TIL KAMELIADAMEN
Hej Kameliadamen, håber du læser dette.
Jeg har læst flere af dine gode informerende indlæg, ( og tak for dem ).
Du skriver en del om det naturmiddel (går jeg ud fra det er ) Perikon, og jeg kan forstå det er et middel mod depression, men at du også tager dem mod søvnløshed. Nu ved jeg ikke hvad din søvnløshed skyldes, men jeg lider utrolig meget af angst/stress især om natten, der dukker det grusomt op, om det skyldes en depression, eller det er angsten der giver mig en depression, men jeg tror selv på det er angst jeg lider af, som giver mig depressions lignende tilstand, altså at jeg i snart flere år ikke rigtig har fået en ordentlig nattesøvn, og dermed snart ikke kan klare tilværelsen.
Jeg vil derfor spørge dig om dette perikon kan tage angsten om natten? og derved få min søvn, eller hjælper det bare mod ”almindelig søvnløshed” hvis der altså er noget der hedder sådan.
Håber du ser dette indlæg.
Med venlig hilsen
Den snart desperate
Sorensen
Jeg har læst flere af dine gode informerende indlæg, ( og tak for dem ).
Du skriver en del om det naturmiddel (går jeg ud fra det er ) Perikon, og jeg kan forstå det er et middel mod depression, men at du også tager dem mod søvnløshed. Nu ved jeg ikke hvad din søvnløshed skyldes, men jeg lider utrolig meget af angst/stress især om natten, der dukker det grusomt op, om det skyldes en depression, eller det er angsten der giver mig en depression, men jeg tror selv på det er angst jeg lider af, som giver mig depressions lignende tilstand, altså at jeg i snart flere år ikke rigtig har fået en ordentlig nattesøvn, og dermed snart ikke kan klare tilværelsen.
Jeg vil derfor spørge dig om dette perikon kan tage angsten om natten? og derved få min søvn, eller hjælper det bare mod ”almindelig søvnløshed” hvis der altså er noget der hedder sådan.
Håber du ser dette indlæg.
Med venlig hilsen
Den snart desperate
Sorensen
Kommentarer
willy82
Ja, det er rigtigt, at man kan købe naturmedicin, der er lavet af planten perikon. Og det er rigtigt, at jeg tager det forebyggende mod depression, og at jeg er meget tilfreds med det.
Det er også rigtigt, at jeg har haft store problemer med søvnløshed i perioder. Men perikon er ikke et velegnet middel mod søvnløshed. Jeg har nok skrevet et eller andet sted, at det går lidt nemmere med at falde i søvn, hvis jeg tager min daglige dosis af perikon om aftenen, et par timer før jeg skal sove, i forhold til hvis jeg tager mine perikonkapsler tidligere på dagen. Men hvis jeg er stresset, har jeg stadig problemer med at falde i søvn og bliver derfor somme tider nødt til at tage noget særskilt for at sove. Jeg bruger baldrianpiller (også naturmedicin), som jeg køber på apoteket.
Hvis søvnproblemet er meget slemt, tror jeg bare ikke, at baldrian er effektivt nok.
Før i tiden tog jeg sovepiller indimellem, når jeg var meget stresset. Det kunne være en løsning for dig, Sorensen, at tage sovepiller i en kort periode, hvis du kan få din læge til at ordinere det. Lægerne er dog blevet meget tilbageholdende med sovepiller, og det kan jeg egentlig godt forstå, for man bliver meget nemt afhængig. Men hvis man har det virkelig slemt, kan sovepiller være en midlertidig nødløsning, fordi man får noget ro og noget søvn og et pust fra problemerne.
Sådan som jeg ser det, Sorensen, har du brug for både en løsning på kort sigt, så du omsider kan få lidt søvn, og en mere langsigtet løsning, der kan gøre dig rask. Perikon dur bestemt ikke som kortsigtet løsning, for perikon har ikke nogen hurtigtvirkende beroligende virkning. Det tager flere uger, før perikon virker, nøjagtig ligesom ved de lægeordinerede antidepressiver.
