trappede ned på medicinen – og spurgte først bagefter om lov
Hun trappede ned på medicinen – og spurgte først bagefter om lov
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/201 ... /index.xml
Hvad synes I om overskriften ?
Har man som psykisk syg ikke ret til at bestemme over egen krop ?
Og er der ingen, som har lyst til at kommentere formuleringen ?
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/201 ... /index.xml
Hvad synes I om overskriften ?
Har man som psykisk syg ikke ret til at bestemme over egen krop ?
Og er der ingen, som har lyst til at kommentere formuleringen ?
Kommentarer
Så, nej, strengt taget har man som "psykisk syg" faktisk ikke ret til at bestemme over egen krop, eller noget som helst andet, og er altså nødt til at spørge om lov. I princippet mht. alt, ikke bare behandlingen. Men som menneske har man ret til at vælge, om man vil identificere sig som "psykisk syg", og derved give afkald på sine rettigheder, eller om man ikke ønsker at gå ind i denne identifikation, hvilket så dog også betyder, at man står med det fulde ansvar for sig selv. Det er et enten-eller-valg, man må træffe. Både-og går ikke.
Men bortset fra det, så har man ifølge CRPD'en, FNs menneskerettighedskonvention for mennesker med handicap, deriblandt psykosocialt handicap, såkaldt "psykisk sygdom", også som "psykisk syg" ret til at bestemme over egen krop. Problemet er, at konventionen ikke er legalt bindende før et land har ændret sin lovgivning i henhold til konventionen. Og det har Danmark ikke, og vil sandsynligvis heller ikke gøre det, uden at prøve, at tage forbehold, netop mht. mennesker med psykosocialt handicap. At anerkende CRPD'en fuldt ud ville f.eks. betyde, at al psykiatrisk tvang måtte forbydes per lovgivning. Lige p.t. befinder Danmark sig, med indførelsen af ambulant tvang, på den modsatte kurs.
Det var dog frygteligt! Hvordan i alverden kan du skrive sådan?
Jeg havde set Brugernavns indlæg, men tænkte, at der ikke var nogen grund til at diskutere den overskrift, fordi enhver kan se, at den er en fejltagelse. Selvfølgelig har den pågældende person da lov til selv at bestemme, om hun vil trappes ud af sin medicin.
Det er rigtigt, at lovgivningen har nogle undtagelser, hvor det er muligt at bruge tvang: Situationer, hvor den pågældende anses for at være til fare for sig selv eller for andre. Og det er meget vigtigt, at tvang bliver begrænset så meget som muligt. Det må være frygteligt at blive udsat for tvang. Tvang vil altid føles som et overgreb.
Du skriver endda en meget detaljeret begrundelse for, at psykisk syge ikke skulle være kompetente til at bestemme over sig selv.
Men sådan som jeg ser på det, må det da være den syge, der selv bedst kan mærke, hvordan medicinen virker. (Den ved bedst, hvor skoen trykker, som har den på!) Netop på det område har den syge en kompetence, som udenforstående ikke har!
Tro mig, læger ved ikke altid, hvad de har med at gøre! Mange læger fejlmedicinerer eller overmedicinerer.
Du skriver, og jeg citerer:
”Men som menneske har man ret til at vælge, om man vil identificere sig som ”psykisk syg”, og derved give afkald på sine rettigheder, eller man ikke ønsker at gå ind i denne identifikation, hvilket så dog også betyder, at man står med det fulde ansvar for sig selv. Det er et enten-eller-valg, man må træffe. Både-og går ikke.”
Jeg er meget uenig med dig, af følgende grunde:
1. Hvis man pådrager sig en psykisk sygdom, er det meget vigtigt, at man ikke identificerer sig som værende psykisk syg. En sygdom er jo som regel – heldigvis - en midlertidig tilstand, hvad enten den er psykisk eller fysisk. Hvis man først begynder at identificere sig som ”syg”, er der fare for stigmatisering, og at man bliver fastlåst i sygerollen, i stedet for at finde udveje for at blive rask.
2. Netop når man er syg, hvad enten det er en psykisk eller en fysisk sygdom, er det vigtigt, at man bevarer sin værdighed som menneske. Selvfølelsen betyder meget, når det drejer sig om helbredelse. At give afkald på sine rettigheder er at give afkald på sin værdighed og sin selvrespekt med de negative konsekvenser, det har for helbredelsen.
3. Som psykisk syg har man som alle andre skatteborgere i Danmark ret til at få lægehjælp. Og den lægehjælp er nødt til at foregå i et samarbejde mellem sundhedssystemet og patienten. Det betyder selvfølgelig også, at man som syg kan vælge den hjælp fra, som man ikke er tilfreds med. Alle mennesker er ansvarlige for sig selv, også når de er syge. Men de har ret til lægehjælp.
