Hvordan "glemmer" man mobning?
Jeg var ansat i en fødevarevirksomhed i næsten 3 år, inden jeg grædende måtte forlade min arbejdsplads. Det er 3 år siden, men jeg har stadig meget svært ved at "komme mig over det".
På min daværende arbejdsplads var der især én, som allerede fra min første arbejdsdag gjorde mig klar, at jeg ikke skulle komme og tro at jeg var noget som helst.
I starten var det bare sådan noget med at hun snerrede eller gjorde øjne, men det blev hurtigt værre. Jeg forsvarede mig selvfølgelig, men det blev hurtigt ligegyldigt. Hun kom sammen med én af vores kolleger og jeg husker tydeligt en dag hvor jeg stod ude i pakkehallen og var i færd med at pakke varer. Jeg fik øje på hende inde i vaskehallen. Hun stod og gloede på mig, så jeg vinkede til hende, men hun reagerede ikke, istedet kom hendes kæreste hen til hende og så stod de begge bare og stirrede på mig. Jeg blev virkelig utilpas og bange.
Senere var der andre af "vores kollegaer" som hoppede med på chikanen. Jeg husker en dag hvor jeg stod og passede en maskine, pludselig fløj det om ørerne på mig med diverse fødevarer, det var mine "kollegaer" der brugte mig som dartskive. Jeg husker også en anden dag, hvor hun og de andre sang "jeg er ikke som de andre", hver gang jeg var i nærheden.
Senere behøvede hun ikke engang at være i nærheden, så tog én af de andre bare over. Der var især én af hendes "hjælpere" som var efter mig. Hun fortalte mig ofte, og gerne mens alle andre hørte på, hvor dum og langsom jeg var og at jeg i hvert fald ikke havde opfundet den dybe tallerken. Jeg husker jeg tænkte "hvad fanden bilder hun sig egentlig ind", men jeg sagde ikke noget. Ofte fik jeg også af vide at jeg både var grim og lugtede. Jeg fandt mig bare i det..
Jeg tog af sted på arbejde hver dag, for jeg var glad for mit job. Og heldigvis havde vi høretelefoner på, så jeg skruede som regel godt op for musikken, så kunne jeg nogenlunde fokusere på mit arbejde, mens der foregik hvisken i krogene.
Jeg sov ikke det sidste år jeg arbejdede dér. Vi var lige vendt tilbage efter 3 ugers sommerferie, hvor jeg en dag efter arbejde var gået igang med aftensmaden derhjemme. Pludselig fik jeg i brystet, det stak og stak og jeg måtte kravle fra køkkenet og ind i stuen. Dér lå jeg en times tid, inden det holdt op igen. Efter det havde jeg meget svært ved at tage på arbejde, jeg ville simpelthen ikke derover, men gjorde det alligevel.
Min sidste dag på jobbet var i midten af august. Jeg gik ind til min chef og bad om af blive fyret, hvorefter jeg bryd sammen.
Jeg græd og græd og sov meget lidt. Af min læge fik jeg nogle sovepiller. Jeg er så ked af det hele tiden og spekulere meget på hvad pokker jeg havde gjort kvindemenneket. Jeg har ikke haft noget fast arbejde siden, istedet er jeg blevet sendt ud i diverse aktiveringer. Jeg har meget svært ved at være på en arbejdsplads og har faktisk slet ikke lyst til at arbejde mere.
På min daværende arbejdsplads var der især én, som allerede fra min første arbejdsdag gjorde mig klar, at jeg ikke skulle komme og tro at jeg var noget som helst.
I starten var det bare sådan noget med at hun snerrede eller gjorde øjne, men det blev hurtigt værre. Jeg forsvarede mig selvfølgelig, men det blev hurtigt ligegyldigt. Hun kom sammen med én af vores kolleger og jeg husker tydeligt en dag hvor jeg stod ude i pakkehallen og var i færd med at pakke varer. Jeg fik øje på hende inde i vaskehallen. Hun stod og gloede på mig, så jeg vinkede til hende, men hun reagerede ikke, istedet kom hendes kæreste hen til hende og så stod de begge bare og stirrede på mig. Jeg blev virkelig utilpas og bange.
Senere var der andre af "vores kollegaer" som hoppede med på chikanen. Jeg husker en dag hvor jeg stod og passede en maskine, pludselig fløj det om ørerne på mig med diverse fødevarer, det var mine "kollegaer" der brugte mig som dartskive. Jeg husker også en anden dag, hvor hun og de andre sang "jeg er ikke som de andre", hver gang jeg var i nærheden.
