Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Mit problem er at jeg faktisk godt kan li ham? På trods af det her..men at jeg ku høre på ham at han rodede med nogen områder som jeg er meget afklaret omkring ...og som jeg syntes lød lidt mystiks fx sagde han at jeg ikke var den eneste han skrev med men der bla var en fra det sted i landet han boede og hende var han lidt nervøs for for han vidste ikke hvad hun kunne finde på nu hun vidste hvor han boede osv?
Det lød lidt som om de havde en eller anden jagt i gang ...? og da jeg sagde hvorfor han ikke bare lod være med at besvare hendes breve ? Ja så svarede han at det var han da nødt til for man vidste ikke hvad hun kunne finde på..? Hvor dumt tænkte jeg hvis nogen skriver til mig og jeg ikke er interesseret i dem ja så lar jeg da bare være med at skrive igen. Og dét punkt var han lidt ...hvad skal jeg sige ? Kun at det syns jeg lød dumt i betragtning af at han på andre områder var og er både dygtig og nogenlunde intelligent.
Jeg tror fakstisk at de kvinder han er vant til at have med at gøre er nogen helt andre typer end mig? Alligevel (og det her er utroligt og nok også meget dumt ...men: så tænder jeg faktisk på ham..også skønt det her ?
Endelig fik vi aftalt et møde efter vi havde skrevet sammen i 2 uger, og vi mødtes såmænd bare inde i byen ved mit arbejde og gik en tur sammen og snakkede i ca 1½ time. Jeg var da nervøs, men ikke mere end jeg slappede af efter et par minutter, for stemmen var jo den samme, og at der så var en dejlig mand bagved, var jo kun pragtfuldt. Vi hyggede os, snakkede godt og blev enige om at skulle ses igen, vi gav hinanden et knus og kys og det var det. Nu var jeg godt nok hamrende forelsket, og igen gik der nogle dage, inden vi kunne ses igen. Han inviterede på rejemadder, og havde på ingen måde travlt med at komme i seng med mig. I mellemtiden havde vi igen skrevet sammen og stillet spørgsmål, som man ikke ville stille et helt nyt bekendtskab, hvis ikke det var fordi man sad overfor en skærm. Vi fik afklaret utrolig meget på den måde. En uge senere inviterede han på morgenmad og så blev jeg ellers forført efter alle kunstens regler. Jeg var meget tiltrukket af ham, men havde også sagt ligeud, at jeg var kun interesseret i et fast forhold, dvs. både kæreste, elsker, ven, ja hele pakken, eller kunne det være det samme.
Det fik jeg godt nok også, og der er nu gået over et halvt år siden vi mødtes første gang, og det kan vist tælles på en hånd de gange vi har været fra hinanden, og det har været på grund af arbejde. Aldrig har jeg haft det bedre i et forhold.
Så jo det kan godt lade sig gøre at forelske sig over nettet, og når man så ser ham, går man helt omkuld. Jeg er i hvert fald lykkelig for at jeg gav det en chance, men man skal nok gøre op med sig selv, hvad man vil og ikke vil og også lidt om hvor langt man vil gå, og hvad man vil være med til. Der er i hvert fald kommet en del ret så sjove og grænseoverskridende tilbud.
Ville bare lige fortælle en succes historie.
Alle har vel en fantasi om prinsen på den hvide hest, men ofte er det jo, at når man så møder ham, så keder man sig til døde, for det er jo så ikke det helt perfekte, man søger. Der skal der være modsætninger og udfordringer.
Som jeg har læst dig, Nikoline, så er du selv i tvivl om, hvad det helt klart er, du vil; jo, det ville være fint, hvis det lige var den store kærlighed, men mon ikke du alligevel har fået udtrykt, at det var et seksuelt forhold? Jeg tror, det er rigtigt svært, men egentlig også vældigt sundt lige at få analyseret nogle holdninger hos sig selv.
Da jeg i sin tid blev skilt, piskede jeg også rundt i - ja, der hed det kontaktannoncer - og jeg mødte den ene efter den anden, og endte hver gang med at trække mig igen, og forvirret var jeg, indtil det gik op for mig, at det faktisk var mig, der slet, slet ikke havde behov for at kaste mig ud i et nyt forhold. Så opgav jeg - og ind fra sidelinien kom så en tidligere meget god ven, som jeg ikke havde set en del år, og som jeg aldrig have drømt om, skulle være andet end en ven.
Vi har nu været sammen i snart 12 år, og han er det bedste, der nogen sinde er hændt mig.