Indstillinger
Jeg er stresset
Jeg er stresset på mit arbejde - især med alle de nye beskrivelser vi skal lave (Jeg arbejder som pædagog på special området)
Min veninde stresser mig fordi hun vil ses med mig rimelig ofte og hun er så egoistisk at hun bliver sur på mig, når jeg siger fra - eller også giver hun mig dårlig samvittighed ved lige at nævne, hvordan hun plejede at hjælpe mig engang og derudover skal hun også lige trampe mig for : "Sådan bliver du da ikke at være"
Jeg bor sammen med en dejlig kæreste, han studere og er på SU, så det er mig der skal tjene pengene her. Og nu skal han have lavet en masse ting ved sine tænder til 5000 kr. Plus vi skal til barnedåb på Sjælland (Det koster også lige 1500 KR) plus der er 5 fødselsdage i næste måned (Inklusiv vores egne)
Og de har lige lukket vores tv kanal pga. manglende betaling - alting er så mega dyrt og jeg har så svært ved at rumme det hele... Især når jeg absulut ingen forståelse får fra min veninde (Hvis man efterhånden kan kalde hende det - for hun flipper så meget på mig og hun skælder mig direkte ud.. og jeg er bare typen der aldrig siger noget igen.... og det stresser mig også ...
Lige nu er snort forkølet, men tager alligevel på arbejde for at tjene de ekstra penge, så vi undgår lån....
Og min farmor har mange penge og siger altid at hun vil hjælpe mig økonomisk, men hun gør det aldrig og jeg har bare lyst til at sige til hende at hun skal lade være med at love det ,når hun ikke holder det, men hun er 92 år og ret skrøbelig
Nogen gange er jeg bare så træt af at jeg altid tænker så meget på de andre så jeg ikke får sagt fra.. .og det stresser mig helt vildt
Er der nogen der står og føler det samme og har det ligesådan???
Hej fra Agnete
Min veninde stresser mig fordi hun vil ses med mig rimelig ofte og hun er så egoistisk at hun bliver sur på mig, når jeg siger fra - eller også giver hun mig dårlig samvittighed ved lige at nævne, hvordan hun plejede at hjælpe mig engang og derudover skal hun også lige trampe mig for : "Sådan bliver du da ikke at være"
Jeg bor sammen med en dejlig kæreste, han studere og er på SU, så det er mig der skal tjene pengene her. Og nu skal han have lavet en masse ting ved sine tænder til 5000 kr. Plus vi skal til barnedåb på Sjælland (Det koster også lige 1500 KR) plus der er 5 fødselsdage i næste måned (Inklusiv vores egne)
Og de har lige lukket vores tv kanal pga. manglende betaling - alting er så mega dyrt og jeg har så svært ved at rumme det hele... Især når jeg absulut ingen forståelse får fra min veninde (Hvis man efterhånden kan kalde hende det - for hun flipper så meget på mig og hun skælder mig direkte ud.. og jeg er bare typen der aldrig siger noget igen.... og det stresser mig også ...
Lige nu er snort forkølet, men tager alligevel på arbejde for at tjene de ekstra penge, så vi undgår lån....
Og min farmor har mange penge og siger altid at hun vil hjælpe mig økonomisk, men hun gør det aldrig og jeg har bare lyst til at sige til hende at hun skal lade være med at love det ,når hun ikke holder det, men hun er 92 år og ret skrøbelig
Nogen gange er jeg bare så træt af at jeg altid tænker så meget på de andre så jeg ikke får sagt fra.. .og det stresser mig helt vildt
Er der nogen der står og føler det samme og har det ligesådan???
Hej fra Agnete
Kommentarer
Jeg har selv haft det, som du beskriver og jeg kan godt komme i tanke om nogle stykker, jeg kender/har kendt, der også bliver mere og mere stressede, fordi de ikke får sagt fra i tide. Det er ikke længere dem, der styrer deres liv - det er deres liv, der styrer dem og det er ude af kontrol.
Jeg tror, at det er meget, meget generelt, at de fleste mennesker glemmer at lytte til sig selv og gøre som deres krop og sind siger, at de burde gøre. For det er upraktisk og ufornuftigt og så hænger hverdagen ikke sammen og så må man gøre ting, man ikke tør (som f.eks. at sige fra og sige farvel til mennesker, der ikke er gode for én). Følelserne og tankerne hænger ikke altid særligt godt sammen.
Alting her i livet er et valg og ethvert tilvalg fører så nogle andre fravalg med sig. Man kan blive nødt til at prioritere.
Som nu f.eks. din veninde. Du bliver stresset af hende og hun giver dig skyldfølelse. Giver hun dig mere god og positiv energi, end hun forbruger? Hvis ikke skal du måske overveje, om Jeres forhold skal drosles lidt ned.
Din farmor sluger masser af positiv energi og giver negativ energi, når du ved, at hun har penge og hun lover dig penge og så giver hun alligevel ikke nogen.
D.v.s. at her er du nødt til at handle, hvis du vil have stoppet den udsugning af energi. Enten ved at sige til hende, at hun skal holde op med at love noget, hun ikke holder. Eller ved næste gang hun siger noget om det, så holde hende fast på det. Gøre det konkret, få lavet en aftale om, hvornår de penge bliver indsat eller hvornår du får dem i hånden. Hendes reaktion vil vise dig, om det kun er tomme ord, der lyder meget godt, eller om hun faktisk gerne vil give dig nogle penge.
Så er der fødselsdagene og barnedåben. Jeg kender ikke Jeres gaveniveau, men hvis det er for store udgifter, så må I skære dem ned og give mindre gaver. Det kan ikke nytte, at Jeres økonomi bliver ødelagt p.g.a. det. Er det frygt for reaktionerne, hvis I ikke giver så meget, så sig sandheden: I er nødt til at skære ned i år, for I har ikke råd.
