Vi er ALDRIG sammen mere
What to do???
Jeg har brug for udefra kommende tanker, frem for dem jeg selv går og tumler med i mit eget lille hoved... Så håber der er nogen som vil komme med lidt indput til mig!!!
Sagen er den, at jeg er havnet i DET LIV, jeg ikke vil leve. Jeg er gift på 2. år, vi har en søn på 17 mdr, hun på 4½ år, fast ejendom og så er jeg i 26. graviditets uge. Så man skulle jo tro alt var lykke.
MEN vi flyttede knap 80 km væk fra famillie og venner, da jeg skulle læse og vi også på den måde kom tættere på min mands arbejde, så vi ville 'vinde' meget mere tid til hinanden i dagligdagen og det var noget vi begge syntes godt om! Men vi har IKKE fået mere tid til hinanden, min mand arbejder HELE tiden (ca. 55 timer om ugen og så kommer der transporttid oveni). Han tror ikke vi kan overleve hvis han arbejder mndre, men det KAN vi.
Vi har boet her i 3 år uden rigtig at være faldet til, vi har begge et STORT ønske om at komme tilbage til rødderne. Jeg kortede min uddannelse af, så den blev jeg færdig med jan. 09, men nåede ikke på arbejdsmarked inden jeg blev gravid og fik bækkenløsning, så jeg går hjemme på dagpenge, hvilket er mere end det dobbelte af en S.U.
Vi har det begge godt med at have kontrol over tingene og derfor var det også meget natuligt at vi talte om børn INDEN vi købte hus sammen. Han ville ha børn og jeg ikke. Vi blev enige om ét barn, og at vi skulle være fælles om det. Altså at min mand også skulle være en del af opdragelse og ikke bare være 'lege onkel', som min mands far egentlig har været. (ved godt det lyder lidt mere kontrakt-agtigt end det er). Vi fik Stjerne ca 3 år før tid, men kunne ikke leve uden ham! Og så blev jeg gravid igen (jeg burde ikke kunne være blevet gravid). Det første år med sønnen har været hårdt, da han har været MEGET syg og jeg kæmpede med at blive færdig med mit studie og min man har ingen barsel haft. Kort sagt vores forhold kunne godt være bedre og bestemt ikke ideelt til endnu et barn, men min mand brød helt sammen og var ikke til at drive ud af sengen (når han var hjemme) ved tanken om at vi skulle have det fjernet, så nu er jeg i uge 26 (og glæder mig til at møde baby2).
Vores forhold er dog ikke blevet bedre, ingen romantik; hede kys, klap i måsen eller sjov under dynen, kun tante kys...
Den største forskel på mit liv og en enlig mors er, at jeg hele tiden skal indordne mig min mands arbejdstider.
Tror I at det nogen sinde vil ændre sig? eller er jeg naiv at blive ved med at tro på at han også ønsker at arbejde mindre? Kan det være rigtig at man skal føle sig så ensom, når man er i et parforhold? Eller er det bedst for os alle at vi stopper her og finder lykken med os selv eller en ander?
Jeg har brug for udefra kommende tanker, frem for dem jeg selv går og tumler med i mit eget lille hoved... Så håber der er nogen som vil komme med lidt indput til mig!!!
Sagen er den, at jeg er havnet i DET LIV, jeg ikke vil leve. Jeg er gift på 2. år, vi har en søn på 17 mdr, hun på 4½ år, fast ejendom og så er jeg i 26. graviditets uge. Så man skulle jo tro alt var lykke.
MEN vi flyttede knap 80 km væk fra famillie og venner, da jeg skulle læse og vi også på den måde kom tættere på min mands arbejde, så vi ville 'vinde' meget mere tid til hinanden i dagligdagen og det var noget vi begge syntes godt om! Men vi har IKKE fået mere tid til hinanden, min mand arbejder HELE tiden (ca. 55 timer om ugen og så kommer der transporttid oveni). Han tror ikke vi kan overleve hvis han arbejder mndre, men det KAN vi.
