ømme bryster
hej allesammen, jeg er lidt forvirret og håber I kan hjælpe mig.
for næsten et halvt år siden fandt min kæreste og jeg - ret spontant - ud af at vi gerne ville prøve at blive gravide. Jeg smed så præventionen (nuva-ring) og havde et par nogenlunde regelmæssige mens (ca. en uge for lang), og så gik det ellers helt i smadder.
Mit spørgsmål går mest på hormonerne; jeg fik ret hurtigt kvalme efter endt prævention (troede self jeg var gravid) fandt ud af at det nok var hormonerne der spillede et puds. Nu har jeg så pludselig fået ret så ømme bryster, det begyndte for næsten tre uger siden og har fortsat lige siden, nogle dage mere og kraftigere end andre, men den er sikker hver dag. Tog en graviditetstest igår som var negativ (godt nok midt på dagen) Er bare sådan i tvivl, hvorfor gør mine bryster pludselig sådan? Det er som om de er ømme og spændte, som om de vokser på en måde (har ret små bryster og kan pluselig fylde bh'er ud jeg ikke plejer at kunne) Synes ikke jeg har andre graviditetstegn, skal hverken tisse mere end jeg plejer (tisser generelt meget, men er også en af dem der drikker meget vand) har heller ikke madlede eller noget. Kan godt føle mig træt, men læser på den anden side også til eksamen så det er nok bare deror;) Og kvalme har jeg mere eller mindre haft de sidste 4 måneder.
Synes ikke selv jeg er særlig ivrig efter at få børn, men har da tænkt tanken om det nu er noget vi kan.
er bare så træt af min krop! Og træt af ikke at kunne genkende de signaler den prøver at sende mig. Hvad betyder de at mine bryster vokser hvis det ikke er fordi jeg er gravid? er det bare hormonerne igen - og hvorfor er de så så længe om at reagere?
håber der er nogle der kan hjælpe mig eller fortælle om egne erfaringer;)
for næsten et halvt år siden fandt min kæreste og jeg - ret spontant - ud af at vi gerne ville prøve at blive gravide. Jeg smed så præventionen (nuva-ring) og havde et par nogenlunde regelmæssige mens (ca. en uge for lang), og så gik det ellers helt i smadder.
Mit spørgsmål går mest på hormonerne; jeg fik ret hurtigt kvalme efter endt prævention (troede self jeg var gravid) fandt ud af at det nok var hormonerne der spillede et puds. Nu har jeg så pludselig fået ret så ømme bryster, det begyndte for næsten tre uger siden og har fortsat lige siden, nogle dage mere og kraftigere end andre, men den er sikker hver dag. Tog en graviditetstest igår som var negativ (godt nok midt på dagen) Er bare sådan i tvivl, hvorfor gør mine bryster pludselig sådan? Det er som om de er ømme og spændte, som om de vokser på en måde (har ret små bryster og kan pluselig fylde bh'er ud jeg ikke plejer at kunne) Synes ikke jeg har andre graviditetstegn, skal hverken tisse mere end jeg plejer (tisser generelt meget, men er også en af dem der drikker meget vand) har heller ikke madlede eller noget. Kan godt føle mig træt, men læser på den anden side også til eksamen så det er nok bare deror;) Og kvalme har jeg mere eller mindre haft de sidste 4 måneder.
Synes ikke selv jeg er særlig ivrig efter at få børn, men har da tænkt tanken om det nu er noget vi kan.
er bare så træt af min krop! Og træt af ikke at kunne genkende de signaler den prøver at sende mig. Hvad betyder de at mine bryster vokser hvis det ikke er fordi jeg er gravid? er det bare hormonerne igen - og hvorfor er de så så længe om at reagere?
håber der er nogle der kan hjælpe mig eller fortælle om egne erfaringer;)
Kommentarer
Det er dog nok noget af det mest horrible, jeg nogensinde har læst. Du lader overhovedet ikke til – bare tilnærmelsesvist – at være klar til den kæmpeopgave og det kæmpeansvar, som et barn altså er.
Det er en stor og alvorlig beslutning at ville have barn – og ikke noget man ”ret spontant” lige synes kunne være sjovt at prøve.
Hvad har du tænkt dig? Hvis det viser sig, at det ikke er lige så sjovt, som du forestiller dig, så kan du bare aflevere barnet til et børnehjem – eller hvad???