Det samme med rejsen til Sjælland. Har I ikke råd til at deltage, så har I ikke, hvor gerne I end vil.
Du skriver, at du aldrig siger noget igen og at det stresser dig.
Det er iflg. mine egne erfaringer én af de største stressfaktorer, at man ikke tør få sagt det, man brænder inde med.
Du sætter konsekvent dig selv bagest i køen og alle andre før dig. Men hvordan skal du så nogensinde komme forrest i køen. For der er altid nogen, der vil stille sig foran dig, fordi de tager større hensyn til sig selv end til andre.
Du er den vigtigste person i dit liv, for du skal leve med dig resten af livet. Alle andre kan være mere eller mindre faste personer i dit liv, men du skal ikke leve med dem hvert minut i døgnet i mange år. Derfor er den allervigtigste person at tage hensyn til dig selv.
Grundlaget for stress er angst. For det er angst for andres reaktioner og foreskellige konsekvenser o.s.v., der får os til at bide tingene i os og ikke turde sige fra og til.
For mig lyder det til, at du kunne have brug for at styrke dine grænser. Det vil også sige, at det er nødvendigt at begynde at arbejde med den angst du har for at støde andre o.s.v. Det vil igen sige, at
du har brug for at få styrket dit selvværd, så du finder modet og styrken i dig selv til at sætte dig selv først.
Jeg ved ikke, om du kan lide at læse. Hvis du kan er der en lille hurtiglæst bog, jeg kan anbefale. 'Alkymisten' af Pablo Coelho. Den giver meget håb og meget lys og hjælper måske til at finde den vej i livet, man skal gå. Og den fortæller, at man skal lytte efter sig selv. Lytte efter sit hjerte.
Hilsen Helene
Tak for dit gode og fyldesgørende svar - Du har ret, når man tager et valg, tager man også fravalg.
Jeg har ikke set det fra den vinkel med at jeg er angst for reaktionerne fra omgivelserne, men JO, det er jeg faktisk - og Når min veninde skælder mig ud - lytter jeg blot og giver hende ret og undgår så kontakt derefter - det er nemmere at ignorere folk end at tage diskutionen, fordi jeg ikke vil såre hende og fordi jeg bare ikke er typen, der flipper på den måde.
Med hensyn til farmor ved jeg nu, at hun ikke vil give mig penge (Det er kun ord..) for vi har ingen tv lige nu og det koster 500 kr. at få det oprettet og da hun igen igen sagde at hun har over 100 000 og jeg er hendes øjesten, som hun gerne ville give mig en større sum, tænkte jeg på det du skrev og der sagde jeg "Jamen jeg ville blive rigtig glad for 500 kr. til tvét - og til det sagde hun "Jamen det kan I godt undvære, når bare I har det godt..." Så nu ved jeg at det kun er ord... og det er også rart..
Jeg vil prøve at læse den bog du anbefaler og begynde at passe noget bedre på mig selv for du siger det super godt: "Jeg skal leve med mig selv resten af mit
Har du selv oplevet nogle ubehagelige konsekvenser fra veninder, når du har sagt fra??????
Hej fra Agnete
Jeg er glad for, at du kunne bruge mit svar - og endda så konkret, så du allerede nu har fået afklaret det med din farmor.
Jeg har lært, at hvis man har stærke grænser, så behøver man sjældent at blive vred. Så kan man stille og roligt sige til og fra, når man mærker, at der er noget, der ikke er rimeligt, eller som man finder forkert, bliver ked af etc. Dermed vil man nok typisk opleve, at mennesker, der ikke kan klare at få sat grænser, stille og roligt forsvinder mere ud af éns liv. Det betyder også, at man ikke så tit oplever, at andre gør én ked af det eller giver én skyldfølelse. Der sker positive forandringer.
Men det er en udviklingsproces at nå dertil, for det kræver, at man stille og roligt begynder at overvinde den angst, der ligger i at sige fra.
Når man gør det stille og roligt og tager tiden til den udvikling, så oplever man også sejre undervejs. Som nu det du i dag har oplevet i forhold til din farmor, det vil jeg kalde en sejr, fordi du har fået afdækket en stor energisluger. Bare husk metoden til næste gang, hun begynder at tale om penge :-)
Du spørger om, hvorvidt jeg selv har oplevet ubehagelige konsekvenser fra veninder, når jeg har sagt fra.
Ja, det har jeg. F.eks. var der en situation forrige sommer, hvor min veninde gennem mange år, skulle på sommerferie og spurgte, om jeg kunne passe deres hund, som jeg havde gjort et par gange tidligere. Men på dette tidspunkt var jeg kommet længere i min udviklingsproces og havde det i øvrigt også ret dårligt, så jeg svarede, at det kunne jeg ikke. Det mærkede jeg meget, meget tydeligt. Havde jeg sagt ja, havde jeg svigtet mig selv og jeg vidste, at det ville blive forfærdeligt for mig, hvis jeg skulle passe hund i 14 dage.
Hun tog det meget fortrydeligt op, at jeg sagde nej, men på det tidspunkt havde jeg lært at vende tingene, så jeg ikke blev grebet af skyldfølelse. Dels mærkede jeg, hvor dårligt jeg selv ville få det, hvis jeg sagde ja og dels tænkte jeg, at hvis man har husdyr, så må man altså også sikre sig, at man kan få dem passet, inden man bestiller en rejse. Hun kunne da ikke bare tage for givet, at jeg ville passe hunden. Jeg bryder mig for øvrigt slet ikke om hunde, men havde sagt ja de tidligere år, fordi jeg ikke havde turdet sige nej, blev jeg klar over.
Jeg sagde til hende, at hun jo kunne finde en hundepension, men nej - det ville hun ialtfald ikke byde sin hund. Nå, men det måtte så blive hendes problem, hvad hun så ville gøre. Jeg ville ikke ofre mig og få det dårligt for hendes skyld.
