Jeg sætter meget pris på dine meninger og værdsætter at du er ærlig, ellers kan jeg jo ikke bruge dit indlæg til noget. Baseret på hvad jeg havde skrevet kan du jo ikke vide forhistorien, og derfor var det jo muligt at jeg havde brug for et spark for at undgå at ødelægge mit forhold fuldstændigt til min datter.
Jeg vil derfor for forståelsen kort beskrive mit forhold til hende:
Da jeg mødte min hustru for en lang årrække siden, havde børnene et vidt forskelligt syn på deres far. Sønnike havde et rigtig godt forhold til ham og glædede sig altid til at komme på weekend hos ham.
Datteren derimod var meget knyttet til sin mor og var mildest talt ikke interesseret i at tilbringe tid sammen med sin far. Og efter en ferie hvor hendes far og hans hustru havde alle deres børn med, sagde hun stop og siden har hun ikke besøgt ham. Lad være mere at fortolke mere i dette, end at min hustru og hendes far ikke havde det godt sammen, og dette smittede af på hendes og hendes fars forhold. Jeg mener også at hendes far ikke gjorde sig den ulejlighed at fortælle hende at hendes forældres indbyrdes forhold ingen rolle spillede mellem hendes og ham.
I skolen havde hun svært ved det faglige og hun var socialt havde hun svært ved venner. Dem hun så op til var ikke interesseret i hende, og resten var ligemeget.
Hendes skolelærer ville gerne have hende i en specialklasse, men hendes mor og jeg var meget uenige, så vi støttede hende og fandt professionel hjælp uden for skoletiden. Hun led( lider ) af en mild form for ordblindhed. Hun flyttede skole og fandt meget bedre til rette i sin nye klasse.
En gang jeg kom hjem fra en udlandsrejse tog min hustru og jeg ud for at hente hende fra et sportsarrangement, og her oplevede jeg den fulde form af ubetinget kærlighed. Da hun så mig, hvinede hun af glæde, kom løbende og kastede sig om min hals. En sådan form for kærlighedserklæring var jeg fuldkommen uforberedt på og det rørte mig dybt. I dag får jeg tårer i øjnene bare at tænke på det.
Men det bedste vi gjorde for hende var at sende hende på efterskole. Her er hun virkelig vokset socialt og har i dag et stort netværk af venner. Samtidig er hendes karaktere også steget og vi er glædeligt overraskede over hendes faglige evner.
Historien om min datter er historien om den grimme ælling, og hun er i dag en utrolig køn, sød og glad pige, som klarer sig rigtig godt fagligt og socialt.
Jeg er rævestolt af hende, og tidligere da jeg havde min hustru og hende under armen gennem byen, var det enhver fars/mands drøm om en skønhed til hver side :-)
Hendes kæreste finder jeg også rigtig sympatisk. Som sagt er han utrolig nem at snakke med, hans interesser er de samme som mine, han læser samme genre bøger og interessere sig for vores meninger. Han er på alder med min datter og det bifalder jeg da også :-) Kort sagt, jeg synes han er ideel som kæreste.
Når det er sagt, så håber jeg også at min datter får mange kærester før hun finder den eneste ene. At slå op, blive "dumpet" osv, tror jeg vil gavne rigtig meget når hun finder den rigtige og skal til at lære at løse de problemer et ægteskab vil få.
Det er heller ikke sådan at jeg forbyder hende noget, tværtimod. Den eneste regel jeg holder fast i er at hvis hun skal nogen steder efter mørkets frembrud, så skal hun følges med nogen, eller hun skal hentes/bringes. Hun skal simpelthen ikke være på gaden alene.
Hun sendte en SMS og spurgte om hun skulle med til en kommende familie fest. Jeg svarede at hvis hun havde lyst skulle hun med, men havde det været mig havde jeg lavet andre aftaler.
Hun svarede at det kunne godt være hun ville det :-)
Derudover har jeg foreslået hun skulle bruge nogle af sine konfirmationspenge på et musikanlæg, for det er da træls ikke at have noget at spille musik på når hun har venner på besøg. Hun har indledt forhandlinger om, hvor stort mit bidrag skal være :-) Jeg har selvfølgelig en bagtanke med dette og det er at jeg ikke vil recikere at høre hvad hende og kæresten laver på værelset, hvis der er helt stille derinde.