Ja, undskyld, hvis jeg er grov, men det var dog rystende og chokerende læsning.
Jeg vil foreslå dig hurtigst muligt, at sørge for ordentlig prævention, og så – hvis du en gang bliver klar til børn, hvilket der ikke er nogen, der forlanger, du nogen sinde skal blive – så skal du først og fremmest sætte dig grundigt ind i, hvad det vil sige at have ansvaret for et lille væsen, der altså ikke har bedt om at komme til Verden.
Jeg kan ikke hjælpe dig med dine ømme bryster, tal med din læge. Man må da håbe, det ikke er fordi, du er gravid - for det ville da være forfærdeligt med en sådan indstilling.
Jeg elsker børn og ønsker af hele mit hjerte at blive gravid, mor og skabe en familie - med alt hvad der dertil hører sig. Der har aldrig været nogen tvivl om at min kæreste og jeg en dag gerne ville have børn, vi har altid talt meget om børn, som de sidste par år har taget til. Da vi endelig traf beslutningen føltes det meget spontant, men samtidig helt overvældende fantastisk.
Grunden til jeg skrev dette med i mit indlæg, var at læserne helst ikke skulle få den opfattelse at jeg var så ivrig efter at få børn at min krop 'psykede' sig til at tro at den var gravid, det er jo velkendt at kvinder der brændende ønsker at blive gravide, kan få 'falske' graviditetstegn.
Når jeg skriver at jeg ikke er særlig ivrig efter at blive gravid, er det simplethen fordi jeg endnu ikke er nået det punkt hvor jeg er blevet skruk og hvor det at blive gravid overskygger alt. Det fylder selvfølgelig meget (ellers skrev jeg jo heller ikke her) men jeg prøver at tage den med ro og bare nyde min kæreste og livet. Det betyder bestemt hverken at jeg ikke er klar til det, eller ikke ønsker det. Det betyder bare, at jeg er af den opfattelse at det ikke skal fylde hele mit liv (endnu) da mine chancer for at blive gravid så netop sikkert ville blive forringet.
Inden du begynder at fordømme og forkaste andre folk og deres ønsker om at få børn, burde du overvejet at læse 'bag' det skrevne ord. Der er flere måder man kan udtrykke sig på , der er flere måder at sige en ting på - du burde måske overveje at få udredet en misforståelse af så grov karakter at den ligefrem får dig til at påstå at jeg kunne finde på at aflevere mit barn på et børnehjem - ærlig talt, hvad tænker du på?? Om det var et (dårligt) forsøg på en provokation eller om du simpelthen bare er direkte dum kan jeg ikke afgøre, men jeg ved, at det ikke er måden man udtrykker sig på - heller ikke i et anonymt debatforum - når man ikke kender alle omstændighederne. Det er ikke bare dårlig opførsel, det er dårlig etik, og et sted som her, regner man med de der har lyst til at tage stilling til ens problematik, om ikke andet viser den respekt at tale ordenligt - og spørge igen hvis der er misforståelser.
Jeg var i tvivl om mine ømme bryster, hvis der er andre der har holdninger til dette, ser jeg frem til at høre om det.
Du skriver helt klart: Din kæreste og du beslutter ”ret spontant” at I vil prøve at blive gravide, hvilket ikke tyder på, at det så er specielt gennemtænkt.
Og så skriver du, som jeg har citeret: ”Synes ikke selv jeg er særlig ivrig efter at få børn, men har da tænkt tanken om det nu er noget vi kan.”
Det kan godt være, du på den måde har ment, at læserne ikke skulle få indtryk af, at du ”psykede” din krop, men den gættekonklusion kom jeg så ikke frem til.
I hvert fald kunne jeg slet ikke komme frem til, at det skulle betyde, at I forfærdelig gerne vil have børn, glæder jer til det og har talt meget om det.
Jeg kan godt forstå, du er blevet vred, men jeg opfattede faktisk ret så klart, at som sådan er du ikke interesseret i at få barn, men det da lige skulle prøves, og det mener jeg så ikke et barn skal være gidsel til.
Heldigvis fremgår det nu, at du har fået udtrykt dig temmelig uheldigt, og jeg vil vove at påstå, at det altså er dig, der har udtrykt dig uheldigt – hvis man som udenforstående netop læser udelukkende, hvad der står, så er det altså ret svært at få det indtryk, at det så er et ønskebarn, der gerne skulle komme ud af det. Jeg forsøgte virkelig at ”læse bag det skrevne ord”, for jeg blev temmelig chokeret, da jeg læste dit indlæg – og derfor reagerede jeg, som jeg gjorde.
