Søg
Tilmeld dig
Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for kompetent professionel rådgivning eller
behandling af autoriseret læge.
Indholdet på Netdoktor.dk kan ikke bruges som basis for at stille diagnoser eller fastlægge behandling.
Netdoktor.dk - All rights reserved. Netdoktor.dk is a trademark © Copyright 1998-
-
Kontakt Netdoktor
- Netdoktor Media
- Møntergade 19
- 1140 København K
- CVR: 28 68 61 37
Kommentarer
Puha, det er meget du skal holde styr på. Hvad mon du er stresset over?
Det kunne have været mig, der skrev dit indlæg da jeg var 15 år yngre.. Nu er alle heldigivis ikke ens, og selvom jeg ud fra de par linjer jeg læser idag, synes jeg kan se en masse lighedspunkter, kan der jo være mange ting der adskiller os.
Det håber jeg faktisk der er. Idag har jeg fået diagnosen bipolær (tidligere maniodepressiv). Jeg er 30, og sygdommen har ødelagt rigtig meget af mit liv, indtil den blev diagnosticeret og nu endelig er ordentligt medicineret. Føler lidt at mit liv først for alvor begynder nu :-)
Jeg prøvede af og til som yngre (især når jeg var depressiv, min angst var jeg for flov over) at forklare min læge (læger, flyttede meget) at jeg havde det dårligt, og følte der var noget galt med mig. Men først for 9 mdr siden blev der altså lyttet til mig.
Som sagt synes jeg bare jeg kan genkende så meget når jeg læser dit indlæg, men der kan jo være tusind ting til forskel, hvis vi snakkede længe om det. Men måske kunne du prøve at kigge lidt på nettet om hvad bipolær (engelsk: Bipolar) er for noget. Du kunne måske prøve at forhøre dig hos din familie, om andre (bedsteforældre, kusiner, onkler eller tanter) i familien har været i det psykiatriske system eller blot været "lidt til en side"..
Det er i øvrigt ikke ret mange praktiserende læger, der kan stille diagnosen, man skal helst henvises til en psykiater.
Nu håber jeg ikke det lyder som om jeg maler fanden på væggen, det er jo for pokker helt almindeligt at spekulere meget over hvem man er og hvorfor, når man er ung. Og mareridt og generel angst kan jo også komme fordi der sker mange forandringer med en selv og ens venner, og ens forhold til familien.
Jeg sender i hvertfald mine bedste ønsker til dig - og hold ikke op med at spekulere på tingene. Jeg savner mine egne filosofiske samtaler med mig selv om meningen med livet, universet og alt det der ;-)
Line
Mange tak for dit svar Line. Jeg har faktisk tænkt at jeg nogengange næsten virker lidt maniodepressiv... Selvom alle nok, måske især piger, har nogle tidspunkter, hvor de er virkelig kede af det og andre tidspunkter er total oppe og køre. Men efter de få ting jeg har læst og hørt om bipolær, har jeg fået den opfattelse at man virkelig er enten - eller. Altså enten fuldstændig deprimeret og ked af det, og andre gange helt sindssygt produktiv, sover ikk i flere døgn og er nærmest på speed. Er det rigtigt, eller...?
Jeg har tænkt på at gå til lægen. Men har bare så svært ved at forklare hvad der egentlig er galt, og om der overhoved ER noget galt. For så har jeg det jo pludselig helt perfekt, ser livet som en uendelig mængde af muligheder og føler mig total glad, og føler ikk jeg har brug for nogen form for hjælp.
Har snakket med min mor om det her, hvis jeg en aften pludselig bare græder og er bange af uforklarelige årsager. Hun bliver ved med at sige at det nok har noget at gøre med det tidspunkt jeg er i mit liv, jeg ikk rigtig ved hvad jeg præcis skal mht. uddannelse etc etc. - hun prøver at forstå mig, men det er som om hun ikk riiigtig forstår det, for det gør jeg ikk engang selv.
Jeg burde måske snakke med en læge. Men er, lissom du skriver du var, flov over det her og at der er noget galt med mig. Er bange for at lægen enten vil ryste på hovedet og sige 1) Du er bare en forvirret teenager som overdriver eller 2) Du er depressiv, tag de her piller...
