Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme
Indstillinger

Hvordan "glemmer" man mobning?

2»

Kommentarer

  • Indstillinger
    Jeg kommer aldrig over min barndom, hvor jeg nu ser tilbage på, hvordan jeg blev mobbet dagligt og hvordan jeg håndterede det.

    Men jeg ved ikke om man bliver stærkere med årerne... (tror det egentlig ikke)

    Men gud hvor skulle mobberne have en tur selv...


    Tower
  • Indstillinger
    Der bliver en ædende vrede siddende, - og, for sent, som det er, kan man ikke vende tilbage og sige dem, hvad de har gjort. Det har taget mig omkring 40 år at finde ud af, at jeg var offer for nogle mekanismer, - at det ikke var mig, der var forkert.
  • Indstillinger
    Mobning er svær at leve med. Det nedbryder alting.
    Jeg ser tilbage på min skoletid som en ensom tid. Jeg hadede frikvarterene. Jeg vidste nemlig ikke om jeg skulle gå alene eller hvad.
    Jeg var meget genert. Jeg blev altid valgt sidst når der blev valgt hold i gymnastik. Rigtig ydmygende.
    Jeg blev ikke mobbet, men gik tit alene. De fleste af mine skole kammerater ignorede mig. Nogle få gange havde jeg nogen at lege med, men det er hårdt ikke at have nogle man kan regne med. Når der kom nye i klassen blev jeg automatisk venner med dem fordi de kom til at sidde ved siden af mig., men enten flyttede de skole ret hurtigt efter eller dem der blev ville ikke være venner med mig efter et stykke tid.

    Da jeg kom på efterskole besluttede jeg at nu skulle det være slut, jeg ville have venner . Og jeg begyndte også at snakke.
    og jeg fik både venner i gymnasiet og på seminariet,

    Og idag har jeg ikke svært ved at få venner.

    Og jeg lovede mig selv at jeg ville gøre ALT for at mine børn aldrig skulle opleve det samme som mig.
    Og opskriften på det er : Giv ens børn masser af kærlighed, opmærksomhed, anerkendelse, ros, vis dem at du er stolte af dem, men samtidig set grænser for dem. Og hvis børnene ikke trives i skolen så flyt dem, hellere det end at de skal gå igennem hele folke skolen og ikke trives.

    Og jeg får tårer i øjnene når jeg betragter mine skønne piger. De er rigtig glade for at gå i skole, har venner og har altid haft det, er aldrig blevet mobbet eller drillet selvom de ikke går i mærketøj, har tit købt tøj i genbrugs butikker til dem.
    De har nemlig selvtillid og selvværd.

    Hvor jeg nogen gange ville ønske at mine forældre havde gjort det samme, så havde jeg ikke haft de problemer jeg har døjet med igennem hele mit liv.
    Men jeg har lært at leve med det, og har idag et rigtig godt liv, men vejen har været snoet og besværlig.

    Lisbeth
Log in eller Registrér for at kommentere.