Men selvfølgeligt bekymrede hendes reaktion mig. Det tog et stykke tid, så faldt tingene til ro igen. Jeg blev ved med at forandre mig og stille og roligt vænnede hun sig til, at jeg begyndte at sige mere og mere til og fra. Så man kan sige, at hun har været modtagelig for at følge min udviklingsproces og derved også selv forandre sig. Så godt går det jo ikke altid.
Den sidste store sejr, jeg havde var for et par måneder siden, hvor jeg faktisk turde blive spontant vred på hende.
Jeg havde lavet aftensmad til os og så ringer hendes mobil og hun fører en lang samtale med en anden veninde, mens hendes mad står og bliver kold og jeg sidder og spiser alene.
Hendes problem er helt klart, at hun ikke tør sige til den, der ringer, at hun ikke kan snakke lige nu, for hun er bange for at virke afvisende etc. Det har ofte irriteret mig, at hun ikke kunne sige fra på dette område, men jeg har ikke turde sige noget af frygt for konflikt, men dér knak filmen og jeg blev gal. Jeg sagde, at nu var maden blevet kold og at jeg syntes, at hun skulle blive bedre til at sige til folk, der ringer, at hun ikke kan tale, når hun er på besøg. Det har hun faktisk taget til efterretning og det er blevet meget bedre siden da.
Anderledes i forhold til f.eks. min søster. Da jeg begyndte at sætte grænser for hende og sige til og fra flegnede hun totalt ud, så vi har ingen kontakt i dag.
Jeg kender ikke mange mennesker og jeg har forandret mig meget i de sidste år. Det har medført, at de mennesker jeg kendte før, stort set er helt væk og flere nye er kommet til i stedet. Disse nye mennesker kender mig kun, som den jeg er nu og derfor accepterer de også som noget helt naturligt, at jeg sætter grænser, siger til og fra og tager de fornødne hensyn til mig selv. For de gør selv det samme.
Og ih, hvor jeg nyder det :-) Det er så utroligt befriende, at man ikke er så bange for hinanden og at man bare kan sige, hvordan man har det i stedet for, at man altid skal være så pæn og tage så meget hensyn til andre og skjule, hvad man tænker o.s.v. Det er en så stor lettelse at kunne spille med åbne kort. Det frigører en masse energi.
Mange hilsner Helene
Det var virkelig flot, du sagde fra med din venindes hund – også fordi selve hunden var involveret og jo din veninde tog det jo for givet at den kunne du lige passe….
Den veninde, jeg fortalte dig om, havde jeg en oplevelse noget lignende – Hun skulle på skoleophold her i byen og mente, jeg kunne køre taxa kørsel for hende, når hun kom hertil med bussen, på trods af at hun har taget sin cykel med, hvor jeg sagde fra og her svarede hun meget strengt: ”Om jeg mente at hun skulle lade sin split nye cykel stå på banegården, når hun var på hjemmebesøg i weekenden, og du ved da jeg betaler benzinen….”
Og jeg sagde næsten ligesom dig: ”Ja, du kan ikke basere dit skoleophold på min kørsel og du har din cykel og man er nødt til at tage en risiko i livet” Her skælder hun mig ud og siger: ”Ja, du plejer ellers godt og vil hjælpe dine venner…..”
Jeg gennemgår selv præcis den samme forandring, som du taler om... Jeg var før i et 10 årig langt forhold hvor jeg skulle tænke over hvert ord, og han kritiserede min kommunikation daglig – ham flyttede jeg fra for 2 år siden og har nu en kæreste, der bare elsker mig og min kommunikation og han siger selv: ”Tænk også på dig selv”… og ja, så gennemgår man en forandring og venner falder fra – for, hvad er nu det?? Tænker de… sådan plejer hun ikke at være…. Og man møder nye mennesker, der ind i sit nye liv - Du siger det så godt – dit eget citat:
”Disse nye mennesker kender mig kun, som den jeg er nu og derfor accepterer de også som noget helt naturligt, at jeg sætter grænser, siger til og fra og tager de fornødne hensyn til mig selv. For de gør selv det samme”.
Jeg tror, alle dem man møder i livet skal man lære noget af – man har et behov for et eller andet, de skal lære en og når jeg tænker på din søster, du desværre ingen kontakt har til i dag tænker jeg (Og dette er kun en tanke…..) Du skulle lære et eller andet af hende og hun skulle lære et eller andet og af dig og hun kunne ikke rumme det og din forandring, men du gik ikke ”tilbage i sin udvikling” du udviklede dig trods det... og siger selv at du har det godt med det
Og det er ærgerligt at man glider fra hinanden i stedet for at udvikles sammen, men sådan er livet og som du selv også skriver ”Man må selv tage ansvaret for sine beslutninger, følelser og valg”.. og nej det er ikke alle der kan det og så er der nogle som dig og mig, der har taget ansvaret for os selv og samtidig de andre (Du passede hunden selvom du ikke ville) – og nu endelig er du blevet fri for det…. Og som du siger ”Det er en befrielse…”, men ja… der sker tab, men hvem vinder jeg – som du skrev før: ”mig selv og jeg er vigtigst for mig…”
Jeg er kun lige begyndt på at lade andre tage deres ansvar… og nu skal jeg lige lære ikke at være for nærtagende…
Tak for at du vil snakke med mig om disse ting – det er virkelig rart at have dig at snakke med
Hej fra Agnete
Det er dejligt, at du kom med et svar igen.
