Indstillinger
Hjælp mig (2)
Det er så den personlighed jeg har spor af i dag. Groft sagt,jeg kan godt svømme, men jeg kan huske i alle stod på breden for at se om jeg druknede. Nu modsiger jeg mig selv - for jeg skriver jo her fordi jeg ikke føler at jeg svømmer - fordi jeg træder vande. Jeg er havnet i et dødvande..skrækkeligt ord men det føler jeg. Alene og gift med mig selv i døgnets 24 timer og uden arbejde - social kontakt - ståen og om morgen - krav.
Min økonomi ...er kritisk - og nu skal vi flytte. Der kommer forhåbenligt nogen og hjælper os denne gang.Jeg læse Helenes indlæg til den person der havde angst osv..og sku ud og arbejde indenfor omsorg. Jeg skal også ud at arbejde indenfor noget olign og mentalt kører jeg på fælgene. Den ene veninde jeg havde svigtede mig under min skilsmisse -da hun ikke ku forstå "hvorfor jeg ikke bare ku komme over det og se at komme videre" samt at hun truede mig ved at sige "nu skal du vist passe på ..du har vist ikke så mange venner så du kan osv" ..kan ikke huske det..men den lede jeg følte ved hende var enorm. Så ..hun røg ud..hun var ubehagelige og det virkede surrealisktisk ondt det hun sagde -uvirkeligt. Jeg har få venner og ville så gerne have flere..jeg ved bare ikke hvor jeg skal finde dem - jeg er ikke god til at være opsøgende og jeg går ikke til nogen sport. Mine børn føler jeg kigger på mig med medlidenhed og undren - de kan ikke forstå det her. Jeg kan mærke at min energi er lav og jeg savner andres menneskers selskab ubeskriveligt meget. Og alle virker som de har nok i sig selv og deres. Jeg har ikke energi til at være skabet- være noget jeg ikke er. Jeg savner en mand så jeg ku skrige...men ville endnu mere prøve at have veninder. Så ville vi også ku gå ud sammen - mødes hygge og støtte hinanden. Det er så trist når feks min brors koner taler med sine 5 veninder....ja hver dag osv. og jeg sidder lige ved siden af og har ikke en. Ingen af dem har nogensinde mødt en person der ikke havde nogen veninder - jeg føler mig mærkelig og flov over det og som om jeg lige er landet fra Mars. En sort person der bryder ind i deres glade verden bare fordi man er familie..
Mit humør er sort i dag..også i dag..og psykisk har jeg snart fået så hatten passer. Jeg er sejere end den sejeste jægersoldat - de gør alt i gruppe - jeg har gjort alt alene - og har iflg min psykolog mange maskuline sider..jeg handler ( ja ikke lige nu suk men det skal jeg jo snart til) jeg er ikke nogen piveskid (JA DET VAR SELVMODSIGENDE) og kan tåle mere en de fleste mænd! Jeg er græder indeni og savner i den grad kærlighed og jeg kan ikke tiltrække det . Når folk ser mig ser de en sort sky ..når de ser ind i mine øjne ser de smerte og sorg..og så trækker de sig. Når jeg ser en tiltrækkende mand ..ja så kommer hans kone 2 sek efter. Der er ingen mænd som jeg møder der hmm kommer mig i møde eller viser de kan li mig . Det er måske også bare noget man ser på film. Jeg synes mænd på min egen alder ser gamle ud ..Jeg synes jeg selv ser sur, gal og træt ud. Lige nu er jeg ude i "man kan se det på mig ..ensomheden og afmagten og trætheden. Jeg isolerer mig i min lejlighed ..og er bare træt træt træt. Det er bizart jeg kan være den morsomme den kloge den vittige ..den velklædte og lige nu er jeg bare den enormt ensomme og hårdt prøvede og længselsfulde. Den sengekammerat jeg havde osv orker jeg ikke fordi han irriterede mig ..men jeg skal jo have nogen mennesker...
