Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Tusind tak for dit uddybende svar. Jeg tager i forvejen calcium, d og c-vitamin, magnesium og omega-3. Du skriver om mange ting jeg ikke kendte til i forvejen - meget lærerigt. Jeg vil se nærmere på det hele. Jeg var meget plaget og tyede derfor tilsidst til hormontilskud, som var det eneste der hjalp mig dengang. Men jeg er bestemt åben over for at prøve den mere alternative vej igen.
Jeg kan se, at du, Asklepios, har en rettelse til noget, jeg har skrevet for et par år siden. Lidt senere i dit indlæg trækker du delvist rettelsen tilbage, så vidt jeg forstår.
Jeg er overbevist om, at jeg må have haft oplysningen et eller andet sted fra. Især når der er tale om noget kontroversielt, er det vigtigt at bringe en henvisning til, hvor man har det fra. Det plejer jeg at gøre, men det har jeg desværre ikke gjort i det omtalte tilfælde.
Under alle omstændigheder er hele dette problem angående D-vitamin og kalk umådeligt kompliceret. Jeg havde dengang denne faste remse, hvori indgik D-vitamin og sundt fedt, kalk og magnesium.
Det eneste, jeg er sikker på nu, er, at det er nødvendigt for optagelsen af D-vitamin, at man samtidig spiser lidt fedtstof, og at man også skal tage magnesium, hvis man tager kalk.
(Hvis lægen anbefaler, at man tager kalktilskud, så skal man selvfølgelig følge rådet, men det er ikke sikkert, at lægen ved, at det er vigtigt at tage magnesium også, så det må man selv sørge for!)
I de mange år, hvor jeg tog en kombineret pille med D-vitamin, calcium og magnesium (Cal-mag fra Solaray), var jeg indimellem bekymret for, om jeg skulle have for meget kalk i blodet. Dette vigtige mineral skulle jo helst sidde i passende mængde i knoglerne og ikke være til stede i blodet i alt for store mængder.
Det, jeg skrev for snart 2½ år siden i denne tråd, afspejlede nok, hvad jeg dengang havde læst mig til, for at mindske min bekymring.
Siden er jeg holdt op med at tage D-vitamin om sommeren, for jeg opholder mig meget udendørs. Kun i vinterhalvåret tager jeg D-vitamin. Jeg er helt holdt op med at tage kalk-tilskud og satser nu på at få tilstrækkeligt med kalk gennem kosten, men magnesium-tilskud og sundt fedt får jeg stadig.
Men jeg har aldrig selv fået konstateret D-vitamin-mangel. Når jeg så ofte blander mig i debatterne, når der debatteres D-vitamin, er det på grundlag af nogle af mine bekendtes erfaringer om D-vitamin.
Jeg kan se, at du, Asklepios skriver, at D-vitamin-mangel kan give smerter i musklerne. Når jeg nævnte D-vitaminmangel som mulig forklaring på ledsmerter, var det, fordi forskellige kilder nævner, at D-vitamin-mangel foruden muskelsmerter også kan give smerter i knoglerne.
F.eks. synes jeg, at denne hjemmeside, der tilhører en praktiserende læge, er meget god:
http://www.cure4you.dk/749/D-vitamin.pdf
På ovenstående hjemmeside omtales også smerter i knoglerne og ledsmerter som symptomer på D-vitaminmangel.
Delsuur har jo faktisk haft D-vitamin-mangel, men det er da nok muligt, at der er andre forklaringer på ledsmerterne også, f.eks. inflammationer, som du, Asklepios nævner.
Sådan som jeg har forstået det, så er slidgigt netop inflammation, altså en irritationstilstand, der bedst kan beskrives som en betændelseslignende tilstand, der dog ikke skyldes bakterier.
Den beskrivelse passer udmærket på de ledsmerter, jeg havde i hænderne nogle år før overgangsalderen. På røntgenbilleder kunne det ses, at fingerleddene var deformerede. Men aflastning og kostændring samt kosttilskud løste problemet.
Til sidst vil jeg lige skrive, at jeg stadig er tilhænger af, at helbredsproblemer bliver beskrevet med den rette diagnose – også når de kommer i en bestemt alder, f.eks. overgangsalderen. For at kurere et bestemt problem er det jo vigtigt at kende diagnosen. Det var da dejligt, at du blev hjulpet af hormonpiller, Delsuur, hvis du følte dig tryg ved at tage dem. Men jeg synes altså, at det er bedst, at behandlingen retter sig direkte mod problemet.
