Angst -> 16 år..

slettet12704

Ja det håber jeg da, for nogle gange kan jeg nærmest ikke huske hvad jeg lavede igår, med mindre jeg sidder og tænker over det i noget tid. Og kan bedre huske langt tilbage end ja 10 minutter tilbage.. Det virkelig irriterende.

Helene2

Jeg fik engang at vide af min terapeut, at det ikke er ualmindeligt, at man har rod i tidsfornemmelsen, når man lider af angst o.a. Min langtidshukommelse var også meget bedre end min korttidshukommelse og noget jeg skulle dagen efter virkede meget fjernt og uvirkeligt mens noget, der skete for måske 20 år, virkede meget nærværende.
Det handlede bl.a. om, at der lå en masse ubearbejdede følelser i 'de gamle' erindringer, hvilket fik dem til stadigt at føles mere nærvæende og levende mens jeg følelsesmæssigt ikke var meget til stede 'nu og her', hvilket fik det, der sker i nutiden til at 'forsvinde væk'.

Vi lavede en øvelse, der hed 'tidslinie-terapi'. Den øvelse kan man også godt arbejde med alene. Jeg skulle forestille mig mit liv på en tidslinie lige fra start (langt ude i venstre side) og til slut (langt ude i højre side). Så skulle jeg placere mig selv ind, hvor jeg nu hørte til. Da jeg var 44 år gammel, var det jo sådan nogenlunde midtvejs på linien. Så skulle jeg placere alle de begivenheder, jeg huskede fra fortiden, ind på tidslinien i kronologisk rækkefølge. Bagefter skulle jeg tage nogle begivenheder, der ville finde sted ude i min fremtid (juleaften, runde fødselsdage, pensionsalderen o.a.) og placere dem på tidslinien mod højre.
Det var en meget effektiv øvelse, som man som sagt også godt kan arbejde noget med på egen hånd, hvis man har lyst.

Hilsen Helene

slettet12704

Det er præcis sådan jeg har det. Er du kommet af med det?
jeg havde det også sådan for et par dage siden at jeg gik og glædede mig til at se min mor igen, har ikke set hende siden sommerferien 2008. Men nu da der er 2 dage til virker det sådan lidt fjernt som du siger

Helene2

Jeg kan sagens føge dig i det eksempel, du kommer med.

Jeg er ikke kommet helt af med det, men det er blevet meget bedre. Det er ikke 'bare lige' men det hjælper for det første at være opmærksom på problemet men det er også nødvendigt at arbejde på at turde føle de følelser, der er i nuet.


Hilsen Helene

slettet12704

Det virker da ikke som om jeg ikke tør få det, synes jeg selv. Jeg kan ikke mærke forskel sådan rigtigt, udover at nu får jeg angst og sådan. Men det er ikke de helt store anfald jeg får, ikke som i starten hvor jeg ikke vidste hvad det var. Nu ved jeg at det er angst, og plejer bare at lade som ingenting, og så går det som regel over lige så snart jeg tænker på noget andet. Og hvis det skyldes ubearbejdede følelser, hvilket jeg er ret sikker på jeg har en hel del af, kan ihvertfald komme i tanke om 4 sådan forholdsvis store ting, så er det jo bare at starte fra en ende af og komme igang med det. Men jeg synes også det er irriterende med angst, for jeg kan ikke fungere ordenligt som jeg plejede, med hensyn til skole og sådan. Og jeg vil sådan set gerne til at kunne komme i skole hver dag igen, men det er bare svært.

Helene2

Problemet er, at man sagtens kan være bange for at mærke nogle dybe følelser, selvom man slet ikke føler sig bange for dem. Fordi de gør ondt og man ikke ved, hvad man skal stille op med dem. Så er det, man kan blive angst for alt muligt andet i stedet for. Det er netop den måde angst fungerer på. Angsten er så at sige en ubehagelig erstatning fra det ubehagelige, man prøver at lade være med at mærke og tænke på (som ofte er helt ubevidst).