Jeg føler mig som maleren der har malet sig selv op i en krog.
Er der nogen der udover at fortælle mig at jeg er deprimeret kan hjælpe mig ? Og nej jeg tar hverken piller eller drikker eller ryger .
Det eneste jeg trænger til er andre mennesker..men jeg er så kritisk og træt og smertefuld klar over min situation.
Megatræt
Min økonomi ...er kritisk - og nu skal vi flytte. Der kommer forhåbenligt nogen og hjælper os denne gang.Jeg læse Helenes indlæg til den person der havde angst osv..og sku ud og arbejde indenfor omsorg. Jeg skal også ud at arbejde indenfor noget olign og mentalt kører jeg på fælgene. Den ene veninde jeg havde svigtede mig under min skilsmisse -da hun ikke ku forstå "hvorfor jeg ikke bare ku komme over det og se at komme videre" samt at hun truede mig ved at sige "nu skal du vist passe på ..du har vist ikke så mange venner så du kan osv" ..kan ikke huske det..men den lede jeg følte ved hende var enorm. Så ..hun røg ud..hun var ubehagelige og det virkede surrealisktisk ondt det hun sagde -uvirkeligt. Jeg har få venner og ville så gerne have flere..jeg ved bare ikke hvor jeg skal finde dem - jeg er ikke god til at være opsøgende og jeg går ikke til nogen sport. Mine børn føler jeg kigger på mig med medlidenhed og undren - de kan ikke forstå det her. Jeg kan mærke at min energi er lav og jeg savner andres menneskers selskab ubeskriveligt meget. Og alle virker som de har nok i sig selv og deres. Jeg har ikke energi til at være skabet- være noget jeg ikke er. Jeg savner en mand så jeg ku skrige...men ville endnu mere prøve at have veninder. Så ville vi også ku gå ud sammen - mødes hygge og støtte hinanden. Det er så trist når feks min brors koner taler med sine 5 veninder....ja hver dag osv. og jeg sidder lige ved siden af og har ikke en. Ingen af dem har nogensinde mødt en person der ikke havde nogen veninder - jeg føler mig mærkelig og flov over det og som om jeg lige er landet fra Mars. En sort person der bryder ind i deres glade verden bare fordi man er familie..
Mit humør er sort i dag..også i dag..og psykisk har jeg snart fået så hatten passer. Jeg er sejere end den sejeste jægersoldat - de gør alt i gruppe - jeg har gjort alt alene - og har iflg min psykolog mange maskuline sider..jeg handler ( ja ikke lige nu suk men det skal jeg jo snart til) jeg er ikke nogen piveskid (JA DET VAR SELVMODSIGENDE) og kan tåle mere en de fleste mænd! Jeg er græder indeni og savner i den grad kærlighed og jeg kan ikke tiltrække det . Når folk ser mig ser de en sort sky ..når de ser ind i mine øjne ser de smerte og sorg..og så trækker de sig. Når jeg ser en tiltrækkende mand ..ja så kommer hans kone 2 sek efter. Der er ingen mænd som jeg møder der hmm kommer mig i møde eller viser de kan li mig . Det er måske også bare noget man ser på film. Jeg synes mænd på min egen alder ser gamle ud ..Jeg synes jeg selv ser sur, gal og træt ud. Lige nu er jeg ude i "man kan se det på mig ..ensomheden og afmagten og trætheden. Jeg isolerer mig i min lejlighed ..og er bare træt træt træt. Det er bizart jeg kan være den morsomme den kloge den vittige ..den velklædte og lige nu er jeg bare den enormt ensomme og hårdt prøvede og længselsfulde. Den sengekammerat jeg havde osv orker jeg ikke fordi han irriterede mig ..men jeg skal jo have nogen mennesker...
Jeg føler mig som maleren der har malet sig selv op i en krog.