Senere behøvede hun ikke engang at være i nærheden, så tog én af de andre bare over. Der var især én af hendes "hjælpere" som var efter mig. Hun fortalte mig ofte, og gerne mens alle andre hørte på, hvor dum og langsom jeg var og at jeg i hvert fald ikke havde opfundet den dybe tallerken. Jeg husker jeg tænkte "hvad fanden bilder hun sig egentlig ind", men jeg sagde ikke noget. Ofte fik jeg også af vide at jeg både var grim og lugtede. Jeg fandt mig bare i det..
Jeg tog af sted på arbejde hver dag, for jeg var glad for mit job. Og heldigvis havde vi høretelefoner på, så jeg skruede som regel godt op for musikken, så kunne jeg nogenlunde fokusere på mit arbejde, mens der foregik hvisken i krogene.
Jeg sov ikke det sidste år jeg arbejdede dér. Vi var lige vendt tilbage efter 3 ugers sommerferie, hvor jeg en dag efter arbejde var gået igang med aftensmaden derhjemme. Pludselig fik jeg i brystet, det stak og stak og jeg måtte kravle fra køkkenet og ind i stuen. Dér lå jeg en times tid, inden det holdt op igen. Efter det havde jeg meget svært ved at tage på arbejde, jeg ville simpelthen ikke derover, men gjorde det alligevel.
Min sidste dag på jobbet var i midten af august. Jeg gik ind til min chef og bad om af blive fyret, hvorefter jeg bryd sammen.
Jeg græd og græd og sov meget lidt. Af min læge fik jeg nogle sovepiller. Jeg er så ked af det hele tiden og spekulere meget på hvad pokker jeg havde gjort kvindemenneket. Jeg har ikke haft noget fast arbejde siden, istedet er jeg blevet sendt ud i diverse aktiveringer. Jeg har meget svært ved at være på en arbejdsplads og har faktisk slet ikke lyst til at arbejde mere.
Kommentarer
Det er en rigtig barsk historie.
Du spørger i din overskrift, hvordan man 'glemmer' mobning? Underforstået - hvordan man lægger det bag sig og kommer videre. Man kan ikke glemme mobning men man kan godt lægge det bag sig og komme videre. Ikke ved at skubbe det fra sig men ved at få det bearbejdet og dermed lære at forholde sig anderledes til det.
Det bedste man kan gøre i enhver situation er at lære af det, der er sket. Ellers giver alt det, du har været ude for, ingen mening. Hvis ikke du lærer noget, har du lidt uden grund. Hvis du lærer noget, der kan komme dig til gavn i fremtiden, så har der dog været en slags mening med, at det skete. Der er noget at lære af alting og når man har lært det, man havde brug for at lære, så kan man slippe fortiden.
At lære noget af den slags overgreb kræver meget følelsesmæssigt, for det betyder, at man dels må have bearbejdet det, der er sket og dels må man prøve at forholde sig anderledes til det, tænke anderledes på det, end man plejer at gøre. For at kunne dels bearbejde det og dels lære udvikle nye måder at forholde sig til det på, er det som regel nødvendigt med professionel hjælp fra en psykolog eller en terapeut. Det nytter ikke det fjerneste, at man bare prøver at lægge låg på og skubbe det fra sig. Tværtimod må man kigge nærmere på det - hvad var det egentligt der skete og hvorfor? Hvad gik galt? Hvordan kunne det komme så vidt? Og ikke mindst: Hvad kan jeg selv gøre for at forhindre, at noget lignende sker igen?
Du slutter af med at skrive: 'Jeg er så ked af det hele tiden og spekulere meget på hvad pokker jeg havde gjort kvindemenneket'.
Du havde INTET gjort hende. Det har intet med dig at gøre. Uanset hvordan du er eller ikke er som person, er der INTET der berettiger en sådan adfærd. Jeg mener, at det er hendes adfærd, der er sygelig. Som jeg ser det, faldt du i kløerne på et sygt menneske. Den slags sker, for der er mange syge mennesker af den type ude i verden og de angriber de mennesker, de har mulighed for at angribe. Det behøver andre ikke give dem en grund til at gøre. At det er muligt er grund nok for dem. Folk er meget bange for den slags grænseløse mennesker (ikke uden grund), derfor har de altid nogle medløbere, der hjælper med i mobningen, bl.a. fordi de er bange for, at det ellers kunne blive deres tur næste gang.