For det er jo en myte, at de sygdomme, der kommer i de år, hvor en kvinde forventes at være i overgangsalderen, automatisk skyldes overgangsalderen. Eller rettere: Det kan da godt være, at det mindskede hormon-niveau i visse tilfælde sætter gang i en proces, hvor man bliver opmærksom på og føler sig generet af symptomerne på f.eks. D-vitaminmangel eller på slidgigt.
Jeg blev førtidspensioneret på et tidspunkt, hvor jeg nok lige var kommet i overgangsalderen (jeg ved ikke, hvornår overgangsalderen indtraf, for jeg fik livmoderen fjernet, da jeg var 55 år, så efter den tid havde jeg ikke menstruation mere). Alle troede, at jeg var syg af overgangsalder-problemer – også min daværende læge. Nu har det vist sig, at jeg har søvnapnø, altså den sygdom, der skyldes, at man indimellem ikke trækker vejret under søvnen.
Men hvad i alverden vinder man ved at kalde (symptomer på) søvnapnø for et overgangsalderproblem? Eller ledsmerter for den sags skyld? Ingenting, efter min mening! Lægen udskyder bare problemet og håber, at det går over, når overgangsalderen er forbi. Men det var jo bedre at diagnosticere og behandle problemet straks. I mit tilfælde har det offentlige betalt førtidspension i indtil nu 8 år for et helbredsproblem, der kan behandles! Nu kan jeg muligvis forvente at blive rask omkring ved den tid, hvor jeg bliver folkepensionist ;o)
Mange hilsner
Kameliadamen
Du har fuldstændig ret i, at man ikke skal diagnosticere div. fysiske ubehag som "det må være overgangsalder". Jeg fik taget blodprøver hos min daværende læge, der var negative - dvs. der var intet i blodet der viste, at jeg havde tegn på slid- eller leddegigt. Blev for en sikkerheds skyld henvist til reumatolog og videre derfra til reumatologisk afdeling på hospital, hvor jeg fik taget flere blodprøver samt røgten af alle led. Disse prøver viste heller ikke tegn på gigt. Derefter fik jeg hormonpiller, der som sagt hjalp indenfor en måned. Ikke desto mindre vil jeg nu helst stoppe med dem og prøve nogle af de mange gode råd med kosttilskud m.m. mod smerter i leddene.
Det er PTH (på dansk: bi-skjoldbruskkirtel-hormon) der regulerer niveauet af FRIT calcium i blodet som jeg skrevet, det trækker jeg skam ikke i land på, for så ville jeg gå imod samtlige lærerbøger i fysiologi og biokemi. Det jeg skrev var derimod, at man godt kan sige, at vit-D. har inddirekte indflydelse på niveauet af frit blod-calcium forstået på den måde, at det er D-vit. der sørger for at vi overhovedet kan optage calcium fra tarmen. -Og som du ganske rigtig poinenterer, og som er temmelig vigtigt, er det vigtigt at spise fedtstoffer sammen med vit-D da dette er et fedtopløseligt vitamin. Det glemmer mange læger også. Jeg tror bare jeg fik udtrykt mig lidt rodet, emnet er ikke helt nemt at forklare for personer uden baggrundsviden på 3 linier.
Vigtigheden af PTH understreges ved, at fjerner man ved et uheld biskjoldbruskkirtlerne, hvilket er en reel risiko ved operationer på skjoldbruskkirtlen, vil patienten i løbet af et par dage gå i meget alvorlige kramper i samtlige muskler, inkl. hjertet pga. lavt blod-calcium. Dette sker altså på trods af normale D-vit.-værdier. Derfor bliver de 4 biskjoldbruskkirtler lokaliseret ved at indsprøjte et radioaktivt stof (man får ikke mere stråling end man normalt ville få på en flyvetur over atlanten), der udelukkende optages af biskjoldbruskkirtlen,. Derved kan man tage et billede af dem for at se hvor de ligger på halsen. Kirtlerne har nemlig den uvane at kunne ligge meget forskellige steder fra lige under kæben og ned til lungespidsen, og det veksler fra person til person og de er ganske små.
