angstanfald

Helene2

Hej Charlotte

Da jeg blev bevidst om alt dette i mit terapiforløb, fik jeg følelsen af, at jeg som 14½ årig var dumpet ned fra månen (for først fra da af fik jeg en kontinuerlig hukommelse).
Så stod jeg pludseligt her på jorden og fik komandoen: 'Lev' og så måtte jeg prøve at finde ud af, hvordan man gjorde dét. Uden følelser, uden hukommelse og derfor uden identitetsfornemmelse. Andre måtte jo ikke vide, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle gøre, så jeg prøvede at skjule min ekstreme usikkerhed og aflure andre og læse mig til, hvordan man levede her på jorden. Jeg havde ikke nogen følelsesmæssig fornemmelse af det, så det hele var tillært adfærd, hvor jeg som en robot bare gjorde det ønskede og forventede og det samme som andre - for det var jo åbenbart det rigtige! Jeg var som en kamæleon, der tog farve efter omgivelserne, så det er absolut ikke mærkeligt, at jeg har følt mig utroligt fremmetgjort og havde svært ved at finde en mening med noget som helst. Jeg havde slet ingen fornemmelse af mig selv og var kun et spejlbillede af omgivelserne.

Selvfølgeligt skræmmer det dig, at du er bange for din egen krop og følelser. For det er da skræmmende, sådan skal det jo ikke være. Vist er det hæsligt at være bange for sig selv, for hvor pokker skal man så være!!? Altså er man nødt til at holde op med at være så bange for sig selv. Man må stoppe flugten fra sig selv. At flygte fra sig selv giver i høj grad angst. Skal man nå frem til tryghed i sig selv, må man derfor først finde ud af, hvad det er man flygter fra. Hvad er det éns krop og sind kan fortælle, som du man er så bange for at vide?
Angsten er en budbringer fra underbevidstheden. Tænk på at kun 1/10 af alt det, sindet rummer, er bevidst. De 9/10 er ubevidst. Det ubeviste gemmer alt, hvad vi nogensinde har oplevet og følt og det kan kan derfor findes frem igen. Når vi har fået det frem i bevidstheden, så kan vi begynde at forholde os mere voksent og rationelt til det. Når man har afsløret og gennembearbejdet 'de indre hemmeligheder' forsvinder angsten og man kan begynde at føle sig mere og mere tryg i sig selv - og langt gladere.

Jeg har ikke nogen gode råd til, hvordan man klarer anfald af panikangst. Jeg tror, at alle bare prøver at overleve anfaldet! Min hjælp i sin tid var medicin, som jeg fik i tre år.
Den angst jeg har oplevet i terapiforløbet har været helt anderledes, fordi jeg kunne koble årsag og virkning sammen. For mig er der en verden til forskel på at føle panikangst, som man ikke kender årsagen til og så denne anden angst, man kan relatere til frygt for følelser og oplevelser, der virkeligt er sket engang, men som hører til i fortiden. Uvirkeligheden forsvandt og jeg kunne forholde mig til selve hændelserne og de følelser, jeg frygtede at mærke. Rædselsfuldt - men det stopper igen. I modsætning til angsten, der også er rædselsfuld men fortsætter.
Angst uden fornemmelse for årsagen skaber uvirkelighed, der forstærker angsten. Det er som at kæmpe i mørke mod en usynlig fjende. Man bliver svag og magtesløs og kryber sammen i et hjørne og håber på, at denne fjende ikke finder én! Angst med kendskab til årsagen er som at tænde lyset så fjenden bliver synlig og virkelig. Dermed får man et mål og kan fokusere. Det giver mod, styrke og kraft til at kæmpe. Man kan stadigt være bange men det er anderledes. Det er mere som frygten ved en direkte konfronterende kamp, som man er bange for at tabe, for nu ved man, at det er sit liv, man kæmper for.

Ja, det er meget godt at kunne grine lidt af det hele. Lidt distance, selvironi og sort humor kan også være en god hjælp. Det er også godt, når man lærer at opfatte angsten som en god ven - et nødvendigt budskab fra underbevidstheden, der kun vil hjælpe én. Problemet er bare, at det nok er ret umuligt, så længe angsten stadigt er nu og her og man bliver fanget i den. Så er det ærligt talt svært at finde de positive vinkler.

Nej, jeg er ikke længere bange for at fortælle om mine symptomer. For jeg ved, at jeg hverken er psykotisk eller noget andet. Det var jeg engang men det er meget længe siden. Jeg er følelsesmæssigt traumatiseret af min barndom og det er noget ganske andet. Mentalt og intellektuelt fungerer jeg udmærket og jeg er ved min fornufts fulde brug. Når jeg er sikker på mig selv, kan ingen skabe tvivl i mig og så behøver jeg ikke at frygte omgivelsernes reaktioner.

Efter nogle måneders terapi sagde jeg til min terapeut, at jeg følte, at jeg var ved at blive skør. Han svarede: 'Du har været ude for nogle ting, som kan gøre én skør, men det er ikke dig, der er skør. Det er meget vigtigt, du forstår forskellen'.
Dengang forstod jeg ikke rigtigt forskellen. Det gør jeg nu.


Mange hilsner Helene

slettet23084

Nogle af jeres indlæg har været meget lange, men jeg har læst nok af dem til at forstå at i lider af det samme som mig, i hvertfald til en vis grad. Jeg har jonstant i et halvt år nu haft uvirkelighedsfølelsen. fremmedgørelsen både over for mig selv, og for verden. jeg har også opdaget måder den bliver værre og bedre på, og ordet "skizotyp" er også blevet brugt et par gange af psykiatrisk hvor jeg kommer. Det er meget sjældent jeg hører om andre som lider af denne uvirkelighedsfornemmelse, så jeg ville høre om vi evt. kunne udveksle emal og snakke lidt om det? det er noget jeg ved jeg har rigtig meget brug for.

Hilsen S0mmerfugl92..

Helene2

Hej Sommerfugl

Du finder min e-mail under min profil.

Hilsen Helene