Jeg vil så til slut sige at det hjælper også at få skrevet disse ting ned, men hvor jeg dog hader at føle som jeg gør. I så ret alle sammen, og jeg regner da også med at komme helskinet ud på den anden side, men jeg vil gerne gøre det så smertefrit som muligt.
Og min datter skal absolut lide mindst under det. Det har hun fortjent og det er hele formålet med at krænge mine tanker ud.
Til slut vil jeg igen sige tak til alle kommentarerne. De har hjulpet rigtig meget, og jeg regner med ikke at have behov for at skrive igen.
Jeg har siddet og læst din dejlige historie om dig og din datter, og jeg må indrømme at jeg blev rørt til tårer.
Du skal vide, at jeg er helt klar over, at du er en meget god, kærlig og omsorgsfuld far, og det er skønt for en” hønemor” som jeg jo er, at vide at de også findes, især når jeg tænker på at du ”kun” er en papfar:-)
Vores børn er jo bedste der nogensinde er overgået os, og intet er for godt til dem, ja sådan har jeg det jo selv.
Jeg husker godt da vores piger var på samme alder som din datter, og skulle nogen steder om aftenen, så hentede vi dem også, da vi heller ikke ville have at de gik alene på gaden om aftenen og især ikke når det blev sent. Vi blev kaldt ”taxa” for vi tog jo også ofte deres kammerater med i bilen, men hvis ikke vi forældre drager omsorg for vores børn, hvem skal så gøre det, vi er trods alt de nærmeste.
I dag bor ingen af vores piger hjemme, de er henholdsvis 30 og 38 år, men hvor jeg dog kan savne den tid, hvor vi havde dem tæt på. Det er jo ikke bare vores børn som flytter hjemmefra, men også deres venner, som vi jo ikke har så tæt inde på livet mere. Men selv om de er blevet voksne, har vi et tæt og godt forhold til både vores piger, deres kæreste og mand og så vores to dejlige børnebørn på 3 og 8 år.
Jeg husker hvordan jeg nød, at jeg aldrig vidste hvor mange vi var til aftensmad, ja det var en skøn tid:-)
Nåh det blev så lidt om mig, men jeg vil ønske dig en dejlig nutid og fremtid sammen med din skønne familie. Pas på dem, og pas på dig selv.
Kommentarer
Jeg sætter meget pris på dine meninger og værdsætter at du er ærlig, ellers kan jeg jo ikke bruge dit indlæg til noget. Baseret på hvad jeg havde skrevet kan du jo ikke vide forhistorien, og derfor var det jo muligt at jeg havde brug for et spark for at undgå at ødelægge mit forhold fuldstændigt til min datter.
Jeg vil derfor for forståelsen kort beskrive mit forhold til hende:
Da jeg mødte min hustru for en lang årrække siden, havde børnene et vidt forskelligt syn på deres far. Sønnike havde et rigtig godt forhold til ham og glædede sig altid til at komme på weekend hos ham.
Datteren derimod var meget knyttet til sin mor og var mildest talt ikke interesseret i at tilbringe tid sammen med sin far. Og efter en ferie hvor hendes far og hans hustru havde alle deres børn med, sagde hun stop og siden har hun ikke besøgt ham. Lad være mere at fortolke mere i dette, end at min hustru og hendes far ikke havde det godt sammen, og dette smittede af på hendes og hendes fars forhold. Jeg mener også at hendes far ikke gjorde sig den ulejlighed at fortælle hende at hendes forældres indbyrdes forhold ingen rolle spillede mellem hendes og ham.
I skolen havde hun svært ved det faglige og hun var socialt havde hun svært ved venner. Dem hun så op til var ikke interesseret i hende, og resten var ligemeget.
Hendes skolelærer ville gerne have hende i en specialklasse, men hendes mor og jeg var meget uenige, så vi støttede hende og fandt professionel hjælp uden for skoletiden. Hun led( lider ) af en mild form for ordblindhed. Hun flyttede skole og fandt meget bedre til rette i sin nye klasse.
En gang jeg kom hjem fra en udlandsrejse tog min hustru og jeg ud for at hente hende fra et sportsarrangement, og her oplevede jeg den fulde form af ubetinget kærlighed. Da hun så mig, hvinede hun af glæde, kom løbende og kastede sig om min hals. En sådan form for kærlighedserklæring var jeg fuldkommen uforberedt på og det rørte mig dybt. I dag får jeg tårer i øjnene bare at tænke på det.
