eksistentiel angst
hej.
jeg er en ung pige som lider af angst og depression og jeg har lige brug for at lufte mine tanker og eventuelt høre fra andre som tænker meget over livet, sammenhængen osv osv..
Sagen er jo at jeg som sagt lider af angst og depression, og i mine dårlige perioder tænker jeg rigtig rigtig meget over alt ting. Mit hoved kan ganske enkelt ikke rumme alle mine tanker og det er ganske stressende. Jeg tænker meget over hvem jeg er, hvilken verden det er som omgiver mig og hvad meningen er med det hele. tænker konatant over hvorfor huse er huse og træer er træer osv. lyder weird men jeg kan blive meget filosofisk i mine slemme perioder. Det hænger også nært sammen med at jeg lider af både depersonalisation og derealisation, altså en følelse af at være fremmedgjort både over for mig selv og min omverden.
Af og til ville jeg ønske at jeg bare kunne slukke for min hjerne og bare være til stede i nuet. det gør mig angst at mine tanker altid galoperer afsted og stiller spørgsmålstegn ved ALT!
Reaktionenen på mine mange tanker er meget forskellige: Nogen har svært ved at forsstå det hvor andre til gengæld mener jeg skal være taknemmelig for min tilstand. de mener at jeg har en større forståelse for det hele idet jeg tænker så meget og jeg er tit blevet forslået at male eller digte om alle de tanker je gør mig. jeg er bare ikke specielt kreativ rent fysisk
Mest kun i tankerne. desuden kan jeg knapt finde hoved og hale i alle tankerne så det er simpelthen for svært!
Jeg vil egentlig bare høre om der er andre derude med psykiske lidelser som har det som mig. som bare har for mange tanker i hovedet og som bliver angste og nervøse af at føle at de lever i en fremmed verden som ikke er tryg og til at forklare.
Ja, jeg lider måske helt tosset, men håber nogen kan give lidt respons.
Tanker fra charlotte
jeg er en ung pige som lider af angst og depression og jeg har lige brug for at lufte mine tanker og eventuelt høre fra andre som tænker meget over livet, sammenhængen osv osv..
Sagen er jo at jeg som sagt lider af angst og depression, og i mine dårlige perioder tænker jeg rigtig rigtig meget over alt ting. Mit hoved kan ganske enkelt ikke rumme alle mine tanker og det er ganske stressende. Jeg tænker meget over hvem jeg er, hvilken verden det er som omgiver mig og hvad meningen er med det hele. tænker konatant over hvorfor huse er huse og træer er træer osv. lyder weird men jeg kan blive meget filosofisk i mine slemme perioder. Det hænger også nært sammen med at jeg lider af både depersonalisation og derealisation, altså en følelse af at være fremmedgjort både over for mig selv og min omverden.
Af og til ville jeg ønske at jeg bare kunne slukke for min hjerne og bare være til stede i nuet. det gør mig angst at mine tanker altid galoperer afsted og stiller spørgsmålstegn ved ALT!
Reaktionenen på mine mange tanker er meget forskellige: Nogen har svært ved at forsstå det hvor andre til gengæld mener jeg skal være taknemmelig for min tilstand. de mener at jeg har en større forståelse for det hele idet jeg tænker så meget og jeg er tit blevet forslået at male eller digte om alle de tanker je gør mig. jeg er bare ikke specielt kreativ rent fysisk
Mest kun i tankerne. desuden kan jeg knapt finde hoved og hale i alle tankerne så det er simpelthen for svært!Jeg vil egentlig bare høre om der er andre derude med psykiske lidelser som har det som mig. som bare har for mange tanker i hovedet og som bliver angste og nervøse af at føle at de lever i en fremmed verden som ikke er tryg og til at forklare.
Ja, jeg lider måske helt tosset, men håber nogen kan give lidt respons.
Tanker fra charlotte
Kommentarer
Ja, jeg har det præcist som du beskriver. Tankerne er dybe, filosofiske og kører af og til 200 km/t og jeg prøver også at forstå og forstå og forstå. Sådan har jeg 'altid' været. Som barn fik jeg stemplet 'gammelklog'. Jeg kom den anden dag i tanke om, at som ganske ung ønskede jeg mig at studere filosofi, når jeg blev voksen.
Jeg har også beskrivelserne 'derealisation' og 'depersonlisering' med i min specielægeerklæring.
Jeg er udpræget i mit hoved. Tilgengæld slet ikke i min krop. Denne 'ubalance' medfører enorm træthed og mangel på fysisk energi. Min oplevelse er, at sålænge man ikke er i stand til at skabe balance mellem krop, sind og sjæl, er det meget svært at være tilstede i nuet. På et andet plan handler det for mig også om balance mellem fortid, nutid og fremtid.
