Din kone gjorde i foråret opmærksom på, at hun ikke kunne magte jeres forhold hvis ikke der skete ændringer bl.a. på det praktiske på hjemmefronten.
Det har du så forsøgt at rette op på; du er endda blevet nærmest tvunget til det, da din kone samtidig har valgt at tilbringe en meget stor del af tiden væk fra dig og jeres børn. Det fremgår ikke helt, om I så har talt om tingene undervejs.
Så vidt jeg læser, så har du virkelig forsøgt, men nu får du at vide, at det alligevel ikke var godt nok, hun vil skilles.
Det positive nu er, at du endelig er blevet vred, og at du viser det, hvorefter du også endelig har fået en reaktion fra hende.
Jeg synes, det nu er din tur til at fortælle hende noget i kontante vendinger: Du har virkelig forsøgt at leve op til de krav, hun stillede i foråret, hun har i den grad valgt at svigte både dig og sine børn, der nu er direkte utrygge, at det nu er dig, der synes, at det er på tide, at hun bliver voksen. At du gerne vil have dig frabedt, at hun nu lige pludselig synes, du skal ”trøstes” med nus.
Hun må simpelt hen finde ud af, hvad hun vil, og så vil du ud fra det tage stilling til, hvad DU vil være med til. Hun vil skilles, okay, men hvad er det lige helt konkret HUN det sidste halve år har gjort, for at få tingene til at fungere, ud over bare at svigte sin familie? Du har forsøgt, men hvad har hun forsøgt? Hvad har hun i grunden forventet mht den gnist, når hun aldrig er hjemme? Sig også til hende at den den rosenrøde skilsmisse, hvor I lige pludselig skal være åhh så gode venner, simpelt hen ikke eksisterer. Skilsmisse er, ligegyldigt hvor enige man er, altid en grim og ubehagelig oplevelse.
I øvrigt tror jeg da, du har en ret så god sag mht. hvem børnene skal bo hos, når hun i den grad har svigtet så meget at børnene føler sig utrygge, og en hel del tyder da også på, at hun slet ikke har tid til at tage sig af sine børn. Hun har svigtet sine børn ud over, hvad der er rimeligt i sin iver for at ”finde sig selv”. Det må du også godt fortælle hende.
Hvis der skal være et håb for jer – hvilket jeg naturligvis overhovedet ikke kan love dig – så tror jeg, du skal bruge den vrede konstruktivt og virkelig vise hende, at nu er du vred. Grunden til at jeg bruger dette, er at det lader til at netop det, at du er blevet vred, har fået hende til at vise dig lidt følelser, og det måske netop er det, der skal til.
Rigtigt mange kvinder kan godt køre træt i, at de simpelt hen ikke får kvalificeret modspil, du skal nu være færdig med at acceptere og acceptere - du skal stille nogle konkrete krav. Det med bare at finde sig i det hele, er en en rigtig dårlig ide.
Noget tyder på, at I da vist har en hel del ting, I skal have talt igennem. Det er desværre mere reglen end undtagelsen at det første man ”glemmer” i et parforhold er at passe hinanden. Når der kommer – forstå mig ret – børn, villa, vovse, karriere osv osv – ja, så glemmer man, hvad der startede det hele, og man bliver gradvist fremmede for hinanden, og jeg vil vove at påstå, at det er hovedårsagen til opløsning af de fleste forhold.
Jeg mener, at det mindste man burde gøre i sit parforhold, er at simpelt hen sætte tid af til mindst en gang om ugen, hvor man helt og aldeles koncentrerer sig om hinanden; jeg mener ikke man der ”bare” skal dyrke en omgang sex, men netop lytter til hinanden, får talt sammen om, hvordan har vi det, hvad kan vi gøre for at få det bedre; hvordan er din uge/dag gået, hvordan er min. Det burde være en helt fast rutine i alle parforhold, men det er det ikke. Det er vigtigere at huske sin ugentlige tennisaftale end at passe sit forhold. Og – det er der, det går galt for de fleste. Og så skal man give plads til at begge parter har egne interesser. Ikke kun den ene på bekostning af den anden.
