Indstillinger
HJÆLP:arbejde/arbejdsmarkede
Hej alle med psykisk lidelse.
Jeg kunne godt tænke mig at høre hvordan jer med psykisk lidelse har det med arbejde/arbejdsmarkede. Jeg lider selv af angst/depression jeg har gået sygemeldt fra mit arbejde og er nu blevet opsagt pga. af dette. Jeg havde det som om at der faldt 15 mursten ned fra skulderne, da jeg bare ikke orker at gå på arbejde. Ikke fordi jeg ikke vil tjene mine egne penge eller ”ikke vil lave noget” men jeg er ”bange” for at gå på arbejde, bange for ikke at gøre tingene godt nok, bange for hvad kollegaerne tænker om mig, bange for ikke at slå til, bliver meget nemt stresset over den mindste smule. Når jeg havde sagt noget til nogen, så brugte jeg al min energi når jeg kom hjem på at gennemtænke hvad jeg havde sagt, og var overbevist om at de måtte synes jeg var dum at høre på, nætterne gik med at alt kørte rundt i hoved på mig, om hvad jeg nu havde sagt, eller gjort, var bange for jeg havde glemt dit og dat og når jeg kom dagen efter var jeg bange for at jeg ville få skideballe, ikke at jeg nogen sinde fik det, men det var jeg bare overbevist om hverdag at jeg ville få. Jeg vil ikke sige jeg er perfektionist, med jeg har det sådan at på mit arbejde, skulle alt være i orden så ingen kunne sætte en finger på det.
Ting jeg ikke havde tænkt på om dagen som jeg havde gjort eller sagt, kunne komme med 180 i timen om natten og fare rundt i hoved på mig, jeg har mareridt og kan ikke få det til at forsvinde selv om jeg vågner af det. Jeg sover meget lidt om natten da hjernen arbejder på højtryk og jeg kan bare ikke få det til at forsvinde og falde i søvn, er derfor meget træt og energiforladt om dagen.
Nu hvor jeg har været igennem vridemaskinen med sygesamtaler på min daværende arbejdsplads og ”endelig” blevet opsagt, har jeg det bedre, eller jeg skal i hvert fald ikke være bange for arbejdet mere. Men det er jo ikke ensbetydende med at tingene er forsvundet, det samme sker i andre sammenhæng fx hvis jeg bare er sammen med andre og siger noget, nogen gange har jeg svært ved at formulere mig og jeg føler at alle tænker at jeg er dum at høre på.
Men nu hvor jeg ikke skal tage på arbejde mere, kommer der en frygt for at kommunen begynder at presse på med et eller andet, så er jeg der jo igen.
Jeg har fra min læge fået ordineret samtaler og motion i stedet for medicin. Har derfor forsøgt at starte på den sport som jeg i mange år har gået til, nu er det efterhånden 10 år siden jeg sidst har gået til det. Så kan jeg frygte at når kommunen presser på med noget, at det ikke virker som om jeg fejler noget eller har det psykisk dårligt, siden jeg kan gå til sport, men det har jeg jo fået af vide af min lægen, ikke at jeg ønsker at fejle noget, jeg ville gerne have det godt og klare livet som almindelige mennesker. og tingene er jo stadig det samme, jeg kan lægge hele natten og det køre rundt i hoved om hvad jeg har gjort og sagt, overvejer også at stoppe til sporten igen, da jeg næsten ikke magter det.
Det jeg ville høre om er hvordan i andre med psykisk lidelse har det med arbejde/arbejdsmarkede, kan i andre klare det?
håber nogen vil skrive lidt
venlig hilsen sorensen
Jeg kunne godt tænke mig at høre hvordan jer med psykisk lidelse har det med arbejde/arbejdsmarkede. Jeg lider selv af angst/depression jeg har gået sygemeldt fra mit arbejde og er nu blevet opsagt pga. af dette. Jeg havde det som om at der faldt 15 mursten ned fra skulderne, da jeg bare ikke orker at gå på arbejde. Ikke fordi jeg ikke vil tjene mine egne penge eller ”ikke vil lave noget” men jeg er ”bange” for at gå på arbejde, bange for ikke at gøre tingene godt nok, bange for hvad kollegaerne tænker om mig, bange for ikke at slå til, bliver meget nemt stresset over den mindste smule. Når jeg havde sagt noget til nogen, så brugte jeg al min energi når jeg kom hjem på at gennemtænke hvad jeg havde sagt, og var overbevist om at de måtte synes jeg var dum at høre på, nætterne gik med at alt kørte rundt i hoved på mig, om hvad jeg nu havde sagt, eller gjort, var bange for jeg havde glemt dit og dat og når jeg kom dagen efter var jeg bange for at jeg ville få skideballe, ikke at jeg nogen sinde fik det, men det var jeg bare overbevist om hverdag at jeg ville få. Jeg vil ikke sige jeg er perfektionist, med jeg har det sådan at på mit arbejde, skulle alt være i orden så ingen kunne sætte en finger på det.