Så ved egentlig ikk rigtig hvad jeg skal gøre... eller om jeg skal gøre noget.
Det er helt mærkeligt at skrive de her ting, som jeg ellers har holdt meget for mig selv...
Er glad for at høre du har det bedre. Og ønsker osse det bedste for dig!
Louise
Igen er det du skriver som taget ud af mine egne teenageår. Og mon ikke de fleste teenagere oplever det i større eller mindre grad?
Jeg kender udmærket til problemet, at det er utrolig svært at forklare og sætte en finger på.
Min mor er idag meget ked af hun ikke støttede mig i at få hjælp, men hun ville bare ikke være en af de der forældre, hvis børn blev slæbt til læge og specialister i tide og utide, for der "måtte da være et eller andet galt".
Bipolær er jo mange ting. Manien er nogenlunde som du beskriver, og når man er rigtig syg varer den ikke blot et par dage - den kan vare flere måneder. På samme måde har jeg været depressiv i halvandet år denne omgang, hvilket er grunden til jeg endelig blev diagnosticeret.
Men som teenager svingede mit humør meget, op og ned, flere gange om dagen. Pludselig blev jeg rasende skændtes grumt med mine forældre, gik på mit værelse og smækkede døren, tudede som skulle mit hjerte briste i en times tid, løb tør for tårer og fandt ord som jeg skrev ned. Læste den sang/det digt der var kommet ud af det nogle gange, kiggede ud af vinduet på naturen, kravlede gerne ud af det for at mærke vind og solskin mod mit ansigt. Der blev jeg så taget af en svimlende lykkefølelse, lige her og nu, uden tanke for, at jeg snart skulle tilbage gennem vinduet og sige undskyld til mine forældre.
Som 15-årig kom jeg på efterskole, og havde det rigtig dårligt. Men jeg havde stadig masser af energi, fik nogle enkelte gode venner, havde mange gode stunder. På den anden side mistede jeg appetitten hver gang jeg havde været på weekend, og tænkte meget på at dø, skrev digte, og var bange for stikkontakter... (lidt mere specifik angst, må man sige :-)
Måske har du læst lidt om begrebet rapid cycling? Det er når man skifter mellem mani og depression mere end fem gange på et år. Og så er der blandingstilstand, hvor man er delvist manisk og delvist depressiv på samme tid. Man kan også have perioder hvor man fungerer fuldstændig normalt, også uden at få medicin.
Hvis jeg skulle beskrive mig selv som teenager, vil jeg mene, jeg var i blandingstilstand noget af tiden, og fungerede relativt normalt resten af tiden.
Det er først da jeg er blevet ældre, hver tilstand er kommet til at vare i længere tid. Først havde jeg rapid cycling, hvor hver tilstand varede fra et par dage/uger (depression) til nogle måneder (hypomani). Jeg opdagede mønsteret, og ventede bare på at få det bedre, når jeg røg ned.
Efterhånden varede både nede og oppe perioderne længere og længere tid, indtil stress gjorde, at jeg primært blev depressiv. Hvor meget af tiden jeg brugte på at være oppe eller nede, og hvor meget tid jeg fungerede ok, ved jeg ikke selv. Min hukommelse er elendig ift fortiden... :-(
Må jeg foreslå dig at føre humørdagbog? En dagbog hvor du skriver hvordan hver dag er gået humørmæssigt, med ord du kan dele med fx. dine forældre, en god ven, eller din læge. At føre dagbog over et stykke tid kan enten hjælpe med at se, at det ikke er så slemt som det nogle gange føles - eller med at indse, at det er et problem for dig.
