Vi er ALDRIG sammen mere

slettet18305

hej ..

Jo jeg forholder mig til alt hvad der sker hos/med hende, og jo jeg respekterer hendes ønsker om laden og gøren i dagligdagen. Og ja jeg ved udemærket godt hvordan man honorere noget der betyder noget for en.
Har ikke tid til at bruge så lang tid foran en pc på at forklare misfortolkninger igen, og igen, Det var ikke det der var meningen med mit svar til Baby...
så jeg slutter herfra...

slettet17667

Jeg ved altså godt hvordan det er at føle lykke, men at du (lotte) har den opfattelse at den kun kommer engang imellem i små dråber... Ja så tænker jeg: ved DU hvad lykke er?

lotte123

Jeg henviser til mit indlæg af 27/9. ”Lykke” er vel ikke et ord, man lige kan slå op, og så står det klart, hvad det indebærer.

Jeg tror lykke er noget, der opfattes yderst individuelt, og kunne egentlig godt tænke mig en debat om, hvad det grunden er, man mener, når man siger at man ikke er lykkelig, og hvad man tror, der skal til for at blive det.

Jeg vil i bund og grund opfatte mig selv som et lykkeligt menneske, men det har jeg bestemt ikke altid været. Jeg har nok på den mest barske måde lært, at lykke skal man arbejde målrettet for. Den største lykke er for mig at kunne gøre de mennesker jeg holder af glade. Netop det har vist mig, at det kommer tusindfold retur. Ikke som en ”belønning” fordi nu ”skylder man”, men netop som en helt naturlig reaktion.

Børn forstiller sig ikke – man kan ikke handle følelser med børn. Hvis ikke man engagerer sig i sine børn/børnebørn, så får man heller ikke nogen kærlighed fra dem, sådan er det – ret enkelt, og det kunne voksne lære rigtigt meget af. Hvis ikke man i et parforhold engagerer sig i hinanden, så får man heller ikke noget retur.

Jeg lever i et yderst velfungerende parforhold, og vi har en helt fast ”rutine” med at dagen skal slutte med et dybt, varmt godnatkys, og det kan man ikke, hvis man går og ruger over en irritation over hinanden, hvorfor den slags må ryddes ad vejen inden vi siger godnat. Derfor har vi heller ikke nogen problemer i vores parforhold, der vokser os over hovedet, da vi klarer den slags med det samme.

Selvfølgelig kan vi være uenige, selvfølgelig kan vi skændes og blive sure på hinanden, men vi er også helt enige om, at så må vi få ryddet op – og det får vi ikke ved, at den ene bare bøjer af – nej, det er vi begge nødt til. For at et parforhold skal kunne fungere er begge parter nødt til acceptere at det altså er to forskellige mennesker, der skal leve sammen, og vi hver især også har forskellige syn på tingene, og så er det vigtigt at finde ud af, hvor man kan få disse forskelligheder til at gå op i en højere enhed, og hvor det ikke kan. Det er ikke en fallit, når det ikke kan, for det er jo ofte netop den forskellighed, man i sin tid faldt for. Man er nødt til at forholde sig til, at der altså er negative ting ved ens elskede, som man ganske enkelt må finde ud af, om man kan acceptere, eller om man ikke kan, og så finde ud af, om man kan leve med det eller ej. Husk – den går jo også begge veje.

Mit udtryk med at lykke kun er i dyrebare dråber, er at vi slet ikke vil opfatte lykken, hvis vi havde den hele tiden, den ville så gå hen og blive ”kedelig” hverdag, så for mig er lykke, den der helt ubeskrivelige følelse, man lige pludselig kan opleve, som noget helt ekstraordinært, og som man kan leve højt på i meget lang tid. Det kan være lykken ved at have gjort et eller andet specielt for min mand – måske endda tilfældigt – og så se hans strålende ansigt. Jeg oplever også nogle gange, at min mand lige pludselig drøner gennem huset og fortæller mig, at han elsker mig – for det havde han lige lyst til at fortælle mig. Hvis jeg nu var sur og tvær, fornærmet over et eller andet, jeg var utilfreds med, ja, så havde han nok heller ikke lyst til at råbe sin kærlighed ud. Hvis min mand f.eks. kom sent hjem, så ville jeg nok ikke have lukket og slukket huset, næ jeg ville nok have lavet en kande varm te, tændt en masse stearinlys, måske været i bad og have taget noget lækket, blødt tøj på, og så mødt ham med et smil og et kys. Det tror jeg nemlig måske ville få ham til at forsøge at komme lidt tidligere hjem i morgen, men sådan er vi så forskellige. Hvis man kommer hjem til surhed og anklager, så kan man vel lige så godt blive væk.

