Jalous på min datters kæreste
Hjælp.
Jeg har en dejlig familie, med hustru og 3 børn, de to er fra min hustrus første ægteskab.
Jeg har en fremragende forhold til alle børnene, men nu er min steddatter på 16 blevet forelsket for første gang.
Jeg er meget glad på hendes vegne, og jeg bifalder til fulde hendes kæreste.
Nu oplever jeg til min skræk at jeg er blevet jalaus på ham. Ikke at jeg ikke kan lide ham, for det kan jeg, vi kan grine og joke sammen, og har det rigtigt hyggeligt, når hun har inviteret ham over og spise.
Men når de er sammen tænker jeg på hvad de laver, og når de ikke er sammen tænker jeg på om hun tænker på ham.
Jeg har ellers et godt forhold til hende. Tidligere var jeg meget på udlandsrejser og når jeg kom hjem kastede hun sig altid om halsen på mig og gav mig en kæmpe krammer. Når familien gik tur havde jeg næsten altid min hustru under den ene arm og hende under den anden.
Nu er alt som sagt ændret. Hun er lidt reserveret og hendes mobil telefon er aldrig langt væk når familien er på tur sammen.
Heldigvis er hun på efterskole, så jeg kan nogenlunde få hverdagen og arbejdet til at hænge sammen, men når hun er hjemme på weekend, gør jeg alt for at undgå at være i samme værelse som hende. Det gør simpelthen for ondt.
Men hvis hun skal have hjælp til lektier, eller en fortrolig samtale omkring en fest eller om hvad jeg synes om dit eller dat, er jeg der selvfølgelig for hende. Men hun undrer sig altid over at jeg altid skal noget og ikke vil se en film eller andet sammen med familien. Min hustru har også bemærket at jeg er noget fraværende.
Jeg har prøvet at fortælle min hustru at jeg er bange for at miste min datter, men det har hun bare slået hen og sagt "pjat"
Som sagt jeg ved præcis hvad jeg føler, hvorfor jeg føler det, hvor urimeligt det er, men hvordan pokker takler jeg det og endnu bedre for følelsen ud af kroppen. Jeg glæder mig simpelthen ikke til min datter kommer hjem fra efterskole, og næste år skal hun på gymnasiet. Jeg elsker hende ( som en far ), og det er simpelthen latterligt at jeg så ikke kan være i samme lokale som hende, eller at jeg skal spekulere på hvad hun laver når hun er sammen med kæresten.
Jeg har en dejlig familie, med hustru og 3 børn, de to er fra min hustrus første ægteskab.
Jeg har en fremragende forhold til alle børnene, men nu er min steddatter på 16 blevet forelsket for første gang.
Jeg er meget glad på hendes vegne, og jeg bifalder til fulde hendes kæreste.
Nu oplever jeg til min skræk at jeg er blevet jalaus på ham. Ikke at jeg ikke kan lide ham, for det kan jeg, vi kan grine og joke sammen, og har det rigtigt hyggeligt, når hun har inviteret ham over og spise.
Men når de er sammen tænker jeg på hvad de laver, og når de ikke er sammen tænker jeg på om hun tænker på ham.
Jeg har ellers et godt forhold til hende. Tidligere var jeg meget på udlandsrejser og når jeg kom hjem kastede hun sig altid om halsen på mig og gav mig en kæmpe krammer. Når familien gik tur havde jeg næsten altid min hustru under den ene arm og hende under den anden.
Nu er alt som sagt ændret. Hun er lidt reserveret og hendes mobil telefon er aldrig langt væk når familien er på tur sammen.
Heldigvis er hun på efterskole, så jeg kan nogenlunde få hverdagen og arbejdet til at hænge sammen, men når hun er hjemme på weekend, gør jeg alt for at undgå at være i samme værelse som hende. Det gør simpelthen for ondt.
Men hvis hun skal have hjælp til lektier, eller en fortrolig samtale omkring en fest eller om hvad jeg synes om dit eller dat, er jeg der selvfølgelig for hende. Men hun undrer sig altid over at jeg altid skal noget og ikke vil se en film eller andet sammen med familien. Min hustru har også bemærket at jeg er noget fraværende.
