angstanfald
hejsa
Jeg ved ikke lige hvilket emne dette spørgsmål hører til under, men nu prøver jeg her.
jeg lider som det også fremgår af mine andre indlæg af både ocd, panikangst og generaliseret angst. men nu er angsten begyndt at vise sig på en ny måde. Når jeg har mine anfald, svinger i løbet af dagen og mest om aftenen når det bliver mørkt, så virker mine omgivelser totalt ukendte. jeg kan ikke kende mit eget hus mit brndomshjem eller hvor jeg nu er. Føler mig sat i en fremmed verden og jeg kan ikke rigtigt gennemskue om det har noget med den uvirkelighedsfornemmelse at gøre som opstår ved angst.
Min behandler mener at det er fordi man når man har angst ser alting på en anden måde. Man bliver forandret inden i og derfor ser omgivelserne fremmede ud. Hun mener at det er normalt for angst ramte men jeg har bare aldrig hørt om lige det fænomen før.
Er der nogen der kender til det? Og som vil dele deres erfaring for det skræmmer mig virkeligt og overbeviser mig om at jeg er ved at blive helt skør! Min behandlers forklaring trøster jo ikke egang så jeg har virkelig brug for at høre fra nogen som kender det fra egen krop!!
Jeg ved ikke lige hvilket emne dette spørgsmål hører til under, men nu prøver jeg her.
jeg lider som det også fremgår af mine andre indlæg af både ocd, panikangst og generaliseret angst. men nu er angsten begyndt at vise sig på en ny måde. Når jeg har mine anfald, svinger i løbet af dagen og mest om aftenen når det bliver mørkt, så virker mine omgivelser totalt ukendte. jeg kan ikke kende mit eget hus mit brndomshjem eller hvor jeg nu er. Føler mig sat i en fremmed verden og jeg kan ikke rigtigt gennemskue om det har noget med den uvirkelighedsfornemmelse at gøre som opstår ved angst.
Min behandler mener at det er fordi man når man har angst ser alting på en anden måde. Man bliver forandret inden i og derfor ser omgivelserne fremmede ud. Hun mener at det er normalt for angst ramte men jeg har bare aldrig hørt om lige det fænomen før.
Er der nogen der kender til det? Og som vil dele deres erfaring for det skræmmer mig virkeligt og overbeviser mig om at jeg er ved at blive helt skør! Min behandlers forklaring trøster jo ikke egang så jeg har virkelig brug for at høre fra nogen som kender det fra egen krop!!
Kommentarer
Måske kender jeg noget af det samme, som du beskriver. Det er jo svært at sige, om det lige er det samme.
Det du skriver lyder for mig som dissociation, uvirkelighed, fremmedgørelse - og det kender jeg. Og jeg kender i høj grad også følelsen eller tankerne om, at nu er jeg da blevet skør!
For mig har det handlet om, at jeg så at sige var tilbage i nogle 'gamle følelser' uden at vide eller forstå det. Altså mentalt var tilbage i tiden i nogle meget ubevidte (fortrængte og ubearbejdede) følelser fra barndommen. Så mit indre - følelsesmæssigt og mentalt - helt ubevidst var årtier tilbage i tiden. Selvom min krop jo selvfølgeligt var her og nu.
Det er svært at beskrive - en slags ubevidst tidsrejse i sindet, der gør 'nu og her' til noget uvirkeligt, ukendt, fremmet, uforståeligt. Naturligvis i sig selv meget skræmmende at opleve for det betyder sådan set, at man er splittet fra sig selv og kroppen. En del af sindet er i nutiden men en anden del af sindet er her slet ikke men er på rejse tilbage i fortiden - uden at man ved det.
