Indstillinger
Hvad er der dog galt med mig?
Jeg er en ung pige på snart 21år og jeg er ved at blive fuldstændig sindsyg! Sådan føles det i hvert fald.. De sidste par dage har jeg været utrolig nedtrykt, grædt uden grund og alle steder, så sur og hele tiden skifter humøret bare..Igår på vej til arbejde begyndte jeg at græde i bussen helt uden grund..et par dage før var jeg brudt sammen i badet over nogle ret ligegyldige episoder der skete for flere år tilbage og i går begyndte jeg at tude da kæresten og jeg skulle igang med aftensmaden. Jeg blev jo så nødt til at fortælle ham lidt om hvordan jeg har det og han siger at hans mor var sådan da hun havde depression og nu vil han have mig til lægen. Jeg synes at vi lige skal se tiden an, der er jo ingen grund til at fare til lægen pga lidt humørsvingninger. Jeg vil jo gerne være stærk i psyken og selvstændig og det er helst det jeg viser folk men inderst inde ved jeg jo godt at der er noget galt med mig..Jeg er jo godt klar over at dette ikke er helt "normal opførsel" af en pige på min alder..Jeg bliver så vred og arrig på mig selv for hvorfor kan jeg ikke bare sparke mig selv bagi og få styr på mit liv? Er jeg en doven skid der bare bilder mig selv ind jeg har det hårdt fordi jeg ikke gider foretage mig noget? Da jeg var 15år tog jeg mit 1 år på efterskole, her tog jeg ca.20kg på fordi jeg ikke var i stand til andet end at spise..hvis jeg ikke havde mad i munden begyndte jeg at græde.Frikvarterene blev brugt på en tur i mit aflåste pengeskab hvor jeg havde alt lige fra nutella glas til kager til chips..jeg åd alt jeg kunne nå og gik så tilbage til timen. Jeg passede helst mig selv og fortalte min forstander at jeg bare havde lidt hjemve..Heldigvis tabte jeg en del af de kg igen, desværre ofte ved hjælp af opkast, overdreven motion og afførringspiller..Jeg begyndte på cutting, men ikke særlig meget og stoppede hurtigt med det igen..I dag spiser jeg også normalt, godt nok efter DDV's slankekur og jeg tænker ofte på at holde ædegilder..heldigvis bliver det oftest ved tanken! Jeg flyttede hjemmefra som 17årig og så gik alt bare galt. Jeg sagde mine første mange jobs op fordi jeg brugte alt tiden på at sidde på toilettet og græde og jeg kunne ikke komme igennem dagene..Nogle gang blev jeg bare væk og kontaktede aldrig min chef med en opsigelse. Jeg har faktisk aldrig haft et job i mere end ca. 3mdr og fuldtid skræmmer mig helt vildt.. Jeg tolkede det som en teenage fase og fortalte det ikke til nogen..jeg er jo sej, selvstændig og sjov..ikke?? Til sidst pakkede jeg en kuffert, sagde min lejlighed op og tog et fly væk fra danmark, dette skete inden for 4 dage. Nu mente jeg alt skulle blive godt igen..Jeg var i et andet land i 5mdr og nåede at have 3 forskellige jobs og til sidst tog jeg et fly tilbage til DK. Jeg havde taget en fyr med tilbage og jeg ville gøre alt for ham. Han var englænder, 10år ældre end mig og en slesk, utro, vammel alkoholiker. Ham brugte jeg 2 år sammen med og det var et helvede men kærlighed gør jo blind ikke? Han havde sex med mine veninder, han drak mig ind i en kæmpe gæld, truede mig med varme strygejern og endte med at smadre lejligheden, mig og kaste mine ting ned på gaden.. Det var prikken over i'et og denne gang lovede jeg mine forældre at blive væk fra ham..jeg mødte min nuværende kæreste og vi bor idag sammen! Sidste år tog jeg grundforløbet til fotograf og fik da også min eksamen..i november 2008 blev vi gravide men blev enige om en abort da vi slet ikke har midlerne til at have et lille barn..Lægerne lagde pillerne på bordet og bad mig om at tænke det igennem en sidste gang men jeg fatter ikke at tage beslutninger så jeg slugte pillerne med det samme, tog imod deres folder og gik min vej.. Så gik det egentlig rigtig godt i noget tid, jeg var godt nok på kontanthjælp i et par måneder pga. finanskrise men det var mange andre jo også..Jeg er blevet vant til at jeg ikke kan finde