Jeg har prøvet at fortælle min hustru at jeg er bange for at miste min datter, men det har hun bare slået hen og sagt "pjat"
Som sagt jeg ved præcis hvad jeg føler, hvorfor jeg føler det, hvor urimeligt det er, men hvordan pokker takler jeg det og endnu bedre for følelsen ud af kroppen. Jeg glæder mig simpelthen ikke til min datter kommer hjem fra efterskole, og næste år skal hun på gymnasiet. Jeg elsker hende ( som en far ), og det er simpelthen latterligt at jeg så ikke kan være i samme lokale som hende, eller at jeg skal spekulere på hvad hun laver når hun er sammen med kæresten.
Kommentarer
Det er fint, at du tager problemet op. Jeg tror, det er lidt af et tabuemne – og tabuer skal have lys og luft, så man kan forholde sig til dem og få disse 'hemmeligheder' ryddet af vejen.
For det første tror jeg, at det er vigtigt, at du overfor dig selv står ved, at du har det, som du har det. Du må tage ansvar for dine egne følelser. Accepter at du har det som du har det og ikke ved, hvordan du skal tackle det.
Det, der har været, er fortid. Du har nuet at forholde dig til og nuet er konstant under forandring. Det forhold du og din (sted)datter har haft til hinanden ændres. Det er naturens gang. Du er nødt til at give slip, så noget nyt kan modnes og tage form. I skal finde en ny måde at omgås på og relatere til hinanden på. Jeres forhold må omdefineres. Hun er ikke mere 'din lille pige'. Hun er på vej til at blive en voksen kvinde og det kan være svært at forholde sig til. Børn har man altid kun til låns.
Jeg mener, at det vil være bedst, hvis du overvinder dig selv og konfronterer de svære følelser i stedet for at flygte. Bliv og se en film sammen med hende og familien, selvom det er svært for dig og selvom det gør ondt og du ikke kan koncentrere dig. Sørg for, at du IKKE altid skal noget, når hun kommer hjem fra efterskole. Deltag i aktiviteter sammen med hende og resten af familien. Udhold at være alene med hende. Accepter at mobiltelefonen lige nu er vigtigere for hende end du er. Gør alt det modsatte af det, du plejer at gøre, selvom det er svært og kræver selvovervindelse. Vær samtidigt opmærksom på, hvilke følelser du mærker og hvilke tanker det vækker, når du ikke længere flygter. Vær ærlig overfor dig selv.
Du kan ikke lade være med at spekulere på, hvad hun laver, når hun er sammen med kæresten. Så spekuler over det. Tænk tankerne til ende. Føl følelserne. Find frem til, hvad det er, du frygter og konfronter det. Stop flugten fra dig selv og dine egne følelser.
Uden at blotte dig for meget og uden at gøre hende pinligt berørt, kan du måske prøve at være ærlig overfor hende, så hun forstår, hvorfor du reagerer og handler, som du gør. Måske du kan sige til hende, at det er svært for dig, at tingene forandres og at hun frigører sig, men at du godt ved, at det er dit problem og at du arbejder med det.
Du er bange for, at du mister din datter. Lige nu gør du alt, hvad du kan for at miste hende. Du skubber hende fra dig, når du flygter. Hun forstår jo ikke, hvad hun gør galt, siden du pludseligt er så anderledes og undgår hende i visse situationer. Hun er på vej ud i verden, adskille sig mere fra familien og prøve at finde sit eget liv og afprøve sin kvindelighed. Hun har brug for din og sin mors bekræftelse og accept af, at det er i orden og at I stoler på hende og finder hendes udvikling naturligt og positiv. Du viser hende i handling, at det ikke er i orden. P.g.a. dine egne følelser svigter du hende faktisk på et tidspunkt i hendes liv, hvor hun er meget sårbar. Det er vejen til at miste hende og få skabt et 'kunstigt', fremmet og akavet forhold til hende fremover.
Hvordan du får følelserne ud af kroppen? Ved at tænke tankerne til ende og gennemleve følelserne, de vækker. Lær dem at kende, bliv i dem, prøv at forstå dem og acceptere dem. Det hjælper ikke noget at nedgøre følelserne og sige, at det er 'pjat' eller at de er 'latterlige'. Irrationelle, ufornuftige, upraktiske, ulogiske, svære, ubehagelige, ja – men det er følelser ofte. De er også menneskelige og naturlige. Så længe de ikke bliver anerkendt og forstået, vil de styre og påvirke dit og familiens liv negativt.
