Hvad gør jeg nu??
Hej alle herinde.
Jeg er en mand på 26 med følgende problem:
Jeg har igennem 13 år haft smerter i lænden, men er hidtil blevet kaldt for hypokonder, da de ikke har kunnet se noget.
Nu har jeg så langt om længe fået en mr-scanning af lændehvivlerne, og har en "lille prolaps" ved L4/L5. Jeg er sendt til genoptræning hos en fysioterapeaut uden virkning, og er holdt der da fysioterapeauten ikke mener at kunne gøre mere, pga. at uanset hvad hun gør, bliver det ikke bedre, nærmere tværtimod.
Jeg har fået at vide at jeg skal forberede mig på smerter resten af mit liv, men i hvilket omfang er der ingen der kan sige.
Min læge er tilbageholdende og vil vente og se tiden an, men jeg skal være ærlig at sige at det her tærer på familien, og ikke mindst mig selv. Jeg er oftest så tynget af smerter, at jeg hverken kan fra eller til. Psykisk er jeg begyndt at mærke det, ved kortere lunte, flere sygedage og en følelse af at der ikke er noget at gøre.
Jeg er under udd. til pædagog, vil specialisere mig i adfærdsvanskelige unge, men er blevet rigtig meget i tvivl om, om det er et job min ryg kan holde til, da der i det fag er mange fysiske udfordringer. Oven i det er der mit massive fravær fra skolen, da jeg ikke orker at sidde der længere end 20-30min ad gangen, så kommer de smerter der trækker tænder.
Jeg bevæger mig det jeg kan i form af gå-ture, men det bliver ikke til så meget.
Jeg har ikke været smertefri på noget tidspunkt det sidste års tid, og får bare fyldt flere Dolol'er i hovedet. (2stk 4 gange dagligt)
Jeg har fået Ketogan, men blev for påvirket af dem, så "gik ned" på Dolol igen.
Mit liv er ved at falde sammen om ørene på mig, og det eneste jeg får at vide alle steder er at jeg skal vente og se tiden an.
Det mit spørgsmål går på, er hvad muligheder jeg har nu, med operation eller smertestillende, eller er det noget helt andet jeg skal fokusere på?
Vil et lægeskift hjælpe, eller vil det være det samme som nu?
Mine tanker er på det sidste drejet hen på førtidspension, da min arbejdsdygtighed er nede på et minimum, og der ikke er en umiddelbar udsigt til bedring, er det den forkerte retning at gå i?
På forhånd tak.
Med Venlig Hilsen
Kim Frederiksen
Jeg er en mand på 26 med følgende problem:
Jeg har igennem 13 år haft smerter i lænden, men er hidtil blevet kaldt for hypokonder, da de ikke har kunnet se noget.
Nu har jeg så langt om længe fået en mr-scanning af lændehvivlerne, og har en "lille prolaps" ved L4/L5. Jeg er sendt til genoptræning hos en fysioterapeaut uden virkning, og er holdt der da fysioterapeauten ikke mener at kunne gøre mere, pga. at uanset hvad hun gør, bliver det ikke bedre, nærmere tværtimod.
Jeg har fået at vide at jeg skal forberede mig på smerter resten af mit liv, men i hvilket omfang er der ingen der kan sige.
Min læge er tilbageholdende og vil vente og se tiden an, men jeg skal være ærlig at sige at det her tærer på familien, og ikke mindst mig selv. Jeg er oftest så tynget af smerter, at jeg hverken kan fra eller til. Psykisk er jeg begyndt at mærke det, ved kortere lunte, flere sygedage og en følelse af at der ikke er noget at gøre.
Jeg er under udd. til pædagog, vil specialisere mig i adfærdsvanskelige unge, men er blevet rigtig meget i tvivl om, om det er et job min ryg kan holde til, da der i det fag er mange fysiske udfordringer. Oven i det er der mit massive fravær fra skolen, da jeg ikke orker at sidde der længere end 20-30min ad gangen, så kommer de smerter der trækker tænder.
Jeg bevæger mig det jeg kan i form af gå-ture, men det bliver ikke til så meget.