Er der nogen der udover at fortælle mig at jeg er deprimeret kan hjælpe mig ? Og nej jeg tar hverken piller eller drikker eller ryger .
Det eneste jeg trænger til er andre mennesker..men jeg er så kritisk og træt og smertefuld klar over min situation.
Megatræt
Kommentarer
Jeg prøver, for jeg kan genkende langt det meste, at det du skriver.
Du går til psykolog og jeg tror, at professionel hjælp er den eneste vej, når man har gamle traumer. Men det er en langsommelig vej. Jeg gik selv i terapi i 4 år og jeg er ikke igennem min proces endnu, selvom jeg hele tiden kommer nærmere mine mål. Man er nødt til at have gennembearbejdet hele skidtet og lære alting helt forfra.
Jeg har måtte finde ind til det sårede barn i mig selv og lære at elske og beskytte hende. Finde ind til det barn, jeg ikke ville kendes ved, for hun var i sandhed et smertefuldt bekendtskab. Desuden troede jeg slet ikke, at hun var vigtig længere, for hun var jo fortid og jeg var forandret til ukendelighed.
Så længe fortiden fylder for meget, kan det være umuligt at være rigtigt til stede i nutiden og involvere sig med andre mennesker. Fortiden må ud af systemet først.
Al den gamle skam er nok én af de største forhindringer i samværet med andre. Man er nødt til at forstå, hvorfor man gjorde, som man gjorde og kunne tilgive sig selv og forstå sin uskyld. For skammer man sig, så har man hemmeligheder både for sig selv og andre. Er der hemmeligheder, der ikke tåler dagens lys, er der også altid frygt for afsløring og så skubber man ubevist andre fra sig og lader ikke andre komme tæt på én. Og derved står man med de smertefulde behov og længsler efter nærhed og kærlighed, men det føles uopnåeligt, for det kræver jo, at andre får lov at komme tæt på én. Men det forhindrer hemmelighederne. Det er måske ikke de konkrete hændelser, der er hemmelige – men følelserne i dem.
Jeg tror ikke, at kærligheden kun er noget, man ser på film. Jeg tror også, at den findes, men man skal søge de rigtige steder. Først og fremmest inde i sig selv. Der er meget sandhed i de gamle ord om, at man skal kunne elske sig selv, før man kan elske andre. Hvis ikke dit hjerte er åbent, kan du ikke udstråle kærlighed og så tiltrækker du den heller ikke. Hvis du derimod udstråler ensomhed og desperation, eller hvad det nu er, så er det præcist, hvad du vil tiltrække hos andre. Du kan måske nok finde én at dele din ensomhed med, men du risikerer, at det bare bliver dobbelt ensomhed. Det har du jo prøvet før.
Jeg ved, at hvis man har en fortid, som både du og jeg har haft, så har man en stor tilbøjelighed til at falde for og tiltrække 'de forkerte' mennesker. Mennesker der heller ikke rummer kærlighed og følelser særligt godt og som man derfor tit bliver skuffet over. Mennesker der heller ikke forstår, hvad der skal til for at få kærlighed, glæde og nærvær til at blomstre. Mennesker som i deres sjæl er ensomme og sårede og ikke forstår at åbne sig - ganske som én selv. Og så er man parat til at gentage alle de smertefulde gamle, men så trygge og velkendte mønstre endnu engang.
Du skriver, at du er nået til et sted, hvor du mere savner veninder end en mand. Det synes jeg er utroligt vigtigt. Jeg tror, at veninder og derudover et netværk er langt vigtigere end en mand. Jeg tror, at det er vigtigt, at man først får løst sine problemer. Efterhånden som ressourcerne øges, kan man så begynde at bygge et netværk op og som toppen på kransekagen, når man har fået skabt sig et godt liv, så skal manden nok komme helt af sig selv. For så udstråler man glæde og overskud og kan tiltrække mere af det. Søger man en mand ud fra et underskud, så finder man bare en mand, der selv er i underskud. Lige tiltrækker lige.
