Hjælp en frustreret mor har brug for nogle gode råd

Redigeret 4 juli, 2017, 03:42 i Teenagere
Hej med jer

Jeg kan se, at man er ret seriøs omkring besvarelse af de spørgsmål der bliver stillet herinde i dette forum, og det er lige det jeg søger, gode brugebar seriøse råd fra erfarene forældre med teenagerbørn.

Jeg er en mor til 4 børn. Har altid været meget engageret i mine børns udvikling, skolegang m.m. og er også meget tilknyttet mine børn. Desværre hænger mit ægteskab lidt i et tyndt snor og har ikke helt fungeret optimalt indenfor de sidste par år - jeg er derfor flyttet fra min mand for at tænke lidt nærmere over mit liv og vores ægteskab.

Når jeg ser det lidt i bakspejlet så har jeg haft en meget svær tid med hensyn til det med at løsrive mig fra mine børn. Det har og er en meget svær proces. Det har været en svær tid for mig som mor at vide, at mine børn ikke har brug for mig længere, på samme måde som da de var små. Jeg savner deres nærvær, og jeg savner at kramme dem, savner at få nogle gode snakke med dem. Jeg savner at brug tid sammen med dem. Jeg savner at have et fælleskab, men fælleskabet er der ikke. Sammenholdet er der ikke længere.

Jeg har nu en masse tid til mig selv. Har også forsøgt at fylde den ud med andre ting, men jeg savner stadigvæk lidt tid sammen med mine børn, for at være en del af dem. Men de gider mig overhoved ikke. Jeg er ked af at jeg ikke kan præge mine børn længere, komme med gode råd og vise dem vejen til livet. Jeg kan mærke på dem at de bliver irriteret på mig, hvilken måske er meget naturligt og forståligt nok, og jeg prøver da også at holde mig lidt igen. Jeg føler at det at de er blevet voksene, (de er 20, 16,15,12) har skabt en afstand mellem mig og mine børn. Måske har jeg knyttet mig for meget til mine børn for at erstatte mit tomrum som jeg har haft i mit ægteskab. Hvordan kommer jeg ud af denne frustration?

Jeg har et par veninder hvor jeg kan se, at de har et godt forhold og fælleskab med deres teenagerbørn, så det kan lade sig gøre - og hvorfor det ikke lykkes mig og hvorfor jeg ikke har det med mine børn kan jeg ikke helt forstå.

Noget andet som kommer meget bag på mig er, at selvom de har tilbragt meget af deres tid sammen med mig og det er mig der har stået for opdragelsen, ja så kan jeg ikke helt se udfaldet den opdragelse jeg har forsøgt at give dem. Hvordan kan det være at de ligner mere deres far i vaner og tankegang, når han ikke har været så meget omkring dem.Når han er den der ikke engang har forsøgt at præge dem.

Jeg er nu flyttet hjem til en veninde og hverken min mand eller mine børn har kontaktet mig eller spurgt ind til hvordan det går med mig. Jeg føler ikke at mit forhold til mine børn har været så anstrengende at de ikke engang kan føler det som noget naturligt at spørge ind til hvordan jeg har det. Jeg har været en ganske almindelig mor der har sat regler og grænser, og har da også haft forventninger til dem. Hvorfor er det, at mine børn er så kolde om hjertet? er det ligefrem en befrielse for dem at deres mor ikke er der, så de har de deres "frihed" for deres far er meget afslappende og har ikke de stor forventninger til dem, men uanset hvad så burde de kunne se, at deres mor er ked af det og at hun har brug for at høre fra dem. Jeg ha r selv forsøgt at kontakte dem telefonisk, hvor jeg nærmest kan høre at det er irriterende for dem. Jamen mor du er her jo ikke, hvorfor så alt den bekymring om os siger de.

Er det mig der er forkert på den - og hvorfor får denne situation mig til at føle at jeg er alene. Jeg trode at jeg havde en familie og at vi stå hinanden meget nær, og at sammenhold vil være der - og at de vil være i stand til at vise omsorg m.m for det er sådan jeg har opdraget dem. Er det virkelig de børn som jeg har brugt så meget af min tid på givet et og alt til dem, været der for dem lyttet til dem, og det er dem der ikke engang har omsorg for mig. De viser ikke den mindste interesse for mig?

