Hjem Sind og psyke Åben debat om depression

Citalopram-Nogle erfaringer?

Hej derude!

I formiddags begyndte jeg på nogle lykkepiller der hedder Citalopram 1A Farma, 20mg. Har ingen forstand på lykkepiller overhovedet så vil høre om nogle derude har erfaringer med disse piller? Gode som dårlige!

På forhånd tak! Mvh. Anne Mette
«13

Kommentarer

  • Jeg fik ikke ret megen virkning af 20 mg, ift. bivirkninger, så som uhyggelige drømme, og ingen virkning på selvmordstanker.
    I dag tager jeg sertralin (100 mg), og jeg ville ikke sidde her i dag hvis det ikke var for dem.
  • Tak for dit svar! ...Jeg har nu været på citalopram i 17 dage uden virkning..I starten tog jeg dem om formiddagen men begyndte at falde i søvn på jobbet og få ekstrem kvalme så nu tager jeg dem om aftenen..Det eneste jeg får ud af at tage dem er kvalme, søvnproblemer, nedsat appetit og jeg er mere træt end jeg allerede var i forvejen..Er begyndt at have flere dårlige dage end tidligere og nu er min læge gået på ferie så har først en ny tid hos ham om 4 uger!

    Har fortalt min arbejdsplads om min situation og de tog det utrolig pænt men er bange for at de fyre mig hvis jeg ikke snart for gjort noget mere ved min situation da jeg er blevet meget sløv og langsom på jobbet.. Håber snart jeg mærker noget positivt ved disse piller..
  • Hej.

    Det er vigtigt at huske at der kan gå ca. 3 mdr før du mærker nogen effekt af pillerne!!! For mig kom virkningen pludselig, vågnede en morgen og tænkte; hold da op jeg er jo glad!
    Har desværre senere fået et tilbagefald, og har nu skiftet til nogle stærkere piller. Træthed og det at man er langsommere er desværre noglet der tit følges ad med både depression og medicinen.
  • Synes lige jeg vil opdatere på min situation.. Jeg var til lægen igen i torsdags efter halvanden måned uden virkning af de 20mg citalopram jeg fik..Nu er jeg så kommet op på 30mg og på fredag skal jeg trappe op på 40mg.
    Min læge virker meget forvirret når jeg er hos ham og det kan jeg da også godt forstå, jeg forventer jo ikke at han lige med det samme ved hvad jeg fejler.. Han mener at jeg også lider af angst da:
    - Jeg ofte er bange for at der sker ulykker..
    - Hvis jeg går op/ned af en trappe er jeg meget bange for at falde
    - Jeg kan ikke lide at gå ved store veje fordi jeg tror jeg bliver kørt ned
    - Jeg kan ikke falde i søvn hvis mine fødder er udenfor dynen fordi jeg tror der kommer en og hakker dem af..Det lyder simpelthen så dumt når man er 21 men det er ret ubehageligt..
    - Hvis min kæreste er forsinket og ikke lige har ringet er jeg sikker på at han er død osv osv.
    - Lige nu er jeg vildt bange for at jeg har en farlig betændelsestilstand i mine tarme og tænker meget på det selvom jeg ikke aner om det overhovedet findes! Militæret vil have min kæreste ind til værnepligt i næste uge og hvis han forsvinder er jeg bange for at det hele går galt..
    - I perioder er jeg meget bange for bakterier og skal hverken røre ved dørhåndtag eller noget andet fordi jeg tænker på alle bakterierne.. Tror min læge kaldte det periodisk angst...(?)

    Udover det er min kæreste begyndt at gøre mig opmærksom på nogle ting jeg gør..F.eks holdte vi for lidt tid siden en hula fest..Jeg inviterede nogle men endte med at invitere nogle folk jeg ikke engang bryder mig om fordi jeg ikke ville have at de blev sure på mig..Men altså jeg havde købt en masse hawaii pynt og alt stod præcist som jeg ville have det..Da folk så kom blev jeg dybt frustreret og stresset fordi de (selvfølgelig) spiste af frugtfadet, tog glas fra mit fine pyntede bord osv..Jeg prøvede hele tiden at rette på tingene så der var "system" i det igen..Jeg har en bestemt måde at tage mine smykker af på og ligger dem på bordet på en bestemt måde..Bøgerne på vores reol skal stå på en bestemt måde osv..Tingene på vores køkkenhylder står på en bestemt måde og jeg kan blive vildt irriteret hvis min kæreste ikke stiller det tilbage hvor det stod. Nogle gange kan jeg gå forbi en hylde i lejligheden og uden at tænke tage en ting og stille den tilbage til "dens rigtige plads", jeg tænker ikke over det med mindre min kæreste gør mig opmærksom på det fordi han synes det er belastende!
    Dette har jeg ikke fortalt min læge, er bange for hvad jeg fortæller ham fordi han sidste gang grinte af mig da jeg fortalte at jeg bliver meget flov og ubehageligt tilpas hvis jeg sidder og fortæller nogen noget og ligepludselig ligger mærke til min egen stemme..En del af mig vil slet ikke være sammen med andre mens en anden del af mig ville ønske jeg gik ud og fik nogle veninder.