Kender du bogen: 'Kvinder der elsker for meget' af Robin Norwood? Den handler meget om misbruger- og medmisbrugermønstre. Hun skriver bl.a., at når man begynder at tiltrækkes af den type mænd, man tidligere fandt kedelige, så er man på rette vej. Det kan jeg kun give hende ret i, for så tænder man ikke længere på de gamle signaler og de gamle mønstre, man er vokset op med.
En anden bog, der har givet mig rigtigt meget, er 'Kast lys over skyggen' af Debbie Ford.
Men det betyder jo ikke, at man bare skal leve isoleret fra omverdenen, til man er helt igennem sin forandringsproces. Men man skal måske søge andre steder, end man plejer. Steder hvor der er større mulighed for at finde. Men det kræver, at man erkender, hvor man selv er.
Konkret ved jeg, at der nogen steder findes selvhjælpsgrupper, der bygger på f.eks. 'Kvinder der elsker for meget' temaet. Der findes selvhjælps-, støtte- vækst- og udviklingsgrupper inden for en masse områder. I en sådan gruppe der rammer indenfor éns eget problemområde, kan man opleve en helt anden form for samvær og nærvær, end man finder ude i Den Virkelige Verden. I en sådan gruppe kan man være sammen med ligestillede og opleve en genkendelse, gensidighed og forståelse, der rækker langt ud over ordene, fordi man ved, at man er der af én fælles årsag. Det er et utroligt værdifuldt skridt til at få den indre og den ydre verden til at begynde at gå op i en højere enhed og en rigtig god og tryg måde at lære at åbne sig på og få kontakt med andre på.
Mange hilsner Helene
Tak for dit svar og undskyld mit sene gensvar. Jeg har været inde på den hjemmeside du skriver om SR bistand da jeg gerne vil i en selvhjælpsgruppe. Der står bare at de ikke hjælper en hvis man har en psykisk sygdom og jeg går til psykolog for mine traumaer og da sikkert også psykiske sårbarhed.
Så måske vil de slet ikke hjælpe mig ? Måske er jeg psyskisk syg? Det eneste jeg fejler er at jeg bare er så alene at jeg er blevet deprimeret.
Men det kan da ikke være at være psykisk syg? Sagen er at jeg er meget ked af det nu og ikke tør belemre mine venner med mig mere.
Fortiden fylder ikke noget mere - det gør nutiden til gengæld.Og i min nutid er jeg blevet alene - så alene at der er pinligt. Jeg gør alting alene - tar på stranden alene - læser til eksamen alene - og scorer topkarakter.
Jeg har en ven der blir ved med at ville forære mig ting osv. men men men ..jeg er ikke forelsket i ham og vil ikke være sammen med en mand af nød men af lyst. Ergo er jeg alene. Der er her tale om stor skam fordi jeg ikke har masser af venner og fordi dem jeg havde svigtede mig (jeg har aldrig haft mange men få nære). De svigede mig under min skilsmisse ..de valgte min mand. Sådan er det!
"Der er meget sandhed i de gamle ord om, at man skal kunne elske sig selv, før man kan elske andre. Hvis ikke dit hjerte er åbent, kan du ikke udstråle kærlighed og så tiltrækker du den heller ikke". Det gør jeg nok ikke jeg udstråler nok ensomhed og sorg, og det skræmmer alle væk.Når jeg er i byen ser jeg folk i grupper overalt eller veninder osv...eller par..og jeg går bare rundt alene. Jeg søger arbeje uden den store entusiame da der mangler så mange vigtige ting i mit fundament.
