Kan man få en depression oveni en depression??

slettet21581

Hej Kameliadamen

Jeg fik slet ikke læst dit indlæg omkring min "let og elegant" formulering.. Det beklager jeg..

Men måske du har ret. Jeg har ALDRIG været god til at spørge om hjælp, uanset hvad det har været til. Jeg har været overleveren og hele tiden været ovenpå, måske min strategi som du siger.. Det har jeg faktisk ikke selv tænkt på.. Selv om en af mine gode venner selv nævnte det for mig en dag - at jeg vist altid var lidt i for godt humør til at det kunne være naturligt...
Men for mig virker det jo meget naturligt.. .

Men tak for strøtankerne i hvert fald....

Kæligst

slettet19466

Kære Sørgmodig

Jeg kan se mig selv i dig, og jeg tror, vi ligner hinanden meget. Jeg er også en person, der sætter andre før mig selv. I min barndom blev jeg mindet eftertrykkeligt på af min stedfar, at jeg ikke skulle tro, jeg var noget. Han virkede jaloux over, at jeg også var der til at dele kærligheden fra min mor. Det har vi så ikke tilfælles, men det at ville gøre andre glade og tilfredse for at få det godt med mig selv har bare aldrig været nok,- jo men kun til den dag, hvor andre ikke er tilfredse med min indsats.

Jeg fik en moderat depression med social- og panikangst i efteråret 2001, og siden da har jeg været hele møllen igennem med reva-ophold, virksomhedspraktikker osv., indtil jeg endelig fik tilkendt at kunne søge fleksjob i efteråret 2005. I 2006 blev jeg gravid som 40-årig og fik den dejligste lille pige i november Min kæreste og jeg flyttede til Silkeborg og begyndte et nyt liv. Jeg havde ikke så meget, der bandt mig til Kolding, idet min mor døde af en hjerneblødning i 2003.

Det gav mig en masse power at blive mod. Power med kærlighed til hende, og at jeg havde nogen at være der for, nogen der elskede mig ubetinget. Jeg fik fred til at være sammen med hende og bygge en hverdag op, til hun var næsten 2 år gammel. Så kom jeg på et kursus for ledige fleksjobbere, og det var så godt - bl.a. med tilknyttede psykologtimer og afspændingstimer hos fysioterapeut, at jeg følte mig klar til et job. Vil lige nævne, at jeg aldrig har været knyttet særligt meget til arbejdsmarkedet. Har været ledig i lange perioder og i aktivering eller afklaring.

Jeg fik et vikariat i en daginstitution, hvor jeg skulle sørge for mad hver dag til vuggestuen, og det gik godt. Jeg kunne dog mærke, at det trak i mig, at jeg alligevel glædede mig til det var slut. Jeg kan ikke holde ud at binde mig til noget,- så føler jeg mig fanget og får angst.

Derefter gik jeg ledig, indtil jeg fik en stilling som "madmor" i en børnehave her fra den 1. januar (dvs, praktik her i januar med udsigt til ansættelse i februar), men efter 14 dage gik jeg helt ned med flaget. Jeg har siden oktober taget kørekort, og det har tæret godt på mig med angst. Det at sidde og blive bedømt hele tiden af en anden person, men jeg SKAL have det kort, nu hvor jeg er nået så langt, og det er også for min datters skyld, så jeg kan hente hende i børnehaven.

Jeg tror, at køretimerne måske har udløst en ny depression. Jeg føler mig træt, ked og har brug for hjælp, som jeg også hurtigt har bedt om hos min sagsbehandler.

I morgen skal jeg til læge og høre, hvor lang ventetid der er på at komme til samtaler hos en psykiater. Jeg kan starte i et forløb for deprimerede i april, men jeg skal også have noget støtte inden da.

Onsdag skal jeg til afslutningsmøde på min arbejdsplads/praktiksted. Det bliver ikke sjovt. Jeg kunne godt ønske mig flere dage frem i tiden

Håber ikke dette blev for kedeligt eller for langt.

Kærlig hilsen Taurus1966