Stadig ingen forståelse for stress
Hvis jeg lod det komme ud ville jeg sikkert smadre det meste af min stue lige nu. Jeg er så gal.
Socialcentret vil sætte en undersøgelse i gang, for at finde ud at hvordan de nemmest kan komme omkring at hjælpe min familie uden det koster for meget i længden, og uden at de bliver beskyld for at svigte deres ansvar, da vi har et barn.
I starten var vi positive, mens vi diskuterede med dem, hvad der nu skulle i gang. Vi har haft lignende samarbejde i 3 år, men af mere akut karakter og vi startede helt fra bunden da vi havde det så dårligt at vi lå i sengen hele dagen. Mig pga. depression, som kom at stress, som kom at belastning (barndom, dårlig oplevelse ved fødsel af vores barn, isoleret og alene om barsel selvom faderen var der, faderens depression...bla bla bla...) Depressionen er heldigvis på afstand nu, men stressen sidder der stadig, og de medfølgende problemer er de samme, det er bare ikke lige så smertefuldt.
Det er bare så svært at være optimistisk overfor det nye samarbejde, for de virker ikke kompetente nok, og også lettere forudtaget.
De var 3. Der var sagsbehandleren for hele familien. Og så var der 2 familiebehandlere. Den ene skulle mest skrive, og den anden skulle observere og senere prøve at hjælpe os med at blive velfungerende.
Den ene af familiebehandlerne spurgte mig så "hvad er det du bliver stresset af". Endnu en dum gås, der ikke ved noget om stress, og så skal hun være den der hjælper mig. Jeg er bange for at jeg kunne klare det bedre selv så.
Efter jeg havde fortalt om at stressen jo ikke kommer pga noget, men bliver siddende i kroppen og giver mig tinitus, hjertebanken, dårlig hukommelse, mister overblik hele tiden, ikke kan fokusere på mine mål, nyt problem med mavesyre, så sagde sagsbehandleren at han syntes vi nok fokuserede for meget på det dårlige, og at det også kunne være hårdt for ham at støvsuge, hvis han ikke gad, og at det ku være svært at stå op om morgenen.
Jeg mener nu nok der er forskel på at være uoplagt, almindelig doven, som alle har lov til...og så det at få mavesyre bare fordi man vil tømme opvaskeren eller skal handle. Jeg havde jo lige sagt til ham, at jeg godt kan drikke 2-3 energidrikke og så gå ud og ordne have eller ordne køkkenet eller handle stort ind, men konsekvensen kommer bagefter i form at symptomerne jeg nævnte.
Det kan squ da ikke være rigtigt at man søger hjælp og så tror de ikke på en. Eller har han tænkt sig at jeg bare skal gøre det jeg har lyst til = mine pligter og så få det værre. Altså jeg KAN jo godt...men hvis jeg gør det så bliver det værre, og det er jo stik imod at det man får at vide om stress. Jeg føler mig bare så dårlig, og bliver endnu mere handlingslammet.
Socialcentret vil sætte en undersøgelse i gang, for at finde ud at hvordan de nemmest kan komme omkring at hjælpe min familie uden det koster for meget i længden, og uden at de bliver beskyld for at svigte deres ansvar, da vi har et barn.
I starten var vi positive, mens vi diskuterede med dem, hvad der nu skulle i gang. Vi har haft lignende samarbejde i 3 år, men af mere akut karakter og vi startede helt fra bunden da vi havde det så dårligt at vi lå i sengen hele dagen. Mig pga. depression, som kom at stress, som kom at belastning (barndom, dårlig oplevelse ved fødsel af vores barn, isoleret og alene om barsel selvom faderen var der, faderens depression...bla bla bla...) Depressionen er heldigvis på afstand nu, men stressen sidder der stadig, og de medfølgende problemer er de samme, det er bare ikke lige så smertefuldt.
Det er bare så svært at være optimistisk overfor det nye samarbejde, for de virker ikke kompetente nok, og også lettere forudtaget.
De var 3. Der var sagsbehandleren for hele familien. Og så var der 2 familiebehandlere. Den ene skulle mest skrive, og den anden skulle observere og senere prøve at hjælpe os med at blive velfungerende.
Den ene af familiebehandlerne spurgte mig så "hvad er det du bliver stresset af". Endnu en dum gås, der ikke ved noget om stress, og så skal hun være den der hjælper mig. Jeg er bange for at jeg kunne klare det bedre selv så.
