Indstillinger
Kan man få en depression oveni en depression??
Ja spørgsmålet lyder måske lidt underligt, men jeg fik konstateret en svær depression med panikangst for fire år siden. Jeg har siden da fået medicin i doser 20-30 mg. Det har virket og jeg har faktisk kunne kontrollere det og ikke decideret følt mig underlagt en depression.
Nu er det sådan at jeg de sidste to uger har følt en uendelig modløshed omkring mig selv, mine børn (jeg er alenemor til tre børn) og mit arbejde. Umiddelbart synes det at endnu en depression er dukket op.. Men kan det lade sig gøre, når jeg i forvejen tager min medicin og i den periode slet ikke har haft en pause?? Jeg kan overskue absolut intet og er efterhånden begyndt at finde grunde til ikke at gå på arbejde, til at aflyse diverse aftaler og arrangementer. Det går ud over mine børn, fordi jeg simpelthen ikke en gang kan overskue at lave ordentlig mad til dem og i det hele taget aktivere dem når de kommer hjem fra henholdvis skole og børnehave.
Jeg ser frem til jeres kommentarer...
Nu er det sådan at jeg de sidste to uger har følt en uendelig modløshed omkring mig selv, mine børn (jeg er alenemor til tre børn) og mit arbejde. Umiddelbart synes det at endnu en depression er dukket op.. Men kan det lade sig gøre, når jeg i forvejen tager min medicin og i den periode slet ikke har haft en pause?? Jeg kan overskue absolut intet og er efterhånden begyndt at finde grunde til ikke at gå på arbejde, til at aflyse diverse aftaler og arrangementer. Det går ud over mine børn, fordi jeg simpelthen ikke en gang kan overskue at lave ordentlig mad til dem og i det hele taget aktivere dem når de kommer hjem fra henholdvis skole og børnehave.
Jeg ser frem til jeres kommentarer...
Kommentarer
hvad med vitaminer --især b vitamin får du nok af det ----få taget en blodprøve hvor man kan se disse ting----
Depressioner har en årsag. De er i langt de fleste tilfælde et symptom på, at noget ikke er, som det skal være. Årsagerne kan ligge meget langt tilbage i livet, så man slet ikke er bevidst om, hvad det handler om. Angst er også altid kun et symptom på, at der er nogle ubevidste ting, der plager én. Medicin fjerner ikke årsagerne og man får ikke bearbejdet de ting, det handler om. Derfor er medicin kun symptombehandling. Medicinen lægger låg på følelserne men løser ikke de problemer, der har skabt symtomerne. Dermed kan problemerne få lov at fortsætte, man mærker dem bare slet ikke længere, for medicinen gør, at man fungerer. Til en vis grænse så er medicin måske ikke længere nok til at lægge låg på problemerne.
Du er alene med tre børn og du har arbejde. Du er formentligt hårdt hængt op i hverdagen. Måske er du mere eller mindre ensom, måske hænger din økonomi ikke sammen, der kan være så mange ting, der ikke er optimale i dit liv. Det kan meget let give stress og symptomet kan meget vel være en depression. Håbløshed, opgivelse, afmagt.
Hvis det er det, der er problemet, så kan det være svært at gøre noget ved. For det er ikke så let at reducere de stressfaktorer, man har i sit liv. For mange mennesker er børn faktisk en stor stressfaktor, selvom man selvfølgeligt ikke ville være dem foruden. Nogle gange er det derfor i stedet nødvendigt, at man får ryddet op i sit følelselsesliv, så man bliver bedre i stand til at håndtere stress. Det kan man næppe gøre alene - slet ikke, når man har været så hårdt ramt, så man har haft en svær depression og angst. Så kan det kræve professionel hjælp i form af samtaleterapi.
Når en følelse ikke får lov at komme ud med sit naturlige udtryk, så finder den bare en anden måde at komme ud på.
I sin tid fik jeg medicin mod min angst. Den hjalp også. Hvad jeg bare ikke bemærkede dengang var, at min kroniske hovedpine parallelt blev værre. Altså var angstsymptomet bare blevet erstattet af et andet symptom. Fordi årsagerne til problemerne ikke var væk.
P.S.: Det er rigtigt godt, at du er klar over, at din tilstand går ud over dine børn, så du får noget hjælp hurtigst muligt.
Hilsen Helene
Mange tak for dit gode indlæg. Jeg sad og græd mens jeg læste det. Synes det var rigtig godt. Det er hårdt at være alene med børnene, men det var jeg ikke, da jeg første gang fik depression. Der havde jeg også samtaler med lægen og min egen løsning var at gå fra børnenes far, og det gav også meget ro i mit liv.
Min økonomi er ok, så der er ikke nogle bekymringer der, tværtimod. Men jeg tror måske godt, at ensomhed kunne være en faktor.. Eller i hvert fald spille en rolle.. Men det var jo ikke problemet sidste gang...
Men ironisk nok, har jeg slet ikke lyst til at være sammen med andre mennesker lige nu....