Nogle gange kan sådanne følelser bunde meget dybt og være mere komplicerede end som så. I så fald kan det være godt at få nogle sessioner hos en psykolog eller terapeut, så man kan lære bedre at forstå sig selv og sine egne reaktioner bedre og kunne tackle sine følelser på en mere hensigtsmæssig måde.
Mange hilsner Helene
Tusind tak for dit svar. Jeg har ledt meget efter svar på mit problem, men der findes ikke så meget på nettet. Så det jeg var kommet nærmest med var "ulykkelig kærlighed". Selvfølgelig var svaret her noget helt andet, nemlig at man skulle lade være med at tænke på vedkommende, og undgå vedkommende mest muligt.
Derfor forsøgte jeg at mindske kontakten mest muligt, men det er jo netop hvad du siger, sikker vej til at skubbe hende væk, og fremmane et akavet forhold.
Hvad værre var, hun troede jo hun havde gjort noget galt og prøvede endnu mere ihærdigt på være sammen med mig, fordi hun troede, at jeg troede, hun var sur på mig. ( hvis det giver mening ). Resultatet var så at jeg endnu mere fandt på andre ting at lave.
I hvertfald har dit svar givet mig nogle værktøjer til at komme videre og få etableret et nyt forhold til hende. Vil dog lige sige at jeg ikke har mistet hendes fortrolighed, kun det at være hendes "centrum". Det er det der har gjort mest ondt. At hun ikke er ligeså hurtig til at give en krammer, og absolut ikke vil gå arm i arm har jeg forlængst forstået, accepteret og bifaldet.
Vil også til slut sige at have en datter som stråler som en sol når hun er sammen med kæresten gør at jeg bliver endnu mere irriteret og ærgerlig på mig selv.
Godt du kan se en vej videre frem nu, så du kan få vendt den uheldige udvikling.
Din datter har lys i øjnene og det er det vigtigste. Også selvom det ikke længere er dig, der får hendes øjne til at stråle... Prøv at glæde dig over at lyset er der, så det ikke bliver er dig, der får hendes glæde til at falme og og lyset til at slukkes.
Udviklingen skaber mulighed for et nyt slags fællesskab; en ny, voksen, givende relation imellem Jer. Jeres datter kan blive ved med at komme tilbage, fordi I har lært at anerkende hende som et voksent, jævnbyrdigt menneske. Men det er tit svært, når rollerne ændres og forholdet undergår forandringer. Det stiller også nye krav om forandring til én selv.
Når der lukkes én dør, så åbner der sig mindst én ny. Det gør ondt men det giver også dig nogle nye muligheder for at fokusere på nogle andre ting i livet og selv komme videre ad din vej. Når børnene har fyldt meget i éns liv, så kan man have glemt sig selv og så må man til at finde ud af, hvad man så skal med sit liv, når de pludseligt får deres eget liv.
Hilsen Helene
En lille opdate.
Det er godt nok svært at blive i følelserne. Får tårer i øjnene, arbejdet bliver fuldstændig slået i stykker ( har ellers en del deadlines vi skal have nået ), får hjertebanken og svedige hænder. Det er ikke sjovt.
Det er nemmere at fokusere på min hustru, aktiviteter med min (sted)søn eller yngste datter.
Skal på "date" :-) med min hustru ( ud og spise og se en god film - The Lovely Bones ) så min søn skal passe min yngste datter.
Har været på "herretur" med sønnike. Fik VIP billeter til en sportsbegivenhed - fedt :-)
Læser mange bøger med min yngste, hun kan især godt lide Arthur og minimioserne. Er i gang med bog nummer 3. Skal til ridning med hende i dag.
Hvorfor ryster mine hænder så hver gang jeg tænker på min ældste datter?
Vi har også haft mange rigtig gode oplevelser sammen, og vi vil helt sikkert få rigtig mange endnu. Hun er glad, køn, har let til latter.
Jeg har aldrig forfordelt hende eller givet hende mere opmærksomhed end andre af vores børn.
Selv om der er mange år til endnu, vil jeg hade at skulle give hende væk til hendes udkårne ( hvis hun vil have jeg skal gøre det :-) )
Og jeg er begyndt at blive nervøs for at jeg vil regere på samme måde når min yngste datter begynder at frigøre sig fra vores liv.
