taler om psykiatriens "egne selvmordsudløsende mekanismer".
Til akut farlige situationer har vi en nødretsparagraf, også i den danske lovgivning. Derudover ville der ikke være behov for særlove, hvis vi tilbød mennesker i krise virkeligt hjælp på deres præmisser. Hjælp, der respektfuldt spørger "Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?" I stedet for at sige "Jeg ved, hvad der er godt for dig." (Og så er vi næsten ved indlæggets oprindelige emne igen.)
Jeg har et par flere tanker, angående terminologien. Men for nu bare det her. (Det er vist også rigeligt... )
Begreber som "psykisk sygdom", "vrangforestilling", "hallucination", etc. og også alle diagnosebegreberne, er medicinske begreber. Dels anvendes de for at sygeliggøre naturligt menneskelige reaktioner, og dels, igennem sygeliggørelsen, for at fremmedgøre. Alle kan forholde sig til vrede, angst, tristhed, forvirring, desperation, osv., fordi alle mennesker har selv på et eller andet tidspunkt i livet oplevet at være vred, angst, trist, etc. Men når man kalder desperationen for "skizofreni", så står de fleste mennesker af, selv de, der selv stemples som "skizofren". Og det er meningen. Der er jo, ifølge systemet, ikke noget at forstå ved en sådan meningsløs hjernesygdom som "skizofreni". For, vis vi forstår, så betyder det, at vi forstår, at der er noget, der har udløst desperationen som en reaktion på noget. På overgreb f.eks.. Og det er der mange, der har en ret stor interesse i, at dette ikke forstås, at overgrebene ikke kommer frem i lyset.
Derfor nægter jeg, at anvende psykiatriens sygeliggørende, fremmedgørende, og årsagerne fornægtende terminologi. Når jeg anvender den, så i anførelsestegn. Hvis vi virkeligt vil frigøre os fra psykiatriens magt over os, så bliver vi nødt til at tænke på, at også det, at bruge de magthavendes sprog, bekræfter de magthavende i deres position. Ikke mindst også, fordi det sprog man bruger, har en indflydelse på, hvordan man opfatter tingene, inklusive sig selv. Der ligger en kvalitativ forskel i, om jeg omtaler mig selv som "psykisk syg", "psykisk sårbar", "sindslidende", for ikke at tale om "sindssyg", eller om jeg omtaler mig selv som et menneske, der har oplevet ekstreme sindstilstande, eller identitetskriser, eller eller eller.
Det er det ene. Det andre er, at jeg faktisk mener, at man ikke har ret til at reagere fornærmet på en overskrift, som den i Dagens Medicin, når man samtidigt er enig i systemets definition af én selv, når man er enig i, at man lider af en hjernesygdom ved navn "skizofreni", der, ifølge systemet, sætter ens dømmekraft ud af spil. Det er det, jeg mener, når jeg siger, at man ikke kan blæse og have mel i munden på samme tid. Man kan ikke tale om empowerment, om selvbestemmelse, om bare så meget som brugerindflydelse, når man samtidigt er overbevist om, at systemet har ret, når det siger, at der findes en biologisk hjernesygdom, der hedder "skizofreni", og der, ifølge sin natur, nedsætter dømmekraften. Så, man må gøre op med sig, om man ønsker frihed, med alle de forpligtelser, den fører med sig, såsom ansvar, eller om man hellere ønsker, at fraskrive sig ansvaret (og jeg har set folk indrømme, at de bevidst bruger deres "psykiske sygdom", deres diagnose, som undskyldning for deres adfærd, når det lige passer sig: "Det var ikke mig, det var sygdommen!" - det er en ansvarsfraskrivelse). Men også i sidste tilfælde må man tage konsekvensen, der så er et liv i ufrihed, i afhængighed af systemet, på godt og ondt, og kan altså ikke kræve, at pludseligt blive taget alvorligt, bare fordi man lige ønsker det.
Hvis man så vælger friheden, hvorfor så blive ved med at bruge undertrykkerens sprog om sig selv? Hvorfor ikke finde sine helt egne ord til at definere sig selv og éns væren i verdenen med? Sprog er magt.