Ting jeg ikke havde tænkt på om dagen som jeg havde gjort eller sagt, kunne komme med 180 i timen om natten og fare rundt i hoved på mig, jeg har mareridt og kan ikke få det til at forsvinde selv om jeg vågner af det. Jeg sover meget lidt om natten da hjernen arbejder på højtryk og jeg kan bare ikke få det til at forsvinde og falde i søvn, er derfor meget træt og energiforladt om dagen.
Nu hvor jeg har været igennem vridemaskinen med sygesamtaler på min daværende arbejdsplads og ”endelig” blevet opsagt, har jeg det bedre, eller jeg skal i hvert fald ikke være bange for arbejdet mere. Men det er jo ikke ensbetydende med at tingene er forsvundet, det samme sker i andre sammenhæng fx hvis jeg bare er sammen med andre og siger noget, nogen gange har jeg svært ved at formulere mig og jeg føler at alle tænker at jeg er dum at høre på.
Men nu hvor jeg ikke skal tage på arbejde mere, kommer der en frygt for at kommunen begynder at presse på med et eller andet, så er jeg der jo igen.
Jeg har fra min læge fået ordineret samtaler og motion i stedet for medicin. Har derfor forsøgt at starte på den sport som jeg i mange år har gået til, nu er det efterhånden 10 år siden jeg sidst har gået til det. Så kan jeg frygte at når kommunen presser på med noget, at det ikke virker som om jeg fejler noget eller har det psykisk dårligt, siden jeg kan gå til sport, men det har jeg jo fået af vide af min lægen, ikke at jeg ønsker at fejle noget, jeg ville gerne have det godt og klare livet som almindelige mennesker. og tingene er jo stadig det samme, jeg kan lægge hele natten og det køre rundt i hoved om hvad jeg har gjort og sagt, overvejer også at stoppe til sporten igen, da jeg næsten ikke magter det.
Det jeg ville høre om er hvordan i andre med psykisk lidelse har det med arbejde/arbejdsmarkede, kan i andre klare det?
håber nogen vil skrive lidt
venlig hilsen sorensen
Kommentarer
Min situation er ikke helt den samme, men har været sygemeldt ½ år nu og kan da mærke at det er svært. Kom tilbage på arb men måtte sygemelde mig igen pga af komplikationer med min sygeforløb. Det tog hårdt på mig og jeg var ved at opgive mit arb. Men jeg kan mærke jeg har lysten til at komme igang igen, synes man bliver trist af at gå hjemme.
Jeg kan mærke at det er svært for synes folk ser en som syg og det er svært at komme ud af det igen. Vil bare være normal!
Blev du bare fyret uden opsigelse? Hvis du har været der i længere tid burde du have flere mdr. opsigelse!
HVis du er sygemeldt kan du være det 1 år og så skal sagen tages op igen, jeg tror ikke du kan gå sygemeldt i længere tid uden at de vil prøve at finde noget til dig som du kan varetage om så det kun er nogle timer.
Har du overvejet at søge et job hvor du f.eks. kan arbejde alene? Kan ikke lige komme i tanke om hvad det kunne være, men arbejde hjemmefra eller noget! Kommer også an på hvad du er uddannet til eller har lyst til at arbejde med.
Ang. piller har jeg oplevet at det ikke altid er løsningen, motion er fint men det er svært at få hevet sig selv afsted, måske du kan finde en som også gerne vil dyrke motion og følges ad?
Jeg kender godt det der med at hvad tænker andre om mig og sagde jeg nu det rigtige? Og hvad nu hvis det siger noget i morgen?
Jeg ved ikke rigtig hvordan man kommer ud af det, måske det er noget med at lave noget man er god til og så handler det også om selvværd og at tro på sig selv. Hvem siger at de andre har ret? Men kender det , er selv komfliksky og går hellere uden om. Men har også oplevet at når man er "stille" så lytter folk også mere til en når man så endelig siger noget og de "tør" ikke sige en imod!