Jeg vil mange gange hellere have, at min mand kommer hjem og fortæller mig, at han har savnet mig hele dagen, end at han kommer med en eller anden gave. Nogle gange har jeg gemt en sød hilsen, et udklip eller lignende i hans madpakke – der er tusindvis af ting man kan gøre i dagligdagen der gør, at man føler sig lykkelig – og det aller, aller vigtigste er at man hele tiden sørger for at følge med i hinandens liv og forholder sig til, hvorfor dette eller hint ikke fungerer, og det gør man ikke ved ikke at bruge den tid, der skal til.

Så jo, jeg ved godt hvad lykke er – for mig. Jeg kunne egentlig godt lide at vide, hvordan andre opfatter ordet.

Det blev en lang smøre, jeg mener ikke lykke er noget, man kommer sovende til – lykke skal man gøre sig fortjent til, og så er den fuldstændig vidunderlig, og hvis bare man kunne lytte til hinanden, give hinanden plads, så tror jeg også mange flere ville opleve den.

slettet17667

hmmm... Så nhar du slet ikke fattet mit/vores problem!!! For vi skændes ALDRIG og det er heller ikke altid huset er slukket og lukket, men kl.23.00 er jeg altså færdig efter en rigtig dejlig men lang dag alene med sønnemanden og en graviditet med bækkenløsning... Der er ALTID mad og i ny og næ små beskeder til manden når han kommer hjem! Når vi er sammen har vi det nemlig rigtig godt. Problemet er, at det er vi ikke særlig tit. Han går ALDRIG på weekend før fredag aften tidligst kl.22.00 (ofte senere), og ja, så sover jeg når han kommer hjem, får så er jeg frisk til morgen tjansen når den starter mellem kl.6.00 og 7.00, så han kan få lov til at sove.

Da vi i sin tid besluttede at det skulle være os og vi købte hus, havde vi snakken om hvordan vi begge gerne ville vores liv skulle være. Og det ER DET han har glemt alt om!!!
Jeg spørger så: "er det fordi, at det er sådan han selv er vokset op og i virkeligheden ikke kan finde ud af andet?" Jeg forstår nemlig ikke hvordan, man kan have nemmere ved at sige fra over for sin kone og barn end ens arbejde...

lotte123

Hej Baby,

Nu spurgte du mig, om jeg vidste hvad lykke er; og det var så det jeg gik ind i, gav mit bud på lykke for mig, og altså ikke med total fokus på dit liv.

Nej, selvfølgelig ”fatter” jeg ikke hele din problematik – det kan ingen, der bare har læst dine få linier. Der er masser af facetter, der naturligvis ikke kommer med, hvorfor man som læser udelukkende kan forholde sig til, hvad der står, og ikke gætte sig til detaillerne.

Jo, jeg kom med et lille ”hint”, og jeg mener stadig, at når man, som du er hjemme hele dagen, godt nok besværet af en bækkenløsning; ja, så mener jeg, der burde være rig lejlighed til at have hvilet sig i løbet af dagen, og bare en gang i mellem vente oppe og arrangere lidt positiv hygge – det ville jeg nok gøre, og det sker da så også hos dig; dejligt, men det fremgik ikke lige af, hvad du tidligere har skrevet.

Nu fortæller du lidt mere, hvorfor jeg således også ”fatter” lidt mere, og jeg forstår dig bedre.