I er nu kommet i gang med at få talt sammen, og måske kan stumperne reddes, hvis I begge gør en helt ekstraordinær indsats; jeg begriber ikke helt, hvorfor din kone mener at parterapi er for sent – det ville sikkert være en rigtig, rigtig god ting for jer – for I ville måske få nogle redskaber, der gjorde, at I bedre ville kunne forstå hinanden og hinandens adfærd. Du skal i hvert fald lære at være mere direkte og kontant.
Men – hvis jeres følelser er blevet kvalt, at kærligheden er død, så tror jeg heller ikke på parterapien, og jeg fornemmer lidt, at du enten er der, selv om du skriver, at du stadig er forelsket, eller også er du bare lidt længere fremme i processen, og hellere vil regne med, at det nok ikke går, og du derfor ikke vil gå med håb, der ikke bliver opfyldt. Det er nok ikke særlig smart, at have lukket af med de skyklapper allerede nu, hvis du virkelig mener, at forholdet skal reddes. Sprøgsmålet er jo også, om din kone mener, at hun ganske enkelt ikke vil dig mere, ligegyldigt hvad. Det skal I selvfølgelig først have på plads – om det er et dybfølt ønske hos jer begge, at I vil forsøge.
Du er allerede i gang med at dele børnene, så jeg er faktisk i tvivl om, hvor langt du efterhånden er. Dog vil jeg bede jer begge to om at tænke noget sådant meget grundigt igennem; jeg ved, det er meget ”moderne” at dele børn i 7-7; det er enormt tilfredsstillende – for forældrene, hver har børnene lige meget, og den anden halvdel af tiden har de ”fri”; ja den måde at sige det på, er vist desværre den gænse, som vist i øvrigt gerne bliver brugt, når børnene hører på det; husk lige, børnene har aldrig ”fri”, så prøv lige at sætte jer ind i, hvad I på den måde byder jeres børn. Forestil jer, at det var jer, der i parentes bemærket er voksne, og ved hvorfor, det her sker; ja I skulle i rigtigt mange år fremover flytte hver eneste uge, godt nok hen til et sted, hvor I er elsket og har de fleste af jeres ting, men det er forskellige rutiner, I skal indrette jer på – hver uge, og det er helt sikkert, at man altid lige mangler en bestemt ynglingsting, som ligger det andet sted. Det er altså et hårdt liv man på den måde byder sine børn, så hvis man virkelig mener dem det bedste, så bør man – ikke for egen – men for deres skyld, sørge for at de har en fast adresse, og det betyder, at den ene forældre alstå må se sine børn mindre, og der tror jeg desværre at mange forældre simpelt hen er for egoistiske til at kunne se den vinkel.
Ja, undskyld, men den måtte altså ud hos mig. Så her er også en grund til at kæmpe ekstraordinært for at få jeres forhold til fungere. På den anden side, gør I bestemt heller ikke jeres børn en tjeneste ved udelukkende at blive sammen i et iskoldt forhold for deres skyld, tvært i mod. Og hvis din kone det sidste halve år ikke har haft tid til at være hjemme mere end en eller to aftener om ugen, så kan der da slet ikke herske tvivl om, hvor børnene primært bør bo.
Den der frygtelige kvindeting, som jeg bestemt ikke beundrer en del af mine medsøstre for, er det der ævl med, at du skal kunne ”føle” hvordan hun har det og hvad hun har lyst til. Hvis ikke hun kan udtrykke med ord, hvordan og hvorledes, hvordan i alverden skal du så kunne gætte dig frem til det. Det er noget frygteligt sludder, og du kan med rette afvise sådan noget vås. Bed hende f.eks. om at ”føle” hvad du har lyst til, så kan hun jo prøve at mærke, hvad hun i bund og grund kræver af urimeligheder. Min mor har levet hele sit liv på den måde, og det har været gyseligt, at gang på gang blive skældt ud over, at man ikke har gættet, hvad hun lige havde tænkt sig, så den kender jeg fra den værste side.
Så igen – brug den hårde, kontante linie over for hende. Det lader til at være en god metode.
Og til slut – jeres forhold skal da ikke diskuteres via sms. Helt ærligt.....??