Min veninde siger, at jeg overhoved ikke skal kontakte hverken børn eller mand, hvis de er interesseret så må de selv ringe, især børnene. Men jeg tror ikke at det ændre noget på situationen, jeg tror ikke at mine børn vil savne eller længes efter mig af den grund.

Håber at I virkelig vil gøre jeres for at komme med nogle gode råd og forslag til hvordan jeg skal takle mine frustrationer - og håber samtidigt, at I vil komme med nogle gode og seriøse svar - måske skal jeg bare se tingene fra en helt anden vinkel.

Tanya
«1

Kommentarer

  • Kære tanya,
    Jeg kan genkende mange af de ting du skriver om dig selv og dine børn. Jeg er alene med 3, to store, der snart er klar til at flyve fra reden og en lille efternøler.
    Jeg læser af dit indlær, at du har været primusmotor hjemme hos jer. Børnene har simpelthen været vant til, at du har haft styr på tingene, klaret hverdagens store og små udfordringer, og det har de ikke stillet spørgsmålstegn ved. Det har været helt naturligt.
    Nu er situationen en anden. Du er ude i en følelesesmæssig turbulent periode, og kunne godt tænke dig noget omsorg og forståelse fra dem. Helt forståeligt. MEN, situationen er jo også helt ny for dem! De har aldrig set dig i en situation før, hvor du var den der behøvede, at andre viste omsorg for dig. De tænker garanteret slet ikke over det. Og det er ikke dårlig vilje, men et udtryk for, at de trods alt ikke er så gamle endda (det er min erfaring, at børn skal være ret voksne, før de begynder at få den slags tanker helt af sig selv).
    Måske skulle du sige til dem, som det er, at du har det svært for tiden, og at du savner hverdagen og nærværet med dem. Foreslå evt at ses, måske med en af gangen og gør noget hyggeligt sammen.
    Hvis de afviser dig, må du finde ud af, om det handler om, at de er kede af, at du er flyttet. Det er muligt, at de lige nu synes du har svigtet familielivet og deres far.
    Du skriver ikke noget om, hvor meget dine børn har vidst om, at ægteskabet mellem dig og deres far ikke fungerede.
    Er det kommet som et chock for dem, at du er flyttet?
    Børn bliver jo meget prægede når forældrene går fra hinanden, også selv om de er meget store/voksne. Du må give dem plads til at evt at være vrede, hvis det er sådan de føler, men samtiidig gøre dem klart, at du havde dine grunde til at tage det valg du gjorde.

    Vis at du stadig er der for dem. Erkend overfor dem, at du har det svært og at du savner dem, men lad være at give dem dårlig samvittighed! Vær tålmodig! De skal nok komme tilbage.
    De tre mindste er jo ganske unge og i puberteten. I virkeligheden kunne deres manglende interesse for dig lige nu sagtens bare være et udtryk for, at de har nok i sig selv, hvilket jo er fuldstændig normalt for unge i den alder. De er ikke plads til at rumme andet end deres egne behov i de år. Det kender jeg alt for godt fra mine egne :0).
    Jeg synes det er for tidligt at bedømme, om dine børn falder ud efter deres far. Selvfølgelig er de også præget af de værdier du har givet dem. Du har trods alt påvirket dem dagligt hele deres liv!

    Vær glad for, at du har en veninde der har lukket døren op for dig, og så tal med hende.

    Kærlige hilsner
  • Hej igen, Tanya.
    Jeg fik vist ikke skrevet alt hvad jeg havde på hjerte i går, som svar på dit lange indlæg.

    Du skriver, at du nu har meget tid til dig selv, efter børnene er blevet store. Jeg forstår godt den tomhed du muligvis føler. Du skal nu til at tænke over hvad DU har lyst til, i stedet for at være "serviceorgan" for andre. Det er er en svær situation, jeg tror vi er rigtig mange kvinder der oplever den tomhed, når børnene bliver mere uafhængige.
    Men den rummer altså også nogle gevaldige muligheder for at du kan udvikle andre sider af dig selv. Men det kræver, at du aktivt tager hånd om dit eget liv, og flytter dit fokus fra børnene til dig selv!
    Du er jo sådan set allerede begyndt ved at tage beslutningen om at flytte fra et ægteskab der ikke fungerer, for at få en tænkepause.