Hvis I har lavet en klokkeklar aftale omkring jeres fremtidige liv, og han ikke overholder den aftale, så mener jeg dog stadig, at du må kræve, at I sætter jer sammen og taler om problemet. Jo, det har du prøvet, men så må du gøre det igen – og igen. Et godt parforhold kræver gode, dybtegående samtaler hele livet igennem. At I aldrig skændes, ser jeg sådan set ikke som noget specielt positivt tegn – det er gerne i sådanne situationer, der kommer noget ud, som virkelig trykker, og det er ikke usundt at få på bordet. Og du har også skrevet, at du er sur og gal på ham, når han ikke er der, hvorfor han så heller ikke har en jordisk chance for at vide, at du har været sur og gal. Du skriver, at når I er sammen, har I det altid godt. Jamen kære, hvordan skal han så vide, at problemet er så kæmpestort for dig?? Det er jeg så ikke helt sikker på, du har fået gjort ham klart nok.

Til det vil jeg fortælle, at jeg næsten har været i dine sko. Jeg har også været gift med en mand, der ikke var gift med mig, men med sit arbejde. Retfærdigvis skal siges, at han aldrig lovede mig, at det ville blive bedre. Jeg råbte, jeg skreg, jeg tiggede, jeg bad – det lykkedes ikke for mig, og en dag havde jeg fået nok, så det er bestemt ikke, fordi jeg ikke forstår dig, men jeg reagerede noget på at du skrev, citat: ”......at sådan her, skal det selvfølgelig ikke blive ved (dagen efter kommer han så igen først hjem efter huset er slukket og lukket) ..... ” citat slut. Der må jeg indrømme, at min første tanke var, at du godt nok ikke gav ved dørerne – 24 timer til at ændre sit liv – ellers kan man åbenbart ikke stole på ham. (??)

Jeg vil stadig mene, at I er nødt til at tale tingene igennem, du må gøre ham helt klart, at I har den aftale, at du må have en klar dato for, hvornår han har tænkt sig at overholde sin del – jeg går ud fra som givet, at du har opfyldt din del af jeres aftale? Du må også gøre ham klart, at det her kan du ikke acceptere som et fremtidigt liv, og hvis ikke der kommer en meget snarlig ændring, så vil din kærlighed til ham efterhånden blive kvalt, og du vil ikke kunne leve sammen med ham. Han skal 100% vide, hvad det er, det gør ved dig og jeres liv. Det kan godt være, du har fortalt ham disse ting, men du må så kræve noget helt konkret fra ham. Og nej, det kan godt være han ikke lige kan svare her og nu, han skal have rimelig tid til at finde ud af, hvad han i bund og grund vil med dig og sine børn. Du kan ikke forlange, at det er ændret i morgen, men du kan måske godt forvente at når lille ny kommer, så skal der andre ”boller på suppen”, og det skal han have at vide.

Min påstand – som altså ikke er anderledes af, hvad jeg hele tiden har ment, er at hvis ikke man får talt tingene ordentligt igennem, og med det mener jeg, at man også sikrer sig at den anden har forstået det, ja men så kommer der nok et tidspunkt, hvor man er nødt til at opgive, men det bør være sidste udvej.

Jeg kæmpede en hel del år, men måtte opgive – jeg sidder dog helt sikkert ikke tilbage med tanken om, at jeg ikke forsøgte alt, og det er det, jeg mener, man bør gøre, før man opgiver.

Jeg mener heller ikke, man bare skal sætte sig og acceptere at parforholdet gradvist går i opløsning, fordi man ikke tør konfrontere sin partner med problemerne, og måske risikere at partneren så siger nogle ting, man ikke vil høre. Den sidste her lidt til Helma, der i den grad har paraderne oppe.

Man er desværre også nødt til at erkende – ligegyldigt hvor svært det er – at det ikke nødvendigvis er partnerens skyld det hele. Det er nok meget, meget sjældent at det hele udelukkende er ”den andens skyld”.

Det allersidste spørgsmål, du stiller, tror jeg du har meget ret i, og det skrev jeg da også i mit første indlæg til dig; for mange mænd er deres arbejde stort set hele deres identitet – så det er ikke en nem opgave, du har foran dig, hvorfor du skal arbejde med at gøre det meget, meget tydeligt for ham, hvad det betyder for jeres fremtid sammen, for han ser med stor sandsynlighed slet ikke problemet, og gør det helt sikkert ikke for at genere dig.