Siden jeg startede i terapi for 5 år siden, har jeg skrevet dagbog. Om alt hvad der nu poppede op. Spørgsmål, sammenhænge, tanker, idéer, følelser, fornemmelser o.s.v. Ren skriveterapi. Det hjalp mig til at få tømt hovedet og strukturere tankerne. Hvis jeg ikke skrev, følte jeg, at mit hoved ville ekspklodere. Når jeg havde fået skrevet det hele ud, var det som om, at jeg kunne lægge det fra mig og trække vejret lidt friere og bedre kunne være nærværende.
Jeg ved ikke, om du allerede gør det, men ellers vil jeg også anbefale dig at læse bøger om psykologiske emner, om selvudvikling, måske også komme forbi bøger om religion/spiritualitet (alt hvad der kan skabe balance mellem krop, sind og sjæl). Viden giver indre styrke. Hvis ikke man har nogen viden at hænge alle tankerne op på, risikerer man, at tankerne går i selvsving og de bringer ikke én nogen vegne. Man bliver bare mere forvirret, for man har ikke fået svar på sine spørgsmål og står bare tilbage med endnu flere! Hvis du får en grundlæggende viden bl.a. om, hvordan menneskesindet fungerer, har du et langt bedre grundlag til at få struktureret dine tanker, lære noget nyt og få noget nyttigt ud af dem, du kan bruge fremover.
Jeg synes, det er noget rigtigt i, hvad nogen siger til dig: Der kan være en stor gave i at have den evne til at tænke dybe tanker og 'filosofere' over tingene og søge svar på alting. Men det kræver nok et vist overskud, før man kan opfatte en given evne som en gave. Så længe du lider af angst og depression, kan det nok være svært at se, hvordan denne evne kan bruges positivt for dig selv og andre.
Det handler også om, at man efterhånden som man får det bedre, bliver i stand til at kontrollere denne evne, så man selv vælger, om man vil sidde og tænke dybe tanker eller 'slå hjernen fra' et stykke tid og f.eks. foretage sig noget fysisk, der ikke kræver synderlig tankevirksomhed.
Det er først indenfor de sidste år (efter jeg startede i terapi), at jeg er begyndt at kunne bruge min evne til at tænke 'dybe tanker' som noget positivt for mig selv og andre. Det er i sandhed blevet en gave for mig men helt sikkert er der ikke mange, der forstår min måde at tænke på :-)
P.S.: Selv problemet med en utryg verden og at verden er, som den er, kan man finde svar på og lære at acceptere, så man ikke længere frygter den. Men lider man af denne angst eller frygt, så kræver det givetvis terapeutisk/psykologisk hjælp, før man når dertil.
Mange hilsner Helene
Jeg kan sagtens genkende din beskrivelse af, at hjernen kører i et ekstremt højt gear, og at man stiller spørgsmålstegn ved alt - store som små ting. Jeg tænker også på de eksistentielle ting. Jeg spekulerer over meningen med livet og døden og min egen rolle i det. Det er især, når jeg er alene, at disse tanker kommer. Jeg har nogle gange svært ved at koncentrere mig p.g.a. tankestrømmen - især når jeg skal læse til mit studium. Jeg ønsker også tit, at man bare kunne "slukke" og slappe lidt af.
Før jeg læste dit indlæg, kendte jeg ikke begreberne depersonalisation og derealisation, men efter at have lavet lidt research på nettet, har jeg fundet ud af, at det vist også passer på mig. Jeg føler mig nemlig også fremmedgjort over for mig selv. Jeg har prøvet at stå og se på mit spejlbillede og ikke kunne genkende personen i det.
Jeg ved ikke, om vi er tossede, men vi har i hvert fald et udfordrende syn på verden og os selv.
Mange tak for dit indlæg. Det er første gang, jeg har læst noget, der lå så tæt på, hvad jeg selv har oplevet. Det er godt at vide, at man ikke er den eneste...
Camilla
Jeg tror, at alle vi, der har det på denne måde, har troet, at vi var de eneste i verden, der havde det sådan.
Da jeg fandt Netdoktordebatterne for snart 5 år siden, var det som en helt ny verden, der åbnede sig: Der var mange andre, der havde det som mig! Alt det jeg altid havde holdt skjult, var faktisk ikke ualmindeligt. Det var som et mirakel. Så nej - du er bestemt ikke alene. Vi er faktisk rigtigt mange men alle skjuler det jo, fordi alle tror, at man selv er den eneste...
Hilsen Helene
Mange tak for at i tager jer tid til at svare, det betyder rigtigt meget at høre at andre ved hvordan man har det. Eller i hvert fald nogenlunde! Jeg er som nogle af jer har foreslået begyndt at skrive mine tanker ned bare for at få en smule styr på det hele men indtil videre er det hele et stort vivar!