    Dit overskud skal nok vende tilbage, når du finder en afklaring på din fremtid mht din mand. Ender det i skilsmisse, er det dog forventeligt, at du måske skal bruge en rum tid på at finde dine ben i din nye livssituation. Det er ikke lykke fra dag 1, selvom det er dig der har valgt at gå.
    Prøv at have tolerance overfor dig selv og alle de følelser du gennemlever.
    Hvis du trænger til at koble af, kunne afspænding/meditation til at få tømt hovedet for tanker, eller en god omgang massage, være med til at give dig et tiltrængt overskud.

    Dét at skulle give slip på børnene og føle at nærværet smuldrer, er jo netop en del af det, at de nærmer sig voksenlivet (og den mindste er godt på veje ind i puberteten).
    Ud fra det du skriver, tror jeg, som jeg også berørte i første svar, at dine børn tager dig for givet. Det skal ikke forstås negativt, men blot som at du, i deres øjne, med usvigelig sikkerhed klarer ærterne, så de skænker ikke en tanke, at det kan være anderledes. Tværtimod, tror jeg de føler det som base og kilde til stor tryghed at vide, at du altid er der og vil være det sikkerhedsnet som de, trods alt, vil have brug for mange år endnu.

    Men løsrivelsen er uundgåelig. Den skal de unge gennemleve, hvor trist det end er for os mødre. Og med løsrivelsen følger også kritisk stillingtagen til ens egen opvækst. Man tager afstand fra de værdier man er flasket op med, afprøver måske nye regelsæt - og ofte ender det så med, at man alligevel anerkender og vender tilbage til de værdier man fik i sin opvækst.

    Det at du har veninder med gode forhold til deres teenagere, kan du ikke bruge til så meget. Det er svært at sammenligne sin egen situation med andres, uden at føle, at græsset er grønnere på den anden side.
    Det lyder jo til at du har gjort det godt, men det er klart, at jo ældre børnene bliver, jo mere går forholdet fra at være opdragende til at blive vejledende. Den gode dialog med store børn bygger på respekt for deres synspunkter, på tillid til deres dømmekraft. Og dermed neddroslen af kontrollen. Jeg er sikker på, at hvis dit og børnenes forhold bygger på den gensidighed, så har du gjort hvad du kunne for at sikre et godt forhold til dem, efterhånden som de bliver voksne. Men som sagt er de altså ganske unge lige nu, og ser ikke verden med en voksens briller.
    Det har taget mig en del tid at finde balancen med mine store børn, da jeg meget gerne ville kontrollere dem og stadig styre så vidt muligt. Nu tror jeg dog, at jeg er ved at få lært at det fremover skal være dialog og vejledning, og det har givet en anden, langt mere afslappet og god stemning, og taget meget af den tyngende fornemmelse fra mig.

    Jeg håber du kan bruge lidt af det jeg har skrevet, og ønsker dig al mulig held og lykke :)

    Kærlige hilsner
  • Kære Pearl

    Tusind tak for dine gode råd, og tak fordi du har brugt noget af din tid på at komme med så uddybende en mail til mig.

    Du har ret i det du skriver, og jeg synes du har rammer plet med hensyn til min situation. Ja, mine børn er voksende, og det er også derfor jeg ikke kan forstå, at de kun tænker på dem selv og og at de er så selvoptaget. Er det meget normalt, at teenager børn er så egocentreret? at de ikke har tid eller har svært ved at vise omsorg for andre?

    Jeg synes min kernefamilie er smuldret. Jeg kan huske at hver gang jeg skulle hjem fra arbejde blev jeg altid trist til mode -Hver gang jeg trådte hjem, fik jeg en følelse, af at jeg kom hjem til et tomt hjem, selv om min mand og børn var der. Jeg følte, at både min mand og mine børn var optaget af deres eget.