Det har du fuldstændig ret i, hvilket jeg også mener at have udtrykt. Når der er børn, bør man kæmpe helt ud til det yderste af neglene.
Din kone elsker dig stadig, men har mistet sin seksuelle lyst - det kunne være, hun skulle have lidt hjælp til at få gang i den lyst igen. Hun kunne måske starte hos lægen for at få undersøgt, om der måske var en fysisk årsag. Og - du må da gerne fortælle hende, at hvis hun har mistet sin seksuelle lyst, så får hun den vel ikke igen ved at blive skilt, og det ville da være frygteligt at gå igennem hele den opslidende proces, hvis det handler om, at der kunne gøres noget ved lige netop den side af sagen.
Faktisk kunne en parterapeut muligvis også hjælpe med at finde den årsag.
Ja, som du beskriver det, så kan jeg godt set, at din kone har besluttet sig for, at ville ud og afprøve nogle andre ting i livet, men samtidig vil hun gerne lige have ”sikkerhedsnettet”, for hvis det nu alligevel viser sig ikke at være helt så sjovt, som hun tror.
Jeg er fuldstændig enig med dig ”No way”; selvfølgelig skal du ikke stille op til det. Hvis hun vil ud, så er der ingen vej tilbage, og jeg vil gentage, at du altså skal holde meget fast i, at jeres børn ikke skal være gidsler i denne proces, der vel kan kaldes ”find mig selv”. Jeg vil mene, som nævnt, at du vil have en rigtig god sag, hvis hun det sidste halve år har svigtet sine børn så groft, som du beskriver.
Det er da helt ”ude i hampen”, at når hun har prøvet sig selv af, og måske været ude og få noget sex, at hun så kan tro, at så kan I begynde at snakke om at flytte sammen igen. Hun skal have helt kontant at vide, at hvis hun vælger den vej, så er det den vej, og der er ingen returbillet.
I var meget unge, da I fandt sammen og hun er tydeligvis ikke blevet voksen, så det er vel ikke urimeligt, at hun gerne vil se, hvordan livet ellers kan være, men så må hun da ud og prøve det, men for hendes egen skyld, så lad det være ”the hard way” - det skal hun nok blive voksen af.
Du skriver, at det er hende du elsker og hende du gerne vil leve dit liv med, men på den anden side regner du ikke med, at det bliver særligt vanskeligt at finde en anden. Øhhh, ja, det lyder ikke i mine ører som om din kærlighed så er så helt hed igen; du vil sagtens kunne blive glad igen. Jeg kan forstå, at hun ikke har været særlig imødekommende det sidste årstid, så spørgsmålet er, hvis du nu mærker efter helt inderst inde, om din kærlighed ikke også er blevet noget kvalt? Og du på den måde egentlig godt kan se, at det nok er slut?
Jeg håber, du kan beholde huset, og i det øjeblik du forhåbentligt får den besked, kan du jo så godt forlange, at hun rykker ud.
Som du har beskrevet det, så er det desværre nok den vej, I skal gå, men du gør hende ikke en tjenste ved at ”give ved dørerne”. Forklar hende, at hvis hun skal ud og afprøve alt det, hun gerne vil, så er det sådan, det er, men du vil under ingen omstændigheder lade jeres børn stille op til det. Jeg håber i hvert fald, du vil kæmpe til det sidste for dine børns tryghed.
Ja, det er så mit bud – og jeg er ked af, at der ikke er andre, der deltager i debatten. Det kunne være godt, hvis nogen havde nogle andre vinkler.
Selvfølgelig er der altid den andens part af historien, og efterhånden som vi får ”talt” sammen, så kommer der et mere og mere nuanceret billede. Derfor har jeg også hele tiden brugt vendingen ”som du beskriver”, for der er jo en anden side.
Det glæder mig at erfare, at din kone ikke er helt så umoden, som der ellers er givet udtryk for, men at du også har svigtet synes jeg stadig er yderst umodent at ”hævne” ved at svigte sine børn, som det øjensynligt er sket det sidste halve år.