Hvorfor føler jeg ikke det samme for sønnike? Er også stolt af ham. Høj, flot, kompetent i alt hvad han foretager sig, tager ansvar i fritids aktiviter, yngre børn ser op til ham. ( Enhver svigermors drøm, men nok ikke deres fædre :-) )
Nu har jeg siddet og læst, hvad du har skrevet, og jeg mener at du skal og bør søge hjælp hos en psykolog eller terapeut.
Du har et problem, og hvis du ikke gør noget ved det, vil du skubbe din datter længere og længere væk fra dig.
Det problem du har, er en lille smule sygeligt, for det er ikke normalt at en far bliver så jaloux på sin datters kæreste, som du beskriver det. Jeg mener, at det er godt at du erkender det overfor dig selv og skriver om det her, men det er ikke nok, du bliver nød til at få hjælp.
Jeg kan fortælle dig at jeg er mor til to voksne piger, den ene gift og den anden godt på vej til snart at flytte sammen med sin kæreste. Jeg har to børnebørn og en dejlig mand som er far til de voksne børn.
Men jeg kan fortælle dig, at det kan være utrolig svært at løsrive sig fra sine børn, men det bliver vi nød til. Det er en voldsom proces der sker indeni os forældre, når vores børn begynder på deres voksenliv som teenager og en dag flytter hjemmefra. Men det må og skal vi klare som gode forældre, for ellers svigter vi dem, for de har krav på, at deres forældre kan takle disse normale ting.
Det er klart, at du ikke har disse følelser overfor din søn, han er jo af samme køn som dig, og du vil helt sikkert tage imod en svigerdatter med kyshånd. Men her kan det jo være at din kone reagerer med at hun ikke synes, at denne svigerdatter er god nok til hendes søn.
Der er skrevet mange kloge ord til dig, men jeg vil blot fortælle dig, at det kan gå grueligt galt med forholdet mellem dig og din datter, hvis du ikke hurtigt erkender, at du skal have hjælp til at takle dette.
En ting må du love mig og det er at du aldrig fortæller din datter om din jalousi til hendes kæreste, for det hverken kan hun eller skal hun forstå.
Du skal lære at handle som en voksen og ansvarlig far, og ikke som en anden teenager. Ja jeg er lidt grov nu, men du beder selv om et ærligt svar på det problem du har.
Hilsen Sofie
Først vil jeg sige, at jeg er helt enig med Sofie i det, hun skriver.
Dernæst vil jeg sige, at det aldrig er let at konfrontere de svære følelser, så det er fint, at du har gjort det så meget og har opnået så stor erkendelse. Men når du reagerer så kraftigt, så tyder det på, at der ligger mere bagved, end du selv lige kan håndtere.
Derfor kan jeg kun bakke op om Sofies råd til dig, at du søger noget psykologisk eller terapeutisk hjælp, så du kan komme til bunds i de problemer her. Det vil være en gevinst ikke kun for dig men for hele familien. Din kone er f.eks. heller ikke tjent med, at hendes (Jeres) datter, fylder så meget i dit følelsesliv. Også for din yngste datter er det vigtigt, at du får løst problemerne, så det ikke gentager sig og måske endda bliver værre, når hun begynder at frigøre sig.
At du ikke har det på samme måde med din søn, mener jeg også skyldes, at han har samme køn som du selv.
Så som sagt: Mit bedste bud er en psykolog eller en terapeut, så du kan finde ud af, hvorfor du reagerer så kraftigt og hvad det egentligt handler om. Så kan du få løst problemet grundlæggende i stedet for at søge i blinde efter nogle løsninger, der alligevel ikke virkeligt løser det.
Mange hilsner Helene
Tak for jeres svar. De giver anledning til yderligere analyser af mine følelser.
Først vil jeg sige at jeg vil ikke konfrontere min datter med mit problem. Det er ikke hendes.
Jeg vil have et besøg hos en psykolog i mine overvejelser, men mener selv på nuværende er det nok "overkill".
Episoden jeg her har beskrevet har varet i godt 1 måned, dvs det er indenfor den sidste måned jeg er blevet klar over mine følelser.
Indtil da har mit familie og følelsesliv været helt "normalt", mener jeg da. Jeg elsker alle mine familie meget højt, men jeg har ikke spekuleret mere på hvad de har foretaget sig, når jeg ikke var til stede. Men følelsesmæssigt har jeg sikkert været "lykkelig" eller måske "tilfreds"?
Professionelt er jeg problemknuser i teknisk forstand, og er vant til at finde en løsning på problemer.