Jeg nyder selv meget, når man kan udveksle tanker og erfaringer, så selv tak fordi du vil snakke med mig om disse ting :-)
Ja, situationen med din veninde og hendes transport var meget lig min oplevelse. Stærkt du fik sagt fra :-) M.h.t. til din venindes bemærkning: Selvfølgeligt skal man da hjælpe sine venner. Men ikke på bekostning af sig selv. Det skal ikke være sådan, at andre bare tager det som en selvfølge, at man bare står til rådighed. Så fungerer man jo nærmest som dørmåtte - og det stresser ialtfald. Det er for pokker da ikke det, vi er sat her i verden for. Det er dejligt at hjælpe, når man vel at mærke selv føler sig tilskyndet til det og man mærker, at folk så sætter pris på det og det ikke bare er et krav om, at man skal og bør. Det skal ikke være en pligt at stå til rådighed for at dække andres behov, fordi det gør andres liv lettere - for det gør jo éns eget liv sværere.
Jeg læste engang et citat af Bill Cosby (husker det ikke helt ordret):
'Jeg kender ikke opskriften på succes. Men jeg ved, hvordan man får fiasko. Ved at prøve at gøre alle tilfredse'.
Og det er jo så sandt, som det er sagt. Det betyder jo ikke, at man er egoistisk, for man vil garanteret møde nogen, hvis behov stemmer overens med éns egne, så man gør både sig selv og den anden tilfredse. I så fald giver man ikke af pligt men af lyst og med glæde.
Et andet citat (af 'Anonym'): 'Ingen kan hjælpe alle. Alle kan hjælpe nogen'.
Hvor er det dejligt livsbekræftende at læse, at du efter et 10 års langt forhold med kritik nu har fundet en god kæreste, der giver dig den rigtige påskønnelse :-) Det viser i høj grad, at du selv må have været igennem en stor forandrings- og udviklingsproces.
Jeg havde helt glemt den følelse af at være nærtagende :-) Kan se nu, at jo bedre jeg selv er blevet til at sætte grænser og sige fra, desto bedre magter jeg også, når andre gør det. Men ved nærmere eftertanke er det faktisk sjældent, jeg oplever, at andre gør det. Det kan så både være fordi, de ikke har nogen grund til det, eller fordi de ikke tør… hmm…
Jeg har præcist samme overbevisning som dig: Jeg tror også, at vi møder de mennesker, vi gør her i livet, fordi vi skal lære noget af dem. Har haft samme oplevelse med arbejdspladser.
Jeg fik faktisk på et tidspunkt et kædebrev om netop dette på et tidspunkt. Jeg synes, det er ret godt, så jeg sætter det ind nederst, selvom det er lidt langt.
Jeg lærte helt klart meget af min søster i mange år men efterhånden blev vores forskelligheder mere udtalte og vores veje begyndte at skilles. Da jeg så begyndte på denne udviklingsproces, måtte vi definitivt gå hver sin vej. Hun ønskede tydeligvis ikke at tage imod det, jeg kunne lære hende. Så du havde helt ret i dine betragtninger.
Ja, det kan være hårdt, når man mærker, at der er nogle mennesker, der glider væk og man ikke kan udvikles sammen. Men det er nok ret sjældent, tror jeg, at mennesker kan følges gennem en udviklingsproces. Vi er på forskellige steder på forskellige tider i vores liv. Til gengæld ved jeg, at når en sådan indre proces først er gået i gang, så er den ikke til at stoppe igen.
***** *****
Og så kædebrevet:
Mennesker kommer ind i dit liv for en mening, en periode eller for livstid. Når du forstår hvilken af delene, det er, vil du også vide, hvad du skal gøre for denne person.
Når nogen kommer ind i dit liv for en MENING, er det som oftest for at imødekomme et behov, som du har udtrykt. De er kommet for at hjælpe dig gennem en udfordring, for at give dig vejledning og støtte, for at hjælpe dig fysisk, psykisk eller spirituelt. Det kan virke som om de er sendt fra himlen... og det er de! De er der på grund af, hvad du trænger til dem for.
Så pludselig, uden at du gør noget som helst galt eller på et tilsyneladende upassende tidspunkt, vil denne person sige eller gøre noget, som gør, at jeres forhold kommer til vejs ende. Nogen gange dør de, andre gange går de bare deres vej, nogen gange provokerer de dig, og tvinger dig til at tage et standpunkt.
Det, som er vigtigt at forstå, er, at dit behov er mættet, din skæbne er fuldbyrdet, og deres job er udført. Den bøn om hjælp du har sendt ud i universet, er blevet bønhørt og det er nu på tide at gå videre.
Nogle mennesker kommer ind i dit liv for en PERIODE, fordi det er din tur til at dele, vokse eller lære. De bringer dig en oplevelse, ro eller får dig til at le! Måske lærer de dig noget, du ikke ved, eller viser dig noget, du aldrig før har gjort. Vanligvis bringer de dig utrolige mængder af glæder.
Tro på det, det er ægte.... men bare for en periode.
LIVSLANGE forhold lærer dig livslange lektier. Ting du må bygge op for at få et solidt grundlag. Din opgave i dette er at acceptere lektien, elske denne person og bruge hvad du har lært i alle andre relationer og områder af dit liv.
Det siges at kærlighed er blind, men venskab er klarsyn...
*****
Hilsen Helene
Det med at sætte grænser for hinanden er vel en integreret del af din hverdag, så derfor sker det bare… uden alle mulige tanker…
Ja livsbekræftende er et skønt ord – og jo jeg føler virkelig nu at jeg lever mit eget liv og ikke min kærestes og det er en fantastisk følelse…
Kædebrevet er virkelig godt – min mor snakker altid om rundkørsler: Vi går på vejene og følges ad med nogle, og så kommer vi til en rundkørsel, nogen vælger at gå samme vej, andre en anden vej og måske ses man igen en dag og måske gør man ikke….. Jeg synes førhen at det var noget mærkelig noget hun sagde, men i dag giver det jo virkelig mening:
Faktisk fortalte hende min veninde mig i går, at hun nu overvejer at købe en bil og så slog det mig:
”hun skal lære mig at sige fra… og jeg skal lære hende at være mere selvstændig, ja.. og positiv”
Holdt da op, normalt snakker jeg ikke så meget, men Du er vildt spændende og jeg skriver løs…
Jeg er snart 30 år, og da jeg kom sammen med ham, der kritiserede mig (Jeg var sammen med ham i alderen 18-28 – og jeg blev færdiguddannet pædagog som 24 årig) havde vi masser af penge, stort eget hus, bil og 2 dejlige katte, 2 gode job (ham IT-konsulent og jeg var dagplejer), men et barn med ham ville jeg aldrig have for jeg tænkte og sagde for i øvrigt også til ham: ”Nej, vi kan ikke snakke sammen og det vil jeg ikke byde et barn… så ville barnet skulle til psykolog som 5 årig…” og da jeg blev ca. 26 år fandt mig til rette med tanken om, at jeg aldrig ville blive mor.