Men der skal jo iværksættes en behandling mod angsten, altså en mere langsigtet behandling, og her ved jeg ikke, om perikon er velegnet.
Perikon er ifølge videnskabelige undersøgelser – og min erfaring – meget velegnet til bekæmpelse af depression. Men jeg har aldrig set videnskabelige undersøgelser, der har beskæftiget sig med brug af perikon mod angst. Det betyder ikke, at det ikke virker mod angst. Det er bare ikke blevet undersøgt videnskabeligt, så vidt jeg ved. De lægeordinerede antidepressiver bliver jo brugt mod angst også, så derfor kan det godt være, at perikon virker mod angst. Men indtil nu har jeg desværre ikke set nogen beretninger fra folk, der fortæller, at perikon har hjulpet dem af med deres angst.
Personligt har jeg stort set ikke haft problemer med angst. Jeg kender dog tilstanden, da jeg nogle få gange har haft angstanfald. Så jeg ved, at det er meget ubehageligt.
Jeg læser med interesse beretningerne om Valdoxan her i debatten. Valdoxan har den fordel, at det ser ud til at have en god virkning på nattesøvnen. Men ifølge producentens oplysninger om Valdoxan, er det et middel mod depression. Der står ikke noget om angst.
Jeg håber for jer begge, at I snart finder en løsning.
Mange hilsner
Kamelia
Mange tak for dit svar. Ja jeg tror du har ret med hensyn til den kort og langsigtede løsning, man kan sige at jeg var startet med den langsigtede løsning, jeg fik nogle terapisamtaler, og det var meningen at jeg skulle fortsætte med det et års tid ud i fremtiden, men jeg havde virkelig behov for noget hjælp nu og her til min søvn, men det synes min læge åbenbart ikke at ville hjælpe med, da jeg skulle finde den psykologiske forklaring på mit søvnproblem, det kan da selvfølgelig være meget rigtigt, men man kan komme så langt ud, uden søvn at man ikke er i stand til at lede efter problemet. Samtidig følte jeg mig noget fjollet, ved at side der og snakke om mig selv, da jeg ikke har været ude for noget, der kunne gøre, at jeg har det, som jeg har det, jeg tænker her på dårlig barndom og lignende. Jeg synes der må være andre, der er mere vigtige at høre på end mig, og samtidig kan jeg heller ikke forstå der skulle være nogen, der gider høre på mig. Jeg ved godt at det er deres arbejde, men oppe i mit hoved, synes jeg bare, jeg er til besvær.
Men pga. af lægens uvilje til at hjælpe mig nu og her, har jeg skiftet læge, da jeg ikke kan vente halve og hele år på at få sovet ordentligt, da jeg jo ikke ved, hvornår terapisamtalerne skulle virke på mig, hvilket jeg jo også har svært ved at se, at det nogen sinde skulle lave om på mig.
Jeg har fået en tid hos den nye læge og jeg håber bare så inderligt at der er noget hjælp at hente. Hvis ikke så kan jeg i hvert fald prøve perikon, selvom det ikke skulle virke mod angst, men en depression har jeg jo nok også, så det kan da kun være værd at prøve.
Og igen mange tak det var pænt af dig at svare.
Sorensen
Nej, læger er ikke glade for at ordinere sovemedicin, og grunden er jo, at man nemt bliver afhængig af det. Min erfaring er, at psykiatere ikke har disse betænkeligheder. De mener, at det vigtigste er, at folk får det bedre. En eventuel afhængighed må man så gøre noget ved bagefter.
Du skriver, at din læge mener, at du skal finde den psykologiske årsag til, at du ikke kan sove. Tjah. Min opfattelse, der bygger på personlig erfaring, er, at det er klogt at holde ALLE forklaringsmuligheder åbne. Søvnproblemerne er vel en del af din dårlige psykiske tilstand og desuden en følge af bekymringer og stress i forbindelse med tankerne om, hvordan du skal klare dig med job osv. Der behøver ikke at være nogen særskilt psykologisk forklaring på, at du ikke kan sove, for søvnproblemer er almindelige ved psykisk sygdom.