Jeg har ikke været smertefri på noget tidspunkt det sidste års tid, og får bare fyldt flere Dolol'er i hovedet. (2stk 4 gange dagligt)
Jeg har fået Ketogan, men blev for påvirket af dem, så "gik ned" på Dolol igen.
Mit liv er ved at falde sammen om ørene på mig, og det eneste jeg får at vide alle steder er at jeg skal vente og se tiden an.
Det mit spørgsmål går på, er hvad muligheder jeg har nu, med operation eller smertestillende, eller er det noget helt andet jeg skal fokusere på?
Vil et lægeskift hjælpe, eller vil det være det samme som nu?
Mine tanker er på det sidste drejet hen på førtidspension, da min arbejdsdygtighed er nede på et minimum, og der ikke er en umiddelbar udsigt til bedring, er det den forkerte retning at gå i?
På forhånd tak.
Med Venlig Hilsen
Kim Frederiksen
Kommentarer
venlig hilsen olivia7
Jeg fandt dit indlæg da jeg søgte under hvordan man fjernede sine smerter i benene. Jeg ligger lige nu i min seng med enorme smerter og skriver til dig. Jeg er i en alder af 22 blevet ramt af en diskusprolaps i L5 og fik af vide umildbart efter at det var et ret svært tilfælde.
Jeg har gået med det i et år nu og jeg kender din situation alt for godt, jeg er på same smertestillende som dig + ibumetin 600 mg. Dissse piller tager ikke mine smerter desværre.
Jeg vil fraråde dig alt der har med operation at gøre, jeg har fået af vide af over 10 læger og kiropraktorer uafhængigt at jeg var alt for ung til en sådan operation, der er 50% chance for at det IKKE går godt, og så ender det enten i det samme, værre smerter eller endnu værre total lammelse i mine ben. Jeg kan ikke forstå hvordan olivia kan foreslå sådan et indgreb uden at vide hvad det drejer sig om.
Jeg kæmper i samme situation som dig og har det på præcis samme måde, men der er kun en der kan bekæmpe det og det er dig, op på hesten igen. Du skal ikke sygemelde dig og ende dit liv som førtidspensionist. Så du kan sidde som 67 årig og sige "jeg skulle sku have valgt noget andet" jeg har brugt mit liv på NADA.. Jeg ved at det er hårdt, men jeg håber for dig at dine ambitioner er stærke end din sygdom, og du kæmper hvad du kan for at få dig det liv du ønsker.
Glem olivias dumme kommentar du har et helt liv foran dig, og tro mig du skal nok komme i bedring. Jeg har efter et års kiropraktor behandling nået langt alligevel og har faktisk gået forrige uge uden smerter, det var en fantastisk følelse. Jeg har dog fået et tilbagefald men må tage det i stiv arm.
Håber det kan hjælpe dig, og hvis du trænger til opbakning så søg hos familie og kæreste, det er det bedste våben du har. De ved hvordan du har det og ved du har det hårdt.
Jeg håber mine ord kan hjælpe dig, og få dig til at droppe operationen.
Mvh
Andreas Jensen
venlig hilsen olivia
Jeg er ligesom dig kun 26 år, og har en diskusprolaps (stor) mellem 4 og 5 lændehvirvel. Jeg har haft min siden september 2007. Dette blev påvist ved en skanning i marts 2008 på center for rygkirurgi. Overlægen tilbød mig en operation, men da smerterne var aftagende, besluttede jeg mig for, i samspil med fin fysioterapeut, at se tiden an, og træne ryggen op. Smerterne var på det tidspunkt kun i lænden og ved skridtet. Dette gik rigtig rigtig godt, og jeg begyndte at spille fodbold igen, og lavede dagligt rygtræning (hvilket jo er et must). Så i februar 2009 fik jeg et voldsomt tilbagefald og blev indlagt på Næstved Sygehus pga voldsomme nervesmerter i mit højre ben, og lidt problemer med dikværket "konstant vandladning". Jeg lå til opsyn i en uge, og blev efter en ny skaninng "som konstaterede det samme som tidligere" en stor prolaps som let tangerede l5 roden, sendt tilbage til egen læge, da smerterne igen var aftagende og jeg igen havde normal vandladning.
