Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Desværre forventer du nok mere af systemet, end systemet kan give. Det er desværre meget almindeligt, at mennesker søger hjælp hos kommunen og regner med, at nu får man den hjælp og støtte man har brug for. Men det sker desværre oftere, at man bliver skuffet og disillusioneret. Jeg har hørt mange sige, at så længe man er afhængig af systemet vil man også være offer for systemet og det er absolut også min egen erfaring.
Og ja - det er rigtigt, at der ikke er nogle særligt gode behandlingsmuligheder i det offentlige system. For mit eget vedkommende har jeg selv betalt over 70.000 kr. for at gå i terapi. At det for kommunerne (og staten) primært handler om at få folk i arbejde uagtet, hvordan man har det, bliver mere og mere tydelig.
Jeg har selv en personlighedsforstyrrelse. Jeg ved godt, hvordan og hvorfor jeg har fået den og jeg ved, hvordan den også præger og påvirker én som voksen. Også i forhold til at skulle få sin egen familie til at fungere - samtidigt med at man skal være arbejdsdygtig.
P.S.: Til Linette: Din sidste hentydning føler jeg mig meget stødt over. Jeg opfatter bestemt ikke mig selv som et barn. Jeg kan godt love dig for, at jeg påtager mig mit voksne ansvar for mit liv og altid har gjort det og netop kæmper en hård kamp for også at blive følelsesmæssigt voksen. Ikke desto mindre så kan 'barnets følelser' leve videre inden i én, sålænge de er ubearbejdede. Du har andetsteds skrevet, at du selv har gået i langvarig behandling, så det burde du da om nogen vide. Jeg synes ikke, du udviser stor respekt for, at andre kan anskue tingene anderledes end dig selv.
Hilsen Helene
Jeg synes at det er vigtigt at Ano også får at vide, at her betragter hun sig selv, som det hun er, en ung kvinde.
Jeg følte mig truffet, da det kunne være en hentydning til en anden debat, vi begge deltager i.
Helene
Nå men det var bare lige min mening.
Nu er der gået et stykke tid, og min situation er blevet mere og mere forvirrende. Måske fordi jeg bare suger alle informationerne til mig uden at kunne sortere i det og smide det overflødige væk.
Hver gang der kommer et spørgsmål eller en fakta frem så er der mange svar og mange fortolkninger som så leder videre til endnu flere.
Men en ting er sikkert. Man SKAL være stærk for at være svag. Hvis man er mere syg end antaget, og ikke umiddelbart reagerer på den støtte der er stillet til rådighed så bliver man straffet.
Nå men vi var til et møde med vores sagsbehandler her i sidste uge. Mødet handlede om at han ville høre en begrundelse (uden at gå i detaljer) for at sige nej til et tilbud de havde forestillet. Vores begrundelse var meget velberettiget og alle vi har diskuteret det med (ikke venner men kompetente proffer omkring os) var helt enige i at det ville være irellevant lige nu, gøre situationen værre, gå direkte ud over vores søn og give et forvrænget resultat. Så det måtte være klart for enhver at se at det ville være uansvarligt af os at handle anderledes.
Men vores sagsbehandler var meget stresset kunne vi mærke. Han hævede stemmen flere gange, brugte udtryk som "hvad anser du mig for" til et helt stille og roligt spørgsmål, tegnede en million krusseduller på sit papir, trak vejret meget voldsomt og undlod at give ordentlige svar på spørgsmål.
Men. Vi var der for at han ville høre vores begrundelser. MEN HAN NOTEREDE DEM IKKE OVERHOVEDET! Jeg bad ham læse igennem hvad han havde skrevet, og jeg sagde at han havde jo slet ikke skrevet det ned vi havde snakket om, men han begrundede bare med at han jo ikke var enige. Men mødet var jo netop lavet for at vi skulle komme med begrundelse.
Jeg ved godt at det er det forkerte ord, men jeg kender ingen andre der passer til det, men han virker helt korrupt, og som om han slet ikke udfører sit job rigtigt.
Hans to kollegaer, som vi havde diskuteret samme emne med, var enige med os at det ville være uhensigtsmæssigt at sige ja, og de havde skrevet noter sidst vi snakkede sammen. De ville så sende disse noter til ham. Men det havde de ikke gjort. Det han havde liggende var i hvert fald en omskrevet version, hvor der bare stod at vi takkede nej.
Det er godt nok svært at stole på en sagsbehandler der med vilje laver forkerte referater!!! Det er i hvert fald ikke en der siger hvad han mener. Men hvis det er rigtigt at han er så stresset/presset og behandler andre på samme måde, så tror jeg heller ikke han bliver på sin pind ret længe endnu.
Vi må simpelthen se at komme ud af det system.
1) Gå ALDRIG til et møde med kommunen uden en bisidder!
Alternativt kan man bruge en diktafon og optage samtalen (det skal man så gøre opmærksom på). Hvis man måske ikke husker så godt eller for ikke at misforstå noget kan det jo være helt (positivt) velbegrundet.