Jeg kan sagtens leve med, at du synes jeg er dum, men måske du skulle øve dig lidt i at udtrykke dig på skrift. Prøv en gang at læse dit indlæg igen, men med en helt udenforståendes briller.
Muligvis derfor du ikke har fået andre henvendelser – kunne man forestille sig, at det var fordi andre læsere ganske enkelt var enige i min opfattelse?
Jeg er meget glad for, at det ikke handler om et barn ”bare for at prøve”, - sådanne sørgelige skæbner er der desværre for mange af - men det var, hvad du skrev, og det var, hvad jeg blev vred over. Nu om dage bør det være en moden beslutning – og altså ikke ”ret spontant” for at finde ud af, om man kan. Det lader det så heldigvis også til at være, men det fremgik bestemt ikke af dit første indlæg.
Så inden du "kaster mudderet tilbage", så se lige på, hvilket indtryk du selv har givet. Der var godt nok ikke meget i det indlæg, der kaldte på sympati.
Jeg har helt sikkert været meget fokuseret på om jeg var for ivrig, og det er givetvis derfor jeg har formuleret mig for indforstået - at jeg ikke var særlig ivrig betød simpelthen bare, at jeg ikke selv vurderede, at mine ømme bryster kunne være falske graviditetstegn.
Men derfor mener jeg stadigvæk der blev draget for forhastede konklusioner. Jeg mener du burde have spurgt om det virkelig var det jeg mente inden du i den grad synes du skulle fordømme mig, det kan godt være jeg er for følsom til det her sted, men havde godt nok ikke regnet med at der var nogle ville være alt andet end hensigtsfulde og opmærksomme. Når man rent faktisk gerne vil være gravid er det hårdt at læse at man burde lade være og at man er et forfærdeligt menneske fordi man prøver at få et barn (også selvom det er anonymt) Og den slags formuleringer og det sprog synes jeg er unødvendigt, medmindre man er helt sikker.
Jeg erkender at det muligvis er svært for mig at være objektiv da jeg både blev vred og såret over din reaktion, det jeg efterlyder er bare en smule betænksomhed - så skal jeg huske på at læse med andres briller inden jeg offentliggør et indlæg.
Jeg ville faktisk ikke 'kaste med mudder', men det kan godt være det kom til at lyde sådan. Jeg ville bare lige sige hvad jeg mente (igen)
Håber vi fremover kan finde en bedre kommunikationsform
I din iver for ikke at virke for ivrig - øhhh, nå fik du den :-), kom du altså til at udtrykke dig på en måde, der bestemt kaldte på afsky.
Jeg kan fortælle dig, at min bror og jeg er opvokset med forældre, der ikke havde bare antydningen af interesse i at få børn eller tage sig af dem, men det skulle i hvert fald ikke hedde sig, at de ikke kunne finde ud af den slags. Det har vi betalt for hele for hele vores liv - og det gør vi stadig.
Jeg vil ikke dermed kalde mig speciel sensibel på det område, men resultater af mere eller mindre uønskede børn ser man desværre rigtigt mange steder, og med den gode mulighed man i dag har for prævention, synes jeg, at alle børn bør være ønskebørn; ingen, der ikke har lyst til det, skal på nogen måde føle sig forpligtet til at sætte børn i Verden.
Så når jeg ser et indlæg fra en kvinde der meget tydeligt skriver, at hun i bund og grund ikke er interesseret i at få barn, så reagerer jeg - og jeg reagerer kraftigt. Jeg ved om nogen, hvad det vil sige - og ligegyldigt hvad du efterfølgende skriver, så var det altså det, du skrev i dit første indlæg.
Jeg føler således ikke noget behov for at undskylde; som nævnt glæder jeg mig overordentligt meget over, at det ikke var det du mente, men du kan altså ikke forvente at andre mennesker skal kunne gennemskue, at når du udtrykker et, så mener du noget helt andet, og nej, jeg tror heller ikke, du skal forvente, at folk vil spørge tilbage, om du i grunden mener, det du skriver – det må man sådan set tillade sig at gå ud fra.