Som du skriver, går det over, så snart du tænker på noget andet. Man kan sige, at når du skynder dig at tænke på noget andet, er det en tankeflugt - der er nogle tanker og følelser, der er ubehagelige at mærke og forholde sig til og så skynder man sig at lukke af for dem og tænke på noget andet. Men det forsvinder de jo ikke af, så de ligger stadigt inde i én og skaber vedvarende angst.

Når man er på flugt, så er det klart, at man ikke er særligt rolig indeni og at man ikke rigtigt kan være til stede 'her og nu' og være helt nærværende. Om det er andre eller sig selv, man flygter fra, gør i den forbindelse ikke den store forskel - kun er det tydeligt, at det er håbløst at flygte fra sig selv! Kunsten er at komme frem til at konfrontere det, man frygter i stedet for at flygte fra det. At blive bevidst om og turde mærke og se det i øjnene, man normalt prøver at lukke ude. Det tror jeg ikke, at man kan gøre alene, det kræver nok professionel hjælp.


Hilsen Helene

slettet12704

Tak for alle de vise ord, de er min trøst når jeg har angst kan man sige
Men jeg har virkelig ingen anelse om hvad det er for nogle ting der får min angst frem, altså hvilke ting der er sket så det er kommet. For når jeg tænker på de ting, synes jeg ikke rigtig der sker så meget, kan blive lidt trist men sådan er det jo, men ellers intet. Nu er jeg så også ved at blive smidt ud af 10 klasse pga mit kæmpe fravær, jeg har sagt til dem hvorfor, men de lader ikke til at forstå det, jaa de skulle sku næsten prøve det selv synes jeg, så kunne vi se hvor mange af dem der kom. Når, men det er der så heller ikke så meget at gøre ved, lige pt har jeg ingen anelse om hvad jeg skal gøre, og hvad der skal ske i fremtiden, det kan jo ikke blive ved sådan her hmm..

Helene2

Nej, sindets mekanismer er ikke lige til at gennemskue.
Man har som regel ingen fornemmelse af, hvad det er, der skaber angsten.

Man kan forholde sig til angst på så mange forskellige måder. Jeg ser den bl.a. på denne måde:

Du kan prøve at forestille dig, at der engang er noget, der har skræmt dig rigtigt meget. Det kan godt være, at det logisk set slet ikke var så farligt, men følelsen var der måske lige i et splitsekund og det var nok.
Din underbevidsthed ønsker at beskytte dig, så den skubber denne hændelse og de tilknyttede følelser langt ind i et mørkt rum i hjernen og låser døren dertil, for at du aldrig skal komme til at huske denne hændelse igen og ikke mærke disse følelser igen. For at være helt sikker på, at du ikke kommer i nærheden af dette mørke, aflåste rum i dit sind, bliver der stillet en rigtig grim og uhyggelig vagtpost ude foran rummet. Han hedder Angst.

Hver gang du senere nærmer dig dette rum, som blev aflåst, stikker vagtposten sit grimme hoved frem, så du bliver bange og skynder dig væk fra rummet.

Men det vagtposten ikke forstår er, at du faktisk har brug for at vide, hvad der er i dette rum, hvis du skal kunne være glad, leve frit og kunne være tilstede her og nu. Så længe man har mørke, aflåste rum i sig selv, man er bange for at komme i nærheden af, tager det en masse glæde og energi, for man skal jo altid være på vagt og sørge for ikke at komme så tæt på, så vagtposten rører på sig. Det er klart, at på den måde bliver det rigtigt svært at være nærværende her og nu.

D.v.s. at for at blive fri må man først overvinde sig selv og turde stille sig op foran vagtposten og sige til ham, at nu vil man vide, hvad der er inde i det rum. Han vil sikkert puste sig op og gøre sig endnu grimmere, når man vover at komme så tæt på. Han vil gøre sit yderste for at skræmme én væk. Men man må samle alt sit mod og blive stående og sige til ham, at man godt ved, at han slet ikke vil gøre én noget og at man ikke længere er bange for ham! Det behøver jo ikke at være sandt! Man må prøve at begynde at kommunikere med ham og gøre ham forståeligt, at han faktisk ikke hjælper én ved at holde det rum så hemmeligt og bevogtet. Efter nogen tid begynder han nok at forstå og man glemmer efterhånden, hvor grim han er og begynder at kunne tale med ham.
Når han finder ud af, at man faktisk mener det alvorligt, låser han døren til rummet op. Han holder øje med én men når man bliver der, så linder han efterhånden lidt på døren, så man kan få en fornemmelse af, hvad det er, der gemmer sig derinde i rummet.