    Med tiden blev der mindre og mindre fælleskab. Jeg mærkede utrolig meget modstand hver gang jeg skulle sætte grænser for mine børn, og det var mig der mærkede sur minder og vrede fra børnene. Min mand har altid holdt sig udenfor, og vil ikke blande sig. Jeg har været ked af at det ikke har lykkes mig at lære mine børn fællesksb, ansvar i hjemmet. og de andre ting jeg så ihærdigt har forsøgt at lære dem.

    Jeg tænker også at det, at min mand ikke sætter grænser eller ikke er med til at opdrage børnene er med til gøre mig og mine ord meget svag overfor mine børn. Jeg føler, at jeg har været en skydeskive for mine børns vrede, aggrassioner, andre utilfredsheder. Jeg føler også at jeg har stået helt alende med opdragelsen, og du kan tro at jeg har været der for mine børn, men hverken min mand eller mine børn har værdsat eller påskønnet min tilstedværelse.


    Jegt føler nu, at børnene få fnider hver gang jeg kontakter dem, eller gerne vil tale med dem. Hvorfor er deres reaktioner sådan tænker jeg?

    Jeg kunne ikke vænne mig til den ændret struktur i mit eget hjem. Et hjem hvor jeg ikke mærkede noget som helst sammenhold , nærvær, omsorg, eller fælleskab, men kun modstand, irritation, og ensomhed. Nu er det bar blevet til at vi alle lever vores eget liv under samme tag, det var inden jeg flyttede. ER det meget normalt at en familie med voksende børn lever på den måde.

    Det er ikke første gang at jeg er flyttet, men 3 gang, så det er bestemt ikke noget nyt for mine børn. Jeg føle,r at jeg er blevet afskåret af mine børn og min mand. Ingen har kontaktet mig.

    Kan du følge mig, og hvad kan du sige om det?

    Håber og ser frem til et svar fra dig :O=

    Tanya
  • Kære tanya,
    Ja du kan tro jeg kan genkende det med, at børnene synes man er irriterende og ens velmenende gode råd/grænser osv virker som en rød klud. Samt, at hjælp til alm huslige pligter absolut ikke er noget de kommer i tanker om af sig selv. Jeg skal bede dem rigtig mange gange om hjælp, bede dem rydde op efter sig selv, tømme skraldespanden, hænge lidt vasketøj op osv.

    Jeg er hamrende træt af det og ser det også som (i mine sorte øjeblikke) at de er top-egoistiske og absolut ikke har sans for andre end dem selv og deres egne behov. Når jeg kommer hjem fra job skal jeg virkelig bide mig selv i tungen for ikke at starte et skænderi eller flytte al deres brugte service ind på deres værelse, når køkkenet bare flyder... Jo, du kan tro jeg kender det :0).

    MEN MEN, jeg tager turen med dem på den saglige måde én gang til, hver gang jeg kommer hjem til et bombet lokum. Forsøger at appelere til deres sunde fornuft om, at jeg ikke skal være serviceorgan for dem, med deres alder osv. De kan godt se det, når det bliver forklaret, men problemet har det med at opstå få dage senere.
    De er teenagere!!! Og de rummer ikke meget andet end egne behov i den alder, vil jeg mene.
    Jeg synes heller ikke det er særligt hyggeligt med et familieliv, hvor husets teenagere sidder bag hver deres lukkede dør og ikke gider kontakt. Men når jeg spørger kollegaer og venner, så er det samme historie hos dem.

    Der er sikkert forældre, der kan komme med pragteksempler på børn der helt af sig selv hjælper til og af sig selv får øje på hvis noget i huset trænger til at blive gjort.
    Personligt kender jeg ingen der har sådanne børn, så jeg tillader mig at tro, at vores teenagere er ret normale.
    Og det går over en dag!!

    Når det så er sagt, så fornemmer jeg dog, som jeg har skrevet før, at du behøver flytte dit fokus noget væk fra dine børn. De bliver helt klart trætte af at mærke dit behov for nærhed, et behov de ikke oplever så meget selv for øjeblikket.
    Lad dem være! Forstået på den måde, at når du har kontakt med dem, så lad være at kontrollere/kræve/forvente/sætte grænser, unødigt.
    Når du spørger til hvad de har af planer, så spørg af interesse, ikke for at kontrollere. Og glæd dig over, at de har aftaler/venner/interesser o.l. Ros dem for det.