Jeg synes også, det er forkert ikke at tro på, at når I har fået talt om de svigt, du har foretaget, og du virkelig har forsøgt at rette op på det, at hun så alligevel vælger ikke at ville give jeres forhold en chance. Du kan i øvrigt godt fortælle hende, at på et bestemt punkt, er det ikke dig specielt, der har været mærkelig. Tidligere har jeg dasket lidt til mine medsøstre, men mange – hvis ikke de fleste – mænd er supergode til at svigte alt og alle i deres karriereiver, og det er ikke specielt flatterende, dog alligevel meget almindeligt, og altså ikke noget særligt, kun du kunne finde på; det vil hun desværre nok opleve ved de fleste mænd, hvilket dog ikke gør et sådant svigt mere tilladeligt, men netop at du har indset dit svigt, bør vel så efterhånden være noget, du har tilbagebetalt, og jeg synes sådan set heller ikke, det kan bruges som argument for, at du så vil svigte fremover.
Jeg synes, det er en rigtig, rigtig god ide, at I får kontakt med en parterapeut, også selv om det er med henblik på en fornuftig skilsmisse; det i sig selv er fornuftigt nok, men det kunne jo også være, I et sådant forlød måske kunne komme på andre tanker. Det er således uhyre vigtigt at få det hele med, og selv om det er tabu for dig, så er det også vigtigt at få dine seksuelle problemer frem i et sådant forum, for der kan der muligvis også ligge noget forklaring. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvilke problemer, det handler om, men der er virkelig meget at gøre, hvis man dog bare ville åbne munden og søge noget hjælp også for dette. Desværre er det noget, der af en eller anden grund betragtes som ”pinligt”, hvorfor mange i stedet vælger at få deres liv ødelagt, frem for at søge noget hjælp, - i de fleste tilfælde er det ikke en gang vanskeligt, det der eventuelt kan gøres.
Jeg synes stadig, det er vigtigere at tænke på, hvad der vil være det bedste for børnene, frem for at tænke på jeres forhold fremover. En retssag kan være barske løjer, men selv en sådan kommer man igennem. Hellere det end at opdage, at man har gjort noget forkert bagefter. Lad det i øvrigt også være et emne, der kan tales om med parterapeut.
Kommentarer
Din kone gjorde i foråret opmærksom på, at hun ikke kunne magte jeres forhold hvis ikke der skete ændringer bl.a. på det praktiske på hjemmefronten.
Det har du så forsøgt at rette op på; du er endda blevet nærmest tvunget til det, da din kone samtidig har valgt at tilbringe en meget stor del af tiden væk fra dig og jeres børn. Det fremgår ikke helt, om I så har talt om tingene undervejs.
Så vidt jeg læser, så har du virkelig forsøgt, men nu får du at vide, at det alligevel ikke var godt nok, hun vil skilles.
Det positive nu er, at du endelig er blevet vred, og at du viser det, hvorefter du også endelig har fået en reaktion fra hende.
Jeg synes, det nu er din tur til at fortælle hende noget i kontante vendinger: Du har virkelig forsøgt at leve op til de krav, hun stillede i foråret, hun har i den grad valgt at svigte både dig og sine børn, der nu er direkte utrygge, at det nu er dig, der synes, at det er på tide, at hun bliver voksen. At du gerne vil have dig frabedt, at hun nu lige pludselig synes, du skal ”trøstes” med nus.
Hun må simpelt hen finde ud af, hvad hun vil, og så vil du ud fra det tage stilling til, hvad DU vil være med til. Hun vil skilles, okay, men hvad er det lige helt konkret HUN det sidste halve år har gjort, for at få tingene til at fungere, ud over bare at svigte sin familie? Du har forsøgt, men hvad har hun forsøgt? Hvad har hun i grunden forventet mht den gnist, når hun aldrig er hjemme? Sig også til hende at den den rosenrøde skilsmisse, hvor I lige pludselig skal være åhh så gode venner, simpelt hen ikke eksisterer. Skilsmisse er, ligegyldigt hvor enige man er, altid en grim og ubehagelig oplevelse.
I øvrigt tror jeg da, du har en ret så god sag mht. hvem børnene skal bo hos, når hun i den grad har svigtet så meget at børnene føler sig utrygge, og en hel del tyder da også på, at hun slet ikke har tid til at tage sig af sine børn. Hun har svigtet sine børn ud over, hvad der er rimeligt i sin iver for at ”finde sig selv”. Det må du også godt fortælle hende.