Ja, det er mærkelig at jeg kunne byde mig selv sådan et forhold ikke?, men jo, alt er en læreproces og ting tager tid…
Lige en indskydelse: Hele min familie var træt af mig og mit forhold – jeg var hjemmefra ca. hver weekend (for at få fred) og min mor anede ikke, hvad hun skulle gøre – hun har indimellem sagt: ”Jamen Agnete, har du det helt godt” også fordi han kritiserede mig altid højtlydt, også hen over bordet, når vi havde gæster så mor har jo været ked af det…men jeg tænkte altid: ”Nej, de kender ham ikke og de ser ikke når vi har det godt… Altså vi havde jo vores katte og kunne indimellem snakke godt sammen i en 10 min. Tid, så de kendte ham ikke…”
Nu kommer det, der er tankevækkende: Så en dag vender min mor på en tallerken: ”Vi skulle til en begivenhed med min familie og hans familie og der spørger jeg min mor om, vi ikke skulle gå sammen om en gave.. og min mor siger: ”Nej, Agnete, du skal da købe en gave sammen med din kæreste og hans familie, for det er jo DIN familie nu…” og jeg tænkte bare NEJ, det kan hun da ikke mene og ca. 2 mdr. efter sagde jeg til ham, at han skulle finde en kæreste, der passede bedre til ham end jeg og at jeg ikke elskede ham længere….
Han forstod det ikke for vi havde det jo godt… (for i øvrigt var sex noget der måske foregik 1-2 gange om året…) men jeg holdt fast, men jeg blev så syg fordi jeg blev ked af at såre ham faktisk tabte jeg ca. 15 kg. På 3 dage, hvor jeg bare lå i min seng (Jeg vejede 73 kg) af bare bekymringer på hans vegne… , efter de 3 dage sagde han: ”Jo, jeg forstår dig godt, sådan skal du ikke gå og have det” – her stod jeg op og raskmeldte mig på arbejde og satte huset til salg (Vi boede sammen i 2 mdr. i hver vores værelse – uden problemer og uden diskussion, hvorefter huset blev solgt, vi delte tingene og han fik begge katte.. for dem ville vi ikke skille ad og han er god ved dem og de elsker også ham…. Jeg savner kattene i dag, men jeg savner ikke ham og det liv vi havde….
Men omvendt psykologi brugte min mor og det hjalp på en underlig måde… det er spændende ikke???
Men nu kan jeg fortælle dig at jeg lå mine p-piller for 4 mdr. siden og jeg har lige taget en test her til morgen, som er positiv og jeg er verdens lykkeligste pige lige nu – og takket være dig Helene har jeg allerede fået mere ro i kroppen fordi jeg har lyttet til dig og handlet derefter. Og jeg har fået klarhed over, at det er meget normalt og legalt at tænke på sig selv og få de negative energislugere vendt til positive ved at sige fra og lade de andre tage deres eget ansvar…
Plus det med farmor, og jeg har sagt til alle jeg nedsætter gavepriserne og at jeg ønsker de skal gøre det tilsvarende ”Okay” sagde de… og hvis nogen spørger mig om nogle tjenester siger jeg ”Nej” hvis jeg føler for det.
På mit arbejde vil jeg, når mine kollegaer siger, jeg virker stresset – vende det til positivt og tænke: ”hun har ret, sødt af hende at bemærke det, og det er godt hun siger det, nu vil jeg sige til vores beboere at de må vente med at fortælle deres oplevelser til jeg har tid eller de må fortælle det til min kollega…” og jeg vil blive bedre til at tænke: ”Det jeg ikke når i dag, når jeg i morgen” Jeg skal i aftenvagt i aften, og der plejer at være drøn på…, men jeg når det, jeg når…
Altså Helene dog som jeg snakker – hvor gammel er du egentlig? Har du børn? Har du kæreste? Eller hvordan??
Mvh. Agnete
Jeg kan vist ikke køres træt, når det handler om at skrive sammen, så det gør ikke noget for mig, at du skriver langt. Det gør jeg jo også selv :-)
Allerførst et STORT TILLYKKE med den positive graviditetstest :-))) Så starter der for alvor et nyt kapitel i livet. Tillykke, hvor er det bare dejligt. Havde du ikke en grund til at passe på dig selv før, så har du det ialtfald nu :-)
Jeg kan helt følge dig i, hvad du mener med, at det er en fantastisk følelse, at du nu lever dit eget liv og ikke din kærestes. Det gør livet så meget lettere, når man ikke længere gør andre ansvarlige for, om man selv har det godt og ikke længere gør sig selv ansvarlig for, om andre har det godt. Det er dømt til at mislykkes, når man lægger ansvaret for sit eget velbefindende i andres hænder og omvendt.
Det lyder som en klog mor, du har :-) Det er en god metafor med rundkørslen. Engang under min terapi, sagde min terapeut til mig, at vi er aldrig alene. Kigger vi os omkring, så vil vi se, at der altid er mennesker, der vil følges med én et stykke af vejen. Men vi skal selv få øje på dem og lære at tage imod den hånd, de rækker ud mod os.