I øvrigt – hvis du ser sådan på det, hvorfor har du så ikke spurgt mig, om jeg så mente det jeg skrev?? Du kan godt se det, ikke? Så kommer vi jo aldrig længere, hvis man hele tiden skal spørge om det.
Med hensyn til dine ømme bryster, så vil jeg nok foreslå dig at spørge din læge, for det lyder da lidt underligt, men det kan meget vel også være noget muskulært – nogle forkerte bevægelser.
Det at blive 'klar' kom for mig som et lyn fra en klar himmel - det var helt fantistisk, men godt nok også mærkeligt. De sidste par år hvor børnetalen er blevet mere intens, har det været mig der har sat bremserne i (min kæreste er 4 år ældre end jeg og vil rigtig gerne have børn) Jeg har taget aktiv del i de af mine venner og veninders der har børn, går meget op i det og glæder mig på deres - og børnenes vegne. Men har samtidig været meget opmærkom på at det ikke var noget jeg selv var klar til. Så da jeg en dag i januar stod bag en lille en i supermarkedet, som på det tidspunkt vel at mærke ikke var sit mest charmerende jeg, det var lige midt i ulvtimen og hans mor var også stresset, var det som om jeg forstod at nu var det nu. Jeg skal ikke kunne sige hvad det var, fik sådan en følelse i maven, i kroppen, i hjertet - et eller andet sted, alle steder! Og så var den der. Jeg kom hjem og fortalte min kæretse, nærmest som i trance, at nu var jeg altså klar til børn, og han blev selvfølgelig ellevild. Det var virkelig en kæmpe beslutning! Kunne slet ikke koncentrere mig om de eksamner jeg havde, måtte jo på nettet og blive klogere på det hele, låne bøger på biblioteket, drøfte med min kæreste og veninder og vende det for mig selv op til flere gange.
Nu er det så som om det er blevet lidt mere hverdag. Det fylder selvfølgelig stadig meget og det er stadig rigtig stort, men kan bedre slappe af omkring det. Min cyklus er (som sagt i det første problematiske indlæg) gået helt i smadder og jeg kan slet ikke regne med noget. Fik min menstraution i morges, og blev oprigtig glad for at se den (havde jo taget en test som på det tidspunkt burde have kunne vise en graviditet så vidste egentlig godt jeg ikke var gravid) Jeg har lidt problemer med at forstå min krop, så bliver rigtig glad når menstrautionen kommer, den skulle jo gerne virke:) Glæder mig til den forhåbentlig bliver mere regelmæssig snart! Er blevet meget fortørnet over den magt præventionen egentlig har haft, selvom jeg er glad for at den er der og den er så effektiv, synes jeg det er helt vildt at jeg har været så 'kunstig' i så mange år. Det kan heller ikke være sundt! Men lige på det punkt er der vel ikke bedre alternativer:)
Det blev pludselig et langt indlæg, synes jeg havde lyst til at dele lidt ligesom du gjorde. Jeg har slet ikke tænkt at det med mine bryster kunne være noget muskulært, men vil tage det op med lægen som jeg har en tid med på fredag.
Dejligt vi nu har fået ryddet misforståelserne væk – det taler vi ikke mere om. :-)
Du har simpelt hen fuldstændig ret i at nogle former for prævention ikke er helt så uskyldige, som mange – rigtigt mange – læger øjensynligt mener.
Jeg kender ikke nuva-ring, men kan forstå at det er en slags p-pille, den sættes bare op en gang om måneden, frem for at tage en p-pille hver dag???
Jeg er faktisk modstander af p-piller, hvilket jeg har plæderet for i en del indlæg. Jeg mener simpelt hen ikke, det kan være sundt for kroppen at være medicinsk ”gravid” hele tiden, men det er min holdning. Jeg er især modstander af at helt unge piger, der ikke en gang er færdigudviklede, uden videre får den slags, og øjensynligt tydeligvis slet ikke får nogen form for information om, hvad man på den måde byder sin krop. Beklageligvis ser jeg gang på gang at det eneste, der øjensynligt interesserer de unge piger er, ”hvornår virker den?”
Læger – også brevkasselægen her på ND – udtaler at p-piller er totalt uskadelige, at det er fuldstændig ligegyldigt, at holde pause hver måned, man kan bare fortsætte – dog vil man så blive udsat for ”gennembrudsblødning” lige pludselig. Og så er det, jeg spørger: Når der nu øjensynligt under alle omstændigheder samles noget blod og andre affaldsstoffer, der altså skal ud; hvor sundt er det så, at den slags samles i en kvindes absolut mest vitale dele og forhindres i at komme ud, før der ganske enkelt ikke er mere plads? Det har øjensynligt ikke været dit problem, det ved jeg – jeg dvæler bare lige lidt ved netop den noget underlige indstilling fra altså lægers side.