Jeg måtte tilbage til egen læge, da smerterne ugen efter tog voldsomt til igen "ikke i ryggen" men i benet. Han lavede mig en ny henvisning, men da smerterne var for store og jeg ikke kunne vente til december 2009 for at komme på vores lokale sygehus til endnu en undersøgelse, konsulterede jeg center for rygkirurgi for egen regning. De var så søde at skrive en henvisning direkte til Køge, hvorefter jeg fik en indkaldelse til endnu en forundersøgelse. Overlægen på Køge Sygehus "Per Pallesen", en utrolig dygtig og sympatisk person, gennemgik mig og oplyste at han gerne ville tilbyde mig en operation, selvom der i mit tilfælde kun var 60-70 % chance for en bedring. Jeg takkede ja, og afventede tid for operation. Faktisk skulle denne operation foregå i morgen kl. 07.00, men da jeg igen pludselig fik det godt, ringede jeg og fortalte ham min situation, og han fortalte mig, at han ikke ville gøre noget ved mig nu alligevel, men at jeg kunne ringe til ham hvis det blev slemt igen. Dette blev jeg selvfølgelig lykkelig for. Nu har jeg igen små symptomer og smerter i benet, men jeg ved at det er fordi jeg har overbelastet mig selv. Og ja, DOLOL er en mulighed, har selv spist 100 vis af dem, men de hjælper jo ikke når det er nervesmerter.
Det der har hjulpet mig, er rygstrækkere, og akupunktur 2 gange om ugen.. Og det hjælper virkelig.. Jeg kan kun anbefale dig det.
Jeg er selv i vildrede ang operation, for når det gør ondt har jeg lyst til at skære benet af og grave mig ned i jorden, men når jeg har det godt, er der næsten ikke grænser for hvad jeg kan gøre. Jeg har pt. fravalgt den, fordi det jo ikke er 100 procent sikkert det går som smurt. Og vi er jo kun mennesker, så angst er jo en naturlig ting.
Jeg giver pigen på siden ret.. Styrk dig ved din tro på at det nok skal blive bedre, og lyt til din krop. Søg styrke ved din familie, venner og kollegaer. Fortæl dem om dit problem, så de ved hvorfor man nogle dage er helt fra den. "Det er jo ikke en synlig skade som f.eks. en brækket arm", så andre kan ikke se du har voldsomme smerter..
Prøv dig frem med kulde og varme på din lænd og dit ben, det kan til tider hjælpe mig.
Jeg ved du har det svært - det har jeg selv. Men vi får allesammen i løbet af livet tilraget os nogle ubehagelige ting - vi fik en diskusprolaps.
Er vi heldige, er der måske en ny behandlingsform på vej til DK. En ultralydbehandling gennem ryggen - direkte på diskusprolapsen. Dette er en mulighed for at slippe for kniven.
Jeg ønsker dig det bedste fremover. Og skriv endelig hvis jeg kan bidrage med noget.
Mvh Mark
Håber I alle er en smule i bedring.. Tro på det...
Mvh Mark
Jeg har fået stillet noget der ligner samme diagnose som dig, netop i denne uge efter en MR-scanning. Diagnosen lyder på en degeneration samt paramedian ve. sidig prolaps på L4/5 niveau.
Jeg havde døjet med smerter som har været tiltagende gennem et års tid efterhånden. Dog har jeg længe kunnet mærke en stråling ned i venstre ben i længere tid inden jeg fik deciderede lændesmerter. Jeg opsøgte egen læge første gang med problemet for 9 mdr. siden ca. Han sendte mig først til kiropraktor, hvilket bestemt ikke gjorde problemet og smerterne mindre.
Jeg henvendte mig igen til egen læge efter 7 behandlinger hos kiropraktor, men lægen viste igen tomlen nedad, han fortalte mig blot hvad jeg har fået af vide siden jeg var spæd teenager; at jeg havde skæv ryg, og mit venstre ben var kortere end det højre. Jeg havde desuden selv taget initiativ til at svømme ca. 2 gange ugentlig, hvilket hjalp kortvarigt, men nogle gange med en forværring. Dette synes min læge var en fantastisk idé.