    Og se så at få skabt dig en interesse selv. Som jeg skrev tidligere, så er det måske lige nu værd at bruge tid på dig selv. Det har du brug for.
    Hvad vil du med din mand?
    Måske var det er sted at starte.. Skal jeres forhold have en chance? Hvad siger han om det?
    Du er flyttet 3 gange! Måske har han (og børnene) også svært ved at tro på, at du vil jeres familie, hvis du kaster håndklædet i ringen, hver gang de ikke lever op til dine forventninger.
    Det bliver lidt som med Peter og Ulven, det med at flytte ind og ud.
    Til sidst virker det ikke på dem længere..

    Hvis du kommer frem til, at der kunne være en chance for dig og din mand, så kommer du under alle omstændigheder til at bygge et forhold op med ham, der beror på, at I har meget store børn. Dvs, det skal handle om jer to!! Du skal vel gå fra at være MOR til at blive KONE og KVINDE for ham igen.
    I skal gøre nogle ting sammen - alene. Og genfinde hinanden.
    Det tager tid. Og det kræver vilje fra begge sider. Men det kan garanteret være skønt, hvis begge parter vil.

    Omvendt, hvis I ikke kan finde sammen igen, så skal du ud på egne ben. Du kommer stadig ikke udenom at redefinere dig selv. Dine børn kan og skal ikke blive ved at være det centrale omdrejningspunkt i dit liv.
    De vil stadig have brug for dig mange år endnu, men du må og skal give slip og lade dem komme til dig. Den mindste på 12 behøver selvfølgelig stadig tæt kontakt, men det varer ikke længe før også han/hun vil blive temmelig selvkørende.
    Heldigvis, Tanya. Vores børn skal da lære at klare sig selv!! Og de værdier du har givet dem med i bagagen, skal nok dukke frem igen. Vær vis på det!

    Du må starte din proces med at finde ud af hvor du står ift din mand. Det er ham du skal have en snak med i første omgang!

    Held og lykke med dig. Håber at høre hvordan det vil gå dig!!¨

    Kærlige hilsner
  • Kære Peale

    Jeg synes du er god til at hjælpe mig lidt på vej. Dine råd har hjulpet mig med at blive lidt mere afklaret med hensyn til mine børn. At jeg er så ensom og har brug for nærvære skyldes nok mit dårligt fungerende ægteskab.

    Du har ret, jeg skal lade mine børn være lidt i fred, og lad dem leve lidt deres eget liv og håbe på at de bruger deres sunde fornuft samt alt det jeg har forsøgt at give dem med i deres rygsæk. Jeg skal nu koncentre mig om mig selv og mit ægteskab.

    Jeg ved ikke om vores ægteskab har en chance, jeg har forsøgt at redde det, rette op på nogle ting, få et bedre og nære forhold til min mand, men det er ikke rigtig lykkes mig. Vi har et meget stort kommunikationsproblem i mellem os. Min mand har svært ved at rumme mig, og kan ikke forstå mit sprog. I den sammenhæng har jeg også forsøgt at ændre mig, men jeg synes i det hele taget ikke at han er særlig opmærksom på mine behov og ønsker. Han arbejder meget og er ikke særlig meget på i forhold til familien når det gælder socialt. Han arbejder meget og når han så endelig er hjemme har han ikke det stor overskud. Han har en lidt tendens til at plante sig foran fjernsynet. Jeg er en kvinde fra Tyrkiet, men er opvokset her i Danmark. Jeg blev gift i en meget tidlig alder. Jeg har selv valgt min mand i samråd med min familie. Dengang gik det godt, men jeg var nu helller ikke særlig moden eller bevidst.

    problemet har eksisteret der hele tiden, men jeg har ikke turde at slå hul i bylden, har slåe det hen med at det nok skulle gå. Har altid følt at jeg ikke har været første prioritering hos min mand.Tidligere har det været hans familie i tyrkiet, hans arbejde, hans venner. Han er god med hensyn til det praktiske i hjemme, her kan jeg ikke klage, men det er ikke nok i et ægteskab, at man passer hver især sine pligter uden at komme hinanden særlig meget ved.