Derimod synes jeg, at det er vigtigt at finde årsagen til, at du i det hele taget har det så dårligt. Og her er det, at jeg mener, at man skal holde alle forklaringsmuligheder åbne. Min erfaring er, at depression (som jeg kender bedst) kan komme ved mange typer af belastninger.
Jeg kan ikke huske, om du tidligere har skrevet om det, men det er vigtigt, at man bliver grundigt undersøgt for, om der skulle være fysiske årsager til problemerne. Læger har ofte den fejlagtige mening, at der udelukkende kan være psykiske årsager til psykiske lidelser. Det er vigtigt at få taget blodprøver, så det kan blive undersøgt, om du f.eks. lider af lavt stofskifte eller næringsstofmangler. Hvis man f.eks. mangler D-vitamin eller jern kan det være en belastning, der godt kan (være medvirkende til at) udløse psykisk lidelse.
Du skriver, at du ikke har haft en dårlig barndom. Så den belastning kan vi godt udelukke. Men der er en type belastning, som jeg godt vil pege på, og som måske ikke lige er nem at få øje på:
Der er mange, der stiller alt for store krav til sig selv. Problemet er ofte opstået i barndommen. Forældrene har måske været gode forældre, men det har ligget i luften, at barnet – for at få anerkendelse – skulle præstere meget og tilsidesætte sine egne behov og ønsker. Den type af opdragelse fører ofte til meget behagelige og søde mennesker, og hvis den pågældende person magter at opfylde alle disse forventninger, kan det gå godt og problemfrit i mange år. Men på et tidspunkt knækker filmen. En lille ekstra belastning – det kan være en voldsom forkølelse eller måske en jernmangel – sætter gang i en krise, der ikke kan stoppes, før den pågældende tager sit liv op til revision og lærer sine egne behov og ønsker at kende og leve efter dem, i stedet for at behage andre mennesker.
Nu ved jeg jo slet ikke, om ovenstående beskrivelse passer på dig. Men det er et bud på en mulig psykologisk forklaring til en, der som du fortæller, at der ikke har været nogen problemer i barndommen eller traumatiske begivenheder i øvrigt.
Og ja, det kunne godt lyde, som om du har depression også. Dine meget nedvurderende ord om dig selv tyder på det.
Jeg håber meget, at du snart finder noget, der kan hjælpe dig.
Mange hilsner
Kamelia
Det var rart at høre at man godt kan have det sådan, selvom man ikke har oplevet noget synderligt alvorligt, og jeg tror det du skriver passer meget godt. Jeg har svært ved at leve op til alle de krav som man bliver stillet over for, og så vil man vel også bare gerne have at alle kan lide en. Problemet er også at jeg bare ikke magter det stress og pres som for rigtig mange er et helt normalt liv, jeg går simpelthen ned på det, min stresssterskel er bare meget lav, da jeg har svært ved at overskue mange ting. Det er vel også fordi man selv stiller for store krav, men det er jo fordi omverdnen forlanger det. Og så er selvværet så dårligt, så jeg hele tiden er bange for hvad andre tænker om mig.
Det er her jeg mener psykologsamtale kan være meget godt, men jeg mener også samtidig at jeg har behov for hjælp nu og her for overhovede at orke samtaler, når man den ene dag efter den anden ikke får sin søvn, så går man bare helt ned med flaget, og man skal heletiden kæmpe for bare at finde en lille smule energi til at passe sine børn, og det eneste man kan tænke på det er at sove og jeg har ondt i hele kroppen, det er det jeg er mest ked af, at jeg ikke har energi til dem.