Jeg gik med mine børn, og har siden fundet et helt vidunderligt liv med en pragtfuld mand. Min eksmand? Ja, han knokler stadig med sin fine karriere, har så mange penge, at han ikke aner, hvad de skal bruges til – men han lever alene, har simpelt hen ikke plads til et kærlighedsliv, og nej, jeg tror sådan set ikke, han er særlig lykkelig i dag.

slettet9597

Baby02, jeg synes, det hele er lidt tvetydigt. På den ene side ”har i det rigtig godt sammen, når i er sammen”, på den anden side er der ”ingen romantik, hede kys, klap i måsen eller sjov under dynen, kun tantekys”. Sidstnævnte tyder på, i er kørt godt træt i jeres forhold; førstnævnte tyder derimod på, at i nyder at være sammen og elsker hinanden, og så er der egentlig masser af håb.

Så det er ikke underligt, hvis Lotte har svært ved at skyde sig ind på jeres forhold og give de rigtige råd. Hvis i har det godt, når i er sammen, og aldrig skændes, så er det da meget muligt, at din mand slet ikke ved, hvor smertefuldt du har det. En god og dybdegående snak om jeres forhold, hvordan du har det, jeres fremtidsvisioner synes således meget påkrævet.

Nogle ideer jeg kunne forestille mig udover hvad Lotte allerede har budt ind med:

Send en besked (sms) til din mand, når du savner ham. Giv udtryk for dit afsavn (mens du har det) og skriv, du glæder dig til, han kommer hjem, men undgå at virke klandrende, det vil måske afskrække ham fra at komme hurtigt hjem.

Lav nogle aftaler sammen, så i kommitter hinanden til at prioritere jeres forhold. Det kan selvfølgelig være de sædvanlige forslag som biograf, restaurant, teater etc. (kan måske være svært med små børn, specielt når i ikke rigtigt er faldet til, der hvor i er flyttet hen), men det kan også bare være en god middag hjemme, en film eller anden hjemlig hygge.

Få talt jeres økonomi igennem, måske lagt et budget. Din mand føler sig måske presset som den økonomiske garant, nu du går hjemme. I har købt hus og ønsker jer tilbage til rødderne, alt sammen noget, som sikkert fordrer en vis økonomi. Få klarlagt jeres økonomiske prioriteringer, så din mand kan slappe af på den front.

Du undrer dig over, at din mand har lettere ved at sige fra over for familie end overfor sit job. Få ud af ham, hvad problemet er. Måske føler han sig under pres på jobbet, er måske bange for at miste det.

-

Lotte, du opfordrer til en generel diskussion om lykke. Umiddelbart tænkte jeg også på de øjeblikke, hvor ting bare lykkes, som man er engageret i, men det er, som du også er inde på, korte og tidsbegrænsede øjeblikke, som giver en enorm lykkefølelse, en fed fornemmelse, som man naturligvis skal være et skarn for ikke at tage til sig og nyde i fulde drag, men lykke er vel meget mere end det.

Generel, mere varig lykke, tror jeg fordrer, at man finder sig selv, ikke bare fra en snæver egocentreret synsvinkel, men i relation til verden og andre mennesker, og formår at tilrettelægge sit liv herefter. Frihed og uafhængighed spiller her en rolle. Selvfølgelig skal man nyde livets gaver, som de kommer, men at gøre sig afhængig af chefens anerkendelse, en fed bil, en drømmerejse eller en gevinst til ens favoritfodboldhold (eksempler på den fede, men øjeblikkelige lykkefornemmelse) er næppe gavnligt. Har det så noget med familieliv og ægteskab at gøre? Ja, meget. Netop i familien (og med sine nærmeste venner) har man muligheden for at finde sig selv som et kærlighedsgivende væsen, det måske ypperste formål med livet. Du rammer det samme, Lotte, når du skriver ”den største lykke er for mig at kunne gøre de mennesker jeg holder af glade”. Videre giver familieliv og andre tætte relationer mennesker imellem mulighed for at støtte og inspirere hinanden på livets vej.

Ikke mere lommefilosofi herfra. Baby02, undskyld hvis du føler, vi er røget lidt ud af en tangent og har afsporet din tråd.