Indtil videre lyder du til at klare dig ok, trods humørsvingninger og angst. En humørdagbog kan hjælpe dig med at opdage, hvis svingningerne bliver voldsommere, eller varer i længere perioder. Sker det, håber jeg du vil gå til lægen... En anden mulighed er jo, at det bliver mere stabilt når de raserende hormoner dropper det vilde bombardement :-)
En anden pige i min familie svinger også meget i humøret, og har døjet rigtig meget med angst da hun gik i gymnasiet. Men i hendes tilfælde gik det nok i sig selv til at hun har taget en bachelor og fået et fast arbejde, som hun passer uden problemer. Hun er stadig mere glad når hun er glad, og mere ked af det, når hun er ked af det. Men hun ville ikke ønske sig det anderledes, for hun føler sig også mere levende end gennemsnittet. Vi andre kan godt se hun nogle gange har nogle rigtig svære perioder, men hun klarer sig altså igennem selv og ved hjælp af sin kæreste.
Måske bliver hun rigtig syg en dag, hvis hun bliver udsat for sorg eller stress, men hun har allerede klaret nogle rigtig grumme udfordringer, så jeg tror det faktisk ikke :-)
Der er altså forskellige grader af at være bipolær, fra der hvor man til tider er rablende, og bliver indlagt fordi man er til fare for sig selv, til bare at svinge lidt mere i humøret end andre, og sagtens kunne leve et helt normalt liv.
I hvert fald er det muligt, hvis humørsvingningerne ødelægger ens livskvalitet, at få stemningsstabiliserende medicin, der ikke har nogen nævneværdige bivirkninger. Mig har det hjulpet rigtig meget med at lære at skære ind til benet og mærke hvordan jeg rigtigt har det indeni.
Held og lykke med det :-)
Jeg tror, at man skal være forsigtig med at fokusere på en bestemt diagnose. Hvis du kommer op til din læge og siger, at du har fundet ud af, at du måske er bipolær, så er der nok stor sandsynlighed for, at din læge kan finde på at sige, at det er du bestemt ikke og så er den samtale allerede kørt af sporet. I stedet, tror jeg, at det vil være bedre, hvis du så konkret som muligt fortæller om dine symptomer og om, hvordan du har det og lader lægen og/eller psykiateren om at finde ud af, hvad de så vil kalde det. Hvis man søger på nettet, kan man også få alle mulige diagnoser til at passe på sig selv. Der skal fagfolk til at vurdere det.
Der er kun én måde, man kan få den nødvendige hjælp på, når man ikke har det godt og det er ved at søge den hos mennesker, der har mulighed for at hjælpe. Nogle gange er den bedste hjælp professionel hjælp.
Men det er svært at få taget hul på det, ingen tvivl om det. Du skriver, at når du så er hos din læge, så føler du jo ikke, at du fejler noget... det er meget typisk... et forsvar, så man slipper for at overvinde sig selv og sige noget. Det problem kan du komme ud over, hvis du igennem et stykke tid på forhånd skriver ned, når du føler dig angst, depressiv o.a. Så har du ligesom noget håndgribeligt med dig, der fortæller, at du altså har gode grunde til at få talt med din læge.
I sin tid skammede jeg mig også, da jeg skulle fortælle min læge, at jeg led af angst. Jeg følte også, at det stemplede mig og at der var noget galt med mig og den slags er man jo aldrig meget for at afsløre.
I dag ved jeg, at langt de fleste mennesker lider af angst i én eller anden form og flere hundrede tusinder danskere lider af det i invaliderende grad. Der er også utroligt mange, der lider af depressioner. I dag ved jeg. at hverken angst eller depression er svaghedstegn og det er bestemt ikke tegn på, at der er noget galt med dig, tværtimod. Begge dele er helt naturlige tilstande. Angst og depression er f.eks. helt naturlige mekanismer i sindet og kun et symptom på, at noget i livet ikke fungerer godt nok og at man undertrykker nogle følelser. Spørgsmålet er så, hvad det er, der ikke fungerer. Det kan man finde ud af ved tale med en psykolog eller en terapeut - eller i første omgang med sin læge.
Hvis ikke din læge møder dig, som du ønsker, så kan det handle om to ting:
1) Han eller hun er ikke lydhør og imødekommende nok og ved måske ikke helt, hvordan han/hun skal tackle dine problemer. Så er den letteste løsning bare at skrive en recept eller at sige, du overdriver eller at det bare er teenageproblemer. Så har lægen ikke forholdt sig ordentligt til det du siger.