Det der også er meget slemt, er at efter jeg har fået mine børn er jeg blevet meget mere angst, jeg ved godt at alle mødre er bekymret for hvordan det skal gå deres børn og der ikke må ske dem noget, men for mig tror jeg bare det har taget overhånd, om natten er jeg så bange for hvad der skal ske dem på livets vej, og jeg ser alt muligt for mig og jeg kan ikke slippe det igen når først det køre inde i mit hoved om natten. Vi har snakket om eventuelt at skulle have en mere, min mand og børn ville gerne, og det ville jeg også hvis jeg bare havde det godt, men især pga af min angst for hvad der skal ske dem, orker jeg ikke at skulle frygte for et barn mere, og samtidig ved jeg heller ikke hvordan jeg skulle orke det når jeg dårligt kan tage mig af dem jeg har.
Jeg er rigtig glad for du har ville svare, håber snart at finde lyset.
Sørensen
Jeg har lige lyst til at knytte en komentar til det du skriver om dine problemer især mht det med søvnen.
Kort fortalt har jeg det ligesom du beskriver mht søvn og konstante bekymringer for hvad der kan kan ske med mine børn osv.
Jeg har fået dianosen generaliseret angst, jeg har panik angst og ligger også op af en mild dep.
Jeg har også perioder hvor jeg bare slet ikke sover og det er så hårdt og jeg kan næsten ikke hænge sammen, jeg er alene med mine børn og det er så ubeskrivelig hårdt at skulle klare dem selv samtidig med at jeg ikke selv kan hænge sammen.
Og i de perioder vil jeg sige at, jeg har brugt sovemedicin for at få rettet søvnløsheden og så lykkes det mig hver gang efter 1-2 uger at droppe ud af det igen uden afhængighed. Men så har jeg lige haft en lille pause fra soveproblemerne og igen mere overskud til at kare at arbejde med mig selv, gå til psykolog osv.
Jeg har en kæmpe respekt for medicin og afhænighed og tager det meget alvorligt at tage sovemedicin, men synes det er en god hjælp i de meget svære perioder.
Jeg synes at du skal finde en kompetent person der vil gi dig lov til at få lidt indslumringspiller. Dem jeg fik hedder Nimadorm og de er ude af kroppen efter 12 timer. Jeg har ikke en gang i de perioder taget mere end en halv eller kvart pille hver nat, men de har hjulpet mig til at "gi slip" så jeg ku få sovet en 5-6 timer i streg og det er meget for mig.
Jeg er lige stoppet med sovepillerne i denne uge og har nu fundet roen igen og sidste og forrige nat faldt jeg rent faktisk i søvn ganske af mig selv og det ved jeg er fordi, at jeg i mit baghoved ved at jeg har sovet de sidste uger, dog med hjælp af sovepiller men det har mentalt og fysisk givet mig roen til at kunne sove igen uden nogen form for hjælp.
Og det bedste af det hele er at når jeg får sovet bliver mine skræk senarier og ikke mindst bekymrings tanker for min børn meget, meget mindre.
Så nu skal jeg igang med stor arbejde som min psykolog siger....det bliver måske m hjælp af medicin men så må jeg gøre det for jeg orker ikke allle de her udsving det har for store konsekvenser for mit liv og ikke mindst mine kære børn.
Men jeg har sovet den sidste tid og kan nu se lyst på livet og igen tænke frem...og det kan man ikke når man ikke har sovet i lange perioder så hænger ens liv bare i laser og det handler kun om at overleve dagen.
Håber du finder en løsning/hjælp der passer til dig...
Mange venlige hilsner fra Skov
Rigtige mange tak for dit svar, det er bare helt ok at du skriver, faktisk rigtig rart at høre fra en mere der forstår og har det samme problem, ikke fordi jeg er glad for at andre har problemer, og slet ikke magen til mine, for du har ret i alt hvad du skriver. Jeg vil faktisk beskrive mit liv det sidste års tid som et mareridt, når jeg endelig sover, har jeg mareridt, og når jeg vågner op, enten fortsætter det i vågen tilstand, eller også er det angst over alt muligt, og om dagene er det en kamp for at hænge sammen, og ind imellem panik angst, ind i mellem er det som om alle mine sanser er lammede jeg kan dårligt se, høre eller tale. Det er forfærdeligt når jeg henter mine børn, hvis jeg har det rigtig slemt, så er jeg meget bange for at pædagogerne begynder at tale med mig, for jeg er dårligt i stand til at tale, og jeg er så bange for de skal tro jeg har drukket eller taget et eller andet, men jeg er bare fysisk og psykisk dårlig.