    Det er meget svært for mig at tage den endelig beslutning, jeg føler at det er lige vidt om jeg flytter fra ham eller tage tilbage til ham, mine muligheder er ikke bedre af den grund. Ensomheden vil altid være der, og gad vide hvad mine børn vil tænke om mig, de vil jo uanset hvad både have en mor og en far, og selv om de godt kan se at deres far og mor nærmest ikke kommunikere med hinanden ja, så vil det altid være mig der vil være "synderbukken" det vil være mig de vil stille til ansvar, og ikke deres far, selv om de er godt klar over deres far mangler.

    Jeg føler heller ikke at jeg har det stor overskud til at komme igennem alt der der nu måtte høre til når man flytter fra hinanden. Men samtidigt føler jeg også at jeg bestemt ikke er tjent med at leve med en mand som ikke gide mig, en mand som ikke har så meget at sige, mand som føler sig godt tilpas med at arbejde, komme hjem og slappe af og se fjernsyn og ellers ordne alt det praktiske i forhold til hans familie. Jeg har gjort ham opmærksom på problemerne, men føler ikke at han forstå mig og mine behov, føler ikke at han gider at lytte til den slags, han synes jeg gøre alting kompliceret .

    Hvad skal jeg gøre, synes jeg er meget fastlåst.

    hilsen Tanya
  • Kære Tanya,

    Jeg er lidt i tvivl om, hvor meget af det du skriver, der så er betinget af kulturelle forskelle, for der har jeg selvfølgelig svært ved at give råd, da det jeg ikke kender så meget til de tyrkiske værdier.
    Jeg kan forstå, at du er opvokset i DK og dermed også har mange danske værdier. Kan du ikke bruge den danske prægning, som dine børn jo også må have, da de også er vokset op i DK, til at forklare dem baggrunden for, hvis du forlader deres far??

    Ellers tror jeg simpelthen du bedre vil kunne få råd hos kvinder med samme baggrund som du. Især hvad angår håndteringen af dine børn, for det er jo urimeligt, at du skal bære skylden for at ægteskabet ikke kan holde.


    Når det så er sagt, så synes jeg dog det virker genkendeligt, med mænd der ikke forstår hvorfor deres koner er utilfredse.
    Jeg tror mange mænd synes kvinder taler alt for meget og kræver alt for meget i et forhold. Alting kan snakkes ihjel - de kan ikke forholde sig til alle de problemer som de oplever kvinden skaber, i en hverdag som de egentlig selv synes går ganske stille og roligt.
    Måske er det bare en grundlæggende forskel på mange mænd og kvinder...

    Hvis du fastholder dit ønske om at gå, så forstår jeg at du synes det er svært at finde overskuddet. Det tror jeg rigtig mange kan nikke genkendende til af os der har været igennem en skilsmisse.

    Du skriver ikke om du har et arbejde eller en uddannelse, for det er klart, at står du helt på bar bund, er udfordringen jo større. Du skal jo ud og klare dig selv.
    Gå på din kommune og hør om dine muligheder, hvis det er sådan, at du skal starte helt fra bunden.
    Min mor lod sig skille fra min far da jeg var lille og hun måtte starte helt forfra med at tage en uddannelse og være alene med 3 børn.
    Det var svært, men det lod sig gøre.

    Ellers kunne du måske starte med at tage job/uddannelse mens du stadig lever sammen med din mand. Og så se om det kan udfylde og tilfredstille noget i dit liv.

    Under alle omstændigheder må du tage dig selv alvorligt, og hvis du ikke trives nu og ikke kan se dig selv i samme ægteskab de næste mange år, så må du tage handling på det!
    Jeg håber blot du får kyndig hjælp til, hvordan du får dine børn til at acceptere hvis du forlader deres far. Der synes jeg som sagt du må søge råd hos venner/netværk med samme baggrund som din egen

    Rigtig held og lykke
  • Kære Peal

    Jeg er glad fordi du skriver tilbage, som sagt, dine råd og din måde at vise min situation ud fra en anden synsvinkel hjælper mig. Jeg kan se tingene på en helt anden måde.

