jeg har ikke lyst til at leve mere.
Hej jeg er 28 år, jeg ved ikke hvorfor jeg skriver her. ved bare ikke hvor jeg ellers skal gøre af mine tanker.
jeg har nu i 6 måneder overvejet at få fred, jeg kan bare ikke mere, jeg er begyndt at spise en del dolol piller, op til 6-7 piller af gangen, og jeg tager dem inden jeg går i seng. jeg har bare brug for at komme væk, men jeg er bange for at det ikke lykkes.
Jeg har opgivet alt håb om at få et liv jeg kan holde ud, jeg er så psygisk og fysisk træt af, at jeg ikke er god nok, ked af at jeg ikke kan holde det ud mere, men jeg har ikke mere i mig, der går at jeg har lyst til at leve. jeg har prøvet at råbe om hjælp mange gange, men det er som om jeg ikke bliver hørt.
jeg er ikke bange for at dø, jeg er bange for ikke at ha dem i mit liv som jeg elsker, det lyder helt sindsygt det ved jeg godt, men ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det.
hilsen hende der snart smider håndklædet i ringen.
jeg har nu i 6 måneder overvejet at få fred, jeg kan bare ikke mere, jeg er begyndt at spise en del dolol piller, op til 6-7 piller af gangen, og jeg tager dem inden jeg går i seng. jeg har bare brug for at komme væk, men jeg er bange for at det ikke lykkes.
Jeg har opgivet alt håb om at få et liv jeg kan holde ud, jeg er så psygisk og fysisk træt af, at jeg ikke er god nok, ked af at jeg ikke kan holde det ud mere, men jeg har ikke mere i mig, der går at jeg har lyst til at leve. jeg har prøvet at råbe om hjælp mange gange, men det er som om jeg ikke bliver hørt.
jeg er ikke bange for at dø, jeg er bange for ikke at ha dem i mit liv som jeg elsker, det lyder helt sindsygt det ved jeg godt, men ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det.
hilsen hende der snart smider håndklædet i ringen.
Kommentarer
Har du smerter siden du tager dolol?
Skriv lidt mere.
Hilsen Linette
Jeg ser noget meget positivt i dit indlæg og det re, at du skriver det. Det synes jeg er flot og jeg får den tanke, at du faktisk gerne vil livet, men ikke kan finde ud af det pt. JEg vil lige tilføje, at jeg jo ikke er ekspert, men bare en, der også kender til ondt i sindet.
Jeg vil klart anbefale dig at kontakte lægen og gerne dine pårørende allerede nu. JEg er sikkert på, at din familie vil blive glade hvis du beder dem om hjælp. Selvfølgelig bliver de kede af at høre hvordan du har det, men jeg føler mig overbevist om, at de vil være glade for, at få lov til at hjælpe og være der for dig.
Jeg ønsker dig held og lykke.
Jeg har de samme tanker som dig næsten hver dag, og føler med dig. Jeg tror at du lige som jeg inders inde har et håb om at tingene nok skal vende.
ville ønske at der var et sted man kunne henvende sig og så var det pist væk, alle de sorte og triste tanker man går med. Men sådan er det ikke. Skynd dig til lægen, og få hjælp, har du en læge der ikke lige kan følge dig, så find en anden hurtigst muligt. Det skal nok gå, men det kræver også lidt af dig selv at vende tingene. så hold ud og kæmp- jeg tror stadig på at med hjælp og en stærk vilje, får det har du jo ;o) ellers skrev du ikke her nu, så kan du vende tingene til at blive endnu bedre end nogensinde før.
Stort kram herfra
har selv prøvet selvmord een gang, uden at nogen nogensinde har fundet ud af det.
jeg vil gerne leve, men lortet virker bare uoverskueligt.
nu sidder jeg idag efter at ha været indlagt på sygehuset med en kollapset lunge med pillerne til at gøre det (ca 200mg oxycontin og 20 5 mg oxynorm).
men jeg tøver, hvorfor?
jeg vil gerne leve mest fordi jeg er nysgerrig efter at se hvad der sker, og så ved jeg min familie ville blive meget kede af det, og det er så nok de eneste grunde jeg har for ik at spise alle mine piller.
jeg føler med dig, og håber du er mere fornuftig end jeg er og opsøger en læge.
Du må ikke give op!
Jeg tror på dig!!
Jeg er sikker på at alt nok skal blive godt, du skal bare snakke med din familie og din läge om det! Vi er mange der önsker at det skal gå dig godt.
Undskyld min paniske besked, men jeg blev så rört over dit indläg.
Jeg håber at alt vil gå dig godt!
Jeg kender den brik du er landet på alt for godt. Jeg levede ca 18 år med en depression jeg først fik diagnoseret som 24 årig. Det er svært, og man har lyst til at gøre skaden på sig selv, men ikke andre der er omkring én.
Hvis du vil snakke, skrive sms'er eller bare vide at der er en der måske forstår hvordan du har det vil jeg være så åben som til at lægge mit nummer her: (22528500) så du kan få en at snakke med om det. For det lyder til at du har brug for at få nogle ord på de følelser du har.
Jeg ved det er svært og at man føler at man -har- givet op. Tro mig. Der er så mange muligheder for at få det bedre, selvom man ikke kan se hvor de døre er. Tro mig, man får det så godt når man er på vej ud af det!
Men love mig at du vil ringe hvis du har, eller ikke har brug for det! Du er langt fra alene! Mange oplever nedture som den her! Men den er altid sværest lige før man beder om hjælp!
Pia M, Århus
Du skal hanke op i dig selv, og sige til dig selv at livet er værd at leve. Hvis ikke du lever det for andre, så lev det for dig selv. Du er ikke alene óm at have det skidt. Prøv at læse alle de indlæg der er i dette forum!!
Kontakt din læge NU - find en gruppe i dit område som har de samme problemer, du skriver ikke rigtig noget om hvad det er der går dig på?
Der er altid mange der er i samme båd som en selv, så det gælder bare om at finde dem. Find noget i livet som glæder dig - hund, kat, fritidsinteresse etc. Prøv at dyrke motion - Motion frigiver positive tanker, så er det lidt nemmere at klare hverdagen og dets problemer.
Mange knus herfra og lad mig endelig høre om det går bedre
Knus og kram, kram, krammer
Sport, gåture, få en skøn ven (hund) du kan holde af og måske en kæreste, gå til sportscenter og nyd lidt motion, jeg kender dig jo ikke men der er andre der, som godt kunne blive dine venner! Åbn nye døre i dit liv!! Vil sådan ønske alt godt for dig- Tanker fra mig. God dag trods alt:)
Håndklæde (Ja, nu er du altså døbt det)... Hør på mig når jeg siger at det kan godt være der er nogle der har det dårligt på dine vegne, men den allerbedste måde at alle får det bedre på ved, er at tage hoppet ud over afgrunden, have et selvværdsmæssigt frit fald, og bede en professionel om hjælp. Hér kan venner og familie osv kun være opbakning. Læger, psykologer og andre professionelle kan hjælpe, ingen andre... Tro mig, de er uddannede til at forstå hvordan du har det og får det bedre!