Når børnene er hjemme, og jeg bare ikke kan hænge sammen, så spørger jeg om vi ikke skal se en tegnefilm, for så kan jeg sove i medens, og det er forfærdelig for jeg kan simpelthen ikke vågne igen, og så komme min mand sent hjem og så sider jeg bare der og stirre ud i luften, enten så må han lave maden og jeg med dårlig samvittighed, eller også står jeg nærmest lammet i min krop og må bikse et eller andet sammen, det er så frygtelig at have det sådan, og jeg er ikke en der normalt tager piller for noget ikke engang en hovedpine får en panodil el lign. Men jeg bedt inderligt min daværende læge, om jeg ikke kunne få noget beroligende, for jeg kan jo ikke vente et år på at få sovet, efter som hun ville have jeg skulle gå i terapisamtaler som minimum skulle vare et år. Når man ikke har sovet længe er man nærmest bange for at gå i seng.
Jeg har nu skiftet læge, det har min mand og andre bedt mig om, da jeg i over et halv år har bedt om hjælp, og har talt for døve øre, føler jeg. Og jeg spørger mig selv, hvad lægen for ud af, ikke at hjælp mig, men det kan selvfølgelig være lige meget nu, jeg var hos min nye læge for første gang i går, og det var en med en helt anden holdning og opfattelse af problemet, jeg var MEGET lettet da jeg gik derfra, jeg har fået noget at sove på, da han sagde, at der var ingen, der kunne tåle ikke at få noget søvn i længere tid. Jeg følte jeg havde vundet i lotto. Men da det så blev tid til at tage dem, må jeg indrømme, jeg var meget bange for, hvad de skulle gøre ved mig og min krop, men nu havde jeg jo kæmpet så længe for at få noget hjælp, så måtte jeg vel også tage dem, efter 10 min. Følte jeg alle hårene på mine arme bevægede sig og jeg blev så angst at jeg følte mig helt følelsesløs i ansigtet og jeg var ved at besvime og troede jeg skulle dø, jeg tænkte at jeg måtte kaste op for at få det ud af min krop, og jeg kaldte på min mand, som kunne se rædslen i øjnene på mig, og jeg ville have han skulle ringe 112 eller lægevagten, jeg var så bange, han tændte lys og fjernsynet og begyndte at læse indlægssedlen og jeg følte jeg var ved at ryge væk flere gange panikken tog helt overhånd, men han fik beroligede mig og den følelse i huden og kroppen forsvandt. Jeg troede virkelig på at jeg aldrig ville vågne op igen. Jeg synes bare det er utrolig hvad psyken kan gøre ved en, det er simpelthen utrolig, og her til aften sider vi faktisk og griner lidt af det/mig, men jeg skal da indrømme, at jeg igen er lidt bange for at tage nr. 2, angsten for om jeg skal blive så angst igen. Det skal så siges at jeg har sovet hele natten uden angst, vågnede en gang pga hunden, normalt ville jeg her ligge vågen stort set resten af natten og angsten ville vise sig, jeg ville normalt vågne selv efter en time eller to, men jeg fald i søvn igen utroligt
Jeg håber du får det bedre med psykologhjælpen og held og lykke med det , og det var rart at høre at du ser lidt lysere på det, efter du har fået sovet, så er der et lille håb om at jeg også gør.
Tak for jeres svar, venlig hilsen
Sorensen
Dejligt at høre du har fået ny læge og dermed noget hjælp til at få det bedre.
Jeg kender hver en af de følelser du beskriver omkring feks brugen af sovemedicin. Jeg var også såååååå bange første gang jeg skulle tage en pille og reargerede meget lige som du beskriver.