Hvis der skal være et håb for jer – hvilket jeg naturligvis overhovedet ikke kan love dig – så tror jeg, du skal bruge den vrede konstruktivt og virkelig vise hende, at nu er du vred. Grunden til at jeg bruger dette, er at det lader til at netop det, at du er blevet vred, har fået hende til at vise dig lidt følelser, og det måske netop er det, der skal til.
Rigtigt mange kvinder kan godt køre træt i, at de simpelt hen ikke får kvalificeret modspil, du skal nu være færdig med at acceptere og acceptere - du skal stille nogle konkrete krav. Det med bare at finde sig i det hele, er en en rigtig dårlig ide.
Held og lykke – håber du vil melde tilbage.
Tusind tak for det hurtige svar.
Noget tyder på, at I da vist har en hel del ting, I skal have talt igennem. Det er desværre mere reglen end undtagelsen at det første man ”glemmer” i et parforhold er at passe hinanden. Når der kommer – forstå mig ret – børn, villa, vovse, karriere osv osv – ja, så glemmer man, hvad der startede det hele, og man bliver gradvist fremmede for hinanden, og jeg vil vove at påstå, at det er hovedårsagen til opløsning af de fleste forhold.
Jeg mener, at det mindste man burde gøre i sit parforhold, er at simpelt hen sætte tid af til mindst en gang om ugen, hvor man helt og aldeles koncentrerer sig om hinanden; jeg mener ikke man der ”bare” skal dyrke en omgang sex, men netop lytter til hinanden, får talt sammen om, hvordan har vi det, hvad kan vi gøre for at få det bedre; hvordan er din uge/dag gået, hvordan er min. Det burde være en helt fast rutine i alle parforhold, men det er det ikke. Det er vigtigere at huske sin ugentlige tennisaftale end at passe sit forhold. Og – det er der, det går galt for de fleste. Og så skal man give plads til at begge parter har egne interesser. Ikke kun den ene på bekostning af den anden.
I er nu kommet i gang med at få talt sammen, og måske kan stumperne reddes, hvis I begge gør en helt ekstraordinær indsats; jeg begriber ikke helt, hvorfor din kone mener at parterapi er for sent – det ville sikkert være en rigtig, rigtig god ting for jer – for I ville måske få nogle redskaber, der gjorde, at I bedre ville kunne forstå hinanden og hinandens adfærd. Du skal i hvert fald lære at være mere direkte og kontant.
Men – hvis jeres følelser er blevet kvalt, at kærligheden er død, så tror jeg heller ikke på parterapien, og jeg fornemmer lidt, at du enten er der, selv om du skriver, at du stadig er forelsket, eller også er du bare lidt længere fremme i processen, og hellere vil regne med, at det nok ikke går, og du derfor ikke vil gå med håb, der ikke bliver opfyldt. Det er nok ikke særlig smart, at have lukket af med de skyklapper allerede nu, hvis du virkelig mener, at forholdet skal reddes. Sprøgsmålet er jo også, om din kone mener, at hun ganske enkelt ikke vil dig mere, ligegyldigt hvad. Det skal I selvfølgelig først have på plads – om det er et dybfølt ønske hos jer begge, at I vil forsøge.
Du er allerede i gang med at dele børnene, så jeg er faktisk i tvivl om, hvor langt du efterhånden er. Dog vil jeg bede jer begge to om at tænke noget sådant meget grundigt igennem; jeg ved, det er meget ”moderne” at dele børn i 7-7; det er enormt tilfredsstillende – for forældrene, hver har børnene lige meget, og den anden halvdel af tiden har de ”fri”; ja den måde at sige det på, er vist desværre den gænse, som vist i øvrigt gerne bliver brugt, når børnene hører på det; husk lige, børnene har aldrig ”fri”, så prøv lige at sætte jer ind i, hvad I på den måde byder jeres børn. Forestil jer, at det var jer, der i parentes bemærket er voksne, og ved hvorfor, det her sker; ja I skulle i rigtigt mange år fremover flytte hver eneste uge, godt nok hen til et sted, hvor I er elsket og har de fleste af jeres ting, men det er forskellige rutiner, I skal indrette jer på – hver uge, og det er helt sikkert, at man altid lige mangler en bestemt ynglingsting, som ligger det andet sted. Det er altså et hårdt liv man på den måde byder sine børn, så hvis man virkelig mener dem det bedste, så bør man – ikke for egen – men for deres skyld, sørge for at de har en fast adresse, og det betyder, at den ene forældre alstå må se sine børn mindre, og der tror jeg desværre at mange forældre simpelt hen er for egoistiske til at kunne se den vinkel.