Men det bedste vi gjorde for hende var at sende hende på efterskole. Her er hun virkelig vokset socialt og har i dag et stort netværk af venner. Samtidig er hendes karaktere også steget og vi er glædeligt overraskede over hendes faglige evner.
Historien om min datter er historien om den grimme ælling, og hun er i dag en utrolig køn, sød og glad pige, som klarer sig rigtig godt fagligt og socialt.
Jeg er rævestolt af hende, og tidligere da jeg havde min hustru og hende under armen gennem byen, var det enhver fars/mands drøm om en skønhed til hver side :-)
Hendes kæreste finder jeg også rigtig sympatisk. Som sagt er han utrolig nem at snakke med, hans interesser er de samme som mine, han læser samme genre bøger og interessere sig for vores meninger. Han er på alder med min datter og det bifalder jeg da også :-) Kort sagt, jeg synes han er ideel som kæreste.
Når det er sagt, så håber jeg også at min datter får mange kærester før hun finder den eneste ene. At slå op, blive "dumpet" osv, tror jeg vil gavne rigtig meget når hun finder den rigtige og skal til at lære at løse de problemer et ægteskab vil få.
Det er heller ikke sådan at jeg forbyder hende noget, tværtimod. Den eneste regel jeg holder fast i er at hvis hun skal nogen steder efter mørkets frembrud, så skal hun følges med nogen, eller hun skal hentes/bringes. Hun skal simpelthen ikke være på gaden alene.
Hun sendte en SMS og spurgte om hun skulle med til en kommende familie fest. Jeg svarede at hvis hun havde lyst skulle hun med, men havde det været mig havde jeg lavet andre aftaler.
Hun svarede at det kunne godt være hun ville det :-)
Derudover har jeg foreslået hun skulle bruge nogle af sine konfirmationspenge på et musikanlæg, for det er da træls ikke at have noget at spille musik på når hun har venner på besøg. Hun har indledt forhandlinger om, hvor stort mit bidrag skal være :-) Jeg har selvfølgelig en bagtanke med dette og det er at jeg ikke vil recikere at høre hvad hende og kæresten laver på værelset, hvis der er helt stille derinde.
Jeg vil så til slut sige at det hjælper også at få skrevet disse ting ned, men hvor jeg dog hader at føle som jeg gør. I så ret alle sammen, og jeg regner da også med at komme helskinet ud på den anden side, men jeg vil gerne gøre det så smertefrit som muligt.
Og min datter skal absolut lide mindst under det. Det har hun fortjent og det er hele formålet med at krænge mine tanker ud.
Til slut vil jeg igen sige tak til alle kommentarerne. De har hjulpet rigtig meget, og jeg regner med ikke at have behov for at skrive igen.
Jeg har siddet og læst din dejlige historie om dig og din datter, og jeg må indrømme at jeg blev rørt til tårer.
Du skal vide, at jeg er helt klar over, at du er en meget god, kærlig og omsorgsfuld far, og det er skønt for en” hønemor” som jeg jo er, at vide at de også findes, især når jeg tænker på at du ”kun” er en papfar:-)
Vores børn er jo bedste der nogensinde er overgået os, og intet er for godt til dem, ja sådan har jeg det jo selv.
Jeg husker godt da vores piger var på samme alder som din datter, og skulle nogen steder om aftenen, så hentede vi dem også, da vi heller ikke ville have at de gik alene på gaden om aftenen og især ikke når det blev sent. Vi blev kaldt ”taxa” for vi tog jo også ofte deres kammerater med i bilen, men hvis ikke vi forældre drager omsorg for vores børn, hvem skal så gøre det, vi er trods alt de nærmeste.
I dag bor ingen af vores piger hjemme, de er henholdsvis 30 og 38 år, men hvor jeg dog kan savne den tid, hvor vi havde dem tæt på. Det er jo ikke bare vores børn som flytter hjemmefra, men også deres venner, som vi jo ikke har så tæt inde på livet mere. Men selv om de er blevet voksne, har vi et tæt og godt forhold til både vores piger, deres kæreste og mand og så vores to dejlige børnebørn på 3 og 8 år.
Jeg husker hvordan jeg nød, at jeg aldrig vidste hvor mange vi var til aftensmad, ja det var en skøn tid:-)
Nåh det blev så lidt om mig, men jeg vil ønske dig en dejlig nutid og fremtid sammen med din skønne familie. Pas på dem, og pas på dig selv.
Kærlige tanker Sofie