Det er svært at beskrive og lyder sikkert mærkeligt og uforståeligt, men det var det, det handlede om for mig. Da først jeg lærte at genkende fornemmelsen og kunne sige til mig selv, at 'hov, nu røg jeg ind i de 'gamle' følelser og tilbage i tiden', lettede det en hel del på angsten og frygten for at være ved at blive skør blev meget mindre. Jeg var ikke skør - jeg var bare lige røget tilbage i tiden!
I min terapi arbejdede jeg meget med barndommen og barndommens fortrængte følelser, så det gav god mening for mig.
Hilsen Helene
Det lyder egentlig for mig meget logisk at du er i din krop men din hjerne er et andet sted. altså i barndommen. Men er det ikke lidt "nemmere" det hele når man ved hvor problemerne er?
Jeg har svært ved at vide hvor denne fremedgørelse overfor mig selv og omgivelserne kommer fra, men angst udvikler sig jo hele tiden på nye måder så måske denne følelse bare er endnu et led? Skræmmende er det i hvert fald
Tusind tak :-)
Jo, det blev meget lettere for mig, da jeg fandt ud af, hvad problemerne handlede om. I starten, inden jeg var rigtigt klar over det, røg jeg voldsomt ind i følelserne - og frygtede virkeligt, at nu rablede det for mig!!
Efterhånden som jeg fik mere indsigt og forståelse omkring min barndom - den blev mere virkelig - aftog angsten og uvirkeligheden en hel del.
Jeg oplevede meget tydeligt, at uden indsigt og forståelse kæmpede jeg i mørket mod en usynlig fjende (og det er klart, at det giver enorm angst). Med forståelsen kom der så at sige lidt lys ind i mørket, så jeg kunne lokalisere fjenden og vidste, hvad jeg var oppe imod.
Jeg har altid lidt under denne fremmedgørelse. Det er bare først i terapiforløbet, at jeg er blevet egentligt bevidst om den og huskede, hvor slem den faktisk var i barndommen og ungdommen. Jo mere jeg fik afdækket problemerne igennem terapien, desto tydeligere blev den igen. Dermed kunne jeg begynde at forholde mig til den og få bearbejdet den.
Jeg kan ikke sige, at fremmedgørelsen kun er opstået af én ting. Den er et resultat af, at jeg voksede op i et miljø, hvor jeg ikke blev forstået, set og hørt og mine grænser, følelser og behov ikke blev respekterede. Jeg lukkede af og forsvandt fra mig selv, for at kunne være i familien.
Nu oplever jeg fremmedgørelsen som en naturlig og uundgåelig følge af, at jeg mistede kontakten til mig selv. Når jeg oplevede mine egne grænser, følelser og behov som forkerte, skamfulde og pinlige og måtte gøre andres rigtige og kunne forsvare og berettige dem (uagtet at de var i total modstrid med mine egne), så var jeg jo blevet fremmet for mig selv.
Jeg har tydeligt mærket i disse år, at jo mere jeg har fået bearbejdet, forstået og accepteret fortiden og har integreret fortidens følelser, desto mindre angst, uvirkelighedsfølelse og fremmedgørelse mærker jeg. Jeg bliver stadigt bedre i stand til at være her og nu.
Mange hilsner Helene
Håber bare jeg selv en dag for det bedre. Er så bange for at jeg aldrig bliver mig selv igen. Med angst mister man nærmest sig selv synes jeg...
Det er så sandt, som det er sagt: Med angst mister man sig selv. Eller - angsten er resultatet af, at man allerede har mistet noget af sig selv. Kan man finde det igen, man har mistet, så man kan blive hel, så slipper angsten.
Du får behandling - du arbejder med tingene og med dig selv. Ergo er der også alle mulige chancer for, at du kan få det bedre i fremtiden. Selvom det selvfølgeligt aldrig går så hurtigt, som man kunne ønske sig.
P.S.: Måske kan du prøve at samle på fremskridt og sejre? Det hjalp mig meget. Selv de små forandringer og forbedringer der viser mig, at tingene stille og roligt går i den rigtige retning. Ikke hurtigt - men hellere langsomt end slet ikke.