Dejligt, at du fik så klar en fornemmelse af, hvad du og din veninde skal lære af hinanden. Det gør det hele meget lettere, når man kan begynde at se en mening med tingene.
Hvor var det godt, at du fik lyttet til dig selv og kom ud af dit første forhold. Ét eller andet sted dybt inde har du jo åbenbart været klar over, at det ikke var 'godt nok', siden du ikke ville have barn med ham og var klar over, at det ikke ville være godt for barnet – og du lyttede vel at mærke til det. Det var virkeligt flot, for du var tro mod dig selv. Du må af forskellige grunde have haft brug for forholdet, så længe det varede og så er det, som det skal være. Det er jo også én af grundene til, at du nu er, hvor du er i dag.
Jo, det er spændende, hvad din mors ord fik sat i gang. De rigtige ord på det rigtige tidspunkt – og et modtageligt sind. Hun såede et frø, hvor der var grobund for det og en dag spirede det.
Jeg kan huske for mange år siden… min søster havde i årevis prøvet først at få mig til at tage først på efterskole og siden på højskole. Men jeg skulle bestemt ingen steder. Så skete der en masse drama i det forhold, jeg var i på det tidspunkt og jeg måtte bare væk med det samme. Så spurgte min søster igen, om ikke det var noget med højskole. Bingo! De rette ord på det rette tidspunkt og et modtageligt sind. I løbet af én dag fik jeg plads på en højskole, fik ordnet alt med kommune- og statsstøtte o.s.v. og 14 dage senere tog jeg af sted på et 9 måneders højskoleophold! Hvilket var en stor milepæl i min udvikling.
Du skriver: '… takket være dig Helene har jeg allerede fået mere ro i kroppen fordi jeg har lyttet til dig og handlet derefter...'
Du skal ikke give mig æren – den er så ubetinget din :-) Ja, DU lyttede til mig – i virkeligheden var det dig selv, du lyttede til. Jeg skrev kun noget, du ubevidst selv har følt var rigtigt. Havde mine forslag ikke føltes rigtige for dig, havde du afvist dem. Men du var parat til at prøve noget nyt, så du kunne komme ud af den rundkørsel, du cirklede rundt i. Du fulgte den vej, der blev foreslået, fordi du var parat til forandring. Det kan du kun takke dig selv for :-)
Sindet er utroligt modtageligt, når det får tilbudt brugbare alternativer. De rette ord, på det rette tidspunkt og et modtageligt sind. Så kan frøet spire og gro :-)
Jeg synes, det er så stærkt, at du får handlet så hurtigt og er så parat til at gøre noget andet. For det er jo ikke 'bare lige'. Både at du fik sagt det til din farmor og at du nu har sagt, at I sætter gaveprisen ned. Også en rigtigt god idé at vende det til noget positivt, når nogen på arbejdet siger, at du virker stresset. Det er jo en gave, at de gør dig opmærksom på noget, du måske ikke selv bemærkede i farten.
Engang fik jeg også en stor gave af en kollega. Det var i starten af min terapi og jeg havde brug for nogle svar på visse ting. Direkte adspurgt fortalte hun mig så (på en god måde), hvordan hun så mig. Det var ikke noget rart billede, men det var alligevel en gave, for de ting, hun fortalte, forklarede, hvorfor jeg havde så svært ved at få kontakt med andre mennesker og det havde jeg i høj grad brug for at vide. Disse ting kunne jeg arbejde på at forandre. Det havde været langt værre, hvis der vitterligt ikke havde været noget i min egen fremtoning, der gav forklaringen, for så kunne jeg jo intet stille op.
Jeg er 47 år. Jeg har to piger på hhv. 21 og 19, der er flyttet hjemmefra. Jeg bor alene og har gjort det i mange år. Jeg har i godt 4 år været i gang med at bearbejde min barndom med incest og meget andet, du kan se mere under min profil. Lever meget isoleret. Har i øjeblikket en pensionssag kørende, så jeg er midt i en meget hård kamp mod systemet.
Det her tog så også alle 5000 karakterer. Håber ikke, at det har kørt dig træt :-)
Mange hilsner Helene
Helene! Hvor er det flot at du kan sætte dig så højt i dit eget liv nu, efter de ting, der er hændt i din barndom. Og at du har haft overskud til at svare og snakke med mig om, alt det, der foregår i mit liv...
Jeg synes bare det er så mærkeligt at vi mennesker har en evne til at fortrænge sådan nogle ting... Tænk sig du har gået i så mange år, måske har du indimellem spekuleret over nogle følelser, tanker, reaktioner du har haft, men du har ikke været bevidst om, hvor hårdt et liv du har haft dengang før nu her for ca. 4 år siden…
Jeg er glad for at høre du har fået 2 piger og jeg håber at I har det godt sammen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om, (Du behøver ikke svare, hvis du ikke vil – det respekterer jeg), men jeg tænker om det har været svært for dig med sex, orgasmer og sådan nogle følelsesmæssige berøringer??
Hvad med din mor, lever hun i dag??? Har du et godt forhold til hende??
Hvor længe har du boet alene??
Jeg har lyst til at tage en drejning og fortælle dig om, hvorfor min mor siger som hun gør. Min mor har også været udsat en en traumatisk oplevelse, da hun var i 20érne (Ikke at sammenligne med dine oplevelser, men nu fortæller jeg det alligevel….
Da mor var ca. 18 år havde en kæreste, som hun skulle have et barn (en dreng) med…Derfor blev hun –lidt- ”tvunget” gift med ham af sin egen mor og efter 5 år blev hun gravid igen…. Og fødte en dreng til… Mandens mor gik amok, og sagde at ”min mor havde været utro – for når hendes søn var enebarn skulle hendes søn også kun have et barn….” Det gik ikke i ægteskabet for det blev for hårdt for min mor – og faktisk da de skulle skilles, sagde mandens mor: ”Vi beholder begge børn og sætter HAM DER på børnehjem…og hvis du tager begge børn, melder jeg dig og får dig erklæret sindssyg – jeg har kontakterne…” Det endte med at min mor tog ham, der ellers ville komme på børnehjem, hvorefter hun ingen kontakt havde til sin første fødte søn…, som var ca. 7 år da hun flyttede.”