    Det er som om jeg har tusind personligheder i hovedet der slåsser.. Det lyder jo fuldstændig åndsvagt..nå det blev vist lidt langt..Er der nogen der tænker at dette bare er en depression med angstperioder og det nok skal gå over eller...? På forhånd tak!
  • Jeg er på ingen måde kvalificeret til at komme med en diagnose på hvad der er skyld i at du har disse frygter, og må understrege at det er min egen personlige teori jeg kommer med.

    For det første kan jeg starte med at fortælle at jeg har fået citalopram i lidt over en måneds tid, får dog 40 mg. Jeg synes det virker utroligt godt, og jeg er kommet fuldstændig på toppen igen og er gladere end nogensinde før - hvilket er fantastisk når jeg tænker på hvor deprimeret jeg var. Jeg har ingen bivirkninger fået af dem, ikke endnu i det mindste, men håber da på jeg slipper for dem.

    Nu til det du skriver om hvordan du har det. Husk på jeg ikke er læge.

    En depression (sådan som jeg selv oplevede det) fik mig til at miste livsmodet fuldstændigt. Jeg havde ikke lyst til at foretage mig noget som helst - andet end at se fjernsyn og fordrive tiden og sove. Desuden trøstespiste jeg meget. Jeg blev så nedtrykt at jeg til sidst ikke engang gad være sammen med min kæreste som jeg ellers normalt elsker over alt på jorden, og jeg havde det decideret dårligt hvis der var for mange mennesker omkring mig. Også selvom disse mennesker var mine venner. Jeg blev meget nervøs hvis der var flere en 2-3 andre ud over mig.
    Dette og meget mere gjorde min depression til den ultimativt værste oplevelse i mit liv.

    Men på hvad grundlag har din læge givet dig citalopram? Umiddelbart synes jeg ikke at jeg kan læse på det du skriver at du har depressionssymptomer (Jeg prøver virkelig ikke på at lyde klog eller noget, er bare bekymret over medicineringen i dit tilfælde da jeg selv har været udsat for fejlmedicinering i mit liv hvilket fik meget negative konsekvenser). Hvis du har en depression, kan nikke genkendende til nogle af de symptomer jeg nævnte jeg havde oplevet så glem ovenstående. Hvis ikke så kunne jeg godt tænke mig at du fortalte hvad du har fortalt din læge som gjorde at han valgte at give dig citalopram (hvis du selvfølgelig har lyst til at fortælle det).

    Det du nævner med at du er bange for en masse ting lyder utroligt skræmmende, og jeg kan faktisk godt nikke genkendende til nogle af de ting du nævner, for jeg har det også af og til med at være bange for nogle "underlige" ting som jeg godt ved ikke sker, men er alligevel bange for det.

    Citalopram kan bruges til at behandle depression og panikangst. Jeg har kigget lidt rundt på nettet og fundet denne definition fra wikipedia:
    Panikangst
    Panikangst karakteriseres af voldsomme og uventede panikanfald. Angstanfaldet er oftest kort og intenst. Det er meget almindeligt at tænkningen handler om at dø, miste kontrollen og blive sindssyg. De kropslige oplevelser udgøres af vejrtrækningsbesvær, hjertebanken, svimmelhed og underlige fornemmelser i lemmerne.

    Panikangst opstår tit helt uventet, men efterfølgende er det almindeligt at knytte anfaldet an til de steder, hvor angsten er opstået. Dette fører gerne til undgåelse af disse steder, hvilket for det første begrænser ens bevægelsesfrihed, men for det andet også indebærer en vis forventningsangst. Således kan man flere timer inden at skulle et bestemt sted hen være meget medtaget af angst.
    Er det sådan du føler du har det nogle gange? For i det tilfælde har din læge jo ret. Men jeg kiggede videre under angst og for mig lyder det mere som om at du lider af det der kaldes Tvangstilstande. Her er definitionen:

    Tvangstilstande kaldes mere præcist obsessiv kompulsiv tilstand. Dette betyder en tilstand, der er præget af tvangstanker (obsessioner) og tvangshandlinger (kompulsioner). Tvangstanker er ofte voldsomme, ubehagelige tanker, som optræder igen og igen - og medfører angst, stress samt mange gange skyldfølelser og selvbebrejdelser. De handler tit om en fornemmelse om at have gjort noget forkert, om at gøre skade på andre og om at blive syg.