Efter jeg havde fortalt om at stressen jo ikke kommer pga noget, men bliver siddende i kroppen og giver mig tinitus, hjertebanken, dårlig hukommelse, mister overblik hele tiden, ikke kan fokusere på mine mål, nyt problem med mavesyre, så sagde sagsbehandleren at han syntes vi nok fokuserede for meget på det dårlige, og at det også kunne være hårdt for ham at støvsuge, hvis han ikke gad, og at det ku være svært at stå op om morgenen.
Jeg mener nu nok der er forskel på at være uoplagt, almindelig doven, som alle har lov til...og så det at få mavesyre bare fordi man vil tømme opvaskeren eller skal handle. Jeg havde jo lige sagt til ham, at jeg godt kan drikke 2-3 energidrikke og så gå ud og ordne have eller ordne køkkenet eller handle stort ind, men konsekvensen kommer bagefter i form at symptomerne jeg nævnte.
Det kan squ da ikke være rigtigt at man søger hjælp og så tror de ikke på en. Eller har han tænkt sig at jeg bare skal gøre det jeg har lyst til = mine pligter og så få det værre. Altså jeg KAN jo godt...men hvis jeg gør det så bliver det værre, og det er jo stik imod at det man får at vide om stress. Jeg føler mig bare så dårlig, og bliver endnu mere handlingslammet.
Kommentarer
Jeg kan desværre kun alt for godt genkende din beskrivelse af kommunens måde at håndtere tingene på. Man får ikke den hjælp, man har brug for og kommunen er mere interesserede i kassetænkning end i holdbare løsninger. Og hvor pokker skal man så henvende sig? Man er nede i forvejen og det er da med til at sende én endnu længere ned, at man skal kæmpe med dem oveni de problemer man har i forvejen.
Når det så er sagt, så ved jeg faktisk ikke, hvad man skal stille op med det. Der burde være nogle uvildige socialrådgivere, man kunne få råd og vejledning hos. Måske kan du prøve at skrive til sr-bistand (www.sr.bistand.dk) og forklare om situationen?
Det er desværre mit eneste og bedste bud.
Hilsen Helene
Tak for dit svar. Jeg surfede forbi sr-bistand, og der står at de ikke hjælper ved psykisk sygdom. Og det er stress vel i grunden, og jeg har også en personlighedsforstyrrelse, som nok i en eller anden grad ligger til grund, og min kæreste har Aspergers syndrom som gør ham infleksibel. Alle disse ting er jo et puslespil, hvor man er nød til at tage højde for alle brikkerne for at kunne samle dem.
Jeg overvejer at skifte læge. Han støtter mig ikke rigtigt, han siger bare at han kan jo ikke vurdere om jeg kan arbejde eller ej (de gange hvor jeg har sagt til ham at kommunen presser mig for meget). Jeg synes f.eks. at når man fungerer så dårligt at man kun kommer i bad en gang om ugen, fordi der er vigtigere ting at bruge de få kræfter på man har, så er det nok for tidligt at starte arbejde 3 dage om ugen. Men han støtter mig ikke og tilbyder ingen form for behandling, selvom jeg bare sidder fast her pga. mit helbred.
Tænk engang, indtil vi fik vores barn for 4 år siden var vi helt "almindelige" uden nogle skavanker af nogen slags. Og nu er vi en sag hos kommunen. Det er sikkert ikke udsædvanligt at man lever fint med diverse psykiatriske diagnoser, som man slet ikke kan se er der. Og når filmen så knækker, så ligger der meget mere nedenunder, som man så kan give sig til at slås med også.
Nåh, men jeg har ikke godt at bruge computeren, så jeg må heller slukke nu.
Du kan gøre en del selv, ved at købe midler mod mavesyre på apoteket.
Så har du et barn du skal tage vare på.
Du må ikke bilde dig ind at kommunen sætter folk på for at hjælpe dig. Nej de observerer hvordan dit barn har det, og har dit barn det ikke godt, så fjerner de det.
Så jeg tror du skal bruge din vrede til at være gal på dig selv og holde op med, at give din barndom skylden for, at du har det vanskeligt i dag.
Nu har du det nøjagtigt så godt eller dårligt som du vælger.
Problemet er, at kommunens folk ikke tager sig af dig, de gør mere ud af at sætte gang i dig, så du kan undgå at dit barn bliver anbragt. Det er ikke af hensyn til dig, men af hensyn til dit barn.
Stress kan også forekomme når man ikke foretager sig noget, men tænker på alt det man ikke vil eller orker fordi, og lader vreden tage over, fordi "man skal alting selv". Det kan ingen hjælpe dig med, det er dig selv der skal tage et valg. Du skal til at blive voksen.
Bliver du ikke det, så vil man vurdere, at du ikke kan tage vare på dit barn, du kan end ikke tage vare på dig selv.