Held og lykke fremover
karina
Siden vi skrev sidst er min situation bare blevet værre og værre..Jeg er jo på 40mg citalopram, det virker desværre ikke på mig, tværtimod har det forværret min situation drastisk og jeg blev i mandags sygemeldt på ubestemt tid.. Jeg føler mig som den største fiasko og sygemelding er for mig en total falliterklæring.. Men jeg har ingen kræfter tilbage, jeg er, som dig, perfektionist og tror aldrig at jeg gør mit arbejde godt nok og det stresser mig utrolig meget. Jeg kan også ligge vågen en halv nat i ren bekymring om hvordan jeg dog skal klare jobbet og hver dag jeg er mødt har jeg været bange for at få skideballe eller blive fyret. Heldigvis har min læge endelig indset at han ikke kan hjælpe mig, han sagde nærmest til mig at han ikke tror jeg bliver rask igen, sikke et slag i hovedet! Jeg er nu blevet henvist til psykologisk afdeling hvilket jeg er meget spændt på, nu skal jeg selvfølgelig bare vente på at der er plads.
Jeg er jo kun 21år og har det helt forfærdeligt med at være sygemeldt.. Men min chef sagde noget til mig i mandags der virkelig slog mig i hovedet. "Anne Mette, jeg ved godt du er stædig og ikke vil indrømme det..men du er syg og har brug for hjælp. Hvis du ikke vil gøre det for din egen skyld så gør det for din kæreste og din familie for selvom du ikke kan se det, så sårer det dem utrolig meget at du bare lader stå til"
Så nu har jeg overgivet mig og jeg prøver at gå hjemme lidt, og jeg kan faktisk mærke at en utrolig vægt er blevet fjernet fra mine skuldre nu hvor jeg ikke skal hive mig selv ud af sengen hver morgen for at tage afsted.
Jeg håber snart jeg får det bedre og kan komme tilbage men ligenu er jeg ikke i stand til at arbejde og så må det være sådan.
Jeg skal ned på kommunen idag og finde ud af hvilken økonomisk støtte jeg kan få da jeg ikke får sygedagpenge af arbejdspladsen..Hvordan fungere det normalt?
Knus AnneMette
nej du er da slet ikke unormal-du er bare ikke rask og kan ikke overskue arbejde endnu...det kommer nok engang,når du så småt acceperer du er syg,og lærer hvad der gør DIG glad ,og det lærer du når du lærer at sige fra over for ting du ikke har lyst til eller energi til-og husk det er okey at sige fra over for andre-husk det....! kan slet ikke forstå du ikke har fået noget medicin ????
Jeg har det på samme måde som dig ,men har lært det er en sygdom og jeg nok skal blive rask engang igen..jeg blev sygmeldt i november og er langt fra arbejdsdygtig endnu-har fået afvide at det her tager tid og det skal jeg accepterer. jeg har gået til psykolog og hun sagde engang at det måtte godt være svært ,når man havde så svært v ed at tro at man havde lov til at være her på jorden....så jeg har lært at sige til mog selv (når jeg er i en presset situation ,og det er altid når det drejer sig om at skal være sammen med andre mennesker) JEG HAR LIGE SÅ MEGET RET TIL AT VÆRE HER....husk det!!! nu går jeg på psykiatrisk og får også en rigtig go hjælp der.jeg får effexor (medicin) og det jeg kan altså ikke forstå du ikke har fået noget..og forresten så er jeg også blevet fyret-og ja det føltes som hundrede sten faldt fra min skuldre....knus herfra :=))
Til Karina jeg er blevet opsagt men jeg har de der måneders opsigelse. Ja jeg tænker også tit på at jeg burde finde noget hvor jeg kunne arbejdede alene, men så komme jeg i tanke om en gang jeg havde et rengørings job (alene) for flere år tilbage, hvor jeg bare var så bange og nervøs for at når personalet mødte ind næste dag ville de synes jeg ikke havde gjort godt nok rent, og jeg kunne bare til sidst ikke klare alle de tanker og angst hver nat som tyngede mig så meget, at jeg efter en uge 14 dage måtte give op og stoppe, hver gang og lige meget hvad jeg forsøger på, så er det bare en fiasko, og det bringer så mange uholdbare tanker i mit hoved især om natten, og jeg føler at alle i min omgangskreds må tænke at hun gider og kan da heller ikke ingen ting. Og man må da sige at gøre rent kræver da ikke den helt store viden og ansvar, ikke for overhoved at nedgøre jobbet, for det har jeg al respekt for.