Uden PTH kan man heller ikke få dirigeret calcium ind i knoglerne. Men det er klart at D-vit og PTH arbejder sammen, systemet er meget kompliceret og ikke fuldt ud belyst endnu, så der er ingen grund til at skamme sig over ikke at have fuldstændig styr på sagerne.
Det er nu ved at gå op for forskerne, at D-vit. nærmere skal ses som et hormon mere end et vitamin. Der viser sig stadig flere og flere processer hvor D-vit. har afgørende betydning. Så det er katastrofalt for folkesundheden at så mange har for lave værdier.
En anden ting er begrebet "inflammation". Egentligt et rigtig irriterende udtryk, som bare dækker over symptomerne: rødme, hævelse, varme, smerte -på latin rubor, tumor, calor, dolor, som det så smukt hedder. En inflammation kan lægeligt set altså både være infektiøs, immuninduceret (som ved autoimmune sygdomme, fx leddegigt) og pga en irritation fx pga traume eller overbelastning. For oplyste lægfolk er inflammation dog efterhånden blevet lig en betændelse uden infektion (dvs. uden bakterier eller virus), og derfor kan det være enormt forvirrende hvis lægen så siger, "du har en bakteriel inflammation, her er noget antibiotika", og når man så kommer med sin seneskedebetændelse og beder om antibiotika, ja så bliver lægen sur. Derfor bruger jeg konsekvent udtrykket "irritationsbetændelse" om en inflammation forårsaget af irritation eller overbelastning. Igen en situation hvor der ikke rigtig findes et dækkende udtryk på dansk.
Hvis I ser på den fine latinske remse igen, kan I se, at "tumor" bare betyder hævelse. Det sker indimellem at patienter efterlades i chock fordi de spørger til en hævelse på huden, typisk fra en blødning i underhuden, og lægen så henkastet siger "nåh det? Det er bare en tumor, det skal du ikke tænke på." Fordi han glemmer at det altså ikke alle der har den store latin-prøve -og vel og mærke har den i frisk erindring!
Det var lige et lille sidespring for ikke at forøge forvirringen yderligere....
Jeg håber virkelig at ingefær hjælper dig lige så godt som det tilsyneladende har hjulpet mig. Håber du skriver igen hvis du også kan mærke en bedring :-)
Nej, Asklepios, jeg har ikke forstået det sådan, at du trak din rettelse af mit indlæg tilbage. Og tak for forklaringen ;o)
Og tak for redegørelsen vedrørende inflammation med og uden infektion og betændelse (!) uden infektion.
Men der er mere angående den sag, jeg godt kunne tænke mig at få belyst.
Delsuur, du skriver, at du blev grundigt undersøgt. Og det er jo godt, at der er læger, der gider undersøge kvinder, der kan tænkes at være i overgangsalderen.
Da jeg havde ledsmerter i fingrene (hvilket var en del år før overgangsalderen kunne tænkes at indfinde sig), blev jeg også undersøgt grundigt. Min daværende læge mistænkte det faktisk for at være leddegigt. Jeg fik taget røntgenbilleder og blodprøver, og jeg blev henvist til reumatolog. Heldigvis viste blodprøverne, at der ikke kunne være tale om leddegigt, men røntgenbillederne viste tydelige tegn på, at leddene var deformerede. Og når det ikke kunne være leddegigt, så måtte det være slidgigt, sagde min læge.
Det vil altså sige, at diagnosen slidgigt blev stillet ved udelukkelsesmetoden og ved hjælp af røntgenbillederne.
Du skriver, Delsuur, at du fik taget blodprøver, og at blodprøverne viste, at der hverken kunne være tale om leddegigt eller slidgigt i dit tilfælde.
Og så er det, jeg spørger: Findes der nu om dage blodprøver, der kan påvise den slags inflammationer, som der er tale om ved slidgigt?
I mit tilfælde var det nemt at se, at der måtte være tale om gigt, for leddene var skæve. Men blodprøverne viste ingenting.
Man kan jo sagtens forestille sig en inflammation, der gør meget ondt, men endnu ikke har varet så længe eller været så alvorlig, at den påvirker leddets udseende, sådan at det kan ses på røntgenbilleder, ikke?
Vil man nu om dage kunne påvise en sådan inflammation, der ikke er leddegigt, ved hjælp af en blodprøve?
I øvrigt gjorde reumatologen, som jeg blev henvist til, ingenting, andet end at give min praktiserende læge ret i, at jeg havde slidgigt i fingrene. Hun var mere optaget af, at jeg også havde karpaltunnelsyndrom (problemer med håndleddet). Det tog hun seriøst.