Mange hilsner Helene
Har du forresten nogensinde hørt om skizotypi? En lidelse hvor uvirkelighedsfølelse og fremmedgørelse over for sig selv og omverdenen er dominerende. det er helt nyt for mig og vil gerne høre om du kender til det?
Og har du i øvrigt hørt om at b12 vitamin og fiskeolie skulle hjælpe på angst?
Hilsner fra charlotte.
Jeg er glad for, at tippet hjalp dig. Det har bestemt også hjulpet mig selv :-) Også når jeg lige har mærket f.eks. en snert af en ny positiv følelse. Så tænker jeg, at når jeg kunne mærke denne følelse én gang, så kan den også komme igen, når jeg kommer lidt længere i min proces :-)
Jeg har hørt ordet skizotypi men har ikke haft undersøgt, hvilke symptomer denne diagnose dækker over.
M.h.t. B12 og fiskeolie, så ved jeg, at B-vitaminer og fiske- og/eller planteolier er vigtige for nervesystemet. Så måske kan det medføre en mindre forbedring, man skal jo ikke udelukke noget. Dog tror jeg, at det er sjældent, at man i vores del af verden er så meget i underskud af vitaminer m.m., så det vil medføre meget store psykiske forandringer, fordi man tager disse tilskud.
Jeg tror, at problemer med angst, depression o.a. har en psykisk oprindelse og at man derfor ikke når langt med en fysisk behandling - omend den måske vil kunne rette op på mindre ubalancer. Jeg tror, at når først psyken er i balance, så kommer kroppen også i balance. Men det er klart, at det kun kan være af det gode, når man også tilfører kroppen noget godt.
Hilsen Helene
Tak for endnu et svar, og jeg er ligesom dig ikke i tvivl om at er psyken rask så bliver resten af kroppen også i orden.
Vil lige høre om du udover denne fremmedgørelse og uvirkelighedsfølelse over for omverdenen også kender til depersonalisation? Altså at man føler sig som en anden? Dog ikke i psykotisk forstand, jeg ved stadig godt hvem jeg er
Men en følelse af at jeg`et er ukendt for en? Man tænker for meget over ens eksistens at man faktisk ikke forstår sig selv og føles fremmedgjort for sin egen krop. At beteagte sig selv udefra nærmest? Det er vildt ubehageligt og kun noget få behandlere kender til.
Jeg husker også følelsen fra min barndom hvor jeg kunne være bange for mit eget spejlbillede fordi jeg følte jeg stirrede ind i en fremmed! Så det må være en slags angst der altid har ligget i mig. Ikke at kunne forstå min egen eksistens!
Kunne jo være du også her havde lidt erfaring
Hilsner fra charlotte
Det er 'sjovt' nok, at du forklarer depersonalisation. Jeg vidste ikke helt, hvad det betød. I min speciallægeeriklæring står bl.a.: '... konkrete derealisations- og depersonalistationsoplevelser'. Så jo - dette kender jeg altså også til :-(
Det er heller ikke sådan, at jeg ikke ved, hvem jeg selv er. Men netop som du skriver - en fremmedgørelse overfor sin egen krop. Jeg kan stadigt lejlighedsvis blive forskrækket over at se mig selv i spejlet og tænke: 'Er det virkeligt mig?'!!! Ikke tit - men det kan stadigt ske.
Jeg husker, at jeg som barn faktisk var i tvivl om min egen eksistens. Men jeg var også både psykotisk og levede fuldstændigt dissocieret som barn (total adskillelse mellem hoved og krop - jeg var 'fløjet væk' det meste af tiden) og derfor har jeg ingen 'rigtig', kontinuerlig hukommelse fra tiden, før jeg var 14½ år.