Mange hilsner
Kameliadamen
MEN: Man anvender hverken sin bugspytkirtel, eller sine knogler f.eks. for at analysere en given situation, og træffe en beslutning om, hvad man vil foretage sig mht. denne situation. Man anvender sin hjerne til det. Nu defineres de fleste "psykiske sygdomme" i dag som hjernesygdomme - citat fra NetDoktor, "Hvad er skizofreni?": "Skizofreni er en sygdom i hjernen,..." Med andre ord, det redskab, man anvender for at vurdere en given situation med, og for at træffe en beslutning angående situationen, er defekt, "sygt". Når man anvender fejlbehæftede, defekte måleredskaber, f.eks. et defekt kronometer, vil man ikke kunne få korrekte måleresultater. Undtagen, hvis man ved, at redskabet er defekt, og helt nøjagtigt, hvordan defekten udvirker sig på resutatet. Så kan man tage højde for defekten, og beregne derefter. Men også denne "indsigt" kræver en fungerende hjerne. Og når det "syge", defekte redskab så er selve ens hjerne, tja...
Det er derfor, at der findes en særlovgivning indenfor psykiatrien, der jo ikke kun omfatter et farekriterium, men endda et behandlingskriterium. Dvs. når andre vurderer, at man uden behandling ville blive dårligere, at ens chancer for bedring ville blive nedsatte, så kan der anvendes tvang. Simpelthen fordi der, ganske logisk, sluttes, at når hjernen er syg, så kan den, hvis hjerne er syg, ikke vurdere en given situation korrekt, og træffe en korrekt beslutning.
I det omfang, som man selv accepterer en definition af ens hjerne som værende syg, uanset om det er forbigående, eller varigt, uanset om man vælger at sige "Jeg er skizofren", eller "Jeg lider af skizofreni", så kan man ikke retmæssigt kræve, at visse af ens vurderinger og beslutninger, såsom at trappe ned eller ud af "medicinen", respekteres af andre som korrekte. Man kan under disse omstændigheder ikke forvente, at blive anset som værende kompetent til at vurdere en siruation, og træffe en beslutning angående den. Man kan ikke blæse og have mel i munden på samme tid. Enten så accepterer man psykiatriens definition af "psykisk sygdom", udviser den berømte "sygdomsindsigt", og så er man per denne definition inkompetent, eller også så accepterer man definitionen ikke, udviser ingen "sygdomsindsigt", be'r f.eks. behandlerne om, at komme med nogle håndgribelige beviser på, at ens hjerne er defekt, syg, og så kan man bevare sin integritet. At sige "Jeg lider af skizofreni, en hjernesygdom, men jeg bestemmer helt selv", den går altså ikke. Og per psykiatriens definition af "psykisk sygdom", så kan man altså heller ikke selv afgøre, hvad man måske selv kan afgøre, og hvad ikke. Således må man finde sig i, at systemet styrer lige nøjagtigt så meget af ens liv, som systemet ønsker at styre. Uanset, hvad man selv måtte mene.
Jeg er helt enig med dig i, at læger ikke altid ved, hvad de har med at gøre. Personligt er jeg af den opfattelse, at de fleste læger faktisk ikke har det mindste begreb om, hvad de har med at gøre, når det kommer til det, der kaldes for "psykisk sygdom", og at de gjorde bedre i, at pakke sammen, og lade mennesker i eksistentielle kriser være i fred. De fleste gør med deres "behandling", inklusive deres budskaber om angivelig hjernesygdom, langt mere skade end gavn, og området burde overlades til mennesker, der ved, hvad det vil sige, at være menneske. Der fandtes op igennem tiden nogle enkelte undtagelser, som Loren Mosher f.eks., der har formået (og formår) at hjælpe mennesker i krise med resultater, som biopsykiatrien kun kan drømme om (jf. Åben Dialog, recoveryrate fra "skizofreni"/"psykose": 85%, stort set uden "medicin"). Men disse læger udmærkede (og udmærker) sig ved, at deres opfattelse af kriser ikke er en medicinsk sådan, men altså en eksistentiel, og at de ikke hjælper i deres egenskab som læger, men som mennesker.
Og en anden ting: Så længe "brugerne" bliver ved med at godtage biopsykiatriens definitioner, omtale sig selv som "psykisk syg" og "patient", dvs. så længe "brugerne" accepterer psykiatriens definitionsmagt over dem, vil al snak om empowerment, recovery, afstigmatisering, osv., osv., forblive intet andet end godt nok smukke, men ikke desto mindre tomme ord.