Sådan gik det frem og tilbage med 5 lægebesøg yderligere, indtil jeg bankede i bordet og krævede røntgenundersøgelse. Dette kom igang og efter svaret henviste min læge mig til en reumatolog. Da der ikke er mange af disse betød det en ventetid på 2 måneder, hvilket jeg ikke kunne acceptere pga. store gener med problemet mht. mit job (Jeg står i butik).
Jeg kontaktede derfor mit fremragende forsikringsselskab som jeg heldigvis har gennem mit job. Det betød derfor en ventetid på 2 uger i stedet!!! Dette selvfølgelig pga. at det blev på et privathospital.
Reumatologen sendte mig i MR-scanneren som blev gennemført 2 dage efter. Mindre end en uge efter sad jeg hos lægen og fik svaret. Diskusprolaps!
Min reumatolog har nu efterfølgende sendt mig til fysioterapeut i første omgang. Her foreslår han at jeg går gennem et genoptræningsforløb på omkring 1-2 mdr. Sker der ikke en forbedring, eller tværtimod en forværring anbefaler han en operation.
Ud fra hvad du beskriver, kan jeg forstå du har været igennem det offentlige? Jeg kan ud fra min egen erfaring anbefale at opsøge privatlæge. Jeg har altid set positivt til den offentlige sygesikring, og det er da også en fantastisk service vi har i DK som vi skal sætte os lykkelige over at have. Men når det så er sagt, vidner min historie om at der er historier som i mine øjne ikke er acceptable for hvad mennesket skal finde sig i. Der bliver simpelthen i for høj grad i nogle tilfælde fokuseret mere på kvantitet frem for kvalitet. Jeg står faktisk i den situation lige nu hvor jeg overvejer at gå igennem patientklagenævnet, for at mindske andre i at komme igennem samme mølle.
Jeg ved det er surt, Kim, og kan sagtens følge dig. Jeg bider mig fast i at andre i samme situation har haft succes, og er kommet videre med livet, både med eller uden smerter. Jeg tror umiddelbart ikke jeg er på samme sted som dig mentalt, men det belaster bestemt også mig psykisk, og du deler sikkert samme lettelse som jeg, da du fik bekræftet at der var noget galt. Jeg følte i hvert fald en enorm lettelse!
Til abrj86 / Andreas;
Jeg bliver en smule forvirret, og faktisk også ret skræmt, når du siger som du gør mht. operation ifbm. prolaps. Du siger du har fået samme svar fra 10 læger, at de fraråder operation. Umiddelbart ud fra hvad jeg har hørt rundt omkring, så ville jeg sige ja til en operation som en sidste udvej, efter behandling hos fysio. Men med din kommentar, kan jeg godt komme i tvivl. Jeg ved der kan komme mén, men har opfattet det andet steds som om at der er gode odds for at en operation går godt ? Jeg er forvirret...
Mvh. Brian
Min søn blev opereret på Center for rygkirurgi for tre år siden. Han havde ligesom jer, gået med store smerter i lang tid.
Han var endda i samme uge blevet undersøgt på et sygehus, hvor de sagde, at der intet var galt.
Han blev hurtigt opereret, han var på dette tidspunkt 33 år.
Operationen gik rigtig godt og han har ingen men.
Jeg selv havde også problemer md ryggen, og blev sendt til scanning.
Den viste en forfærdelig ryg, men mit største problem var, at jeg næsten ikke kunne gå. Det skyldtes nerveafklemning. Jeg blev opereret i hele lænden. Den var helt gal.
De kunne ikke gøre noget ved min ryg, men de lovede mig jeg kom til at kunne gå.
Det løfte holdt.
Men jeg er også blevet stort set smertefri, hvis jeg overholder mine begrænsninger.
jeg har samme problem som dig, jeg har 10% skæv ryg, og mit venstre ben er også kortere end det højre?
jeg styrke træner og det tager da lidt af smerterne ..
lægerne lavede en fejl, jeg kunne have fpet rettet det, op i 2003 med korsset, men fordi lægen, havde læst forkert på lektien, mente han grænsen lå på 15%, men den ligger og det gjorde den også i 2003 på 9% .. og nu er det jo forsent da jeg er færdig udvokset.