    Tvangshandlinger handler oftest om at neutralisere tvangstankerne. Man har en fornemmelse af, at bestemte, ofte gentagne, handlinger vil kunne afbøde de negative konsekvenser, som ens tanker handler om. Handlingerne kan enten være åbenlyse (som håndvask) eller skjulte (som rim, remser og ritualer).

    Virker det mere genkendeligt?

    Jeg vil til at runde af med at skrive nu for at få lidt feedback fra dig, men til sidst vil jeg have lov at sige at jeg blev decideret rasende over at læse at du skrev at dine læge havde grint af dig? Det forstår jeg overhovedet ikke hvordan han/hun kan grine af dig når du fortæller om dine personlige problemer. Jeg mener det er meget uprofessionelt.

    Det virker for mig til at din læge ikke har sat sig ordentligt ind i tingene. Men håber du svarer på hvad jeg har skrevet, og jeg vil med glæde undersøge det hele meget mere. Er lidt en nørd, så det er for mig meget interessant :D

    Mvh Jonas.
  • Hej Jonas.

    Tusind tak for dit svar, jeg prøver at lære så meget som muligt om alt dette så det var fedt at du kom med så mange informationer!

    Har kun været hos lægen omkring dette et par gange så lige nu prøver han at finde frem til hvad jeg fejler.. Men altså disse tvangshandlinger med smykkerne, tingene på reolen osv har jeg nærmest i perioder..nogle gange kan jeg være fuldstændig kold i r**** og bare lade tingene flyde, andre gange bruger jeg en masse tid på at få tingene til at stå rigtigt!
    Det er lidt det samme med min angst, altså jeg er altid bange ingen tvivl om det men fx min angst for bakterier kommer i korte perioder og er ikke overdrevet slemme..

    Jeg har i mange år haft det skidt, det hele kulminerede dog da jeg endelig kom fri af et 2års langt forhold til en alkoholisk og agressiv kæreste.
    Jeg har aldrig fået en uddannelse, jeg har ikke haft et job særlig længe før jeg har sagt op eller er blevet fyret. Jeg kan ikke finde ud af at være glad, jeg er hele tiden træt, doven osv..
    Jeg kan ikke træffe en beslutning, har svært ved at huske/lære ting.
    Hvis jeg er indenfor vil jeg ønske jeg var ude, men hvis jeg endelig er social ville jeg ønske jeg var derhjemme.

    Det værste er at jeg i kortere perioder kan blive ufatteligt frustreret, sur og agressiv! Så kan jeg fx finde på at presse tænderne sammen indtil at det føles som om mit hoved sprænges og jeg bliver bange. Jeg kan finde på at stå foran spejlet og bukke i benene indtil det begynder at svide og jeg skriger af frustation og sætter mig ned. Imens jeg gør dette laver jeg grimme ansigter af mig selv og engang spyttede jeg endda på spejlet! Du må tro jeg er sindsyg med alt det jeg fortæller...

    Men som så meget andet med mig, kommer disse agressive ture i kort tid, noglegange 1-2 timer og så lukker jeg mig igen inde i mig selv og er træt og trist..
    Jeg føler mig rigtig dum for ud fra hvad jeg har læst af symptomer føles det som om jeg har påtaget mig symptomer fra en masse forskellige psykiske sygdomme...men det kan man da ikke! Igen det der med at det jeg ved at jeg er mig, men det føles som om nogle slåsser om at overtage min personlighed..(???) Alt dette ved min læge jo heller ikke, men måske jeg skulle printe det ud og give det til ham..og håbe han ikke finder det underholdende! Den eneste grund til at jeg står op om morgenen er for at virke stærk overfor min kæreste og nogle gange ville jeg ønske han ikke var her så jeg bare kunne ligge under dynen og komme ud når jeg var klar.
    Og det er selvom at jeg virkelig elsker ham!

    Håber at det var til at forstå!

    Mvh. Annemette
  • Jeg er den sidste person der skal sige at noget lyder sindssygt, for måske har jeg ikke prøvet at have det som du har det, men jeg har haft mine egne problemer som helt sikkert lyder åndsvagt i nogles øjne.

    Jeg tror ikke du får noget ud af at gå til din læge. Kunne se at du for 2-3 måneder siden havde været til konsultation med ham og at du skriver at han "prøver" at finde ud af hvad der er galt. Men forstår ikke hvordan han kan bruge meget mere end 1 dag på det?

