Hvad er livskvalitet for dig?
Livskvalitet kan være mange ting. Nogle bruger deres penge på plastikkirurgi, så deres udseende bliver forskønnet, og følelsen af, at krop og sjæl er i harmoni; andre bruger penge på dyre plejeprodukter, massage, detox-kure og store rejser - og helt andre gange handler det ikke om, hvad pengene rækker til, men blot, at man har god tid til sig selv og andre i hverdagen. Alt sammen giver det mennesker livskvalitet.
Hvad er livskvalitet for dig?
Skriv med i debatten og del dine erfaringer - så flere kan få glæde af dem.
Hvad er livskvalitet for dig?
Skriv med i debatten og del dine erfaringer - så flere kan få glæde af dem.
Kommentarer
- Sjovt emne at tage op!:-) Dét I nævner med tid er helt klart noget af det, jeg også forbinder med livskvalitet. Tid til min mand, tid til tænkepauser, stirre ud i luften en gang imellem, tid til bare at 'være', det giver mig en indre ro, som jeg kan bruge til at samle mig om mig selv og få ny energi. Så livskvalitet hænger meget sammen med immaterielle ting for mig. Tid, samvær, reflektion, fordybelse, stilhed. Og aller dybest nede har livskvalitet jo selvfølgelig noget med et godt helbred at gøre - ingen tvivl om det.
Men selvfølgelig har penge da også noget at gøre her :-) det ville da være løgn at påstå andet. Penge til at tage på sommerferie og at købe lækkert mad ind, et par nye støvler og sådan noget - det synes jeg helt klart også har noget med livskvalitet at gøre... når jeg sammenligner med, hvordan jeg havde det på SU, så har jeg helt klart øget min livskvalitet efter jeg har fået et job og tjener bedre penge... det giver bare nogle flere muligheder og en frihed, der jo er fantastisk...
glæder mig til at høre jeres andres bud! :-)
kh Cykelmyggen (der dog har en sygedag i dag:-( )
Når man taler om kvalitet mener man det bedste. Så hvordan er det bedste liv eller det gode liv?
Hvis man har været meget syg opdager de fleste hvad det virkelig drejer sig om. Det er klart at penge til at leve godt lidt ud over det sædvanlige med lidt luxus er godt og gør mig glad. Men efter sygdom får de fleste af os først øje på de virkelige glæder og de er mange gange gratis. Det er så klart at det vil være bedst at man bliver klar over det før man ser døden i øjnene eller lignende, men det sker nok sjældent for før det, er noget af det der giver livet kvalitet ikke noget man tænker over hos de fleste .Det føles naturligt.Det er der bare!
For mig, er det gode liv, at vågne op hver dag og være rask. At kunne nyde de gratis glæder, at kunne gå en tur i naturen her hvor jeg bor og nyde årstidens skiften. At have gode venner som får mig til at le og et arbejde der gør mig glad, uden dog at gøre mig til millionær. Med kollegaer som anerkender mig for det jeg kan. Hvis man slår op i ordbogen er livskvalitet ikke materielt. Jeg kan da godt blive glad når jeg har købt noget nyt, men den glæde holder ikke så længe, som glæden ved at være rask og have nogen at le sammen med ;D
Det at være rask, er der så selvfølgelig andre der tager som en selvfølge og sådan er vi så forskellige. Jeg er midt i livet og derfor ser jeg det nok som jeg gør. Da jeg var yngre var det nok det nye tøj og en tur til frisøren der gav mig livsglæde. Spændende at høre hvad andre mener!