Sidste sommer havde jeg en oplevelse, der bekræfter det i praksis. I småtingsafdelingen men alligevel...
Jeg skulle have møde med to sagsbehandlere og jeg havde en bisidder med (en terapeut indenfor mit problemområde). Jeg sagde bl.a. til sagsbehandlerne, at jeg ikke længere har noget behandlingsbehov. Det forstod de jo ikke, for jeg var jo ikke rask = ikke arbejdsdygtig. Ergo måtte der jo mere behandling til. Jeg lagde vægt på, at der er forskel på at være psykisk syg og at have følger af traumatisering. Det forstod de ikke rigtigt. Jeg har i tidens løb forklaret og forklaret, hvordan jeg har det og de fatter ikke noget. Nu vendte jeg den så om og sagde, at jeg simpelthen ikke forstår, at jeg skal påtvinges nogle ting, som ikke gør mig mere velfungerende men som vil betyde, at jeg vil få det dårligere. De forstod det ikke. Det var jo så gode 'tilbud', der kunne hjælpe mig. Jamen, jeg har ikke behov for hjælp - jeg har bare behov for at have lov til at være mig og have det, som jeg har det. Jeg har ikke brug for at blive lavet om eller 'normaliseret' eller få påtvunget kemiske indgreb i min hjerne.
De forstod stadigt ingenting, så alt hvad jeg sagde, blev opfattet som en bekræftelse på, at jeg virkeligt var psykisk forstyret og tydeligvis havde brug for yderligere behandling.
Det sjove var, at når min bisidder, der er specialist indenfor den type traumer, jeg har været udsat for, så fortalte det samme, som jeg havde sagt men med autoritet og nogle faglige termer, så var de jo nødt til at tage det til efterretning. De kunne jo ikke påstå, at hun også var syg... Når hun sagde, at jeg ikke var syg men reagerede ganske normalt på det, jeg havde været ude for, så blev de skrupforvirrede. Når hun sagde, at jeg ikke længere havde noget behandlingsbehov men alligevel ikke fungerede 'normalt' udfra samfundets normer, så betød det ikke, at det var en behandlingskrævende tilstand. Hun kunne bekræfte, at jeg ikke var en personlighedstype, der ville have hverken glæde eller gavn af de 'tilbud' kommunen kunne give mig.
Dette førte til, at jeg fik gennemtrumfet, at der blev sat et egentligt afklaringsforløb ind, hvor det skulle gøres klart, hvorvidt yderligere behandling ville kunne gøre mig arbejdsdygtig igen. Efter en erklæring fra egen læge og en psykiatererklæring, bliver jeg nu indstillet til førtidspension. Men kun fordi, jeg insisterede på, at jeg ikke er psykisk syg - men har vedvarende følger af traumatisering. Min hjerne fejler bestemt ingenting - men i forhold til 'det normale', så er mit følelsesliv skadet. Og det er noget helt andet.
Systemets sidste magtmisbrug var så at kommunallægen slettede min PTSD diagnose og kun forholdt sig til min personlighedsforstyrrelse. Det kunne jo (iflg. ham) ikke bevises endsige sandsynliggøres, at jeg var traumatiseret. Så de overgreb, jeg har været ude for blev negligeret totalt og tilbage står så, at det hele er fri fantasi og et udslag af, at jeg er personlighedsforstyrret. Med andre ord - jeg er bare skør. Hvilket jo kan stabiliseres med medicin og yderligere psykiatrisk behandling...
Så helt klart - systemet umyndiggører én og lægerne er en del af det etablerede behandlingssystem. De understøtter umyndiggørelsen og er med til at fastholde én i sygeliggørelse, når de henfører alt til at være fysiske defekter og fejlfunktioner i hjernen.
Der er f.eks. rigtigt mange mennesker på de psykiatriske afdelinger, der bliver stemplet som psykisk syge med bl.a. hallucinationer, hvor det i virkeligheden handler om flash-backs af gamle traumer, der ikke er blevet og ikke bliver taget hånd om.
Systemet kan virkeligt overtage både éns krop, sind og sjæl, hvis man ikke er så meget på vagt og kæmper imod. Og det kan man ikke, hvis man er meget hårdt medtaget og ikke selv forstår, at man ikke er syg men måske traumatiseret eller i en eksistentiel krise.