    Jeg kan som sagt ikke komme med en diagnose af hvad der er der er "galt" med dig, men det tror jeg faktisk heller ikke din læge kan. Det han til gengæld kan gøre for dig er at give dig en henvisning til et psykiatrisk sygehus. Nu ved jeg ikke hvor i landet du bor, men psykiatriske sygehuse ligger rundt om i landet, og hvis du ikke bor i en storby må du tage en bus hen til hospitalet, for det er her du kan hente den hjælp du har brug for.
    Din læge er uddannet i at kigge dig i halsen og sige at du har halsbetændelse, ikke for at kritisere ham, men han burde erkende at en psykolog/psykiater vil have nemmere ved at hjælpe dig da de er uddannet i "hjernesygdomme".

    Nogle mennesker ser det som et tabu og et nederlag at gå til psykolog, og endnu flere synes det er flovt at have en psykisk lidelse. Jeg tror det første skridt til at få det bedre fra en psykisk lidelse er at anerkende at man har et problem, men samtidig indse at der ikke er noget galt i det. Man er jo heller ikke flov over at få influenza vel?

    Det er også meget vigtigt at indse at højst sandsynligt ikke kan kurere sig selv for en psykisk lidelse, og at man er nødt til at gå til en psykolog/psykiater - og dette er heller ikke noget man skal være flov over. En fysisk lidelse som blodforgiftning kan man ikke kurere selv, der er man nødt til at gå til lægen og få noget medicin som kan gøre en rask igen.

    En psykolog er en læge der er udrustet og uddannet til at hjælpe dig af med psykiske lidelse, og en psykiater er derudover uddannet i nervemedicin såsom antidepressiver eller antipsykotika, og hvis han siger du har brug for medicin, så er det sådan det er. Ligesom den almindelige læge ville ordinere penicilin mod fx blodforgiftning.

    Jeg ved ikke om du har det sådan med dine problemer, men skriver det fordi jeg selv var meget flov over at jeg ikke var helt rask.

    Synes bare det er vigtigt at fortælle dig at du ikke må give op, og at du skal tænke på at psykologer, psykiatere og den medicin der er på markedet den dag i dag kan gøre underværker for dig, uanset hvor håbløst det hele ser ud nu. Men jeg tror det første skridt der skal til før du kan begynde at få det bedre er at vide at det kræver hårdt arbejde at komme af med psykiske problemer, men jeg kan garantere dig det er det hele værd.

    Mvh. Jonas :D
  • hej Annemette.
    Jeg får de samme piller som dig, som jeg snart har spist 1 år. Jeg skal stoppe med dem inden så længe, og har kun gode erfaringer med dem.
    Med hensyn til din situation lyder det for mig som om du slås med tvangstanker/handlinger, som osse viser sig som angst for dig.
    Du er langt fra den eneste der har det sådan, og det er noget som der kan gøres noget ved, men det kræver at du arbejder med dig selv.
    Mit bedste råd til dig vil være at læse bogen "Trange rum og åbne pladser" der meget præcist forklarer hvad der "sker med dig".
    Har selv læst den og den har hjulpet mig meget både med alle de svar jeg søgte, samt til at lære at overvinde denne onde spiral som ANGST/TVANGSTANKER kan blive.
    Håber dig alt det bedste, og husk at tanker er KUN tanker,
  • Tak for jeres svar, det er dejligt at nogle tager sig tid til at komme med forslag og kommentarer..selvom jeg må indrømme at jeg er endnu mere forvirret nu! Men det er jo ikke jeres skyld ;)
    Og Jonas, jeg glemte vist at svare på hvorfor min læge har valgt at give mig citalopram! Jeg var til samtale hos ham i godt 15min tror jeg, i løbet af den tid udfyldte jeg også et spørgeskema om hvordan jeg har det. Så sagde han at det lød som en depression og gav mig en recept i hånden.

    Jeg har en tid ved lægen igen idag for at snakke og har tænkt mig at tage mine indlæg herinde fra med derned og så håbe at han vil kigge det igennem..måske kan det hjælpe ham lidt til at forstå min situation.
    Tror jeg for første gang har tænkt at nu kan det da også bare være ligemeget.
    Jeg har slet ikke lyst til at dø, men indeni føler jeg mig allerede død og jeg kan mærke jeg ikke orker mere..Det er jo frygteligt når jeg tænker på at jeg kun er 21 og jeg ville så inderligt ønske at jeg kunne være ude og nyde solen med et par veninder..problemet er at jeg ikke har nogle, jeg er løbet tør for overskud! Jeg skal tilbage på min arbejdsplads på mandag og starter hårdt ud med 30timer, det er skræmmende..jeg håber virkelig at jeg kan klare det!