Jeg giver dig helt ret i, at det er det mest fantastiske at mærke naturen og årstidernes skiften og de ting, der giver glæde i lang tid, nemlig samvær med mennesker, man holder af, og jeg blev helt glad, da jeg læste dit indlæg, for det er netop disse stunder med gode venner, veninder, sin mand og familie der sidder i sjælen og varmer! :-)
Jeg og min mand bor stadig i København men vi savner naturen rigtig meget og gør en masse ting for at komme ud så snart vi kan for at se nogle grønen træer og mærke stilheden og den klare luft... det er jo så bare lidt svært lige nu med de aktuelle boligpriser at købe og sælge nu, så jeg tror vi venter lidt -men det er helt klart den vej, vi også skal! :-)
Så blander jeg mig også lige i debatten - spændende emne! For mig gælder også mange af de ting I nævner. Men når jeg nu tænker mig rigtig godt om, så tror jeg i bund og grund, at det handler om at have det godt med sig selv. Det er som om alt bliver lettere, når man grundlæggende er i godt humør. Måske kan man hjælpe det på vej ved selv at være åben og positivt indstillet. Og hvornår har jeg det så godt med mig selv? Det er der rigtig mange forskellige veje til. Det kan være små ting, som at prioritere at se gode gamle venner, gå en tur i regnvejret og opdage, at det er skønt og forfriskende, løbe en tur, spise et fantastisk stykke chokolade, gøre noget for andre - fx købe en gave til en god ven, sende et kort for at fortælle en person at jeg holder af ham/hende. Der er mange ting, og det er netop mangfoldigheden, der gør udslaget. Der er ikke een ting, der hele tiden skal gentages, men mange forskellige dejlige ting! - og det skal gå begge veje - både give og tage imod. Sådan er det i hvert fald for mig.
Det er i øvrigt også altid spændende og inspirerende, at høre hvornår andre sidst var rigtig glade. Jeg var rigtig glad i går, da jeg fandt en plade, som jeg tror, at min kæreste bliver meget overrasket og glad for at få i julegave.
Hvad har mon gjort jer rigtig glade her på det sidste?
Kh
B
For mig er livskvalitet forbundet med gode venner og bekendte samt en god familie på hjemmefronten. De menneskelige relationer er med til at give livet mening og derfor sætter jeg det meget højt.
Sidste gang jeg blev rigtig glad var, da jeg fik et meget personligt og herligt julekort fra en god, gammel veninde, der opridsede alle de mange ting, vi har oplevet sammen i 2008. Jeg vil lige som Abugge også meget gerne høre, hvad der gør jer andre glade her på debatten.
Venlige hilsener
Trunte
Velkommen til debatten :-)
Hvor lyder det skønt at have sådan nogle søde veninder, der sender søde julekort om året der gik - det kan jeg ikke selv brøste mig af at have gjort, men kunne da godt tænke mig at sætte tid af i juleferien til at sætte mig ned og skrive et par kort til nogle søde veninder. Det er faktisk en rigtig sød måde at lave en status med vennerne, så man også får husket på alle de gode ting, der er sket i årets løb. Inspirationen er hermed taget op!
god jul til dig,
bh blyant
Det første, der poppede op hos mig var ”Diamonts are a girls best friend”. Den sang har jeg ganske enkelt ikke fattet, aldrig nogen sinde. Tænk, der findes kvinder, der måler størrelsen af deres mænds kærlighed på størrelsen af, hvor dyre gaver, de giver hende; ja, det jeg ikke fatter, er at der findes mennesker, der bliver lykkelige over at eje noget dyrt. Ja, jeg har ondt af disse mennesker, for de aner ikke, hvad lykke er.
Det er meget moderne at kunne vise, at man har råd – nye flotte designerkøkkener, de rigtige badeværelser osv mht. indretning af hjem. Man skal gå i det helt rigtige modetøj, og selvfølgelig holder den rigtige bil udenfor, man skal på ferie de rigtige steder osv osv........
Min mand og jeg er meget rige!! Nej, vi har ikke ret mange penge, men min mand overlevede sine blodpropper, han var ellers opgivet. Han er i dag frisk og rask, men er på livsvarig medicin, og ingen ved, hvornår den næste blodprop rammer.
Jeg lider af en ledsygsom, som ind imellem kan være ret så smertefuld, pt sidder jeg med et ben, jeg stort set ikke kan støtte på, men så kan jeg jo sidde her ved computeren og skrive lange julebreve til familie og vennner – det gør jeg i øvrigt hvert år. Alle får en ”roman” på ca. to tætskrevne A-4 sider, hvor vi fortæller om året, der er gået. Denne julehilsen er altid ventet med stor glæde of vore venner og familie, så der fik jeg lige en krølle på ovenstående indlæg.