Vi har boet her i 3 år uden rigtig at være faldet til, vi har begge et STORT ønske om at komme tilbage til rødderne. Jeg kortede min uddannelse af, så den blev jeg færdig med jan. 09, men nåede ikke på arbejdsmarked inden jeg blev gravid og fik bækkenløsning, så jeg går hjemme på dagpenge, hvilket er mere end det dobbelte af en S.U.
Vi har det begge godt med at have kontrol over tingene og derfor var det også meget natuligt at vi talte om børn INDEN vi købte hus sammen. Han ville ha børn og jeg ikke. Vi blev enige om ét barn, og at vi skulle være fælles om det. Altså at min mand også skulle være en del af opdragelse og ikke bare være 'lege onkel', som min mands far egentlig har været. (ved godt det lyder lidt mere kontrakt-agtigt end det er). Vi fik Stjerne ca 3 år før tid, men kunne ikke leve uden ham! Og så blev jeg gravid igen (jeg burde ikke kunne være blevet gravid). Det første år med sønnen har været hårdt, da han har været MEGET syg og jeg kæmpede med at blive færdig med mit studie og min man har ingen barsel haft. Kort sagt vores forhold kunne godt være bedre og bestemt ikke ideelt til endnu et barn, men min mand brød helt sammen og var ikke til at drive ud af sengen (når han var hjemme) ved tanken om at vi skulle have det fjernet, så nu er jeg i uge 26 (og glæder mig til at møde baby2).
Vores forhold er dog ikke blevet bedre, ingen romantik; hede kys, klap i måsen eller sjov under dynen, kun tante kys...
Den største forskel på mit liv og en enlig mors er, at jeg hele tiden skal indordne mig min mands arbejdstider.
Tror I at det nogen sinde vil ændre sig? eller er jeg naiv at blive ved med at tro på at han også ønsker at arbejde mindre? Kan det være rigtig at man skal føle sig så ensom, når man er i et parforhold? Eller er det bedst for os alle at vi stopper her og finder lykken med os selv eller en ander?
Kommentarer
Du går hjemme og har bækkenløsning, det er tungt og besværligt, dagen kan falde ualmindelig lang, hvorfor det naturligvis også er et problem at din mand er væk så mange timer hver dag, men arbejdet er for en meget stor procentdel af mænd stort set hele deres identitet, så du skal nok ikke regne med, at han føler det store behov for at ændre på det, men så er det da vigtigt, at han så er til stede, når han er hjemme. Dog er det da noget, I bestemt bør tale om, dels hans behov for så meget arbejde, dels hvordan du har det med det.
Der er ca. tre måneder til du skal føde, så var det en ide at melde sig til et f.eks afspændigskursus for gravide el.lign., så du i hvert fald har bare noget, du skal – alle kursustilbudene er netop kommet, der kan måske være et sprogkursus, noget kreativt eller hvad ved jeg, som kører fra nu af, mange af disse ting foregår jo også i dagtimerne - bagefter bliver der vel også oprettet en mødregruppe, så du på den måde kan lære lidt mennesker at kende. Ja, jeg har læst, at du som sådan ikke var interesseret i at få børn, men noget sådant behøver jo ikke udelukkende at handle om børn, amning og bleer – der er da en mulighed for, at du måske kunne møde nogle, der med tiden kunne blive gode venner.
Du nævner også en hund – jeg kan ikke lige genenmskue relevansen for det her, men er der ikke f.eks en hundeklub, du kunne deltage i?
Ligledes kunne du prøve, om ikke der er en eller anden form for hobby, du kunne fordybe dig i – og jo, jeg ved, du pt er noget besværet af bækkenløsning, så det skal selvfølgelig være i den stilfærdige genre.
Jeg tror mange af dine problemer lige nu simpelt hen skyldes, at du føler dig meget ensom, fordi du går så meget alene og det er den ensomhed, du skal prøve at arbejde lidt med – derfor disse forslag, som jeg da godt ved umiddelbart kan lyde gabende kedsommelige, men det behøver de ikke være, hvis bare man kommer i gang, så kan meget af det vise sig at være rigtigt morsomt, du vil i hvert fald møde nogle andre mennesker som du måske – måske ikke kan finde noget at have til fælles med, i hvert fald sker der ikke noget, hvis ikke du selv gøre en indsats, og først og fremmest tror jeg bare, du skal have noget, der kan hjælpe dig med at fylde de lange dage lidt.