Så skal du vide, at forleden dag vedtog man i folketinget en lov, som giver kommunerne lov til at tvangsbortadoptere.
Den måde Linette ser tingene på, svarer jo desværre nok til en vis grad til den måde kommunen ser tingene på. Dermed bliver det helt tydeligt, at der ikke er den store hjælp at hente af den vej.
Problemet er (som jeg ser det), at du og måske også din kæreste, har så mange lig i lasten, så det i alt for høj grad påvirker Jeres nutid. Det kan reaktivere utroligt mange gemte ting, når man selv får barn. Men jeg ved af egen erfaring, at det tager systemet sig ikke af. De svigtede også min datter og mig i voldsom grad, da hun var lille, fordi de ikke forholdt sig til, at jeg og min mand var psykisk dårligt fungerende. I stedet gjorde de min datter til problemet, fordi det var hende, der reagerede på forhold, hun ikke trivedes under. Først da de kunne betale sig fra det med et efterskoleophold, skete der noget - og da var det jo for sent for hendes vedkommende.
I virkeligheden har man brug for at få bearbejdet sin egen barndom, hvis den har været meget belastet men den side af sagen kigger kommunen helt sikkert ikke på.
Ud fra det du skriver, er mit bedste råd nok, at du skifter læge. Det er så vigtigt, at man føler sig forstået af sin læge og føler, at han/hun vil hjælpe én. Når både du og din mand har psykiatriske diagnoser, må I jo have været i kontakt med behandlingssystemet tidligere. Da I stadigt ikke fungerer tilstrækkeligt godt i dagligdagen, må I jo have yderligere hjælp og her er det jo vigtigt, at læge og/eller psykiater kommer på banen.
Hilsen Helene
Jeg har været en slags frivillig bisidder, hjælper eller støtteperson for flere forældrer og deres børn.
Derfor ved jeg, at kommunens folk er egentlig ligeglade med forældrene. Når de har fået anbragt barnet/børnene, så kan forældrene passe sig selv.
Hvis man har en rigtig depression, så skal man for sin egen skyld se at få den behandlet, da det er en fysisk sygdom, og ikke som mange tror en psykisk. En depression fremkalder en masse psykiske symptomer, heriblandt, at man ikke har energi til noget overhovedet. Man kan få stress hvis man bliver presset og det skyldes sygdommen.
Derfor er det første der skal gøres, at man får medicinsk behandlet sin depression.
Jeg kan blive meget bekymret for Ano og hendes fremtid og især for barnet, som er i stor risiko for at blive fjernet fra hjemmet.
Det at kommunen overvejer hvordan de skal hjælpe uden at det koster alt for meget, tyder på man overvejer en familiepleje, eller den mulighed som nu er kommet, at man kan tvangsbortadoptere barnet.
Skal denne konsekvens undgåes, må Ano og hendes mand tage sig sammen til at konsultere en læge. Deres sygdom er først og fremmest deres ansvar, og de er selv klar over, at de ikke har det godt, så afsted til lægen.
Ano pas på din familie og gør noget ved din situation. Det haster.
Nogen hælder til en teori om, at depression og mangel på energi hænger sammen med undertrykt vrede. Hvis det er sandt, så brug din vrede konstruktivt til at gøre dig fri af kommunen.
Du tager meget fejl i din opfattelse af hvordan tingene er. Du lytter ikke ordenltligt efter, og konkluderer derfor efter dine fordomme.
Der er IKKE nogen risiko for at min søn bliver fjernet. Overhovedet! Vi er meget ansvarlige forældre og det får vi at vide hele tiden. Vi ansøgte på eget initiativ om at få en aflastningsfamilie, da jeg var stabilt dårlig, og nu hvor jeg er mere kan klare mere, har vi valgt at 2 døgn (inklusiv børnehavetiden) passer til os. Vi har hele tiden sat vores søn højest og vi bruger vores kræfter på ham først og han trives rigtig godt. Han er super heldig, for vi har et godt og tæt samarbejde med aflastningsfamilien, som vi render ind i stort set hver dag.
Det er ikke flovt at have en aflastningsfamilie. Alle andre ville have brugt nogle bedsteforældre til den slags, men vi har ikke den mulighed. Vi vurderede selv at vi havde brug for dem, og vi kæmpede virkelig for det. Men selv dengang trivedes vores søn, så det var svært at få dem til det.
Du kan ikke skræmme mig, for jeg ved godt du er helt forkert på den!
Jeg har problemer med mavesyre. Jeg sagde ikke hvilken slags problemer, men kan fortælle dig så meget at det ikke er halsbrand, som du hentyder til.