Kærligst
Jeg er glad for, at du kunne bruge mit svar.
Nej, den udløsende årsag til depressionen behøver jo ikke at være den samme første gang og nu. Dengang fandt du ud af, at en løsning kunne være at gå fra børnenes far og det hjalp og gav mere ro i dit liv. Men der er altså stadigt nogle uløste problemer.
Hvis du kan huske første gang, du led af en depression eller første gang, du fik angstanfald, så ved du, at den oprindelige årsag, ligger før da.
Selvfølgeligt har du ikke lyst til at være sammen med andre, når du har en depression. Det har man slet ikke overskud til. Desuden kan det være helt uoverskueligt at skulle lade som om, at alt er okay, når det bestemt ikke er det. Eller også orker man ikke, fordi omgivelserne ikke forstår, hvordan man har det. Eller fordi man slet ikke orker at skulle sidde og smile og være venlig og prøve at følge en samtale, når man er helt sort indeni.
Ensomhed kan være en faktor, skriver du. Jeg kan forestille mig, at det må være svært at få tid til 'et voksen-liv' med andre, når du er alene med tre børn. Men ofte handler ensomhedsfølelsen mere om vores følelser og om en indre tilstand end om, hvorvidt vi rent faktisk har mennesker omkring os. Hvordan havde du det med at være sammen med andre mennesker og med ensomhed på tidligere tidspunkter i dit liv? Som barn? Som ung? Inden du fandt din mand og fik børn? Har du igennem livet fungeret godt socialt?
Jeg ved, det kan være provokerende spørgsmål. Det er naturligvis ikke min mening at gøre dig ked af det med dem. Men måske kan de give dig en ledetråd til, hvad din depression i virkeligheden handler om. Bevidsthed om problemet er nødvendig for at kunne løse det.
Kærligs hilsen Helene
Som barn, og også nu, var jeg meget social. Synes jeg havde en god barndom og generelt ikke nogle problemer. Mine forældre blev skilt da jeg var 8, men også det kom jeg let og elegant hen over.. Så ikke noget jeg sådan kan pege fingre af, og komme med gisninger om at det kunne være det..
Jeg har aldrig haft de store problemer i mit liv sådan set, så det kom jo generelt bag på alle, at jeg fik en depression for fire år siden. Ingen kunne forholde sig til det, men alle var da søde og rare... Det er jo en svær følelse og noget svært at snakke om for folk, som aldrig selv har prøvet det.
Kærligst
Depression kommer af belastning. Det kan sagtens være én slags belastning, som har været årsag til din første depression, og en anden form for belastning, der er årsag til, at du har fået en ny depression.
Jeg kan fortælle, at jeg også for mange år traf beslutning om skilsmisse, fordi det var den rette løsning. Men da jeg omsider havde fået alt ordnet (flytning til ny bolig, barn i ny institution, økonomien på plads), sådan at der ikke var flere praktiske problemer, fik jeg en depression, og det kunne jeg jo ikke forstå dengang.
Med min nuværende erfaring er det imidlertid forståeligt. En skilsmisse er altid en ubehagelig ting, især når der er børn. Og der er virkelig mange problemer at løse i forbindelse med en skilsmisse. Som den, der tog initiativet til skilsmissen, tog jeg langt størstedelen af slæbet. Og det var hårdt. Mange gange viser trætheden sig først længe efter. Måske genkender du det?
Det er et helt almindeligt symptom på en depression, at man er tilbøjelig til at isolere sig.
Jeg vil lige sige, at jeg forstår ”belastning” meget bredt. Det kan f.eks. være mangel på vitaminer eller mineraler. Når du kommer til læge, så bed om at blive tjekket for ernæringsmæssige mangler. ”Belastning” kan også være arbejdsmæssigt stress, eller andre former for stress, eller det kan være reaktionsmønstre, som ikke er hensigtsmæssige.
Jeg oplever somme tider, at folk siger: ”Det kan ikke være af psykiske grunde, at jeg har fået en depression, for der er ikke sket noget traumatisk i mit liv, jeg har ikke stress, og jeg har ikke haft en ulykkelig barndom.”
De overser ofte, at en bestemt væremåde, som de har haft hele deres liv, og som aldrig har givet problemer før, pludselig kan være blevet for belastende. Der kan f.eks. være tale om en i øvrigt meget sympatisk evne til at tænke på andre først og fremmest (f.eks. sine børn), men hvis man aldrig lever i overensstemmelse med sine egne behov og ønsker, kan belastningen i det lange løb blive så stor, at man får en depression.
Ovenstående er blot eksempler. Jeg håber for dig, at du får en kvalificeret hjælp.
Mange hilsner og god bedring
Kameliadamen
Da jeg skrev ovenstående indlæg i aftes, havde jeg ikke set dit nyeste indlæg, men nu hvor jeg læser det, opdager jeg – ud over skilsmissen – endnu en mulig paralllel mellem din og min situation.