Og så ved jeg ikke rigtigt, om du overhovedet har talt med din mand om, hvordan du har det? Har du fortalt ham, at du savner hans nærhed og kærtegn? Måske hans tilbageholdenhed skyldes at han netop prøver at tage hensyn til, at du ikke har det så godt? Måske han også er såret over, at du ikke ville have det næste barn? Måske han føler sig lidt presset på arbejde, og derfor føler, han må gøre ekstra ud af det osv. osv. Har I talt dette ordentligt igennem?
Det, at du skal indordne dig under din mands arbejdstider – er det noget han har forlangt af dig? Tror du ikke, han ville kunne finde ud af det, hvis du f.eks. var optaget af noget andet, der vel at mærke også gav dig nogle input til hverdagen, som gjorde dig i bedre humør?
Pyhh – jeg forstår dig sagtens; jeg er selv uden for arbejdsmarkedet p.gr. af en ledsygdom, og det tog flere år at lære at finde ud af en hverdag, der primært foregår alene, da mand, venner, naboer selvsagt ikke er der i hverdagen. Ind i mellem føler jeg bestemt også dagen lidt lang, især i de perioder, hvor jeg har det fysisk dårligt, men har dog efterhånden lært at sprede mine opgaver ud over hele ugen.
Jeg synes, det ville være en god ide, hvis I får talt tingene igennem, jeg tror bestemt, der er håb forude for dig og din familie, en skilsmisse på nuværende tidspunkt ville være at opgive alt for let, og tingene vil sikkert ikke blive nemmere for dig af det.
Så – få jer en god snak om jeres liv – det kunne jo være din mand også har gjort sig nogle tanker.
Håber at du kunne bruge lidt af ovenstående og at du lige melder tilbage.
Undskyld jeg lige blander mig her, men fu.. jeg ER den mand, der arbejder sindsygt mange timer/dage om ugen, for min viv er på su, og pengene er bestemt ikke store, så jeg føler at jeg bliver nød til at yde det ekstra, for at vores børn ikke skal mangle noget ( børn bliver mobbet over forkert tøj, ikke over at far arbejder).
Elsker mine børn højere end alt andet her på denne jord, når jeg er hjemme er jeg deres 100%, er de syge bliver jeg "gerne" oppe for deres skyld(arb, nat), så viven kan tage i skole. Og tager så afsted med ingen eller næsten ingen søvn på job igen.
Viven siger at jeg arbejder for meget, og er tosset over det, og samtidigt brokker hun sig hvis der går 500 mindre ind på kontoen end der plejer ??
Vi har som du/i sikkert har kunne gætte heller ikke noget sammen mere, føler selv at jeg har prøvet de sidste par år at nusse omkring hende, gave i ny og næ, spontane klask i numsen, højt humør, kys og nus, ja alt andet end sex, for der er jeg blevet fejet af med den ene undskyldning efter den anden.
når alt kommer til alt så er det eneste vi er sammen om nu, børne, . Det er dem der holder mig oppe i hverdagen, at se deres smil, grin, se deres skøre påfund, de nogle gange kommer med, trøste dem når de kede, komme hjem fra jobb og se deres ansigter stråle, det er stort set sådan nogle ting jeg lever for nu,.,. ensom i "voksen" verden JA. . .
sorry ved godt at der ikke er det store svar i dette, men det er også bare for at give et indtryk af hvordan det kan være at være modparten..
mvh. far til to på 7 og en på 14
Eftersom det her er et åbent debatforum, ser jeg ingen grund til at undskylde, at man blander sig – jeg mener, det er vel hele ideen med et debatforum?
Jeg fornemmer dog, at du er et helt andet sted end trådstarter, og jeg ser desværre, at det her handler om et problem, som jeg tror rigtigt, rigtigt mange parforhold døjer under. Det sidste man øjensynligt tænker på, er at stoppe op i hele ræset, og forlange at man sætter sig sammen og får en god snak om, hvad det er, der foregår.