Jeg vil absolut fraråde dig en operation, det er ikke altid lykken at blive opereret.
Jeg er en pige på 34, der lever et godt, glad og aktivt liv med en prolaps. Jeg fik første gang en prolaps i 2004 igen i 2007, og nu har jeg igen desværre fået en.
Det der hjælper mig rigtig meget er akkupunktur og mr Kenzie metoden, prøv at opsøge en fysiotapeut der bruger disse metoder. Jeg har selv stor fremgang i min ryg efter jeg er begyndt på dette, og kender flere der har samme positive fremgang.
Du må ikke gi op, ved godt at det kan være rigtig surt men der er en vej ud af alle dine smerter ;o)
Nu er det efterhånden mere end et år siden jeg sidst har skrevet i denne tråd, og kan se den har været ubrugt stort set lige siden. I stedet for at starte en ny tråd, fortsætter jeg i denne.
(Læs evt. i mit ovenstående indlæg)
Siden min første MR-scanning for over et år siden, er der kun meget beskedne fremskridt at spore. Jeg oplevede en umiddelbar forskel ved at være mere disciplineret omkring at lave mine øvelser. Men i lang tid har det nu stået stille. Jeg har fortsat smerter, uden dog at gå sygemeldt eller tage noget smertestillende medicin. Mit problem er at jeg er 25 år, og jeg har ufattelig svært ved at acceptere min tilstand. Jeg har nogle mål i mit liv, som bliver forhindret ved at jeg har denne prolaps, og jeg er ikke lykkelig over min tilstand. Og det virker som om at uanset hvad jeg gør af træning, øvelser, svømning osv., så bliver intet bedre længere.
Jeg valgte i oktober at opsyge fys igen, og efter et par gange hos ham, anbefalede han mig at opsøge en neurolog, på baggrund af den manglende forbedring. det var tydeligt at det bekymrede ham en hel del. Samtidig begyndte jeg sideløbende at gå til kiro.
Jeg opsøgte neurolog på Hamlet Privathospital, som undersøgte mig. Her blev jeg sendt i en ny MR-scanning. Denne har jeg netop fået svar på, og her viser det sig at prolapsen er blevet en hel del større end ved første scanning. Jeg har nu snakket med overlæge/neurokirurg på Hamlet, som nu har tilbudt og anbefalet mig at blive opereret på baggrund af den manglende fremgang og bedring, over denne forholdsvis lange periode.
Min forsikring har accepteret, hvis jeg vælger at tage imod. Dog er jeg meget i tvivl, om jeg skal takke ja til tilbuddet. Der er 2 ting i det som jeg er skeptisk over;
1. Skal jeg stole på min intuition omkring at den enkelte læge handler så etisk korrekt, at det er det bedste for mig, uden at tænke på hvad der er bedst for hans forretning? Og passer det når han fortæller mig at han ville anbefale samme behandling, hvis vi havde stået i samme situation på et offentligt hospital? Lige nu har jeg en tanke om at jeg vil have en second opinion på dette, og gerne fra en så uvildig læge som muligt. Men hvor finder jeg dette? Man har en fornemmelse af at en neurokirurg ansat af det offentlige gerne vil spare en operation, mens en neurokirurg i det private gerne vil sælge en operation?
2. I så fald at jeg accepterer at en operation er den bedste behandling i mit tilfælde, vil en operation i DK overhovedet være den bedste løsning? Eller skal man lytte til de personer som taler meget varmt for operation i udlandet, som f.eks. Alpha-Klinikken, APEX Spine eller andet...? Min erfaring er at de svar jeg får på dette udelukkende er baseret på holdninger. Spørger jeg neurokirurgen på Hamlet, er svaret selvfølgelig at det er vanvittigt at blive operetet i Tyskland. Det er vel klart når han har en forretning der skal køre.
Kommentarer, erfaringer og holdninger ønskes :-)
Mvh. B