Ja vist har en fortid men det er lang tid siden. Jeg kan sagtens snakke og tale og være sjov og selskabelig men indeni gør det ondt. Jeg er faktisk helt ødelagt af savn efter det ægteskab jeg forlod og sidder nu ensom og ulykkelig tilbage. Jeg savner min mand.Og jeg bombarderer mig selv med spørgsmål: Det ku jeg have gjort anderledes - og nej hvor var jeg dum der osv igen og igen og igen. Jeg er ikke parat til at gentage alle de smertefulde gamle, men så trygge og velkendte mønstre endnu engang..derfor er jeg alene -men jeg tiltrækker jo heller ingen mennesker for jeg ser ingen mennesker.Ja jeg savner veninder men hvor finder man dem ? Veninder og netværk er langt vigtigere end en mand.Det ved jeg nu efter at have isoleret mig med min mand i mit ægteskab.Jeg synes at jeg lever isoleret fra omverdenen og jeg kan ikke tage det mere. Der kommer ikke bare en skøn mand hen til en på gaden eller når man sidder på en cafe og jeg har intet netværk eller veninder der kan skaffe mig den livsnødvendige kontakt med andre mennesker.
Taler jeg med mine venner ..så kan jeg mærke de simpelthen ikke kan klare at høre på mig mere..når jeg begynder med "han var nu rigtig sød og kærlig men jeg ku ikke elske ham osv" ..Så er det ligefør min veninde skriger og vender det hvide ud af øjnene eller ligner en der skal kaste op "Nu må du altså holde op med det her ..du elskede ham ikke og han´var ikek noget for dig stop det der og kom videre.
Mange venlige hilsner og tak
Jeg ved ikke, hvordan SR bistand definerer psykisk sygdom. Men der kan vel ikke ske noget ved at spørge, om du kan komme med i en selvhjælpsgruppe? Jeg synes, det lyder som en god idé. At man går til psykolog og arbejder med sine problemer er ialtfald ikke ensbetydende med, at man er psykisk syg.
Du skriver, at fortiden ikke fylder noget mere. Det forstår jeg ikke helt. Når du stadigt ikke føler, at du har noget godt liv og ikke ved, hvordan du skal skabe det, så lider du jo stadigt under følgerne af fortiden. Uanset om det er en fortid skabt for 40 år siden, for 20 år siden eller i går. Du kunne ikke have de belastende følelser i dig, hvis ikke det var nogen, der var skabt i fortiden, for alting har en oprindelse. Så længe du har fortidens belastende følelser i dig, er der noget, der er ubearbejdet eller gamle problemer, du stadigt ikke har fundet en brugbar løsning på, så du kan skabe den nødvendige forandring. Følelsesmæssige problemer skabt i fortiden kan sjældent løses særligt effektivt med tiltag i nutiden.
Af problemer nævner du:
Ensomhed, isolation.
Skam over din ensomhed.
Måske en udstråling af sorg og ensomhed.
Mangel på entusiasme.
Følelsen af at mangle vigtige ting i dit fundament.
Indre smerte selvom du smiler udenpå.
Savn, ulykkelighed.
Selvbebrejdelser og selvnedgørende tankemønstre.
Det tyder alt sammen på, at din fortid stadigt spøger og trækker sine tråde ind i nutiden. For havde din fortid været færdigbearbejdet, så havde du fået skabt dig en god nutid.
Jeg tror, jeg har været i samme situation som dig engang. Jeg har altid haft tilbøjelighed til at isolere mig, men efter endnu et brudt forhold tog jeg et helt bevidst valg. Jeg ville hellere være alene resten af mit liv, end jeg ville involveres med en misbruger (alkoholiker) igen. Jeg orkede ikke flere følelsesmæssige rutscheture. Havde det ikke været for min terapi, ville jeg nok også være kommet til at være alene til mine dages ende.
Jeg kunne ikke længere være sammen med en misbruger (= være i et dysfunktionelt forhold), men jeg kunne heller ikke finde ud af, hvordan jeg knyttede nogle sundere kontakter. Ergo var ensomhed og isolation resultatet. Af to onder vælger man det mindste. Og det var et sundt og godt valg, at jeg valgte misbrugere fra og det er et sundt og godt valg, at du heller ikke lader dig nøjes med en mand, du ikke er forelsket i og som ville være en nødløsning. Også meget positivt, at du ikke vil tilbage til de gamle, trygge, velkendte og smertefulde mønstre.