Hun sagde bare, at jeg måtte lære at leve med den slidgigt. Dvs. at det blev overladt til mig selv at kurere den, hvilket jeg gjorde ved hjælp af kostomlægning, kosttilskud og aflastning. Selvfølgelig var det skønt, at jeg fik smerterne til at forsvinde, men det var da også godt, at de skæve tommeltotter igen blev lige!
Jeg ser sådan på det, at der er perioder i en kvindes liv, hvor vi bliver mere følsomme, end vi plejer at være. Overgangsalderen er en sådan periode, og for mange kvinder er dagene lige før en menstruation også en følsom periode (PMS).
Hverken overgangsalderen eller dagene før en menstruation er sygdom! Måske er det oven i købet en fordel for os kvinder, at vi har denne periodevise ekstra følsomhed, for den betyder, at vi bliver opmærksomme på eventuelle symptomer, der kan være tegn på et i forvejen eksisterende helbredsproblem, der inden den følsomme periode blev ignoreret.
Jeg ser sådan på det, at smerter og andre ubehageligheder er tegn på, at noget er galt, og at vi gør klogt i at lytte til disse symptomer og finde ud af, hvilke ubalancer de er udtryk for. Derfor tager jeg aldrig smertestillende medicin. Jeg vil hellere finde ud af, hvorfor det gør ondt. Hvis man tager smertestillende medicin og på den måde undertrykker smerten, finder kroppen bare en ny − og endnu værre – måde at gøre opmærksom på ubalancen på.
Men jeg ville være glad, hvis nogen kunne besvare mit spørgsmål. Kan disse inflammationer, som jo må være årsagen til en vis form for ledsmerter ses på blodprøver nu om dage?
Mange hilsner og god søndag
Kameliadamen
Diagnosen stilles derimod ved hjælp af en række diagnose-kriterier, hvoraf visse symptomer skal være til stede over et bestemt tidsrum. Leddegigt kan komme pludseligt, eller henover uger til måneder, og starter typisk med en ledbetændelse (inflammation) i flere led på en gang. Man vil tage blodprøver hvor man kan måle uspecifikke parametre for inflammation, herunder ofte også en let anæmi der ikke skyldes jernmangel og visse typer antistoffer. 80% har antistofferne ”reumafaktor”, men reumafaktor er ikke specifikt for leddegigt og ses også hos få helt raske. En anden type antistof tyder derimod stærkt på leddegigt, men ses hos færre.
Men man kan sagtens have full-blown leddegigt uden antistoffer. For nogle kommer antistofferne først efter nogle år. Det er også karakteristisk ved leddegigt at man har almene symptomer i form af træthed, nedsat appetit, vægttab, let feber samt diffuse led- og muskelsmerter der oftest rammer de samme led på begge sider af kroppen (dvs. er symmetriske). Vigtigt er det, at karpaltunnelsyndrom, springfinger, bristede sener og forkortning af håndens bøjesener (Depuytrens kontraktur) kan være debut-symptom på leddegigt.
Derfor vil man oftest ikke vente på at alle diagnosekriterier eller antistoffer er udviklet, for det er vigtigt at behandlingen sættes i gang med samme for at undgå at leddene ødelægges. Dette kan nemlig gå forfærdelig hurtigt. I dag er behandlingen af leddegigt heldigvis rigtig god med såkaldt biologisk behandling, så hos de unge vil man ikke se den invaliditet som man gjorde for bare 10 år siden. Denne behandling standser også leddegigt-angrebet på de indre organer, herunder hjerteklapper, blodkar og nyrer.
Ved senere stadier af udviklet leddegigt adskiller røngten-fundene sig tydeligt fra slidgigt. Bla. angriber leddegigt især de små led i fingre og tæer, symmetrisk i begge hænder og fødder, hvorimod slidgigt vil sidde der hvor man har slidt mest, for hænderne vil det oftest være håndleddet og grundleddene i højre hånd (hos højrehåndede). Ved leddegigt bliver fingrene ofte deformeret i en zig-zag-stilling, dette ses heller ikke ved slidgigt. Der er et vist sammenfald af fund ved leddegigt og slidgigt i de tidligere stadier af leddegigt i de store led som fx knæ, men ved leddegigt ses senere tumor-agtige indvækster, der vokser ind i brusk og knogle. Ved leddegigt ses at brusken forsvinder mere og mere, der kommer ændringer i knogleoverfladen, der ses som ekstra hvide på røngtenoptagelsen og der kan komme cyster (væskefyldte hulrum) og knogleudvækster i og på knoglen. Men igen, disse fund er uspecifikke da de også ses ved andre gigtsygdomme, herunder som sagt leddegigt i tidligere stadier.