Alt i alt er min første kommentar her primært rettet til alle dem, der har valgt at acceptere, at de har en "psykisk sygdom" i systemts definition, mens de er fortørnede over Dagens Medicins overskrift. Ikke til nogen anden. ( Og jo, jeg kan godt lide, af og til at slippe katten løs mellem duerne
'Ofre for overgreb i barndommen bliver, ligesom andre traumatiserede mennesker, hyppigt fejldiagnosticeret og forkert behandlet i det psykiatriske behandlingssystem. På grund af antallet og kompleksiteten af deres symptomer bliver deres behandling ofte fragmenteret og ufuldstændig. På grund af deres karakteristiske vanskeligheder med hensyn til nære forhold er de særligt udsatte for igen at blive misbrugt eller mishandlet af de mennesker, der tager sig af dem. De risikerer at blive involveret i fortsatte, destruktive samspil, i hvilket det medicinske eller psykiatriske behandlingssystem gentager overgrebsfamiliens adfærd'.
P.S.: Marian, jeg synes, du beskriver tingenes tilstand og sammenhæng, så eminent :-)
Hilsen Helene
Psykiatere ved naturligvis godt, at antipsykotisk medicin giver risiko for depression. I bøger om depression bliver der fortalt om det, f.eks. den af psykiateren Jes Gerlach, der hedder ”Depression – årsager symptomer og behandling”. På side 170 der en liste med forskellige former for medicin, som er kendt for at kunne udløse depression, og her er antipsykotisk medicin nævnt øverst på listen.
Ud for hvert enkelt præparat på listen nævnes årsagen til, at stoffet kan give depression, hvis denne årsag er kendt. Ud for antipsykotisk medicin står der: ”Hæmmer signalstoffer, især dopamin, men ofte også serotonin og noradrenalin”
Når psykiatere nødig vil tale om dette problem, når de taler med psykotiske patienter, er det jo nemt at forstå grunden. Mit bedste råd i den situation er at lade være med at indlede en diskussion med psykiateren. Det vil der aldrig komme noget godt ud af. Men man kan jo på anden måde gøre psykiateren klart, at man fuldt ud er klar over risikoen.
I nogle tilfælde er det nødvendigt at tage et antipsykotisk middel, fordi der ikke er andre alternativer. Øvelsen må så bare gå ud på at klare sig med en så lille dosis som muligt, sådan at der bliver så få bivirkninger som muligt – og sådan at den antipsykotiske medicin i hvert fald ikke udløser en regulær depression.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg fik øje på dine indlæg og fik lyst til at skrive til dig, at psykiaterne selvfølgelig kender til den problematik, du beskriver. Jeg kender ikke selv nogen, der får antipsykotisk medicin, men jeg har kendt én engang, og vedkommende fik en meget svær depression. Dengang, for næsten 30 år siden, var jeg totalt uvidende om den slags medicin. Det kom bag på mig, at lægeordineret medicin kunne gøre folk så syge.
Jeg synes, at det er forkasteligt, hvis psykiaterne lader, som om de ikke kender problemet. Det var bare det, jeg ville sige.
Jeg er ikke interesseret i at gå dybere ind i emnet.
Har du prøvet alle tænkelige metoder til nedsættelse af din medicindosis? Jeg tænker på, at der jo er en lang række naturlige ting, man kan gøre: psykoterapi, vitamin- og mineraltilskud, forsøg med diæt osv. Har du nogen ide om, hvad din sygdom skyldes?
Der vil nok altid være nogen, for hvem det ikke lykkes at slippe helt ud af medicinen.
Til sidst vil jeg gøre dig opmærksom på, at man kan få målt koncentrationen af medicinens virksomme stof ved en blodprøve. På den måde kan man se, om doseringen er passende eller muligvis for stor. Hvis du ikke får taget disse blodprøver, kan det være en god ide at bede om det. Prøverne foretages forskellige steder i landet, blandt andet her:
http://www.kliniskbiokemi.net/kbl/kbl_startside.htm
På nedenstående side kan du se, hvilke præparater, man kan blive tjekket for. Så vidt jeg kan se, er der 9 antipsykotiske præparater. Det er jo indholdsstoffet, der er nævnt. Præparaterne har andre salgsnavne.
http://www.kliniskbiokemi.net/kbl/kbl_m ... alyser.htm
Jeg sender dig alle mulige tanker og gode ønsker for fremtiden
Kameliadamen