Du skriver om dine forældres skilsmisse, at du kom ”let og elegant” over den. Og du skriver, at du ikke har haft de store problemer, og at dine omgivelser derfor undrede sig meget over din depression.
I min barndom var der rent faktisk mange problemer, fordi min far var voldelig og tyrannisk. Mine forældre blev aldrig skilt, hvilket ville have været den bedste løsning. Men som barn tacklede jeg faktisk den vanskelige situation let og elegant. Jeg var altid glad. Det er i hvert fald, hvad man sagde om mig.
Da jeg fik depressioner, var der mange, der undrede sig. ”Du er jo altid glad”, sagde de. De forstod det simpelthen ikke.
Det var ordene ”let og elegant”, der vakte min undren. Ingen børn kommer let og elegant over deres forældres skilsmisse. Men børn kan udvikle en strategi, fordi de ikke ønsker at være til besvær. Min strategi var åbenbart at være et glad barn. Sådan kunne jeg hjælpe min undertrykte og kuede mor. Og da begge mine forældre begyndte at få depressioner, kunne jeg hjælpe dem praktisk og ved at være til stede, uden på noget tidspunkt at miste modet. Man kan sige, at min strategi var at være glad, selv om der nok ikke rigtig var nogen grund til at være glad.
Så derfor vil jeg spørge: Kom du rent faktisk let og elegant over dine forældres skilsmisse, eller var det bare en strategi, du fulgte for ikke at være til besvær? Og er dette med at give det udseende af, at du tackler dine problemer let og elegant, en form for livsstrategi, som du genkender fra dit liv i øvrigt?
Ikke fordi der behøver at være noget i vejen med en sådan livsstrategi. Men af og til er det en god ide at give efter for sin svaghed og bede om hjælp og omsorg, når man trænger til begge dele.
Det var bare nogle strøtanker.
Mange hilsner
Kameliadamen
Først vil jeg sige, at Kameliadamen så flot har fået formuleret præcist det, som jeg havde svært ved at få formuleret :-)
Der er en bog, jeg har læst en omtale af, men som jeg endnu ikke selv har læst. Den underbygger sådan set alt, hvad Kameliadamen har skrevet. Måske den kunne interessere dig? Hermed følger omtalen:
Depression begynder i barndommen
Depression rammer ikke som lyn fra en klar himmel, men skyldes et depressivt mønster grundlagt i barndommen.
I bogen 'De mente det jo godt', fortæller Josef Giger-Bütler, dr. phil. og psykoterapeut, hvordan depression ofte rammer det tilsyneladende nemme og velfungerende barn. Et barn, der er vokset op med forældre, der har været optaget af noget andet end barnet, f.eks. arbejde eller sygdom, så barnet ikke får den følelsesmæssige kontakt, varme og støtte, det har brug for. Overladt til sig selv kan barnet udvikle en dyb eksistentiel angst og en alt for stor ansvarsfølelse. Barnet bliver rigtig god til at aflæse andre og opfylde deres behov, men lærer ikke at sætte ord på sine egne følelser og tør ikke stille krav og tillægge sig selv værdi.
Bogen fortæller, hvordan det depressive mønster fæstnes i barnet og hvad der sker i voksenlivet. Til slut viser bogen veje ud af depressionen.
'De mente det jo godt' af Josef Giger-Bütler.
Borgens Forlag. 270 kr.
(omtale fra ugebladet Søndag)
Det er netop inspiration fra bogen af Josef Giger-Bütler, som jeg har brugt meget til forståelse af mit eget liv og mine egne depressioner
Jeg kan bestemt anbefale bogen, dvs. det meste af det, man behøver at vide, står dog i kort form på bagsiden og er gengivet i det korte koncentrat, som du giver, Helene. Forfatteren har stor indsigt, men han skriver temmelig omstændeligt og gentager sig selv i én uendelighed. Hvis man er midt i en depression, tror jeg ikke, at man kan holde ud at læse bogen, men så kan man bare plukke lidt her og der og læse bagsideteksten.
Josef Giger Bütlers bog var en hel åbenbaring for mig. Josef Giger Bütler er svejtser og psykoterapeut. Bogen er udgivet i 2005, men kan sikkert stadig lånes på biblioteket.
Før i tiden kunne jeg ikke genkende mig selv i de gængse depressionsforståelser. Med ovenstående bog faldt det hele lige pludselig på plads.
Mange hilsner
Kameliadamen
Tusinde tak for jeres dejlige indlæg.
Helene, det du skriver i omtalen af bogen, synes jeg lyder rigtig interessant. Jeg vil prøve at gå på biblioteket i morgen og også lige få kontaktet min læge. Men som det lyder har jeg vist også brug for en del samtaler..
Jeg har været helt nede i dag også, både med gråd og det hele.. Og ja, har ikke været udenfor en dør i tre dage... :-(
Håber jeg kan få lidt hjælp, for jeg hænger godt nok gevaldigt i bremsen og i livet...
Kærlige tanker og tusinde tak for hjælpen og forståelsen