Pointen er at jeg godt kan tage mig af min søn, det er det allervigtigste, og det SKAL der være kræfter til, og det gør mig meget glad at være sammen med ham. Men det er ikke altid så meget overskud der er på kontoen, så når jeg har taget mig af ham, så er der ikke energi til ret meget mere. Det er HER problemet er. For man føler sig ikke rigtig som et helt menneske, når man ikke kan "leve" lige som alle andre omkring en gør.
Og nej, jeg sidder ikke bare og piver og gør ingen ting, og lader mig selv få det dårligere og dårligere. Jeg kæmper hver eneste dag, men jeg er kommet dertil hvor jeg bliver nød til at indse at jeg gør for meget. Det er tydeligt at du ikke hvad stress er. Der er så mange mennesker der negilgerer det, fordi de da også har prøvet at have travlt og føle at de ikke kan nå det hele, og at de kan føle at livet er hårdt. Og hvis man har prøvet at være nede, så kan man da også sagtens sætte sig ind i hvordan det er at have depression, for det er jo det med at være ked af det.
Men der er bare en verden til forskel, når det bliver til en sygdom, som man ikke bare kan beslutte sig at tage sig sammen og slukke for.
Og nej det er ikke mig der giver barndommen skylden. Det var min psykolog og mine psykiatere, der gravede sig frem til det. Det er ikke et traume, men derimod en "helt forkert opdragelse", som jeg ellers indtil da syntes var helt normal. De siger at man er nød til at bearbejde det. Men der er vist ikke sat penge af i sundhedssystemet til at behandle psykiatriske patienter, med mindre det er meget akut, og selv der må man hurtigt selv punge ud, ellers er det bare ærgerligt. Det kunne have været godt med noget friværdi der
Jeg vil gerne ønske jeg tog fejl, jeg ville endda ønske jeg tog meget fejl, med hensyn til hjælpen omkring dit barn og dit øvrige liv.
Jeg har selv mavesyre, og har aldrig haft halsbrand eller ondt i maven. Derimod fik jeg astma og stemmeproblemer, samt noget de kalder betændelse i maven. Jeg er opereret otte gange på stemmebåndene på grund af dette.
Du kan få forskellige former for behandling for dette og meget af det kan købes i håndkøb. Effektiv behandling kræver recept.
Hvis du selv mener du har haft en god opvækst, så har du haft en god opvækst. Så lad være med at bekymre dig yderligere om det.
Det der bekymrer mig, er din udtalelse om hvad kommunen har sagt og gør.
Du skriver du bliver gal over det. Hvorfor?
Jeg håber din læge har været opmæksom og tjekket dit stofskifte.
Prøv at gå ind og læse om for lavt stofskifte og evt. årsager.
Man kan få for lavt stofskifte på grund af en fødsel. Det forårsager de symptomer du har beskrevet. Det har intet at gøre med ens barndom, men skyldes at hypofysen har manglet ilt under fødslen.
Det er blevet sådan, at man lægger mest vægt på det psykiske, og det gør kommunen også, og det er rigtigt, som du siger, at de er ikke kompetente.
De roder rundt i folks private sager og danner sin egen mening om tingene.
Det er også kommunen der tager stilling til, om du kan arbejde eller ej.
De er, efter din egen beskrivelse, nu nået til et punkt hvor de overvejer hvad de skal gøre, fordi du har et barn, og samtidig må det ikke være for dyrt.
Tro mig, jeg kender fremgangsmåden.
For lavt stofskifte fører ofte til at man mistolker situationen, og tror folk er psykisk syge, deprimerede, dovne eller er man kommet op i årene, måske dement.
Læs selv om det, og jeg tror du kan genkende dig selv.
Det haster Ano, bed din læge om at få taget sådan en prøve. Hvis han ikke vil, så skift til en anden læge.
Hvis din tilstand skyldes for lavt stofskifte, så kan du ikke gøre noget selv for at bedre situationen, det kræver indtagelse af et skjoldbruskkirtelhormon.
Den undersøgelse kommunen vil foretage, er blandt andet at de observerer samspillet mellem dig og dit barn og samspillet i familien.
Altså en forældreevneundersøgelse.
De første symptomer var meget fysiske. Det føltes simpelthen som om min krop var meget meget gammel, alle mine sanser svigtede så det føltes som om jeg var inde i en klokke, selvom alle andre omkring mig havde en helt almindelig arbejdsdag. Og jeg kunne slet ikke nå alle de ting jeg skulle på min læreplads. Jeg havde selv ansvaret for at planlægge min dag, hvilket jo er skønt, men jeg kunne slet ikke huske hvad jeg havde lavet, hvad tid på dagen det var, alt var væk i flere uger, indtil jeg indså at jeg måtte gøre noget.