2) Du får ikke udtrykt dig tydeligt nok og prøver måske at signalere, at det ikke er så slemt.
Derfor kan en mulighed være, at du f.eks. skriver et brev til din læge om, hvordan du har det og afleverer det til lægen måske en uges tid før, du har en tid. Så har din læge fået tid til at forholde sig til samtalen og du skal ikke til først at forklare det hele, når du sidder deroppe.
Hvis du får ét af de svar du frygter (at du er en forvirret teenager, at du overdriver eller bare skal have piller), så kan det være rigtigt svært at sige, at det svar er du ikke tilfreds med. Men måske du så kan spørge, om det i stedet er muligt, at du kan komme til at tale med en psykolog. For det vigtige er jo, at du kommer til at tale med én, der forstår dig og derfor kan hjælpe dig. Hvis du går i skole, kan du måske starte med at tale med skolepyskologen?
Jeg synes, du skal gøre noget. Du har det ikke godt og når man ikke har det godt, må man gøre noget ved det, hvis man vil have det bedre. Det går ikke over af sig selv og jo hurtigere, du får taget fat på det, desto hurtigere kan du få det bedre. Hvorfor bruge måske mange år på at have det dårligt eller få det værre, hvis det du har brug for er noget, du kan få meget hurtigt. At overvinde sig selv og gøre noget man ikke tør, er ubehageligt men det går hurtigt over og du kan få så meget godt ud af det langt frem i tiden.
Måske handler noget af det om teenageproblemer o.s.v., men det er jo underordnet. Du har jo stadigt brug for, at nogen så vil lytte og forstå og kan hjælpe dig til, hvordan du så tackler disse problemer, så du får det bedre.
Du slutter af med at skrive, at det er mærkeligt at skrive om de her ting, fordi det ellers er noget, du har holdt meget for dig selv. Det gør stort set alle, for alle tror jo, det er dem selv, der er noget galt med. Der er UTROLIGT mange, der har det som du og som alle bevarer facaden og lader være med at tale om det, for ingen vil være anderledes og 'forkerte'. På den måde går rigtigt mange mennesker rundt og er 'uærlige' om, hvordan de har det, for 'alle de andre' skal helst tro, at man har det godt. Men i virkeligheden er der så mange, der slet ikke har det godt indeni.
At turde blive mere åben og ærlig omkring det er første skridt på vejen til at få det bedre.
Held og lykke med det.
Hilsen Helene
Jeg begyndte og have det sådan for 1 år siden, selvom jeg altid har været en filosofisk pige. Jeg gik ned med rigtig meget angst. Kunne få anfald når jeg tænkte for meget over meningen med livet osv. Havde ikke noget at "gå ud fra" i livet. Havde brug for noget at støtte sig til. Så jeg begyndte en spirituel rejse. Dvs. male mine drømme, tyde dem. gå hos en healer, læse bøger om det osv. Det er det bedste der er sket for mig, ser livet meget anderledes nu.
Når i har det sådan er det et tegn på at i skal gå dybere og finde årsagen. Drømmene er den bedste dør ind til underbevidstheden.
Mvh Maria
I må gerne skrive til Wollegert@hotmail.com så kan jeg anbefale nogle bøger og metoder til at forstå det der sker i jer.
Ps. jeg er en pige på 19.
Jeg begyndte og have det sådan for 1 år siden, selvom jeg altid har været en filosofisk pige. Jeg gik ned med rigtig meget angst. Kunne få anfald når jeg tænkte for meget over meningen med livet osv. Havde ikke noget at "gå ud fra" i livet. Havde brug for noget at støtte sig til. Så jeg begyndte en spirituel rejse. Dvs. male mine drømme, tyde dem. gå hos en healer, læse bøger om det osv. Det er det bedste der er sket for mig, ser livet meget anderledes nu.
Når i har det sådan er det et tegn på at i skal gå dybere og finde årsagen. Drømmene er den bedste dør ind til underbevidstheden.
Mvh Maria
I må gerne skrive til Wollegert@hotmail.com så kan jeg anbefale nogle bøger og metoder til at forstå det der sker i jer.
Ps. jeg er en pige på 19.