Min mor møder min far og de får mig.. og jeg opvokser sammen med min bror. Min mor bliver skilt igen og møder en anden mand. Min bror og jeg ved ikke noget om, at mor har en søn mere…
Min farmor boede overfor en familie med en dreng og en pige, pigen er på min alder. Vi bliver veninder og jeg synes, hendes bror ligner min bror temmelig meget og ganske rigtigt, det var min mors søn… og det tvang dem til kontakt igen. Mærkeligt og indviklet, men da drengene bliver omkring 21 år - fører de os alle sammen, sammen.
På dette tidspunkt var min bror flyttet hjemmefra og min mor skilt – så jeg boede alene med mor.
Så jeg har 2 halvbrødre, men er kun opvokset med den ene og det samme gælder for min veninde… Drengene blev hurtig forbundet… mor var lykkelig…, men ca. 5 år senere tager, ham, jeg og mor, er opvokset med sit eget liv – han kørte langt ind i en skov og tog kulilte – en skovrytter fandt ham dagen efter. Vi var i dybt chok og mor lå bare på sofaen, så der var kun mig til at hjælpe hende… Jeg var ca. 18, men jeg fik arrangerede begravelsen…og hjalp mor… Min mor begyndte have mange konflikter med sig selv, og hun har fået meget ud af Louise L. Hay –selvhelbredelse (Bogen især er god…)
Okay, Nu tænker jeg: ”Det der er sket i egens fortid… Ja, det skal bearbejdes, men skal det ødelægge ens nutid?? Det er noget mærkeligt noget det med følelser og oplevelser, der bare sætter sig fast… Min mor valgte også dengang nogle venner/veninder fra, hvilket igen hjalp hende igennem denne sorg – på dette tidspunkt nød hun at hun var alene (Hun havde kun mig boende hjemme), så der ingen, der satte krav til, hvordan hun skulle gøre, være, handle, tænke, føle osv…
Jeg ved ikke om du har boet alene i de 4 år du har arbejdet med dine oplevelser. (Og igen du behøver ikke svare, hvis det er for træls at snakke om…) Jeg synes, det er super super flot af dig, at du kan magte at bearbejde sandheden og få snakket om det og sætte ord på og være så bevidst omkring dig selv og dine følelser og det med din veninde og hunden er enormt flot… at du får sagt fra selvom du er midt i en ”terapi behandling” og at du så kan magte det. Det er så godt skrevet, dine ord:
”Det gør livet så meget lettere, når man ikke længere gør andre ansvarlige for, om man selv har det godt og ikke længere gør sig selv ansvarlig for, om andre har det godt.”
Det er godt sagt, du har mange gode ord og sætninger… og jeg håber, du får din pensionsag godt afsluttet.
Jeg er glad for min graviditet(Jeg bliver jo også snart 30 år, så det er en god tid) … og nu skal jeg på familiebesøg og jeg kan ikke lade være med at fortælle dem det… og min kæreste er lidt nervøs for deres reaktion, hvis vi taber barnet, men jeg siger ”Det er jo også rart at de ved situationen, hvis det sker…”
Rigtig god weekend til dig – Nu kommer jeg ikke på netdoktor før Søndag/Mandag aften…Jeg glæder mig til at høre fra dig..
Stort knus til dig Helene fra Agnete
Håber du har haft en god weekend. Det var jo en stor nyhed, I skulle ud og fortælle :-)
Jeg ved godt, at nogen helst vil vente med at sige det, til de første usikre uger er gået, men jeg har det ligesom dig, at hvis der sker noget, så vil det gøre det lidt lettere, at omgivelserne allerede kender til graviditeten.
Det er godt nok en barsk historie, din mor har med sig. Puh ha…
Din mors svigermor havde da en temmelig 'alternativ' tankegang. Når hun kun fik ét barn, skulle hendes søn også kun have ét barn… Og hun talte om at få din mor erklæret sindssyg… Det var dog en ubegribeligt frygtelig situation for din mor.
Og så din anden brors selvmord… der er i sandhed mange barske menneskeskæbner.
Hvad med den bror du ikke voksede op sammen med? Har jeg forstået det ret, at hans far og farmor har 'overladt' ham til din venindes familie? Hvordan har I det så sammen i dag?
Ja, det er klart, at din mor har haft mange konflikter med sig selv. Det er utroligt, at hun ikke er gået i stykker af de oplevelser.
Det må også have været hårdt for dig, at du har skullet tage så meget ansvar, da du boede alene sammen med din mor og I var midt i alle disse traumer?
Det lyder som om, at din mor har formået at komme videre i sit liv og derfor også gennem tiden har kunnet give dig nogle in-put, der igen har gjort det muligt for dig at komme videre.
Nej, fortiden skal ikke have lov at ødelægge nutiden. Min terapeut sagde på et tidspunkt, at den eneste funktion, fortiden egentligt har, er, at vi skal lære af den. Når vi har lært det, vi skal, så kan vi slippe den. Den er kun så levende og nærværende, så længe der stadigt er ting i den, der er ubearbejdede og som man derfor stadigt har brug for at lære noget af.