Det blev lige til et kort svar i denne omgang men jeg tror egentlig at vi allesammen kunne få noget godt ud af at dele vores tanker? Om ikke andet så for ikke at føle sig så ensom om ens, til tider, underlige hjerne
Hilsner fra charlotte
Jeg har også altid tænkt meget over livets spørgsmål, og kender følelsen af at være fremmed over for alting, og tænke over det besynderlige i helt almindelige ting. Jeg har lidt af angstanfald, som jeg ikke kan sætte ord på, det tætteste jeg kan komme er meningsløshed med livet. Ikke fordi jeg er utilfreds med mit liv, men det at gruble over meningen med eksistensen, og angsten for at den er ligemeget. Det har medført angst for angsten, og angstanfaldene osv. Med årene har jeg lært at styre det, så det forekommer meget sjældent nu.
Jeg har også et problem med at tænke over at tænke, betragte mig selv og mine egne tanker, så det kører i cirkler og jeg ikke kan slippe for det. Så hjælper det selvfølgelig at gøre noget andet, men så tænker jeg over at jeg kun gør det for at slippe for at tænke. Ligesom hvis man siger til nogen at de IKKE må tænke på en lyserød elefant, så er det det første billede der dukker op.
Om dagen er det sjældent et problem, så længe jeg er beskæftiget, det er selvfølgelig værst om aftenen eller hvis jeg vågner om natten.
Det var hvad der skete i dag, jeg vågnede kl. 01.00 på sofaen, kender også det der med ikke at gå i seng før højst nødvendigt. Tænkningen var værre end normalt, da der ikke var mere i fjernsynet kunne jeg ikke få mig selv til at gå i seng af frygt for at gå i panik, så jeg gik en tur, mens jeg tænkte over mine tanker og følte mig mærkelig. Det skal siges at jeg normalt er ganske velfungerende, og det er heldigvis sjældent det kommer så vidt...
Da jeg kom hjem gik jeg op og søgte på nettet, og fandt denne tråd. Jeg har aldrig været i kontakt med ligesindede, og jeg plejer aldrig at skrive i debatter eller lignende, men det er rart ikke at være alene med det.
Så fik jeg den idé at oprette en facebook-gruppe med det formål. Der er også en chat, jeg synes det ville være rart at kunne komme i kontakt med ligesindede, også kl. 03.00 om natten, hvor man ikke lige kan ringe til familie og venner. Jeg har kaldt gruppen "Overtænketanken", I skal alle være velkomne. Jeg har gjort det til en lukket gruppe, så gruppen kun bliver for folk som os, der troede vi var de eneste i verden...:-) Jeg har prøvet at gøre den så skjult og anonym som muligt, da det måske ikke er alle der ønsker at dele deres problem med offentligheden.
Jeg håber at I vil deltage i gruppen...og at jeg snart får noget søvn! :-)
Mange hilsener
Bo
Det er en god idé med din Facebook gruppe, og navnet er fantastisk, må jeg sige. Jeg har hidtil været stor modstander af Facebook, men nu vil jeg da overveje at tilmelde mig.
Mvh Camilla
Puha..efter at have surfet lidt rundt er jeg havnet her ved denne tråd. Hvor er det mærkeligt og lidt skræmmende og glædeligt og mærkeligt igen. Noget af det i beskriver her kan jeg nikke så meget genkendende til. Har nok aldrig kunne beskrive det så godt som jer
Skriv endelig mere
Hvor er det overvældende at se at en masse af jer faktisk forstår mig og har det på samme måde! Det trøster mig meget at jeg ikke er ene om at være "underlig"
Jeg har ikke lige så meget tid lige nu men jeg vil absolut bruge dette forum og synes at i alle skal gå herind og skrive når der er noget der går jer på og tankerne bliver for meget! Tror vi kan hjælpe hinanden rigtig meget.
God dag fra charlotte
Wau, jeg er SÅ glad for at have fundet det her thread - ligesom I andre osse har skrevet
Jeg er selv en pige på 20 år som egentlig... ja, er velfungerende og normal
Men har egentlig altid - eller i hvert fald fra jeg var 14-15 år, stillet spørgsmål ved alt muligt. Og især hvem "jeg" er, og meningen med alting. Om den er der. Jeg interesserer mig meget for drama og teater, spiller en hel del skuespil... og synes det er så nemt at spille alle andre end mig selv. Ved nogle gange ikke om jeg egentlig er hende jeg egentlig er, og hvem... hun er. Yeah I know, det lyder virkelig ... paf
Hvis det virkelig er slemt, kan jeg bare blive irriteret over dagligdagsting min mor eller kæreste eller folk spørger mig om (uden at jeg viser det), for så begynder mine tanker bare at køre... og et kedeligt hverdagsspørgsmål kan bare blive til at jeg ender med at sidde og tænke over meningen med eksistensen i sig selv. Og kan få en klam følelse af ligegyldighed. Kan osse nogle gange bare sidde og falde i staver over at kigge på en gren eller et træ og bare... tænke over ordet, eller grenen, eller farven, om den overhoved er der og... Ja, ALT.
Kunne skrive 1000 sider men må hellere stoppe før mit indlæg bliver for langt. Er bare glad for at kunne dele det her med nogen. Har ofte følt mig... underlig, på den ufede måde fordi jeg bare tænker og tænker og tænker...
Hilsen LOuise