Nu er jeg pludselig stødt på et "problem" jeg ikke har haft før. Faktisk har jeg aldrig spekuleret mere over mine følelser.
Det vil sige jeg er på dybt vand, og ja selvfølgelig er mine følelser sygelige. Det var jeg klar over med det samme jeg blev klar over jeg havde dem.
Men som alt andet i mit liv, er jeg gået i gang med at løse problemet. Første stop var at se om andre havde samme problem. Her fandt jeg intet men fandt noget om "ulykkelig kærlighed". Løsning: Undgå kontakt, og tænk på noget andet. Resultat: Ikke godt. Min datter elsker mig som en far, og vil naturligvis gerne snakke med mig, som vi plejer at gøre. Og det er selvfølgelig et problem at jeg undgår hende.
Næste stop er her. Helena gav mig et råd om at leve følelserne ud. Jeg har også undersøgt det til anden side, og det er faktisk et godt råd ved jealusi. Igen er jeg her helt på herrens mark, og jeg har prøvet at følge det, med ovenstående resultat. Men jeg tror det er et godt råd. Min datter er ikke hjemme i 14 dage, og derfor tror jeg at jeg kan få følelserne ud. Det gør rent faktisk ikke så ondt mere som i starten.
Jeg er ikke vant til at dele mine følelser men andre, og derfor har det været lidt af en overvindelse at skrive her, men jeg vidste ikke hvor jeg ellers kunne få råd.
Dejligt at høre fra dig, da jeg skrev, tænkte jeg meget over, om jeg var for ærlig og for grov. Men som mor fik du mig til at reagere over dine lidt forkerte følelser overfor din datter.
Men jeg fornemmer også, at du er en god og kærlig far overfor alle jeres børn, og det giver point i min verden.
Min egen mand har vogtet meget på vores piger, så her var jeg nødsaget til at fortælle ham, at hans rolle som opdrager var slut, og at de nu skulle til at leve deres eget liv parallelt med livet sammen med os forældre. Han havde svært ved at se og føle at de var ved at være voksne, selvstændige og havde ret til selv at bestemme. Men som mor vandt jeg kampen mod ham:-)
Det at være forældre er en balancegang mellem at give slip og så alligevel at have en finger på pulsen. Men når vores børn finder gode kammerater, venner og kærester, så har vi jo gjort vores arbejde godt.
Når vores store og voksne børn udviser selvstændighed, så skal vi tænke at vores opdragelse er lykkedes, selv om denne selvstændighed også har kunnet irritere os, dengang de var teenager.
Vores børn er kun til låns, en sætning du sikkert har hørt før, men det er en sætning som er fandens svær at forholde sig til trods alt:-)
Du skal lære at være glad for at din datter er lykkelig, har fundet en sød og god kæreste, og så må du lære at vige pladsen for ham. Du vil aldrig få en førsteplads mere, den tid er forbi.
Nyd din kone og de to andre børn som du er så heldig også at have, og så nyd din datter som er lykkelig forelsket. Det er nok ikke sidste gang at hun møder forelskelsen, men jeg tror at du vil vænne dig til det.
Ellers skal du søge hjælp… ikke kun for din egen skyld, men for din kones og din datters skyld.
Kærlig tanker fra Sofie
Jeg har været igennem det samme med min lillesøster. Vi var de bedste veninder - uadskillelige, og vi havde det så godt sammen. Vi troede begge to, at vi ville blive ved med at have det sådan. Men da hun fik kæreste nummer 2, skete der noget, for han blev så vigtig i hendes liv, at jeg blev skubbet lidt væk.
Først blev jeg selvfølgelig rigtig ked af det ligesom dig, men jeg tænkte også ved mig selv, at det var da selvfølgelg sådan, det skulle gå; hun var blevet voksen og selvstændig, og jeg har ikke mistet hende, selv om jeg nogle gange må træde til side for hendes kæreste; jeg vil for altid forblive hendes storesøster lige så vel, som du altid vil forblive din datters far. Den rolle er der ingen, der kan tage fra dig.
Jeg har også læst noget om, at især teenagere har en periode på et ukendt antal år, hvor de vil frigøre sig fra familien, og i den periode kan de godt finde på at trække sig lidt væk fra familien for at finde egne grænser m.m. Herefter sker der som regel en genforening, hvor man mødes som to voksne individer frem for et barn og en voksen. Du har ikke og vil aldrig miste hende, men du vil komme til at skulle lære at mødes på hendes præmisser også. Hun vil ikke tænke mindre om dig. Hun vil bare blive mere uafhængig.