Hej AnneMette Jo jeg husker dig godt, og som du også siger så tænker jeg også at jeg har da ingen grund til at have det som jeg har det (være syg). Du skriver du er henvist til psykologisk afdeling hvad er det, og hvad kan det gøre, er det psykologsamtaler?. Jeg har jo gået til terapisamtaler som min læge står for, men jeg synes ikke jeg kommer nogen vegne, måske er jeg bare ikke typen på det, og jeg har det svært ved at side den ene gang efter den anden og tale om min barndom, når jeg ikke synes, der som sådan har været noget galt med den, jeg kommer fra en god familie, måske en lidt streng far, men ikke mere streng end så mange andre, og jeg synes det virker (undskyld udtrykket) latterligt at snakke om, og ja jeg har altid været en stille usikker pige, der måske altid været bange for at stå på egne ben, men jeg kan ikke se hvad det hjælper at tale om barndommen det kan jeg jo ikke gøre så meget ved, jeg tænker måske jeg bare er sådan, selvværdet har heller aldrig været i top.
Til Lise. Jeg må sige jeg har også meget svært ved at forstå hvorfor jeg ikke har fået et eller andet, ikke at jeg bare vil tage alt muligt, men hvordan kan man klare livet med job og små børn, når man ender med at være dybt stresset og ikke i halve til hele år ikke sover om natten, jeg bedte inderligt om noget hjælp (medicin) til at få sovet uden angst og uro, men det skulle kureres med samtaler i halv til helt år, så tænkte jeg også bare, skal jeg fortsat i et halvt til et år ikke få sovet, så kan man da ikke hænge samme og klare en hverdag og da slet ikke finde energi til terapi, så kan jeg da ligeså godt hoppe i havnen, så nu har min mand bed mig om at skifte læge i håb om at få noget hjælp.
Da jeg var til samtale på mit job, sagde de til mig at der faktisk var til at få noget angstdæmpende, og det kunne de ikke forstå jeg ikke kunne få, så jeg kunne klare en hverdag lidt nemmere.
Så nu håber jeg bare med den nye læge at få lidt hjælp.
Jeg er glad for at du er igang med at finde en ny læge for jeg kan da slet ikke forstå at du ikke kan få lidt medicinsk hjælp hvis det nu kunne hjælpe dig!
Altså planen med at komme på psykriatisk afdeling for mig er at komme til samtaleterapi, finde ud af hvilken medicin jeg skal have osv. Jeg mener at de i nogle tilfælde indlægger folk i lidt tid mens de finder den rigtige medicin til ligepræcis dén patient, det håber jeg nu ikke jeg behøver...mener godt jeg kan være hjemme uden at det går helt galt! Men jeg har fået lidt håb igen og krydser fingre for at de kan finde ud af hvorfor jeg har det sådan for det er helt sikkert at jeg ikke selv kan finde en grund til det og min læge har opgivet mig!! Måske du kunne forhøre din nye læge om muligheden for at få lidt behandling på afdelingen i din by? Problemet er selvfølgelig den lange ventetid men jeg er villig til at vente hvis de kan hjælpe mig!
Håber du får noget bedre hjælp hos din nye læge.
Knus AnneMette
Fik vist tidligere skrevet til dig at jeg var henvist til psykologisk afdeling, det hedder psykriatisk afdeling-bare for at have det på det rene
Ja jeg håber også det bliver bedre med en ny læge, jeg er bare så bange og nervøs for hvordan det skal gå, da jeg selvfølgelig intet kendskab har til ham, og jeg skal starte helt forfra, og jeg ved jo heller ikke om han er en der har forståelse for problemet, i og med jeg jo også går sygemeldt og uden job nu.