Jeg har altid spekuleret på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. Som barn forstod jeg jo ikke sammenhængene og påtog mig (som børn altid gør) skylden og skammen for at være 'unormal'. Stakkels mor og far, der havde sådan en fiasko af et barn! Senere var det bare uforklarligt. Hvorfor var jeg så angst, hvor kom alle de syge tanker fra, hvorfor var jeg så ensom og ude af stand til at fungere socialt, hvorfor blev jeg mobbet i alle de år, hvorfor var jeg så sygeligt genert, hvorfor følte jeg mig altid anderledes/ underlegen/ udenfor/ forkert, hvorfor havde jeg en 'unormal' seksualitet, hvorfor faldt jeg altid for de 'forkerte' mænd, hvorfor led jeg af den djævelske hovedpine i så mange år – o.s.v.
Da jeg startede terapi, blev jeg gradvist klar over, hvor lidt (nærmest intet) jeg huskede af min barndom. Så kom der nye spørgsmål til. Hvorfor huskede jeg ingenting? Hvor var min fortid? Da der så kom hul igennem til incesten, fik jeg svarene på det hele. Det viste sig efterhånden, at der var så mange andre ting end lige de fysiske overgreb, der spillede ind, men jeg fik i høj grad de forklaringer, jeg havde manglet i så mange år. Og så kunne jeg selv gøre noget. Nemlig arbejde med tingene og med mig selv. Det gjorde hele forskellen, at jeg nu havde en synlig fjende (en årsag) at kæmpe imod. Så længe man kæmper i blinde, kan man ikke vinde.
Min mor døde i 1993. Hun var meget psykisk syg, er jeg blevet klar over. Hun rummede ikke følelser og menneskelig kontakt. Vi havde 'ikke noget forhold' til hinanden. Eller rettere – vi havde et forhold med så stærke og uhåndterlige følelser, så alt var lukket ned.
At lære at lytte til mig selv og rette mig efter, det jeg hører, er det grundlæggende for heling. Jeg kan endeligt give mig selv lov til at være i verden på MIN måde og tro på, at den er god nok. Hvis andre ikke bryder sig om det, så må de jo forholde sig til det. Jeg har lært, at jeg er nødt til at følge mit eget hjerte :-)
Når man er opvokset i en familie uden grænser, så er det alfa og omega for heling, at man får opbygget sine grænser og det gør man ved at lære at lytte til sig selv og turde stole på og handle efter det, man hører. Det er nødvendigt for at få brudt mønstrene og undgå misbrug og krænkelser i nutiden og fremtiden. Hvilket igen betyder, at man holder op med at føle sig som offer for andre.
De fleste voksne har nok nogle problemer med at stille sig selv forrest i køen, for børn opdrages jo i større eller mindre grad til at sætte sig selv og deres egne følelser og behov til side. De fleste lærer nok, at for at være gode, søde, vellidte børn, skal de tage hensyn til andre og forstå andre - ofte på bekostning af dem selv. Omvendt er der så dem, der udvikler rundsave på albuerne og bare møver sig forrest i køen uden hensynstagen til andre. Dem skal man skal passe på. Samt dem der giver én skyldfølelse, så man 'frivilligt' afgiver sin plads. Det optimale må vel være at finde en gylden middelvej, hvor man holder fast i sin egen plads forrest i køen uden, at det er på andres bekostning. Så man bare roligt og fast kan sige: 'Jeg kommer altså først'.
Jeg har måtte udelade nogle ting, ikke fordi jeg ikke vil svare på det men der er ikke plads :-)
Mange hilsner Helene
Det er så nemt at påtage sig skylden over hændelser som barn og du imponerer mig Helene efter din følelseskolde barndom med mange uforståelige tanker og hændelser og manglende kærlighed…
Evner du og rummer du så megen omtanke, kærlighed, menneskelighed og bare give din opmærksomhed, så du kan hjælpe mig/og de andre her på netdoktor…!! Fantastisk dejligt.
Helene, Jeg er glad over, du, i dag, tænker på dig selv og dine følelser og handler derefter. Jeg arbejder selv som pædagog og i dag har pædagogikken fokus på, at vi skal tænke på os selv og sætte grænser for os selv og tage ansvar.. Det er ligesom essensen i livet, man skal bare lige gøre sig det bevidst, og det kræver virkelig evne!!
Jeg håber også du har haft en god weekend. Jeg har haft en god weekend og min familie er glad for at jeg skal have en lille ny Faktisk sagde min farmor på 92 år: ”Ja, jeg regnede ellers med at dø inden jul, men nu vil jeg overleve jeres barns fødsel” – så det har givet hende livskvalitet at hun skal være oldemor til vores lille pus .
Min veninde, som jeg er træt af, skrev til mig, da jeg fortalte hende det: ”Jamen tillykke med det. Så nu er /din kæreste/ glad, at han endelig får et barn”. Så hende er jeg ret skuffet over, og jeg har overhovedet ikke svaret hende igen, jeg overvejer lige, hvad jeg skal stille op med hende…
Ja, Vi skal lære af vores fortid, min mor siger ofte i dag, hvis der er en eller anden, jeg er træt af, så skal jeg sige til mig selv, flere gange om dagen: ”Jeg elsker ……….., og jeg frigør mig med kærlighed” Så sker der en forløsning…
Dengang min bror begik selvmord (for ca. 9 år siden), kom jeg sammen med min eks., der bare kritiserede mig.. 2 dage efter begravelsen kom jeg til at græde foran ham og han sagde til mig: ””Du skal ikke sidde og hæve dig selv, bare fordi din bror har begået selvmord..” Ja, det fik ligesom lukket munden på mig, men efter jeg har mødt min nye kæreste (for 2 år siden) har jeg snakket med ham om det og fået lov til at græde.. Det hjalp og gjorde mig stærkere og mere åben.
Min levnende bror er opvokset i min venindes familie (Hun er også hans søster – de har samme far) og vi har det godt i dag – min mor og deres far kan godt være i stue sammen i dag, så det er jo skønt.
En ting kan jeg sige dig Helene: ”Vores lille pus skal lære at acceptere sig selv, sige fra og tage ansvar og samtidig nære kærlighed til sin næste”.
Knus Agnete