Hvad ville der ske, hvis du en dag forlangte, at I satte jer sammen og talte jeres forhold godt og grundigt igennem? Hvad har du det dårligt med? Hvad har hun det dårligt med? Hvad kan I sammen gøre for at rette op på det? For at det skal lykkes er det vigtigt, at I virkelig lytter til hinanden, og at I begge er indstillet på at foretage ændringer. Det er ikke kun den ene, der gør tingene forkert. I skal begge indstille jer på, at gøre en aktiv indsats. Jeg vil næsten vædde på, at størstedelen af jeres problemer er, at I misforstår hinanden, og stedet for at tale sammen, så bruger I ”gættemetoden”, og tror at den anden sikkert tror dette eller hint. Der er en grund til, at hun ikke har lyst til sex, og det skal I da have talt igennem.
Det hænger selvfølgelig ikke sammen, at din kone beklager sig over, at du arbejder så meget, og også beklager sig over det, hvis ikke der er penge nok på kontoen – den sammenhæng må I da kunne tale om på en fornuftig måde.
Børn har det bedst, hvis de mærker at de har gode trygge rammer, at deres forældre er glade; når dette er på plads er det altså mindre vigtigt, om de nu har det rigtige tøj – de vil nemlig så have overskud til at imødegå diverse dumme bemærkninger i den anledning. Jeres kærlighed til hinanden og til dem er meget vigtigere end mærketøj, og jeg tror ikke på, at det er vigtigere for dig, at dine børn har alle de ”rigtige” ting, end at I sammen har det godt.
Jeg er heller ikke helt med på, hvad der skal lægges i, at du ”gerne” passer syge børn, så din kone kan passe sin uddannelse? Jeg mener nu er I så heldige, at du arbejder om natten, så I begge har mulighed for at passe både syge børn og arbejde – det er et puslespil som rigtigt mange har svært ved at få til at gå op i en højere enhed. Og nu er børn jo ikke kun syge om dagen, som mon ikke din kone har taget sin tørn om natten, mens du var på job – hun møder således også op på sin skole uden at have fået sin søvn?
Hvad med at prise jer lykkelige over, at I kan løse problemet ”syge børn” på den måde? Hun får ikke sin uddannelse forsinket p.gr. af for mange forsømmelser, og ingen af jer behøver at bruge dyrebare feriedage på det – det er der mange, der må. Jeg ser således ikke helt, at du på den måde gør en fantastisk ekstraordinær indsats, som måske skal belønnes på særlig vis, men jo, det skal den måske, for der er bestemt mange fædre, som slet ikke kan se, at syge børn overhovedet skal være deres problem, og det er i øvrigt nok en væsentlig årsag til, at kvinder generelt ikke kan blive lige så godt lønnet som mænd – men det er vist en helt anden historie.
Hvis du vil redde dit ægteskab, så synes jeg bestemt du skulle forlange at I tager et godt og grundigt ”serviceeftersyn” på jeres forhold; at I sammen sætter jer og helt konkret finder ud af, hvad der er vigtigt og især hvad der ikke er vigtigt. Husk – du glemmer vel ikke at bilen får sit faste årlige serviceeftersyn, vel? Det skal parforholdet også have. Man lader jo ikke bare stå til, hvis der er en underlig lyd i motoren på bilen, man ved jo, at hvis ikke der bliver gjort noget ved det så hurtigt som muligt, så kan det blive rigtigt dyrt. Hvis der er en ”underlig lyd” i parforholdet, så ignorerer man det, og regner med at det ”nok går væk” af sig selv???
Det hænger ikke sammen, vel?
hos os sover børne om natten selvom de er syge.., kan godt være at de er vågne et par gange i løbet af en nat, og nej søger ikke efter en ekstra tak eller noget ...
og nej det er ikke en uddannelse min viv har gang i det er bare nogle løse fag på vuc, ikke noget hun skal bruge til noget...
men nok om det, ramte ved siden af trådstarteren....
hej..
Jeg fik bestemt indtrykket af, at du var ked af, at jeres forhold ikke fungerede optimalt, men med en så himmelråbende ligegyldighed overfor din kone, og hvad hun beskæftiger sig med, så tror da pokker, at hun ikke har lyst til dig.
Faktisk kan jeg blive en smule forarget over, at man i dagens Danmark kan få tilkendt su for ligegyldig underholdning.
Jeg beklager i den grad at have misforstået.