Man kan sige, selvom din læge har "opgivet" dig, har han trods alt sendt dig virdre i systemet, og til nogle som er mere specialiseret, håber for dig det hjælper dig. Jeg tror ikke helt læge/psykolog/terapeut i en eller hvad pokker hun var, helt fungere, min var altså en smule for alternertiv til mig, jeg ved ikke om hun havde forstillet sig at jeg skulle gå til samtaler i et år før jeg kunne få en ordentlig nattesøvn, selvom der helt sikker ligger noget psykisk bag, så kan man da ikke få en hverdag til at funger på nogen som helst måde uden søvn, og efter som hun heller ikke kunne give mig nogen dianose på depression eller noget andet, så skulle jeg grave psykologisk efter min søvn, som åbentbart kunne tage flere år (gab siger jeg bare) man kan vel heller ikke gå flere måneder uden at få hjælp og bare blive mere og mere modløs, træt, have ondt alle vegne og ikke kunne klare noget som helst, og så bare bede mig om at komme til en samtale en gang om ugen,uden det virker og man kommer nogen som helst vegne, samtidig var det forbudt at komme med noget fysisk til de samtaler altså hvis jeg sagde at jeg ikke kunne sove og nætterne var fyldt med angst, det måtte jeg fx. ikke sige, jeg er vel forpokker nødt til at fortælle hvordan jeg har det, om det så er fysisk eller psykisk.
det er hårt man skal kæmpe sådan når man ikke har kræfterne, man kan godt have følelsen af man er ved at drukne.
sorensen
Jeg synes lige jeg vil prøve at fortælle lidt hvordan jeg har det lige nu, da jeg er vågnet op efter 1½ time i min seng, her midt på dagen, fordi jeg bare var så træt i hele kroppen, efter jeg har været ril 1½ times motions træning i formiddags + været ude og gå en tur efter, jeg vågner en time efter fordi væggeuret ringer og jeg kan simpelthen ikke vågne det er mig fysisk umuligt, jeg forsøger men sover en halvtime mere vågner ved at jeg drømmer det ringer på, i drømmen og i virkeligheden kan jeg simpelthen ikke vågne, så jeg kan stå op og lukke op for hvem det nu måtte være, jeg høre en barnestemme komme ind i mit hus, og jeg tænker, det er en der bare er gået ind, og jeg ligger bare her og kan ikke åbne min øje jeg føler mig fuldstændig lammet og kan ikke røre mig, andre gange kan jeg drømme at mine børn lukker op, selv om jeg har sagt til dem de ikke må lukke fremmede ind, men det gør de og der står tit nogen på den anden side af døren, som vil gøre dem fortræd, og jeg ligger igen bare og er lammet inde i min seng, kan ikke åbne øjnene, og kan ikke komme ud for at redde mine børn, det er simpelt hen så forfærdeligt.
Når jeg så i virkeligheden er vågnet og endelig fået åbnet mine øjne er det som om jeg egentlig er lammet alle mine sanser er på nedsat blus, det snore og prikker alle vegne selv i ansigtet som faktisk er det værste sted, men jeg er i sådan en klokke eller nærmest hvis man er skide fuld i ca. ½ til hel time efter jeg er vågnet, forsøger mig med en masse chokolade eller cola, i håb om at det hjælper, jeg er sommetider taget op for at hente mine børn, i institution og jeg håber bare ikke pædagogerne snakker til mig, for jeg orker det ikke, og jeg er bange for de skal tro jeg er fuld eller har taget et eller andet, men jeg har bare sovet og kroppen kan simpelthen ikke vågne igen, jeg fatter og forstår simpelthen ikke at jeg får det sådan min hud i ansigtet er nærmest følelsesløs, jeg kan faktisk nive mig selv uden jeg kan mærke det, når jeg er i den tilstand.
Er der nogen der kan genkende det.
Selv om det er et pænt stykke tid siden, du skrev dit indlæg, så vil jeg gerne lige kommentere lidt på din oplevelse.
Jeg har ikke prøvet at have drømme som dine, men fornemmelsen af ikke at kunne vågne og komme i omdrejninger - den har jeg engang imellem. Og som du beskriver, så er det hos mig også ofte i forbindelse med fysisk udfoldelse.
Jeg er pt sygemeldt med belastningssymptomer og let depression, men har også fået at vide, at jeg skal motionere - samtidig med at jeg skal tage lykkepiller.
Jeg tror simpelthen at kroppen under en depression bliver drænet for energi, så når man tvinger den til at være fysisk aktiv, så forsøger den at kompensere for den tabte energi ved at hvile så meget som muligt. Måske har du presset den for meget ved både at motionere og gå ture på samme dag?
Håber du har det bedre:)
Tanker fra Elektra
26.oktober, Vartov i København,også for ikke-medlemmer. www.depressionsforeningen.dk; kalenderen.
mvh Malik