Er det iorden at få børn?

slettet21727

Jeg synes det er helt op til den enkelte, hvordan de har det med at ens barn har 10-15 procent risiko for at arve sygdommen.
Jeg selv har valgt at få børn, når jeg er klar til det. Hvis mit barn fik skizofreni har jeg fordelen ved at kende til sygdommen og derved kunne være mere forståelig og behjælpelig, og jeg vil kunne se tegnene tidligere, forhåbentlig. Børn er guds gave!

slettet19076

Der følger et enormt ansvar med det, at få børn, og det vigtigste er nok, at man har taget ansvar, og ryddet op i sit eget liv, så man ikke er nødt til at gøre brug af alverdens forsvarsmekanismer, når man ser sig konfronteret med de egne ubehagelige og skræmmende sider. Børn har det med at konfrontere én med sandheden om én selv, med éns skyggesider og traumatiseringer. Kan man ikke acceptere dem, og er nødt til at skubbe dem væk fra sig, gang på gang, f.eks. ved at kalde dem for "skizofreni", så vil man også skubbe børnene væk fra sig. Resultatet er, at børnene ikke får den tryghed og kærlighed, som de har behov for, for at kunne udvikle et sundt selvværd og møde livets udfordringer uden frygt. Med andre ord, resultatet kan meget vel være, at børnene "arver" "skizofrenien". Ubearbejdede traumer videregives altid til næste generation. Det hedder "ikke-genetisk, familiær arvelighed".

Er man indstillet på, at bevidstgøre og bearbejde sine egne traumer, give afkald på fortrængningen/fornægtelsen, og dermed på "skizofrenien", så kan jeg ikke se nogen grund, hvorfor man ikke skulle få børn. En genetisk arvelighed er aldrig blevet bevist, og jeg kender selv en række mennesker, der er blevet forældre efter de var kommet igennem og ud af deres "skizofreni", deres identitetskriser. Deres børn fejler intet. Tværtimod, kunne man godt sige. Man bliver ofte bedre rustet, også til at være forælder, ved at gå igennem nogle eksistentielle kriser, der tvinger én til at konfrontere sig selv. Det giver selvbevidsthed, selvrespekt og selvværd. Og man kan kun møde andre, f.eks. éns børn, bevidst og respekterende med ubetinget kærlighed, hvis man har lært, at møde sig selv, hele sig selv, sådan.

Men så længe man har brug for, at se sig selv som offer, f.eks. af en mystisk hjernesygdom som der ikke findes spor af bevis på, at det er en hjernesygdom, så længe man altså har brug for sine fortrængnings- og fornægtelsesmekanismer, er det nok mere ansvarsbevidst, ikke at udsætte børn for mekanismernes traumatiserende effekt. Man skal måske så også spørge sig en gang, hvad der, dybest set, motiverer ønsket om et barn. Er det virkeligt et ønske om et barn, eller er det måske snarere sådan, at man føler sig ufuldkommen, som et halvt menneske, uden et barn, så man faktisk må tale om et - narcissistisk - behov, snarere end om et ønske? I sidste tilfælde må jeg på det kraftigste fraråde, at få børn. Man skal have gjort sig klart, meget klart, at børn er ikke til, for at "frelse" sine forældre, inden man træffer beslutningen, om man vil få børn. - Jeg anbefaler, at læse Alice Miller.

Bortset fra det, synes jeg heller ikke, det er så frygteligt ansvarsbevidst, at udsætte et barn for risikoen, at blive født med, tildels alvorlige og livstruende, misdannelser, som det efterhånden er bevist, at i hvert fald SSRIs (lykkepiller) kan forårsage, respektive for at skulle igennem en kold tyrker med diverse abstinenssymptomer lige efter fødslen. Og alle psykofarmaka er fysisk afhængighedsskabende, og giver derved abstinenssymptomer ved stop.

slettet34803

Nu har jeg læst hele tråden, og har egentlig et ret så relevant spørgsmål.
Der har tydeligvis været meget fokus på at moderen er syg, men hvad nu hvis moderen er rask, men faderen er syg og lider af skizofreni?

persille1

CITAT

Arvelighed
Arvemæssige forhold spiller - sammen med andre faktorer - en stor rolle for, om man udvikler skizofreni.