Den gamle lægen sagde at alle de fysiske symptomer dækkede over en depression, selvom det kom bag på mig.
Nu når jeg kommer op til min nye læge, siger han at jeg meget gerne må komme en gang om måneden, men han gør intet hverken ved symptomer eller behandlingsplan eller noget som helst. Og så kan jo lige så godt snakke til en bamse, for det ændrer jo ikke noget.
Det min vrede gik på...er nu ikke så vred mere, gassen er gået af ballonen, nu er jeg bare frustreret. Lægen siger at det er rigtigt når psykiaterne siger jeg har en personlighedsforstyrrelse. Jeg fattede jeg ikke så meget af. Jeg fik at vide at det er noget der opstår i barndommen/ungdommen, og at det er (læs ikke ordret, bare forstå) noget med at personligheden er blevet formet anderledes end "normalt". At man har været for underkuet og opdraget til at være et lavere væsen. Lægen siger at han selvfølgelig ikke kan give mig medicin for min personlighed, selvom han kan se at jeg ikke har det godt, og at personlighedsforstyrrelsen gør mig meget følsom over for stress, efter jeg knækkede med depression efter fødslen. Jeg vil jo selvfølgelig bare tilbage til mit gamle glade og kreative jeg, fra før jeg fødte.
Jeg vender til bage til stofskiftet bagefter. Men det der så generer mig er, at alle eksperterne siger at alt det her lort jeg er i er pga. psykisk tilstand/sygdom, men hvorfor fanden bliver man så ikke tilbudt noget behandling. Jeg kan da ikke bruge til noget, at man sender familiebehandlere ud til mig, når de ikke har forstand på stress. For jeg kan jo mærke at når jeg passer på mig selv, så har jeg det meget bedre. Jeg kan bare ikke lige få huset til at se ordentligt ud samtidig, og hvis jeg tog på arbejde (er afprøvet) så ville jeg sove alt den tid jeg havde fri.
Men det er ikke en forældreevneundersøgelse, eller hvad du kaldte det. Faktisk handler det ikke rigtigt om min søn. Det handler om at jeg bad om en støttekontaktperson, fordi min mand har fået en, og jeg kan virkelig se at det hjælper. De er fra distrikt psykiatrien, og forstår alt det de andre papirnussere fra kommunen ikke fatter.
Men ifølge paragrafferne, kan jeg ikke få en, selvom jeg godt kan få mig til at passe ind under. Så de kunne tilbyde mig familiebehandling i stedet, men at det skulle handle mest om mig, og selvfølgelig også lidt om resten af. familien. Den undersøgelsesmæssige del af det, er at man først vil se om jeg kan få noget ud af deres familiebehandling, for ellers vil de ikke gøre det. Det er her vi er nu, lige inden undersøgelsen starter.
Men vi er jo ikke "bare" en familie der ikke rigtig kan finde ud af det, og jeg bliver sur over at man ikke kan yde den rigtige hjælp, når man har fundet ud af at vi har tale om sygdom. En med et brækket ben, bliver da heller ikke tilbudt en slynge til sin arm, eller hovedpinepiller, vel.
Og det er heller ikke kommunen der ikke mener vi kan klare det godt nok. Det er faktisk os. Vi mener at vi fortjener noget hjælp, efter som vi ikke mener at vi kan komme op på hesten igen på egen hånd. Fra starten har vi ikke fået nok hjælp. En af mine læger sagde endda at jeg skulle tage hjem og drikke en flaske rødvin og tale igennem med min mand. Og så trækker det jo bare i langdrag, når man prøver og prøver men stadig ikke bliver tilbudt kvalificeret hjælp.
Jeg vil prøve at læse lidt om for lavt stofskifte som du siger, og så må jeg prøve at gå til lægen igen. Og som sagt evt. skifte læge.
Men det er da for dårligt at man ikke bliver tilbudt behandling.
Men, hvis det er sandt, at du har en personlighedsforstyrrelse, så kræver det en meget intensiv og langvarig psykologbehandling hos en psykolog, der er uddannet til dette.
Det kræver meget, både af dig og psykologen.
Det er sikkert det man viger tilbage for.
Men der er ting i dine skriverier jeg hæfter mig ved. I dit første indlæg beskriver du dig selv som en ung kvinde. Det er meget positivt. Du ser dig selv som det du er, en ung kvinde.
Du kan prøve at læse rundt omkring på disse sider, så kan du læse om "gamle piger" der beskriver sig selv som piger, altså som værende børn, selvom de er godt oppe i årene.
Det gør du ikke.