M.h.t. overskriften så tror jeg ikke engang, at journalisten nødvendigvis har tænkt over det. Der er jo en udbredt autoritetstro og mange mennesker er simpelthen ikke vant til selv at mærke efter, hvad der er godt og skidt for dem men skal have lægens blåstempling. For når lægen har sagt, at man skal tage den og den medicin, fordi den vil være god for én, så tror de fleste på det og gør det bare. At begynde at tage ansvaret for sin egen tilstand og sit eget liv på den måde, så man ikke engang spørger lægen til råds, er måske ikke så almindeligt.
Hilsen Helene
Noget af årsagen til vores uenighed stammer sikkert fra, at vi taler om noget forskelligt. Det ser ud, som om du sætter lighedstegn mellem psykisk sygdom og skizofreni.
For mig er psykisk sygdom alt fra depressioner, angst og lettere personlighedsforstyrrelser over PTSD til psykoser og svære karakterafvigelser.
Og det er kun ved psykoser, at dømmekraften er svært skadet.
Men jeg kan sige så meget, at hvis jeg skulle have overladt ansvaret til psykiatrien, så ville jeg ikke have været i live i dag. Alle mennesker har ret til at hjælpe sig selv og gøre, hvad de kan for at redde sig selv – også selv om det indebærer, at de må sige sige nej tak til psykiatriens hjælp!
Mange hilsner
Kameliadamen
Selv er jeg i den heldige situation, at jeg er selvforsørgende. Og det er en fed fornemmelse, ingen tvivl om det. Men det er også kun muligt for mig, fordi jeg har nogle "kompetencer" på et område, hvor det a) overhovedet findes nogle jobs, og b) arbejdsbetingelserne passer til den, jeg er. I det omfang, som vi er mennesker, har vi jo alle vores styrker og svagheder, også alle de "normale", der ikke har de store problemer med at passe et hvilket som helst og helt almindeligt 8 - 16 job. Jeg er sikker på, at du er knaldgod til nogle ting, som hverken herr eller fru overlæge ditten-datten, eller din sagsbehandler, for den sags skyld, kan finde skyggen ud af, og som du måske er god til netop pga. dine erfaringer i livet. Hvorfor skal du så absolut presses ud i noget, som for det første, bare ville betyde ny og mere lidelse for dig, og for det andet, derved også ville fratage dig muligheden, for at bidrage til fællesskabet med det, du er god til?? For, selv om det måske ikke lige umiddelbart er noget, der øger bruttonationalproduktet, så kan det jo være noget meget værdifuldt alligevel.
I mine øjne er det uhyrligt, at man skal finde sig i, at blive stemplet som "forstyrret" eller "syg", bare fordi man på den ene eller anden måde falder udenfor de rammer, som samfundet har defineret som "normal". "Normal" er jo ikke en objektiv størrelse, når det kommer til følelser og adfærd. Det er et subjektivt, kulturelt bestemt begreb.
Mht. traumer, så faldt jeg forleden tilfældigvis over en artikel om Paul Hammersley og John Reads forskning, der har vist en meget høj korrelation mellem barndomstraumer, forårsaget af fysiske/seksuelle overgreb, og udviklingen af de forsvarsmekanismer, der af psykiatrien stemples som "skizofreni". Artiklen citerer Merete Nordentoft, der jo betragtes som en autoritet på området "skizofreni". Hun mener ikke, at man kan anerkende barndomstraumer som årsag for "psykisk sygdom", før det ikke er 100% videnskabeligt bevist, at der virkeligt består en årsag-virkning sammenhæng (og hun ved selvfølgeligt udmærket godt, at det ikke kan bevises 100%, da vores erfaringer og følelser ikke er objektivt målbare). Så er det bare, at jeg spørger, hvordan man kan tillade sig, at betragte defekte gener respektive en hjernekemi i ubalance, altså en forklaringsmodel, der er en ren hypotese, som der ikke findes spor videnskabeligt holdbart bevis for, at den holder, som årsag, som hun og resten af den etablerede psykiatri gør det, og følgeligt holde fast ved et "behandlingstilbud", der stort set alene tilgodeser denne ene hypoteses gyldighed. Oven i købet med ofte ret så fatale følger for de mennesker, det går ud over, mens det ville være meget mindre indgribende. Helt bortset fra, at hendes udtalelser faktisk bagatelliderer overgreb, og undskylder overgriberne i stor stil: der findes i vores samfund ikke overgreb, der er så voldsomme, at de kunne forårsage en så ekstrem reaktion som "skizofreni". Kun hvis man i forvejen på en eller anden måde er lidt genetisk defekt, "psykisk sårbar", som det jo også hedder på nydansk, kan man finde på, at reagere så ekstremt på noget så latterligt, som at jævnligt blive tævet grøn og blå, eller voldtaget, eller også på at vokse op i et emotionelt iskoldt miljø. Også dette en uhyrlighed, hvis du spørger mig, og faktisk retraumatiserende, at på denne måde ikke få anerkendt sin lidelse, sine tankers, følelsers og reaktioners berettigelse.