Risikoen for at få skizofreni, hvis man har en mor eller far der har sygdommen, er således 15 procent - eller 15 gange så høj - som for befolkningen som helhed, hvor risikoen er én procent.
Hvis begge ens forældre har skizofreni, er risikoen for at få sygdommen helt oppe på 50 procent. Har man har en enægget tvilling, som har sygdommen, er ens risiko for at få den 46 procent mod 14 procent hvis det er en toægget tvilling. Da enæggede tvillinger har fuldstændig ens gener, er der altså også andre ting, der spiller ind end det arvemæssige.



http://www.netpsykiater.dk/htmsgd/skizofreni.htm

Johanne1982

Hej,

Jeg har fået diagnosen skizofreni efter vi har fået vores datter. Selvfølgelig er det hårdt, og set i bakspejlet skulle vi nok have ventet nogle år.

Jeg har selv tænkt tanken, om det var forsvarligt at få børn, når man har en arvelig sygdom.

Jeg ved det ikke, men jeg ved én ting, og det er, at jeg vil ALDRIG undvære min datter!!

Ender det med, at hun har arvet min sygdom, så må vi som forældre hjælpe alt det vi kan, så hun kan få et godt liv alligevel.

Jeg kæmper mig igennem hver dag - for det er hårdt at være syg OG tage sig af et lille barn.

Vi får meget hjælp fra min familie. Mine forældre fungerer som en slags aflastningsfamilie. Min mand arbejder, og når vores datter f.eks. er syg og skal være hjemme fra vuggestue, så hjælper min mor med at passe hende.

Andre dage går det fint med at være alene med hende, men nogle dage er jeg bare SÅ træt!!

Men igen - jeg vil ALDRIG undvære hende!!

Johanne

spider68

Hej om det er iorden at få børn . er et meget svært spørgsmål. men der er ingen 100 garanti for at vores sygdomme er arvlige . andre mennesker har også arvlige sygdomme . skal de så også vælge børn fra. Da jeg var 25 år fik jeg at vide af 3 læger at jeg ikke måtte få børn . for det ville være synd hvis de arvede min sygdom. Skizotypisk en under art af skizofreni . som kan udvikle sig til skizofreni. men som ung var det højeste ønske jeg havde at få børn . jeg kunne ikke adoptere . for det kan man ikke når man har en psykisk sygdom. Min verden var ved at bryde sammen ved tanken om de sagde at jeg ikke måtte få børn. men jeg kom til en rådgiver der gav mig håbet tilbage. Hun sagde du skal gøre det dit hjerte fortæller dig. . ønsker du at få børn må du gøre det . for at kan være et helt menneske. og jeg tænkte i flere år . og ønsket var stadig stærk. jeg havde tænkt på mit liv . og hvis de skulle få min sygdom ville der også være mange gode oplevelser de kunne have. Jeg valgte at få 2 børn. og passede min pige i 6 år . og søn i 3 år . Men var uheldig med ægtemand agressiv meget af tiden og vold mod børn . derfor kom de i familiepleje. der har de snart været i 5 år. De har ikke fået min sygdom. men er blevet mental retaderet , evt medfødt. og opvægst. Skizofreni og psykiske sygdomme kan springe flere generationer over. hvis vi skulle bestemme hvem der ikke måtte få børn er der flere slægt der uddør. diabetes er også arvlig og det er vi mange der har. Hvilken sygdom er værst for et barn at arve. Til sidst ville der ikke være mange mennesker tilbage på jorden hvis vi tænker sådan. jeg kender andre der har valgt børn fra . de lider hver gang de ser andres børn og onsker bare de havde valgt andeledes. 10 % er ikke særlig stor risiko. og i dag er det mulig at mange med skizofreni kan blive helbredt . så ønsker du at få barn er der ikke noget i vejen for du vælger det . fremtiden er der ingen der kan forudse. heller ikke de der er raske i dag . de kan også blive syge. så lyt til jeres hjerte og samvittighed.hvad det fortæller jer . alt godt

cirkeline65

Det er interessant at læse alle jer, der har valgt at få børn, at I udelukkende beskriver jeres ret til at vælge børn til. Ingen af jer berører overhovedet, hvordan det er at være barn af en mor med skizofreni!
For det er godt nok ikke nogen fornøjelse. En ting er, at man er angst for at have arvet sygdommen, fra det øjeblik man er gammel nok til at forstå, hvad det går ud på, noget andet er den angst, utryghed og det ansvar, der ofte følger med at have en psykisk syg mor. Angsten for, hvornår sygdommen bryder ud igen, hvornår hun vælger ikke at tage sin medicin igen og alt hvad det medfører. Den sociale isolation, fordi det er for usikkert og pinligt at have venner med hjem o.s.v. o.s.v.
Hvis det havde vist sig, at jeg havde arvet sygdommen, ville jeg have fravalgt at få børn. Ikke kun p.g.a. min egen historie, men også p.g.a. dem jeg kender, der også har psykisk syge mødre. Det er ganske enkelt ikke nogen fornøjelse at vokse op i sådan en familie!