Oplevelsen af at se mig selv udefra har jeg levet med hele livet og gør det sådan set stadigt, fordi jeg endnu ikke har fået forbundet krop og hoved. Min behandler forklarede mig i sin tid om forskellen mellem at se sig selv udefra og indefra. Jeg troede jo bare, at alle oplevede verden, som jeg selv gjorde. Altså udefra. Han forklarede, at når man er dissocieret (altså adskilt) fra sine egne følelser, så er man ikke 'på plads' i sin krop. Jeg blev faktisk meget chokeret, da jeg fandt ud af dette og det blev mit ubetingede mål, at jeg vil tilbage i min krop! Det arbejder jeg stadigt hårdt på og jeg kommer stadigt nærmere.
For bare 1½ år siden havde jeg en sælsom oplevelse (det skal lige siges, at på dette tidspunkt var selve bearbejdelsesprocessen stadigt i fuld gang. Så jeg levede nærmest kun i min underbevidsthed og fortidens følelser. Jeg var ikke meget i nutiden og 'den virkelige verden').
En dag blev jeg i en forretning ekspederet af én, jeg havde gået i skole med fra 1.-4. klasse. I forbindelse med et køb skulle jeg opgive mit navn og fødselsdato. Jeg gav mig ikke til kende for ham. Det var jo så mange år siden (var blevet 46 år i mellemtiden...). Jeg huskede ham imidlertid sagtens, selvom han ikke var én, jeg talte med i skolen. Han spurgte så, om ikke vi havde gået i klasse sammen i sin tid. Jeg kiggede undrende på ham. Jo... men hvordan han vidste, at det var mig? Jo, han kunne da kende mig og navnet og fødselsårstallet stemte jo med vores årgang.
Jeg var nærmest i chok flere dage efter! Jeg FORSTOD IKKE, at han kunne huske mig! Jeg kunne simpelthen ikke begribe det følelsesmæssigt. For da jeg gik i skole, var jeg der måske nok rent fysisk, men jeg var dissocieret, forsvundet, jeg var ikke mentalt til stede og derfor forstod mit sind simpelthen stadigt ikke, at jeg faktisk havde været synlig for andre!!! For jeg var jo usynlig, jeg havde ikke været der - rent mentalt! Jeg var 'forsvundet' i en grad, så jeg ikke forstod, at andre kunne huske mig! Ret uhyggeligt faktisk.
Så jo - også på dette område, har jeg visse erfaringer :-/
Mange hilsner Helene
men jeg er glad for at høre at du kendte til det for jeg synes man kan føle sig utroligt alene med denne følelse! selvom jeg jo har fået at vide af både behandler og læge at denne fremmedgørelse overfor sig selv og omgivelserne er normal ved stærk angst! Og som du også forklarer er man ikke i sin egen krop når man er adskilt fra sine følelser!! men det skræmmer mig bare ekstremt. Mere end alle andre symtpomer ved angsten! at man ikke føler sig tryg ved hverken sig selv eller sine vante omgivelser for mig bare til at tænke: Jamen hvor skal jeg så finde tryghed henne?
Denne følelse af at være fremmed for mig selv gør også at jeg ikke kan lide at være alene når det er allerværst. her kan tankerne virkelig løbe løbsk og jeg kan blive helt bange for mig selv fordi jeg ikke forstår hvem jeg er! Det kommer heldigvis kun i anfald men ligger hele tiden i baghovedet. Angsten for angsten gør at jeg frygter hver gang et spejl dukker op, så gør følelsen af at stirre på et fremmed menneske også! Igen den onde cirkel angst er. hvad gjorde du når det var værst? min behandler mener det er godt at grine lidt af det hele og huske på det altid går over og at det ikke skader nogen! Men det er altså svært i sekundet!
Men er du ikke af og til bange for at fortælle om sådanne symptomer til andre? jeg frygter sådan at de skal tro jeg er psykotisk og skizofren! at jeg faktisk tror jeg er en anden! Men det gør jeg jo ikke. Det hele er rent tvangstanke baseret!!
God aften til dig