    Alt dette har jeg også tænkt mig at fortælle min læge idag, er vist kommet til det punkt hvor jeg ikke kan mere så kan ligeså godt fortælle ham så meget som muligt og så håbe at han tager det seriøst..
  • Hej Anne Mette

    Jeg ved godt at det er længe siden at du har skrevet dette indlæg, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at svare. Jeg håber at du har fået styr på det hele og at du nyder tilværelsen :)
    Grunden til at jeg ikke kan lade være med at svare er, at jeg selv før i tiden fik Citalopram, da jeg lider af OCD (hvilket jeg, som de andre også siger, synes at det lyder som om at du også har - men jeg er jo heller ikke læge), socialfobi og til tider depression. Jeg fik pillerne da jeg var omkring 17 år, og stoppede på dem sidste år (jeg er 22 i dag). Jeg bliver ofte spurgt om pillerne hjalp på mig, og det har jeg svært ved at sige, da jeg jo også selv udviklede mig i de år jeg tog pillerne. Men en ting er sikkert, jeg blev ramt af rigtig mange bivirkninger, hvilket også er grunden til at jeg stoppede.
    Jeg havde fået at vide at der kunne forekomme bivirkninger i starten, og dem mærkede jeg ved at jeg simpelthen følte at jeg havde influenza. Men hvad jeg ikke vidste var at der kunne være bivirkninger gennem hele forløbet, og det må man sige at der var med mig. Jeg blev mere og mere træt og kunne altid sove. Der gik aldrig en dag uden at jeg sov minimun 3 timer til middag, og nogen gange kunne jeg sove hele dagen hvor jeg kun lige stod op og fik noget at spise. Det resulterede faktisk i at jeg stort set aldrig kom ud i byen længere, for når de andre gik ud var jeg alt alt for træt.
    Det gik også ud over min skolegang, da jeg altid var for træt til at lave lektier, og jeg var for træt til at komme op om morgenen, så jeg kom altid meget for sent. Jeg blev meget bange for at der var et eller andet galt med mig fordi jeg sov så meget. Jeg troede at jeg manglede vitaminer eller at jeg var alvorligt syg.
    Min socialfobi blev meget bedre med tiden, men igen, det kan lige så godt have været fordi jeg selv har udviklet mig. Depressionerne kom stadig af og til og min OCD er der stadig.
    I begyndelsen af forløbet havde jeg fået at vide, at medicin kun virker i samarbejde med terapi. Og eftersom at jeg var blevet smidt ind og ud af psykiatrien flere gange gav jeg op og tænkte, at jeg ville prøve at klare det selv. Det skal siges at min tilstand slet ikke var så slem, og jeg har aldrig været en af dem med selvmordstanker og den slags. Jeg vil på ingen måde anbefale det til folk med svære lidelser. Jeg tænkte over tingene, og kom frem til at hvis jeg ikke gjorde noget ved det ville jeg gå og spise piller resten af mit liv, til ingen nytte, af den simple grund, at jeg ikke selv måtte trappe ned. Jeg valgte at trappe meget langsomt ud af dem i sommerhalvåret, da vi jo også får serotonin fra solen. Idag har jeg en lille bitte smule mere OCD, men tilgengæld fandt jeg ud af, til min store overraskelse, at min træthed skyldtes pillerne. Nu kan jeg rent faktisk være vågen en hel dag, og jeg har endda problemer med at falde i søvn nogen gange, hvilket er meget vildt for mig :) Jeg er meget glad for at jeg er stoppet på pillerne, men jeg vil ikke sige at jeg er ked af at jeg begyndte på dem. Det kan jo være at de gav mig et skub i den rigtige retning.
    Tilgengæld er jeg meget skuffet over psykiatrien. Både pga. den måde jeg er blevet behandlet på igennem mine år på piller, og også fordi at jeg føler at de ser det som den nemme løsning og deler lykkepiller i alle afskygninger ud til alle og enhver der henvender dig med et problem. I min familie har otte henvendt sig til en psykolog eller egen læge med psykiske problemer, og samtlige er kommet derfra med en recept på lykkepiller. Det synes jeg giver lidt stof til eftertanke. Men hvem ved, måske er det et mirakelmiddel der virker på alle med alle problemer :)

    Puha, det blev langt.
    Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre hvordan det er gået med dig og pillerne. Tager du dem stadig, og har du også haft problemer med søven?

    Jeg håber at det går dig godt!
    Venlig hilsen Marie.
Log in eller Registrér for at kommentere.