hoved og hale i mine følelser og personlighed men nu er jeg bare træt af det! Jeg er så træt af det og så sur på mig selv for jeg har jo ingen grund overhovedet til at opføre mig på denne måde!! I perioder har jeg ondt af mig selv, så bliver jeg vildt sur på mig selv fordi jeg ikke kan overskue noget som helst og så frustreret fordi der er en evig kamp inde i mit hoved..Jeg forstår det ikke..Jeg vil jo bare gerne være en glad pige på 21.. Jeg er så flov over min opførsel og så træt af at jeg får dårlig samvittighed over ligegyldige ting.. Træt af at være så doven og spilde mit liv..Hvad er der galt? Jeg kan ikke se at det nogensinde ændre sig og det gør mig bange! Jeg har også lidt af mavesmerter siden 2006 og lægerne ved ikke hvorfor.. Føler mig rigtig dum og kujon agtig over at offentligøre dette men jeg vil bare ha styr på mit liv nu, det her har stået på alt for længe! Håber nogen af jer vil skrive tilbage hvis i kan se nogle genkendelige mønstre eller har et råd til mig...
Kommentarer
Du er ikke ret gammel endnu og jeg ville ønske at jeg gjorde noget ved det allerede den gang hvor jeg vidste noget var galt og ikke bare forsøgte at leve som alle andre kunne, nu sider jeg her med mand hus og 2 børn, sygemeldt fra mit job og har bestem ikke lyst til at komme tilbage overhoved, bare så jeg kunne få fred. Men jeg har et lidt større ansvar nu, selvom jeg ikke kan overskue mit liv, men har endeligt givet slip og forsøger at få hjælp.
så mit råd til dig gør hvad du kan for at finde en læge der tager dig seriøs, og få allerede gjort noget nu, så du ikke ender en dag med at side med børn du ikke kan overskue at passe og en mand du skal have dårlig samvittighed over for.
Håber det bedste for dig, og held og lykke på din vej gennem livet.
sorensen
I dag har jeg det bedre, har ikke grædt men til gengæld har jeg trøste spist en lille smule..og så bliver jeg sur på mig selv, har lige kæmpet mig igennem et vægttab på 10kg og ved at hvis jeg begynder at tage på bliver jeg bare endnu mere ked af det! Har overvejet at ringe til lægen men aner simpelthen ikke hvad jeg skal sige til ham, slet ikke hvis jeg kommer derned på en god dag for så får jeg ikke sagt noget om det! Har en underlig stolthed der gør at jeg mener jeg ikke burde fejle noget..men det må jeg jo komme over! Er begyndt at lægge mærke til at jeg snakker med mig selv når jeg er alene, ikke højt men jeg har taget mig selv i at lave mundbevægelser og føre en samtale inde i mit hoved og DET gør mig bange, flov, følelser jeg slet ikke kan beskrive! Nogle gange bliver jeg i tvivl om hvorvidt jeg er kommet til at snakke højt! Tror jeg er flov over alle de her ting fordi jeg har haft en rigtig god opvækst, aldrig manglet noget..alle de dårlige ting der er sket gennem årene har været min egen skyld..Så det giver ikke mening! Anyway stopper her, ellers bliver det alt for langt! Men i hvert fald, tusind tak for dit svar det var bare så dejligt at høre fra en der forstår mig lidt! Og så ønsker jeg dig al held og lykke men samtalerne!
Jeg kan godt forstå du synes det er svært at få det sagt til lægen, især hvis man har det nogenlunde når man kommer, så kan det være svært at forklare ens følelser. Jeg har bare altid selv haft det sådan, når jeg har sidet hos lægen, selvom jeg kom af en eller anden fysisk årsag, sad der en klump i halsen på mig og jeg var altid ved at tude, når jeg skulle fortælle hvad jeg kom for, så jeg har altid været lide psykisk ude af det hos lægen.
men du kunne evt. når du havde det rigtig skidt, skrive alle dine tanker og følelser ned, lige hvad der kommer fra hjertet, selvom du læser det dagen efter, og synes det pludselig lyder helt skørt og åndsvagt og tænker det kan jeg da ikke aflever til min læge, så synes jeg du skulle tage det med i hånden, når du tager der op, og give ham/hende dette brev og sige du har svært ved at fortælle hvordan du har det, og du føler du har brug for hans hjælp.