Mit forslag er derfor, at du prøver at få noget professionel hjælp, så du kan få bearbejdet det, der er sket. Så du kan lære noget af det og finde en slags forklaring. Når man ikke kan finde anden forklaring, påtager man sig typisk skylden. Skyld låser fast.
Jeg ved ikke, hvilke muligheder du har for at få den nødvendige professionelle hjælp. Hvis du er i fagforening var det måske en mulighed at prøve denne vej, for det er helt klart et fagforeningsanliggende, når der finder mobning sted på en arbejdsplads. Ellers ville jeg nok rådføre mig med din læge. Måske han kan give dig en henvisning til psykolog. Sovepiller hjælper måske her og nu men de helbreder intet. Du har nogle følelser, der blev slået i stykker og det er klart, at følelser, der er gået i stykker, ikke bliver helede af, at du tager nogle piller. Måske har du råd til selv at betale for en psykolog/terapeut. Måske kan du få noget hjælp via kommunen, hvis du ikke selv har økonomisk mulighed og du ikke kan blive henvist via lægen. Endeligt kan det selvfølgeligt også være, at du absolut ikke har lyst til at få psykologisk/terapeutisk behandling.
Jeg håber, at du finder en udvej. Husk ialtfald, at det IKKE er din skyld. Der er altid andre forklaringer end skyld.
Mange hilsner Helene
Ja der er sgu nogen der er så "dygtige", at de kan mobbe dem der er lidt svagere end dem selv...
Jeg har selv mit at arbejde med... Min gammel chef var også en tyran...dumme kælling...og det lider jeg også under i dag, selvom det er ved at være 3 år siden. Og lige så sent som i nat, drømte jeg om en fra folkeskolen, som altid har været en rigtig idiot...men også mobbede mig...hmmm...tror sgu aldrig jeg får fred:(
Så jeg ved desværre ikke, hvordan man glemmer mobningen....ville selv gerne vide det, for det vil da gøre det hele betydeligt meget mere nemt for mig.
Knus Tower
Jeg tror desværre ikke at man kan glemme mobning. Jeg måtte for halvanden år siden forlade et job efter at være blevet mobbet ud af leder og kolleger.Jeg har fået psykologbehandlig og det hjalp da lidt, men jeg har da stadig flashbacks og af og til mareridt og natten.
Jeg har prøvet tankefeltterapi og det er faktisk noget af det som har virket bedst på mig. Det har fjernet de fysiske ubehag som jeg fik hvis jeg f.eks så noget der mindede mig om mobningen eller hvis jeg skulle gå forbi min gamle arbejdsplads eller så en gammel kollega i bussen.
De psykiske men er straks sværere at komme af med. Jeg har fået et nyt job efter mobningen, men det er svært at arbejde efter sådan en omgang. Jeg kan næsten ikke tåle noget stress og jeg er meget på vagt over for min nye kolleger. Jeg er også blevet meget bange for at deltage i sociale ting på arbejdspladsen. Jeg har så valgt at acceptere at sådan må det bare være i en periode. Jeg vil ikke presse mig selv. Jeg vil give mig selv tid til at komme mig. Jeg har ret til at have det sådan i periode.
Mit råd til dig er at du skal acceptere at mobningen ikke kan glemmes men at du kan lære at leve med det. Har du prøvet det med at skrive et brev til den som har mobbet dig. Det er en rigtig god måde at få vreden ud på. Det har hjulpet mig.
Er man kommet til den konklusion, at man bliver behandlet dårligt på sin arbejdsplads, skal der handling til. En måde at gøre det på er at tage det op med den anden person. Chancerne for at sætte en stopper for eventuel mobning er meget større, hvis det sker tidligt i forløbet. Ved en passende lejlighed kan man for eksempel sige: "Det du sagde til mig her i tirsdags / på det møde / da vi sad i kantinen – måske mente du ikke noget ondt med det eller tænkte over det, men jeg synes faktisk, at det var ubehageligt. Jeg brød mig ikke om det. Og jeg vil bede dig om ikke at gøre det
citat slut.
Det mener jeg er noget vrøvl. Hvis det var så enkelt kunne man sagtens klare det.
Man er ikke nogen svag person. Jeg tror snarere man har en stærk personlighed og det er der nogle, der ikke kan tåle. Derfor skal man ned med nakken.
Jeg bryder mig meget lidt om mobbere.
I første og anden klasse blev jeg mobbet af Lis. Hun havde naturligvis medløbere.