Vi – min mand og jeg – besluttede for et par år siden, at ræset skulle nedtrappes, så vi flyttede fra det pulserende liv i det nordsjællandske til det mere rolige Sydfyn; fandt et hus til billig penge, han fik arbejde, der foregår i et helt andet tempo, og her fra 1. januar har han endda fået mulighed for nedsat tid med en ugentlig fridag. Hans karriere??? Åhhh, hvor ligegyldigt er det ikke? Vi er ikke højtlønnede, men vi klan sagtens klare os, af den simple grund at vi – for at bruge et gammelt udtryk – sætter tæring efter næring.
Vi er dødligeglade med den der dyre bil, og Ikea køkkenet, der snart kommer op er rigtig flot og yderst funktionelt. Vi har for nylig købt en gammel campingvogn, som nu er sat i stand, og vi glæder os til sommerens ferie, hvor udsigten garanteret er den samme som dem, der kører i en campingvogn til mange hundrede tusind kroner. Nej, der er så ikke en mikrobølgeovn, men vi får god og dejlig mad hver dag.
Vi går og pusler med istandsættelsen af vores drømmebolig – der bliver lavet noget efterhånden som der er penge til det. Gæld? Nej tak – vi gør, hvad der er penge til og ikke mere. Hvis man tænker sig om, kan man få meget ud af små midler.
Julegaver? Selvfølgelig skal vi da det, men vi har i mange år kun givet til hinanden, børn og nu også børnebørn. Og det kunne da ikke falde os ind at bruge flere tusind kroner på det. Hvis ikke familien kan lide os med mindre gaver, købt med kærlig omtanke, ja, så kan de sikkert heller ikke, hvis de var dyre.
Jeg tror mange virkelig forbinder livskvalitet med penge. Rigtig mange vil gerne vise, de har råd, men i dagligdagen er der ikke ”råd” til nærvær, til at blive hjemme et par dage hos et pjevset barn, til at give naboen en hånd, til at give plads i trafikken, til at huske at tage sit affald med sig, ja, til bare at give et smil........
Troels Kløvedal sagde en gang i en af sine udsendelser fra sine sejladser, at han tit havde tænkt, når han sad der om natten og filosoferede ved roret, at tænk, hvis det er det her; vores liv, der er paradiset, og vi bare slet ikke opdager det, før det er for sent.
Livskvalitet for mig er varme, kærlighed, at have sit (rimeligt) gode helbred – når man har undværet disse ting – og det har jeg – så finder man ud af hvor værdifuldt, det er.
Hvor er det nogle smukke ord. Det lyder som om I virkelig har fundet ned til det, der betyder noget her i livet. Jeg tror, at mange glemmer at mærke efter, hvad der virkelig gør dem glade. I stedet higer og søger de efter rigdom og berømmelse. Men det giver jo (præcis som du skriver) ikke noget lykkeligt liv.
Det var dejligt og livsbekræftende at læse dit indlæg :-) jeg håber, at mange kigger forbi og ser det.
Rigtig glædelig jul og godt nytår til dig og din famile + alle de andre på debatten.
Venlige hilsener
Trunte
Noget forsinket, men ikke mindre dybfølt - i lige måde, godt nytår! Det overordnede emne "Skønhed og velvære" er som sådan ikke et emne, der umiddelbart siger mig så meget, hvorfor jeg ikke så tit kigger her ind.
Tak for din søde tilbagemelding, og jo, vi har et virkelig godt liv sammen, men det er jo ikke kommet "bare lige". Min mand, der jo har været der ude, hvor der blev sagt farvel, har lært mig meget. Netop at man vist nærmest skal der ud, før man indser, hvad der er væsentligt her i livet, og især hvad der ikke er det. Som nævnt kan det godt være, at lige netop vi lever mere intenst netop fordi vi ikke ved, hvornår den næste blodprop sender min mand ned på tælling.
Vi har været så heldige, at vi er blevet advaret - de fleste mennesker får ikke den advarsel - der kan "bomben" pludselig sprænge, helt uforberedt - det er jo historier, vi hører jævnligt, men det er selvfølgelig ikke mig - det er naboen, der bliver ramt.
Men jeg skulle åbenbart også lige hilse på advarslen - i oktober var jeg en tur af sted med blå blink til observation for en blodprob i hjertet - heldigvis var det blot en advarsel, og der var ingen ting i vejen, men man stopper lige op og tænker en ekstra gang over livet.