    Du skriver at jeg skal bruge mit tyrkisk netværk af veninder eller andre til at rådgive mig i forhold til min kultur, for den kender du ikke nok til at kunne rådgive mig udfra, men desævrre det har jeg meget svært ved. Jeg kan bedre åbne mig op for en dansk veninde end jeg kan overfor en tyrkisk. Man er ikke så god til at tale fortroligt når det gælder tyrkisk kultur.

    Du spørg også ind til min uddannelse og job. Jeg har skam uddannelse, og sidder i en udmærket attraktiv stilling, så uddannelse og job er slet ikke problemet. Det er mere hvilken beslutining jeg skal tage som gøre det svært for mig. Dernæst er jeg bekymret for mine børn. Min mand er gal fordi jeg er flyttet og vil ikke lad mine børn se mig. Jeg kan også mærke at mine børn holder afstand til mig, det kan godt være at de er påvirket af situationen men ønsker ikke at tale om det, de lukker sig inde i deres egen verden, og gøre sig optaget. Jeg har forsøgt at tale med dem, få kontakt med dem, men de virker bare irriteret på mig, også er det lige meget hvad det er jeg siger til dem.

    Jeg er bange for at tage hjem til et hjem hvor vi alle er fremmed for hinanden, hvor vi bare skal leve sammen side om side uden at have det stor fælleskab. Et hjem hvor jeg føler at mil liv bare suser forbi og hvor det er mig der bliver gjort til bussemanden fordi jeg skal være over børnene. Et hjem hvor manden er passiv og ikke så meget, for det er hans stil.

    ja det er meget svært for mig. Min familie råder mig til at tage hjem og tænke på mine børn - jamen de er så stor at de har deres eget liv, jeg har også brug for en som jeg kan dele mit liv med siger jeg til dem. Det er svært at styre et hjem hvis to voksende mennesker ikke kommunikere sammen.

    Håber at høre lidt mere fra dig.

    hilsen Tanya
  • Kære Peal

    Jeg er glad fordi du skriver tilbage, som sagt, dine råd og din måde at vise min situation ud fra en anden synsvinkel hjælper mig. Jeg kan se tingene på en helt anden måde.

    Du skriver at jeg skal bruge mit tyrkisk netværk af veninder eller andre til at rådgive mig i forhold til min kultur, for den kender du ikke nok til at kunne rådgive mig udfra, men desævrre det har jeg meget svært ved. Jeg kan bedre åbne mig op for en dansk veninde end jeg kan overfor en tyrkisk. Man er ikke så god til at tale fortroligt når det gælder tyrkisk kultur.

    Du spørg også ind til min uddannelse og job. Jeg har skam uddannelse, og sidder i en udmærket attraktiv stilling, så uddannelse og job er slet ikke problemet. Det er mere hvilken beslutining jeg skal tage som gøre det svært for mig. Dernæst er jeg bekymret for mine børn. Min mand er gal fordi jeg er flyttet og vil ikke lad mine børn se mig. Jeg kan også mærke at mine børn holder afstand til mig, det kan godt være at de er påvirket af situationen men ønsker ikke at tale om det, de lukker sig inde i deres egen verden, og gøre sig optaget. Jeg har forsøgt at tale med dem, få kontakt med dem, men de virker bare irriteret på mig, også er det lige meget hvad det er jeg siger til dem.

    Jeg er bange for at tage hjem til et hjem hvor vi alle er fremmed for hinanden, hvor vi bare skal leve sammen side om side uden at have det stor fælleskab. Et hjem hvor jeg føler at mil liv bare suser forbi og hvor det er mig der bliver gjort til bussemanden fordi jeg skal være over børnene. Et hjem hvor manden er passiv og ikke så meget, for det er hans stil.

    ja det er meget svært for mig. Min familie råder mig til at tage hjem og tænke på mine børn - jamen de er så stor at de har deres eget liv, jeg har også brug for en som jeg kan dele mit liv med siger jeg til dem. Det er svært at styre et hjem hvis to voksende mennesker ikke kommunikere sammen.

    Håber at høre lidt mere fra dig.

    hilsen Tanya
  • Kære Tanya,
    Ud fra det du har skrevet, virker det ikke som om du tror, at du og din mand har en chance for at finde sammen igen. Det ser ud til, at der er for mange ting du ikke er tilfreds med i jeres samliv.
    Du gør i hvert fald nok klogt i, at bo et andet sted en tid endnu, indtil du er endeligt afklaret.