Hvor sundt er det for en helt ung pige at få sin fertilitet styret medicinsk år efter år efter år?
I følge lægerne? Fuldstændig ligegyldigt, så jeg står muligvis lidt alene med min holdning, jeg undrer mig bare over, at man hører om problemerne ret tit, når de altså ikke eksisterer ???
Hvis man læser debatterne her, så er der altså en del, der netop gerne vil blive gravide – lægger p-pillerne, og så blive de ikke gravide. Det spørger de så lægen om, og først der får de at vide, at de altså sagtens kan være påvirkede af denne medicinering i meget lang tid efter ophør. Den information står åbenbart ingen steder ???
Jeg tror da ikke, der så mange, der får disse problemer, men nogen gør altså, hvorfor jeg vil mene, at det altså er en bivirkning, man bør informeres om, når man begynder på sådan noget.
Personligt havde jeg selv taget p-piller et par år, da vi besluttede os for barn - en måned efter, jeg havde lagt de piller, var jeg gravid - så her drejer det sig altså slet ikke om personlig erfaring - kun om holdning, men ok jeg havde ikke taget pillerne i mange år, højst to år.
Og rolig nu – du skal som nok også blive gravid, men netop p. gr. af i dit tilfælde den nuva-ring, så kan det muligvis tage sin tid, hvilket det jo så allerede har gjort.
Dine ømme bryster kan da også være en hormonel påvirkning, hvis du har været, som du skriver ”kunstig” i en længere periode.
Håber du får en ordentlig information ved lægen.
I øvrigt er man vist langt fremmme – igen-igen – med en p-pille til mænd. Noget der skal gå ind og styre mænds fertilitet?? Lur mig, det bliver aldrig et hit; det vil mænd ganske enkelt ikke byde deres krop – det kan kvinderne gøre.
Nå – det var lidt filosofi....
Jeg har faktisk brugt p-piller siden jeg var 15-16 år gammel. Og det er jo helt vildt. Grunden til at jeg valgte at skifte til nuvaringen, var at den skulle være mere 'harmløs', den har knap så mange hormoner og den virker lokalt, modsat en p-pille der påvirker alle ens organer. Især leveren skulle tage mindre skade. Dertil har det været rigtig rart at man ikke skal huske en pille hver dag, selvom man er påpasselig sker det at den smutter, så det har klart været en fordel, og jeg har følt mig mere sikker. Men nuvaring er et nyere produkt, og man ved vist ikke helt endnu hvordan påvirkningen virker efter man er stoppet - om den kan fortsætte med at hindre graviditet også efter ophøret ved jeg egentlig ikke. Men efter så mange år med p-piller, og et par år med ringen, er det selvfølgelig muligt at der går lidt inden jeg er helt fri for kunstig påvirkning. Og det er da vildt ærgerligt, men mest af alt ærgrer jeg mig over at det ikke er noget jeg har sat mig så grundigt ind i før nu.
Mine veninder og jeg har da af og til haft vendt emnet, og jeg har heller ikke været helt uvidende, men det er viden jeg har søgt, eller det har været noget jeg har hørt, det er bestemt ikke noget jeg er blevet vejledt i, eller sat ind i af en autoriseret.
Du skrev noget om at man ikke helt vidste hvor mange piger der må døje med det her efter end prævention (kan ikke helt huske din formulering) men jeg kan fortælle dig, at det efter hvad jeg har kunnet søge af informationer, lader til at være mere regelen end undtagelsen at ens cyklus går helt i stykker når man stopper med prævention, og bare det, siger da lidt om at det ikke er helt så harmløst at bruge.
Jeg ville virkelig ønske jeg havde vidst noget mere, selvfølgelig må man også selv gøre noget for at blive klogere, men man bliver også lidt fanget af den generelle attitude om at det ikke er noget særligt. En medvirkende grund til at jeg fik p-piller dengang, handlede da også om at det ville kunne gøre mine menstrautioner mindre kraftige, og jeg er senere blevet tilrådet at benytte en meget kraftigere p-pille for at komme mine hudproblemer til livs - og det synes jeg ikke giver nogen mening! Det er jo at behandle nogle problemer med et middel der har et helt andet formål.