Jeg skulle skrive om min opvækst, og jeg fik lige pludselig skrevet en hel masse andet ned om mine følelser og hvordan jeg har det nu, at jeg ville væk fra alle de dumme tanker osv. bagefter tænkte jeg det var jo ikke det jeg skulle skrive, og ville slette det, men så blev jeg enig med mig selv om at lade det stå, så kan hun da se hvordan jeg har det, da jeg nok ikke helt har fået givet udtryk for mine værste tanker, og er bange for hun ikke helt synes det er så slem som det ser ud.
håber du får overskud til at søge hjælp.
hilsen sorensen
Hvis andre der læser mit indlæg har råd eller bare en kommentar vil jeg meget gerne høre fra jer! Har bare brug for at høre nogle meninger ang. det jeg fortæller...
har selv været i den situation..... og har nu gået til psykiater og fået medicin for angst i 5 år.. troede også bare i starten jeg var nærtagende og havde ondt af mig selv...
var også den søde glade smilende pige udadtil, der hjalp alle andre og som kunne klare alle situationer...
jeg tog fejl....
du får det ikk bedre før du får noget gjort ved din tilstand.....
så afsted med dig ;o)
så jeg siger også tak og med håb om at du får gjort noget ved det
venlig hilsen sorensen
men det er vi nok nødttil at få gjort noget ved.:-)
Vil gøre det nu for nægter at miste min kæreste på grund af det..men **** hvor er jeg bange for den samtale..håber bare jeg får det hele sagt og at han kan give mig en eller anden form for forklaring på hvorfor jeg har det sådan.. Hvis jeg går derfra uden svar vil jeg føle mig utrolig ydmyget!
Jeg kan godt forstå at du er bekymret for hvordan det skal gå. for det er jo ikke alle læger der er lige forstående over for sådanne problemer.
Jeg har selv måtte skifte læge, da den første bare gjorde det meget være for mig, og jeg gik der fra og følte mig meget dum. for nogle år tilbage skulle jeg både kæmpe med kommunen og min egen læge som ellers skulle være der for mig, men var det bestemt ikke.
den nye læge jeg fik, var jeg hos i vinters for at fortælle at jeg havde den her tristhed jeg ikke kunne komme ud af (blev sendt afsted af min mand), fik den besked at motion og samvær med familien ville være godt, gik der fra med en flad fornemmelse, hun spurgt endda hvad jeg forventede hvad hun skulle gøre, og jeg havde måske en ide om at jeg havde en depression og måske kunne få noget for det, men det turde jeg ikke sige, da jeg regnede med at hun skulle fortælle mig hvad der var galt. Jeg har hele tiden gået tur med vores hund og det var det motion jeg havde overskud til og tid til med en familie med 2 børn og et arbejde, så jeg kunne ikke komme hjem og fortælle min mand, at nu ville der blive gjort noget og jeg ville få det bedre.
først her fornyelig, gik det op for hende at noget var galt, og siden har hun taget det seriøst.
så det jeg vil sige til dig er at du selvfølgelig skal tage til din læge og fortælle lige hvordan du har det og ikke lægge låg på som jeg har gjort, og du skal regne med at din læge sider der for at hjælpe dig, men du kan selvfølgelig også resiker at der ikke er forståelse for det, men så må du ikke give op, men prøve at bruge de krafter og overskud til at kæmpe vidre for din sag så du kan få den nødvendige hjælp.
det har tage langtid for mig, fra det af jeg første gang forsøgt at fortælle noget var galt, men jeg har (se i bagspejlet) heller ikke lukket ordentlig op men regnet med at de kunne tanke læse. og selvom jeg har brudt grædende sammen, har det ikke gjort at de kunne se hvad der forgik inde bag hjerneskallen.
så jeg håber bare du har en god læge og du selv for fortalt nøjagtigt hvordan du har det.
held og lykke
venlig hilsen sorensen