Ja, undskyld, men den måtte altså ud hos mig. Så her er også en grund til at kæmpe ekstraordinært for at få jeres forhold til fungere. På den anden side, gør I bestemt heller ikke jeres børn en tjeneste ved udelukkende at blive sammen i et iskoldt forhold for deres skyld, tvært i mod. Og hvis din kone det sidste halve år ikke har haft tid til at være hjemme mere end en eller to aftener om ugen, så kan der da slet ikke herske tvivl om, hvor børnene primært bør bo.
Den der frygtelige kvindeting, som jeg bestemt ikke beundrer en del af mine medsøstre for, er det der ævl med, at du skal kunne ”føle” hvordan hun har det og hvad hun har lyst til. Hvis ikke hun kan udtrykke med ord, hvordan og hvorledes, hvordan i alverden skal du så kunne gætte dig frem til det. Det er noget frygteligt sludder, og du kan med rette afvise sådan noget vås. Bed hende f.eks. om at ”føle” hvad du har lyst til, så kan hun jo prøve at mærke, hvad hun i bund og grund kræver af urimeligheder. Min mor har levet hele sit liv på den måde, og det har været gyseligt, at gang på gang blive skældt ud over, at man ikke har gættet, hvad hun lige havde tænkt sig, så den kender jeg fra den værste side.
Så igen – brug den hårde, kontante linie over for hende. Det lader til at være en god metode.
Og til slut – jeres forhold skal da ikke diskuteres via sms. Helt ærligt.....??
Det er særligt min kone, som har insisteret på, at vi skulle igang med at snakke om alt det praktiske hurtigt muligt.
Det har du fuldstændig ret i, hvilket jeg også mener at have udtrykt. Når der er børn, bør man kæmpe helt ud til det yderste af neglene.
Din kone elsker dig stadig, men har mistet sin seksuelle lyst - det kunne være, hun skulle have lidt hjælp til at få gang i den lyst igen. Hun kunne måske starte hos lægen for at få undersøgt, om der måske var en fysisk årsag. Og - du må da gerne fortælle hende, at hvis hun har mistet sin seksuelle lyst, så får hun den vel ikke igen ved at blive skilt, og det ville da være frygteligt at gå igennem hele den opslidende proces, hvis det handler om, at der kunne gøres noget ved lige netop den side af sagen.
Faktisk kunne en parterapeut muligvis også hjælpe med at finde den årsag.
Jeg er fuldstændig enig med dig ”No way”; selvfølgelig skal du ikke stille op til det. Hvis hun vil ud, så er der ingen vej tilbage, og jeg vil gentage, at du altså skal holde meget fast i, at jeres børn ikke skal være gidsler i denne proces, der vel kan kaldes ”find mig selv”. Jeg vil mene, som nævnt, at du vil have en rigtig god sag, hvis hun det sidste halve år har svigtet sine børn så groft, som du beskriver.
Det er da helt ”ude i hampen”, at når hun har prøvet sig selv af, og måske været ude og få noget sex, at hun så kan tro, at så kan I begynde at snakke om at flytte sammen igen. Hun skal have helt kontant at vide, at hvis hun vælger den vej, så er det den vej, og der er ingen returbillet.
I var meget unge, da I fandt sammen og hun er tydeligvis ikke blevet voksen, så det er vel ikke urimeligt, at hun gerne vil se, hvordan livet ellers kan være, men så må hun da ud og prøve det, men for hendes egen skyld, så lad det være ”the hard way” - det skal hun nok blive voksen af.