Det er først nu det går op for mig hvor påvirket og hvor kunstig min krop rent faktisk har været. Jeg kender slet ikke min krop. Mine hormoner er helt ude af trit, jeg oplever nogle voldsomme humørsvingninger og jeg har absolut ingen føling med hvad der rør sig. Og det er godt nok frustrerende! Jeg er lykkelig over at have smidt præventionen, men er også i syv sind over hvad jeg skal gøre når jeg skal beskyttes igen, for jeg har ærlig talt ikke meget lyst til at byde min krop det hele en gang til - måske det skulle være min kærestes tur til at spise den p-pille til mænd du snakkede om?
Det er næsten som at være i puberteten igen hvor man lærer at lytte efter ens krops signaler, det føles bare lidt tåbeligt at man som 26-årig skal til at starte forfra. Men sådan oplever jeg det virkelig.
Jeg tror dog heldigvis at det er noget der ændrer sig, jeg tror (og håber), at man begynder at vejlede meget mere inden unge piger bliver tildelt prævention. Jeg kender ihvertfald en del sygeplejesker som også er meget imod prævention, bivirkníngerne og den til tider lidt tilfældige brug, og nu hvor der begynder at komme flere sygerplejesker i lægekonsultationerne, kan man da håbe at der kommer gang i en bedre vejledning omkring det.
jeg håber ihvertfald, og håber også at min egen krop snart kommer sig og bliver 'normal' igen så jeg kan kende den.
Flg. har jeg klippet fra NetDoktors brevkasse, hvor det i modsætning til her - er fagfolk, der svarer:
Under ”prævention” har jeg set et svar, som jeg her tager et udpluk af:
”Det normale er, at man tager p-piller i tre uger og holder en uges pause, hvor blødningen kommer. Denne måde at tage p-piller på har været brugt lige siden p-pillernes start for snart 40 år siden. Når man har valgt at holde en månedlig pause har det tre formål:
1. Kvinden får det indtryk at hun fortsat, som det var tilfældet før hun startede på p-pillerne, har en månedlig menstruation. Psykologisk set kan det være en god disposition.
2. Den månedlige blødning giver hende også en sikkerhed for, at hun ikke siden sidste pause er blevet gravid ved et uheld.
3. Endelig giver den månedlige blødning rimelig sikkerhed for, at der ikke indtræder andre blødninger i utide ind imellem.
Man kunne lige så godt have valgt p-pille pause intervaller på seks uger, ti uger, tre måneder eller et halvt år for den sags skyld. Virkningen ville være den samme, men risikoen for blødning i utide ville være større. Blødning i utide giver utryghed, selv om det ikke er udtryk for sygdom. Chancen for at opdage en graviditet ville også være mindre uden månedlig blødning. Men bortset fra det, er der ikke noget der taler imod at tage p-piller ud i én køre, det vil hverken beskadige kroppen eller ødelægge den præventive virkning. Den fortsatte og uafbrudte brug af p-piller vil heller ikke påvirke et senere ønske om at blive gravid.
Alt i alt må jeg sige, at det for mig at se, er i orden at din kæreste springer over nogle gange med menstruation, men kun på den betingelse, at hun er opmærksom på hvad hun gør og hvilke ulemper der kan følge heraf.
Med venlig hilsen, ,Erik Fangel Poulsen, Speciallæge i Gynækologi ” - citat slut
Ja – det ville jeg så ikke satse min fertilitet på, men det kan altså være svært for kvinder ikke at ”hoppe” på den, når en specialist udtaler sig sådan.
Som nævnt i mit seneste indlæg; Hvor sundt er det mon for kvindens mest vitale dele, at blod og affaldstoffer hober sig op, og først kommer ud, når der ikke mere er plads?
Jeg ved stadig godt, at det ikke er der, du overhovedet har været, men jeg føler behov for at tage det med alligevel – til den generelle betragtning.
Jeg er glad for at læse, at du netop har erfaret, at der altså er kræfter i gang med at gøre opmærksom på, at p-piller ikke er helt så ligegyldige og uskyldige, som f.eks. denne speciallæge udtaler.
Og fordi, der sikkert ikke er tegn nok – fortsætter jeg i næste indlæg.
Akja .....