Nyd jeres øjeblikke sammen, for det betyder meget for hende og for dig. Med tiden lærer du, hvordan du kan have det godt med den nye måde at omgås på, og så gør det ikke ondt længere. Så glædes I begge atter ved samværet med hinanden, og hvis du er heldig, får du en svigersøn, der er som en ekstra søn.
Hvis I ellers har nemt ved at snakke sammen om tingene, synes jeg ikke, at det gør noget, du fortæller hende, at du skal vænne dig til, at hun er ved at blive så stor, fordi hun jo altid har været din lille pige. Det er også en måde at lade hende vide, at hun er elsket. Men du skal nok ikke sige direkte til hende, at du er jaloux på hendes kæreste, da det kan give hende unødvendig uro i sindet.
Og en anden ting; glæd dig til eventuelle børnebørn. De vil smelte dit hjerte og gøre dig pjattet igen.
Det hele er jo sådan set sagt i de to andre rigtigt gode svar, du har fået men jeg kan da godt lige finde på lidt at tilføje :-)
Problemknuser mentaliteten er bestemt også en god måde at forholde sig til følelsesmæssige problemer på. Men som problemknuser må du også vide, at det engang imellem kan være nødvendigt med ekstern assistance :-)
Som jeg skrev i mit første svar, så tror jeg, at grunden til, at du ikke har kunnet finde noget at læse om dette, er fordi, det er et kæmpe tabu. Der er en stor generel frygt for at have nogle 'forkerte' tanker og følelser i forhold til sine børn og denne frygt synes jeg skinner igennem linierne i dine indlæg. Man mærker selv, at det overskrider nogle grænser, der bør være der og derfor ved man godt selv, at det er 'forkert' på én eller anden måde.
Der ligger meget frygt i disse følelser og tanker, man oplever som skamfulde og 'unormale'. Men de er ikke unormale i den forstand, at de er ualmindelige. Mange kender sådanne følelser og tanker men ingen vil kendes ved dem. Når man fordømmer disse tanker og følelser hos sig selv og stempler dem som sygelige og unormale, så antager man at andre vil stemple én på samme måde, hvis de finder ud af, hvordan man har det. Så derfor skjuler man dem naturligvis og tier stille – ligesom alle de andre, der har det på samme måde. Det betyder, at mange kender til det men ingen taler om det. Så alle kommer til at tro, at de er den eneste, der har det på den måde og så føler den enkelte sig endnu mere forkert og alene med problemet. Dermed har man tabuet. Det alle kender til, men som ingen taler om.
Så du har gjort præcist det bedste du kunne gøre: Du har overvundet dig selv og har delt dine tanker og følelser med andre. Derved har du fået spøgelset frem i lyset, så det kan miste sin kraft.
Det var bl.a. derfor, jeg foreslog nogle sessioner hos en professionel behandler, så tingene kunne blive talt igennem. Du ville kunne finde ud af, at det dels ikke er så ualmindeligt, at du føler som du gør, dels finde ud af, hvordan du kan opretholde dine naturlige grænser mellem dig selv og din datter uden at skubbe hende væk og nok så vigtigt finde ud af, hvad jalousien dybest set handler om. Typisk handler jalousi om mindreværdsfølelse og måske mangel på kontrol i forhold til nogle områder af sit eget liv. Kommer lige til at tænke på, hvordan du f.eks. egentligt har det med at blive ældre?
Sofie var i tvivl om, om hun var lidt for ærlig og grov i sit svar til dig. Jeg har det på samme måde. Men i sagens natur kan man ikke skrive om et tabu uden at overskride nogle grænser. Som jeg læser det, ligger frygten for emnet, både imellem linierne i dine indlæg og i nogle af de svar, du har fået. Så lad os få aflivet den frygt og kalde tingene ved deres rette navn. Du har stadigt dine grænser intakte, ellers ville du ikke have skrevet herinde. Og dine følelser er ganske vist ubehagelige men givetvis også meget mere almindelige, end du måske tror. Og endeligt så handler det hele i bund og grund om dig selv og ikke om hverken din datter eller hendes kæreste. De er kun de udløsende faktorer.
Mange hilsner Helene