Jeg prøver altid at beskytte de svage. Birthe blev mobbet, jeg prøvede at hjælpe hende. De vendte sig alle mod mig. Selv Birthe, som jeg havde valgt at hjælpe.
Nu var det pludselig mig, der skulle mobbes. Lærerinden gjorde intet, før jeg begyndte at gå min vej fra skolen. Så kom hun. Altså må hun havde hørt og set det.
Heldigvis rejste Lis og jeg fik fred.
Nogle år senere flyttede vi og jeg begyndte på en ny skole. Der mødte jeg Tove. Og så var freden forbi. Hun mobbede mig i to år. Så gik hun ud af skolen. Det sidste år mobbede en lærerinde mig på det grusomste.
Derefter fred i et år. Jeg kom i lære. Det første år var fint. Så kom der en ny elev. Så var det slut.
Hun "lavede" øjne til mester. De to rottede sig sammen mod mig.
Hans kone opdagede flirteriet og blev noget sur.
Senere blev jeg gift. Havde jeg været i asken kom jeg nu i ilden.
Jeg blev skilt en del år senere.
Så måtte jeg på arbejdsmarkedet. Det gik fint i mange år.
På en ny arbejdsplads begyndte det hele igen.
Jeg har en stærk personlighed, men jeg ønsker ikke magt. Forresten havde jeg heller ingen magt.
Så hvad truede de mennesker. Jeg mener ingenting. Det gik ud over, ikke kun mig, men flere andre.
To nyansatte rejse. Den ene efter to dage, den anden efter en dag.
Den ene sagde til mig, hun ville gå til fagforeningen, for hun ville ikke være på den arbejdsplads.
Hun var rystet over, som jeg blev behandlet. Hun var rystet over forholdene. Hun havde fået at vide, hun ikke måtte tale med mig, men det bestemte hun selv sagde hun.
Hun havde mulighed for at holde op med det samme, jeg skulle desværre holde ud til jeg fandt noget andet.
Nå, men det lykkedes også.
Senere gik jeg på efterløn, jeg var kørt træt og mit blodtryk var desværre steget temmelig meget.
Jeg har skrevet dette, fordi de der bliver mobbet trænger til at læse, de ikke er alene. Man føler sig så alene, medens det står på.
Der burde virkelig være en lov, som på en eller anden måde straffede de mennesker, der ødelægger andre.
Selv en stærk person kan jo brydes ned, og de gør det, mobberne.
Hvilken glæde de har af det, har jeg meget svært ved at forstå.
Jeg har forlængst skrevet under på http://www.lovgivmodmobningnu.skrivunder.dk
Min ene søn blev også mobbet og tævet. Han ligner mig meget. Han fandt ud af, han kunne købe sig nogle livvagter. Det gjorde vi så. Et par større drenge fik betaling for at passe på ham. Fra den dag turde de andre ikke tæve ham , for så fik de tæv..
Han fik fred. Alt den snak om ingenting hjalp jo ikke.
Skriv under mod mobning, den side er vist væk nu.
Det lyder som om at du har en depression. Derfor vil jeg mene at du skulle overveje at tale med din læge derom. Der findes en del medicin der virker mod en depression.
vh
mask
nej man kan ikk glemme mobning...nu er det 8 år siden jeg blev mobbet og har det i hovedet endnu....også selvom hele klassen har været hos mig og sige undskyld og vi har snakket ud så kan man ikk glemme det...jeg blev kørt så langt ned psykisk at jeg forsøgte selvmord og blev indlagt...den dag i dag har jeg det bedre med mig selv men mobningen er ikk væk....det vil altid være i hovedet men man kan lære og leve med at det er der....det har jeg...
Det gælder i alle livets forhold: Fortiden er noget, vi kan lære af, så tingene ikke sker igen. Når vi har lært det, vi skulle lære, er det meget lettere at slippe det. Så længe fortiden ligger uafsluttet og ubearbejdet, kan den til stadighed give følelsesmæssige problemer.
Nogle kan have glæde af at arbejde med fortiden og de krænkelser, de har været udsat for, i et terapiforløb. Man kan blive så meget klogere på sig selv og andre mennesker og finde ud af, hvorfor tingene gik så galt. Man kan lære at forstå, både mobberne og sig selv og derved bedre kunne se helheden og lære af den. Det kan man få meget stort udbytte af og dermed kan også denne del af fortiden blive en værdifuld og lærerig bagage, der ikke vejer noget særligt længere.
Mange hilsner Helene
Jeg ville gerne møde dem i dag og fortælle , hvor umenneskelige de var.