Blodprøven ved slidgigt kan vise uspecifikke tegn på inflammation, men af en anden type end ved leddegigt. Alder er også en vigtig faktor, da leddegigt oftest starter hos yngre, hos de rigtig uheldige endda som børn, mens slidgigt oftest ses omkring de 50-60 år, selvfølgelig afhængig af arvelige faktorer og arbejdsforhold.
Som det fremgår af indlægget, er diagnosen en specialistopgave, og det er vigtigt at man bliver set hurtigst muligt af en reumatolog (gigtlæge) ved mistanke om leddegigt eller andre hurtigt udviklende led-ødelæggende gigtsygdomme som fx systemisk lupus (forkortet LED hvilket er passende for den ER led!). Så ja, slidgigt er en udelukkelsesdiagnose, og man kan godt have slidgigt sammen med en anden gigtsygdom. Derudover er det vigtigt at vide, at der findes et hav af uspecifikke ikke kendte gigt-tilstande der ikke opfylder nogen diagnosekriterier helt. Nogle af disse går i sig selv igen, andre gør ikke. Og det kunne måske være sådan noget Kamelia-damen har haft, da hun kunne få sit tommel-led rettet ud igen med kosttilskud og hvile, for det kan man ikke med slid- og leddegigt da leddet er hhv. slidt ned eller eroderet væk. Ved de uspecifikke gigtsygdomme vil en ordentlig reumatolog overveje om man skal i behandling med de ældre typer immun-hæmmende gigt-midler.
Ellers er den medicinske behandling pamol og NSAID som fx ibuprofen. Sidstnævnte virker rigtig godt, men er bare et møj-middel for kroppen på længere sigt så det er en afvejning. Det er ikke sikkert bevist at kondroitin-sulfat har en effekt ved slidgigt, mens glucosamin ved flere studier er vist at være uden virkning. På den anden side er der mange enkeltpersoner der synes at de mærker en god effekt. Fiske- og hørfrøolier mm. som Kamelia-damen også nævner har en ”smørende” effekt på den måde at de hæmmer inflammation og dermed irritationen i leddet, samtidig beskytter de også mod hjertekar-sygdomme. Det eneste man skal være lidt opmærksom på, er den blodfortyndende effekt ved høje doser. Slidgigt afhjælpes også rigtig godt ved korrekt træning, i mange tilfælde kan man endda helt undgå eller i det mindste udskyde operation.
Jeg er 52 år og har efterhånden i et godt stykke tid døjet med mine knæ især efter at have gået eller cyklet. Jeg har været vant til at gå rigtig meget og det har ikke generet mig at gå 10 km eller mere samt cykle 20 km., men nu har jeg bare fået så ondt i mine muskler især i det højre ben. Jeg har fået min mand til at massere mig og kan bare mærke, hvor ondt det gør i hele benet. Ved ikke, om det kan have noget med overgangsalderen at gøre?? Jeg har ikke haft hedeture eller andet. Hørte i fjernsynet i aftes at rødkløver te skulle være godt mht. overgangsalderen, men er det også godt for ledsmerter?? Jeg har købt ipren til at smøre på mine knæ, når jeg ikke kan sove for det om natten. Ligger med en pude mellem min knæ om natten, det hjælper lidt. Er der andre som har lignende smerter i benene og skyldes det overgangsalderen eller hvad???
Mvh
SUHA
Kvinder er hyppigt i underskud af det naturlige hormon progesteron når de kommer i overgangsalderen og muskelsmerter en et almindeligt symptom. Der er en test på dette site hvor man kan få en ide om hvorvidt det gælder for dig.
http://www.helseurt.com/naturlig-hormon ... /#progtest
Naturlige midler til at udligne progesteronmangel er følgende:
C vitamin
Kyskhedstræ (Vitex agnus-castus)
Blæretang
Social samværd har også vist sig at forøge progesteronniveauet :-)