Mit største 'problem' er, at jeg glemmer hvor træls han er, når han er hjemme. På pluds siden, skændes vi aldrig.
Jeg kan godt forstå Helma, og det var dejligt at læse modpartens vinkel og ikke mindst at vide, at jeg ikke er den eneste! Men hvornår har du sidst været lykkelig? Spørger ikke for at provokere, men fordi at jeg selv er der, hvor jeg ikke ved om dette liv er nok for mig :-(
Har ikke været lykkelig meget længe, så ja kan godt forstå hvordan du har det. Har selv svært ved at leve i sådan et forhold, men kan ikke bare slutte det, for hvad med børne og mig? kan ikke holde ud tanken om at kun skulle resikere kun at se dem hver 14 dag.. gys.. Det er dem der holder mig oppe, dem jeg giver alt, der giver mig alt, kan slet ikke forstille mig en hverdag uden dem...
Ingen - heller ikke de mest priviligerede i denne verden, går rundt og er totalt lykkelige hele tiden.
At være lykkelig er ikke noget "alle andre" er. Jeg synes begrebet efterhånden er blevet noget udvisket, og bliver så i tvivl om, hvad det i bund og grund er, Baby og Helma ønsker? Hvad er det I søger? Hvad vil I selv gøre for at opnå denne følelse? Hvad skal der ske, for at I mener at være lykkelige?
Helma beskriver sit meget tætte og nære forhold til sine børn, der er alt for ham, men det er ikke at være lykkelig. Hvad det det så?
Jeg kunne egentlig godt tænke mig debatten, uden at det behøver at være jer, der udleverer jer selv, men hvad er det, I mener, når I skriver at I gerne vil være lykkelige?
Hvad mener de øvrige debattører her på ND?
jo jeg er lykkelig på børne området, men en familie er jo meget mere end det ik...
Lykke er i min verden ikke kun at man kikker på en ting her i livet, det er en større sammenhæng af en masse dagligdags ting,
Det har du naturligvis ret i, men ud fra det, du har skrevet, har jeg ikke indtrykket af, at du respekterer din kone, og hvad der betyder noget for hende. Som jeg læser det du har skrevet, så pjatter hun rundt med nogle ligegyldige aktiviteter, som på ingen måde skal tages seriøst. Jeg har ikke indtrykket af, at du overhovet forholder dig til de ting, der måske betyder alverden for hende.
Jo, du har prøvet med højt humør, en gave eller et klap i numsen, men hvordan ville du i grunden selv have det med at få honoreret noget, der virkelig betyder noget for dig med et klap i numsen?? Sådan som du selv har beskrevet det, har jeg fuld forståelse for, at din kone ikke har lyst til at gøre noget ekstraordinært for dig. Det kan da sagtens være, at du heller ikke føler, hun tager dig seriøst - men har I prøvet at finde ud af hvorfor?
Du har valgt at ignorere mit forslag om, at I satte er sammen og prøvede sammen at finde ud af, hvad der ikke fungerer, og sammen gjorde en indsats for at få løst jeres problemer. Det er jo ikke bare lige en snak - og så vupti, så er den klaret - det handler om det lange seje træk, og er man villig til at gøre den indsats? Og hvis det er din kone, der ikke vil det, hvorfor vil hun så ikke?
Det ved jeg heller ikke om er forsøgt, men hvad kom der så ud af det? I mit indlæg fra i går spurgte jeg netop om, hvad man selv vil gøre, for at blive lykkelig, hvor langt vil man gå.
Det er naturligvis ikke mig, der skal have svar på disse spørgsmål - det er nogle, jeg foreslår dig at vende med dig selv - og din kone.
Lykke er ikke noget man får serveret, lykke er noget, der i øvrigt kun opleves i små dyrebare dråber, og man skal selv gøre en overordentlig stor indsats for at opleve disse øjeblikke, som i øvrigt er dem, der gør livet værd at leve.
Man skal turde satse, og det skal man også finde ud af, om man tør.
Jeg oplever egentlig bare, at folk uden videre slynger ud "jeg er ikke lykkelig", men heller ikke har gjort sig begreb om, hvad det er man vil og hvad man selv vil gøre for det.