Du skriver, at det er hende du elsker og hende du gerne vil leve dit liv med, men på den anden side regner du ikke med, at det bliver særligt vanskeligt at finde en anden. Øhhh, ja, det lyder ikke i mine ører som om din kærlighed så er så helt hed igen; du vil sagtens kunne blive glad igen. Jeg kan forstå, at hun ikke har været særlig imødekommende det sidste årstid, så spørgsmålet er, hvis du nu mærker efter helt inderst inde, om din kærlighed ikke også er blevet noget kvalt? Og du på den måde egentlig godt kan se, at det nok er slut?
Jeg håber, du kan beholde huset, og i det øjeblik du forhåbentligt får den besked, kan du jo så godt forlange, at hun rykker ud.
Som du har beskrevet det, så er det desværre nok den vej, I skal gå, men du gør hende ikke en tjenste ved at ”give ved dørerne”. Forklar hende, at hvis hun skal ud og afprøve alt det, hun gerne vil, så er det sådan, det er, men du vil under ingen omstændigheder lade jeres børn stille op til det. Jeg håber i hvert fald, du vil kæmpe til det sidste for dine børns tryghed.
Ja, det er så mit bud – og jeg er ked af, at der ikke er andre, der deltager i debatten. Det kunne være godt, hvis nogen havde nogle andre vinkler.
Tak for svaret. Vi havde en god snak i går aftes, hvor vi også fik gået hinanden lidt på klingen.
Selvfølgelig er der altid den andens part af historien, og efterhånden som vi får ”talt” sammen, så kommer der et mere og mere nuanceret billede. Derfor har jeg også hele tiden brugt vendingen ”som du beskriver”, for der er jo en anden side.
Det glæder mig at erfare, at din kone ikke er helt så umoden, som der ellers er givet udtryk for, men at du også har svigtet synes jeg stadig er yderst umodent at ”hævne” ved at svigte sine børn, som det øjensynligt er sket det sidste halve år.
Jeg synes også, det er forkert ikke at tro på, at når I har fået talt om de svigt, du har foretaget, og du virkelig har forsøgt at rette op på det, at hun så alligevel vælger ikke at ville give jeres forhold en chance. Du kan i øvrigt godt fortælle hende, at på et bestemt punkt, er det ikke dig specielt, der har været mærkelig. Tidligere har jeg dasket lidt til mine medsøstre, men mange – hvis ikke de fleste – mænd er supergode til at svigte alt og alle i deres karriereiver, og det er ikke specielt flatterende, dog alligevel meget almindeligt, og altså ikke noget særligt, kun du kunne finde på; det vil hun desværre nok opleve ved de fleste mænd, hvilket dog ikke gør et sådant svigt mere tilladeligt, men netop at du har indset dit svigt, bør vel så efterhånden være noget, du har tilbagebetalt, og jeg synes sådan set heller ikke, det kan bruges som argument for, at du så vil svigte fremover.
Jeg synes, det er en rigtig, rigtig god ide, at I får kontakt med en parterapeut, også selv om det er med henblik på en fornuftig skilsmisse; det i sig selv er fornuftigt nok, men det kunne jo også være, I et sådant forlød måske kunne komme på andre tanker. Det er således uhyre vigtigt at få det hele med, og selv om det er tabu for dig, så er det også vigtigt at få dine seksuelle problemer frem i et sådant forum, for der kan der muligvis også ligge noget forklaring. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvilke problemer, det handler om, men der er virkelig meget at gøre, hvis man dog bare ville åbne munden og søge noget hjælp også for dette. Desværre er det noget, der af en eller anden grund betragtes som ”pinligt”, hvorfor mange i stedet vælger at få deres liv ødelagt, frem for at søge noget hjælp, - i de fleste tilfælde er det ikke en gang vanskeligt, det der eventuelt kan gøres.
Jeg synes stadig, det er vigtigere at tænke på, hvad der vil være det bedste for børnene, frem for at tænke på jeres forhold fremover. En retssag kan være barske løjer, men selv en sådan kommer man igennem. Hellere det end at opdage, at man har gjort noget forkert bagefter. Lad det i øvrigt også være et emne, der kan tales om med parterapeut.