Men jeg var alene og klarede det trods det var svært. Men du er ikke alene, din mand er der og passer på dig og der sker dig ikke noget. Du er her endnu og det samme er jeg iøvrigt :-)
Skriver det ikke for at være spydig men for at skubbe lidt til at, prøve at se det positive istedet for det negative. Og du fik rent faktisk også sovet hvilket må være så vidunderligt.
Da jeg valgte at ty til hjælp af sovemedicin sagde jeg til mig selv hvad er værst....måneder uden søvn...hmmm hvad gør det ved min krop...tja ikke noget godt...ELLER en periode m søvn på piller... jeg valgt det sidste.
Og iøvrigt så brugte min gamle farmor der blev 92 år, sovepiller fra hun var 50 til hun døde....hun sage tit ja jeg fungerer nu bedst på min lille slumrepille og tænkte så ikke så meget mere over det for de hjalp hende.
De perioder jeg har taget sovemedicin har jeg taget pillen ca 20 min før jeg gik i seng. MEN ikke lagt mig med det samme og ventet på virkningen. Nej jeg har tværtimod holdt mig oppe, gået rundt, gjort mig klar til natten ordnet lidt såmting osv. Og efter en 20 min tid er jeg gået i seng og er derefter faldet stille og roligt i søvn.
Håber du får en god periode m søvn og så kan du droppe pillerne igen og se mere lyst på det hele og dermed arbejde m dig selv...
Hilsen Skov
Det var rart at høre at man ikke er ene om at være lidt ”småtosset” :-) hvis du forstå hvad jeg mener.
Det var sørme flot at du klarede det helt alene, det må have været hårdt, jeg ved ikke hvad jeg havde gjort.
Jeg ved også godt at der er andre mennesker som tager den slags, men jeg var bare så overbevist om at min krop ikke ville kunne tåle det, jeg har også altid været rædselsslagen for at skulle opereres og i narkose, det skulle jeg efter jeg havde født min første, og jeg var så bange og kunne mærke følelsen af at være ved at blive kvalt efter jeg fik den pille som man skulle sove ind på, jeg forsøgte at fortælle personalet det, men der kom bare en spydig bemærkning ”godnat og sov godt” og så var jeg væk, jeg husker det tydeligt og det var vældig ubehageligt. Samtidig fik jeg den besked af min tidligere læge, da jeg bedte om noget at sove på, at det eneste det ville gøre ved mig, var at det ville lægge en dyne over mig, i stedet for at jeg ville falde ordentligt i søvn, og det ville bare gøre min angst være. Det var hendes besked og derfor ville hun ikke give mig noget, jeg kan kun sige: enten er hun fuld af løgn, eller også er hun ikke læge og ved hvad hun snakker om (undskyld min kommentar om en læge men det mener jeg), for jeg må sige at det passer overhoved ikke noget af det, jeg var helt mig selv da jeg vågnede og jeg har sovet som en drøm og uden angst, jeg følte mig ikke påvirket dagen efter, som man havde taget stoffer eller noget ikke fordi jeg har prøvet det.
Jeg må sige at jeg måske har fået en forkert holdning, men jeg har det faktisk sådan at hvis jeg skulle blive afhængig af de sovepiller eller jeg ville skulle tage så nogen resten af mit liv, for at få lov til at sove. Så må det bare blive sådan, jeg tænker lidt, at det kan da ikke være anderledes end andre mennesker skal tage et eller andet slags medicin hele deres liv, såsom diabetiker eksempelvis. Når jeg stopper med de her piller og igen ikke kan sove, så vil jeg ikke tvivle et sekund på at tage så nogle, for mit dårlige liv går ud over mine børn og mand og det skal det bare ikke, hvem vil ikke gerne være en god mor for sine børn.
Jeg håber hvis der er andre der ude som har det lige som os, at de læser det her, og hvis de ikke har en læge som vil hjælpe, så må de for guds skyld skifte til en anden hvis det er muligt.
Venlig hilsen
Sorensen
sorensen:-(