    Hvis du har gode danske veninder at snakke med, som kan hjælpe dig på vej og kender din situation lidt indefra, så er det jo fint. Det er vigtigt og givende med netværk. Bare de kender til netop din situation.

    Nu virker det pludseligt mere forståeligt, at dine børn ikke kontakter dig: du skriver, at din mand er gal på dig over du er flyttet og jeg forstår det som, at børnene er loyale overfor ham, måske af frygt for, at han ellers bliver meget vred på dem.
    Deres vrede er altså ikke møntet på dig, men et udtryk for forvirring og frygt for deres far. Der er afgørende forskel, for nu kan du forhåbentlig forvente, at de kontakter dig før eller siden, hvis I bliver skilt.

    Men det er da rigtig svært her og nu, hvor du savner dem. Jeg ved ikke lige nu, hvordan du kan løse det bedst. Du bør dog stadig give dem tid for sig selv, og se an hvad der sker.

    Sæt en rimelig dato som deadline for, hvornår du ønsker at have hørt fra dem, fx 14 dage - eller når du har nyt at sige vedr skilsmisse eller ej - og lad dem så forstå, at du er der for dem, men at du også behøver tid til at komme ovenpå. Og du kan måske lade dem vide, at du er klar over, hvor svært det er for dem, både at skulle være loyale overfor dig og overfor deres far.

    Jeg vil gætte på, at de tager kontakt med dig, når tingene har bundfældet sig lidt, for som sagt er deres afstand til dig, lige nu opstået på baggund af, at de er bange gor, at svigte deres far, eller gøre ham gal.

    Selvom en skilsmisse er hård og svær, så har du dog en balast ved et fast arbejde - både at du kan ernære dig selv, men også at du har et fast holdepunkt i hverdagen, som vedbliver at være det samme. Det hjælper alt sammen! Det hjælper meget, da du på den måde, dog ikke skal starte helt fra bunden

    Håber du finder en afklaring med dig selv, som du bliver tilfreds med.
  • Kære Peal

    Endnu et tak fordu du lige giver dig tid til at skrive tilbage. Jeg følge dine råd og tale med mine danske veninder og se, hvad de råder mig til?

    Jeg har i dag sat mig ned i ro og mag og tænkt en masse dybe tanker omkring min situation. Jeg har to muligheder. Den ene er at tage tilbage - at ofre mig for at skåne min børn for en masse frustrationer, problemer, og ikke tænke sig meget på mig selv. Måske har jeg bar ikke nok indhold i mit liv som gøre, at mit behov for min mand er så stor. Det er måske derfor at jeg hier så meget efter hans opmærksomhed.

    Måske skal jeg bare være den mor og kone som de fortrækker og skabe fred. En mor og kvinde som ikke skal kræve det hele store. Men så vender jeg tilbage til tanken om hvad det er for nogle problemstillinger jeg vil møde i forhold til mine børn og min mand. En passiv mand, og nogle selvoptaget børn.

    Peal, jeg har tænkt over det, hvis jeg nu vender tilbage hvordan skal jeg så bære mig ad med følgende:

    at skabe kærligheden til mine børn
    får et nært forhold til dem
    hvordan lære jeg mine børn ikke at være så selvoptaget
    hvordan lære jeg dem ansvar i hjemmet, de hjælper ikke til der hjemme med hensyn til de huslige pligter, de har fritidsjob og bruger deres løn som de vil - og hvordan får jeg dem til at bidrag med noget mere i forhold til fælleskabet.
    Hvordan slipper jeg af med min ensomhed, og hvordan får jeg livsgnisten tilbage, jeg ved at det er noget jeg skal arbejde med. Hvordan gøre jeg alt det??

    Den anden mulighed som jeg også har i mine overvejelse er at jeg skal flytte fra ham, også må jeg tage tingene som de kommer, og gøre mig robust til alt det der så venter mig i forhold til denne proces.

    Men der går nok lige noget tid inden jeg træffer min beslutning.

    hilsen Tanya
Log in eller Registrér for at kommentere.