Man kigger forsigtigt derind i mørket og så finder man ud af, hvad hemmeligheden var. Typisk vil man blive bange igen og skynde sig ud af rummet men men når man lige har fået lidt tid til at vænne sig til sin nye viden, kan det godt være, at man tænker: 'Var det virkeligt ikke andet end det? Men det var jo slet ikke så farligt!'.

Dermed er vagtposten blevet arbejdsløs, for der er ikke længere noget hemmeligt rum at bevogte. Angsten forsvinder og fortoner sig ud i den blå luft. Efterhånden kan man erstatte angsten med en mere positiv følelse - f.eks. følelsen af lettelse, frihed og dermed mere glæde i livet.

***

Men man kan ikke stå ansigt til ansigt med angsten alene. Man kan heller ikke føre en samtale med den og få den til at åbne døren, hvis man er alene. Man er nødt til at have en person med sig, som man er tryg ved og stoler på kan redde én, så man først kan klare mødet med angsten og dernæst så man ikke er alene, når døren åbnes - for man forventer jo, at det er meget farligt, det der gemmer sig derinde. Derfor er det nødvendigt at have en professionel behandler med sig.

Måske blev døren til dit mørke rum lukket for kort tid siden eller for meget længe siden. Måske er der noget i din dagligdag, der gør, at der stadigt bliver lukket døre og stillet flere vagtposter op rundt omkring. Det er ikke til at vide. Man kan heller ikke vide, om det kun handler om ét rum, der er lukket til eller om der er mange mørke rum og mange vagtposter. Helt sikkert er det bare, at noget ikke har fungeret og derfor sikkert stadigt ikke fungerer godt nok i dit liv, når du lider af angst.

Muligheden kan være, at du taler med din læge om, hvordan du har det (jeg kan ikke huske, om du har været hos din læge).
Alternativt vil muligheden sikkert være en skolepsykolog.
Jeg ved, at det kan være meget svært at bede om den fornødne hjælp. Men det er jo rigtigt skidt, at angsten og de andre negative følelser fylder så meget, så det ødelægger ikke bare din skolegang men også gør dit liv rigtigt surt for dig. Det er vigtigt, at du får hjælp til at finde ud af, hvad det er i dit liv, der ikke har været eller ikke er godt nok.


Hilsen Helene

slettet12704

endnu engang fantastisk indlæg, man kan sige jeg har fået et helt andet syn på det, og min lægen har også sagt hun ville hjælpe med at finde en psykolog. Så det er vidst bare et spørgsmål om tid. Men altså vil da selv sige at angsten er blevet bedre, jeg kan da være alene nu og sådan, får selvfølgelig lige en kilden i maven når jeg opdager jeg er alene hjemme, men ellers ikke noget som regel, det kan dog forekomme. Jeg kan hurtigt komme på 3 ting der har skræmt mig, men de 3 ting virker ikke så farlige synes jeg selv, men det kan da godt være de ligger inde bagved og gemmer sig. Tak for det gode indlæg

Helene2

Jeg er glad for, at du kunne bruge mit svar.

Mange gange så hjælper psykologsamtaler også til, at man finder frem til nogle ting i nutiden, der ikke fungerer godt nok. Hvis man ikke er bevidst om, hvad det er, så kan man jo ikke forandre tingene og det kan også skabe angst. Men man kan også ubevidst 'lukke øjnene' for nutidens problemer, hvis bevidstheden om dem bringer én for tæt på det, der gemmer sig i de mørke, aflåste rum. Så tingene hænger sammen.

Det lyder rigtigt godt, at din læge vil hjælpe dig med at finde en psykolog, når tiden er til det.


Mange hilsner Helene