2) Lav evt. selv notater eller referat under mødet. Bed til sidst sagsbehandleren læse det igennem og skrive under.
2) Søg aktindsigt.
3) Skal sagen ankes så søg også aktindsigt hos ankenævnet. Min kommune havde ikke sendt de sagsakter med til ankenævnet som talte min sag. Ankenævnet måtte rykke kommunen og fik dem af tre omgange og nogle af papirerne måtte jeg selv sende til ankenævnet.
4) Bed om at få alle afgørelser på skrift. Alle skriftlige afgørelser kan ankes.
5) Alt hvad jeg i de senere år har skrevet til kommunen er faktisk skrevet med ankenævnet i tankerne. For min kommune udfører ikke seriøs sagsbehandling - de giver pr. definition blankt afslag på alting og overlader dermed den egentlige sagsbehandling til ankenævet.
Hilsen Helene
Ano, hvis du overhovedet har mulighed for at komme ud af systemet, så gør det. Brug alle dine kræfter på det projekt og bed aldrig kommunen om at gøre noget for dig eller dit barn.
Det er en helt almindelig fremgangsmåde. Selv ved en anke til ankestyrelsen, er det kun kommunens ord der ligger til grund for deres afgørelser.
Det er meget sjældent, at man hører på borgerens forklaring.
Så løb alt hvad du kan, hvis du er i stand til det.
Nu har jeg ikke opfattet hvad kommunen kom med af løsningsforslag, jeg tror ikke du har skrevet nærmere om det.
Men af serviceloven fremgår det, at borgeren skal have indflydelse og indsigt i sin egen sag.
Her har du så et barn med i sagen, og der skiller sagen sig. Sagsbehandleren er barnets sagsbehandler, ikke din eller familiens.
Jeg var selv meget længe om at fatte konsekvensen af det, og jeg var rystet når jeg hørte hvordan man bar sig ad overfor for forældrene.
Nu skriver jeg nok så flot, du skal løbe så hurtigt du kan.
Nej, du skal nærmere lægge en plan for at komme ud af systemet, og den skal være rigtig god, hvis du også vil have dit barn med.
Jeg kunne godt forestille mig, at en del af din stress kommer af "samarbejdet", eller hvad man skal kalde det, med kommunen.
Så du skal bære dig meget klogt ad.
Hvis du har nogle "proffer", så snak med dem om hvad og hvordan du gør. Spørg dem om, om de har mulighed for at hjælpe dig.
Hvis det drejer sig om, at du får sygepenge og sådan noget, har du så mulighed for at "bare være mor", og gå derhjemme en periode uden forvaltningens indblanding?
Ved du noget om hvad der stresser dig? Kræver du for meget af dig selv?
Taler du pænt og beroligende til og med dig selv?
Jeg mener nu alligevel, at det så kan være en fordel at fortælle det, for det betyder givetvis at sagsbehandleren tænker sig om en ekstra gang før han/hun siger noget. Sådan har det ialtfald virket i de par tilfælde, jeg har hørt om.
Det kan også være svært sidenhen at referere til en samtale og det man kan bevise er blevet sagt, hvis man ikke har haft gjort opmærksom på, at samtalen blev optaget.
M.h.t. ankenævnet: Ja, det er selvfølgeligt en del af systemet men ikke desto mindre er der omkring 20% af alle klager, hvor borgeren får medhold eller hvor sagen hjemsendes til kommunen p.g.a. fejlbehandling. Når ankenævnet har udtalt sig, kan det medføre en mere seriøs sagsbehandling fremadrettet, fordi de er kommet med nogle retningslinier. Sådan har det ialtfald været i min ankesag. Jeg fik ikke medhold men kommunens krav er på den anden side blevet underkendt og de får mellem linierne at vide, at de fremover skal samarbejde med mig. Før var det kun mig, der skulle samarbejde med dem.
Men helt sikkert... det er noget l... at skulle kæmpe mod systemet - ingen tvivl om det. Det er en ekstra kamp oven i den man kæmper i forvejen. Så længe man kæmper mod systemet er man låst fast i offerrollen. Problemet er bare, når man rent faktisk har brug for noget hjælp, som man er afhængig af at få fra 'systemet'. Jeg tror næppe, at nogen tager den kamp, hvis man ikke følte, at man var forbandet nødt til det.
Hilsen Helene
Men jeg har været vidne til, at ligeså snart en båndoptager kom på tale, så blev mødet afbrudt.
Det der bekymrer mig i Anos sag er, at der er tale om et barn, der kommer i aflastning, altså Ano er bruger af systemet, eller rettere sagt, hendes barn er.
Det er det der er min største bekymring.
Derfor skal der handles meget klogt og velovervejet. Ano skal være overbevisende i sine anstrengelser for at komme ud af systemet.
Man kan bruge båndoptageren til at skrive sit eget referat af mødet og få sagsbehandleren til at underskrive referatet.