Og nej, de fleste får desværre aldrig chancen til at "opdage noget". Måske den mest markante forskel mellem PTSD og "psykiske sygdomme" som "skizofreni", at overgrebet/overgrebene i tilfælde af PTSD ikke sådan lige lader sig bagatellisere, eller endda helt fornægte. Ellers er lighedspunkterne i symptomatiken, som du er inde på, jo faktisk slående. Men selv om man ved, at man er traumatiseret, og ikke "psykisk syg", så skal man jo passe på med at kæmpe åbent imod. Enhver åben modstand tolkes som regel som bare endnu et "symptom" på hjernesygdom, der gør endnu mere "behandling" nødvendigt... Kunsten er, at lade som om man er enig med behandlerne, mens man indvendigt holder fast ved de egne overbevisninger. Men det er ikke nemt, når man er i en akut krise.
Selv har jeg heller aldrig taget sygdomsmodellen til mig. Faktisk så er jeg ganske så imponeret af min hjernes kapacitet til at producere både de forsvarsmekanismer, jeg havde hårdt brug for, for at overleve en barndom præget af emotionelle overgreb og svigt, og de "vågn-op-kald"/helbredelsesforsøg, der har gjort det muligt for mig, at bevidstgøre og bearbejde. Hvis det skal forestille, at være "sygt"/"forstyrret", at man reagerer på overgreb og svigt, så må det godt nok være en sygdom/forstyrrelse, at være menneske!
At dømmekraften skulle være "svært skadet" ved "psykoser" er en påstand, som der heller ikke findes bevis på. Jeg kan sige så meget, at min dømmekraft ikke fejlede det mindste. Jeg var f.eks. udmærket godt klar over, at jeg havde meget, rigtigt meget behov for hjælp. Men jeg var også lige så udmærket godt klar over, at jeg bestemt ikke havde behov for den "hjælp" psykiatrien "tilbyder". Så jeg takkede pænt nej til opfordringen om at henvende mig i psykiatrien. Hvilket heldigvis, på et hængende hår, men alligevel, blev respekteret. Under mindre heldige omstændigheder kunne det nemt være blevet tolket som "svært skadet dømmekraft", jeg kunne være blevet tvangsindlagt, og i stedet for at komme igennem og ud af krisen med den hjælp, min dømmekraft fortalte mig, jeg havde brug for, var jeg blevet retraumatiseret.
Og nej, jeg er ikke undtagelsen, der bekræfter reglen. De fleste ønsker faktisk hjælp. Men de ønsker altså ikke, at blive udsat for nye, yderligere overgreb.
Jeg kunne ikke være mere enig.
Min oplevelse er helt klart, at arbejdsdygtighed er kriteriet for, om man iflg. systemet er syg eller rask. Jeg har bestemt både kompetencer og ressourcer og jeg har en temmelig dyr uddannelse - i mig selv betalt i form af et terapiforløb. Men jeg har ikke nogen ressourcer, der kan bruges på arbejdsmarkedet og ergo er jeg altså psykisk syg iflg. systemets definition.
Men du har ganske ret - modstanden må ikke være for åbenlys og dog er man nødt til at gøre modstand. Jeg har for længst opdaget, at overfor kommunen skal jeg virkeligt ligne og opføre mig som et typisk offer. Alt hvad der bare ligner styrke kan og vil blive brugt imod mig. Men hvis jeg bliver ved med at signalere offer, vil de sige mere behandling. Hvis jeg viser styrke, siger de, at jeg godt kan arbejde. Det er noget af en balancegang.
Det blev anset for at være en social kompetence og en ressource, at jeg i min sidste arbejdsprøvning havde smilet og været venlig... Så er man godt nok ude og gribe fat i de tynde halmstrå.
Det betød, at jeg i nogle år nærmest var paranoid og knap turde gå ned og handle, for tænk sig hvis jeg kom til at smile og være venlig og min sagsbehandler så mig... Big brother is watching you!
Hilsen Helene
Helene2: Det er netop, hvad det er, en meget svær balancegang, hvor man hele tiden er nødt til at have antennerne ude og mærke efter, hvordan omgivelserne reagerer på én, og hvad de forventer af én. Noget, man skal have psykisk overskud til at kunne gøre. Og det er jo lige det, man selvsagt ikke har for meget af, når man står med en emotionel problematik.