Men hvad gør man så?
Jeg har jeg fundet mine svar igennem terapien og i arbejdet med mig selv. Jeg har lært, hvad der gik galt i fortiden og jeg har i høj grad lært, hvad det er for mennesker, jeg ikke skal involvere mig med. Jeg har smidt så mange af de gamle forsvar og har lært at åbne mig og det kan man kun, når man bliver i stand til at rumme de følelser, der var årsagen til, at man lukkede af. Jeg er stadigt ikke nået dertil, hvor jeg i praksis er parat til at bryde isolationen, for jeg har stadigt for meget indre smerte og for lidt glæde i mig. Det går ikke for mig at være sammen med andre, så længe det indre og det ydre ikke stemmer overens. Derfor må jeg fortsætte, til jeg har fundet den glæde, jeg mangler og har sluppet al smerten.
Alle mennesker fødes med en helt naturlig evne til at give og modtage kærlighed og glæde. Det er selve livets mening. Hvis man har haft en traumatisk opvækst, kan det være meget, meget svært at få fat i barnets oprindelige kærlighed og glæde, for den trækker så meget smerte med sig op i nutiden. Men de positive følelser HAR været der engang, derfor kan de komme igen. Men at genfinde dem kræver, at man samtidigt konfronterer den smerte, der er blevet koblet på gennem tiden. Det kræver, at man skal kunne rumme rigtigt mange og rigtigt svære og ofte modstridende følelser.
Jeg tror desværre ikke, at der er nogen 'lette' løsninger, så man kan løse nutidens problemer i nutiden, når de er skabt af fortiden. Jeg arbejder selv ud fra, at det jeg mangler af mig selv, må jeg finde dér, hvor jeg mistede det. Så at genfinde min glæde og min evne til tilknytning betyder, at jeg må tilbage til engang, hvor disse følelser var der. Og det gør meget ondt. Ethvert følelsesmæssigt problem har en rød tråd tilbage i fortiden og kun ved at følge den, kan jeg få løst problemet.
Måske kan man gøre det på andre måder, men dem kender jeg ikke.
At gøre op med fortidens traumer, er for mig at sammenligne med, at man hiver en mælkebøtte op af jorden. Når den er trukket op, tror man, at nu er den væk. Men så enkelt er det ikke. For hvis der bare er en lille smule tilbage af rodspidsen tilbage, kommer der før eller senere en ny mælkebøtte frem.
Kærlig hilsen Helene
Jeg ringer til dem idag - så må de definere begrebet psykisk syg for mig!Og vil jeg sige: så snart jeg er sammen med andre - så har jeg det godt ..det er det at være alene om alt jeg bare ikke kan holde ud mere.
Når jeg er sammen med andre går mit barometer op med det samme.
Jeg spekulerer ogås over hvor går grænsen mellem at være psykisk sårbar og skrøbelig og så nærtagende og sensitiv? Er ikke lavet af sten men mener selv at havde jeg haft et godt netværk omkring mig ..så havde denne smerte - jeg oplever ikke været så stor.
Det viser så også at er du blevet omsorgssviget tidligt så sætter det sit præg og gør enten enten hård eller ..nemmere at gøre ked af det?
Jeg har gået igennem mange ting (det har du også) og det gør mange mennesker ..men måden du tackler det på defineres måske af den omsorg du har været udsat for? Det tror jeg!
Venlig hilsen
Du har ret i at mange af de følelser man har i dag - og det tankegrundlag man har - styres af fortidens oplevelser. Jeg blir nødt til at indskyde at jeg har altså kun været prostitueret én gang - første gang og sidste. For 20 år siden..så det fylder ikke så meget - ja intet. Det var bare en dumhed.
Det andet jeg beskrev har desværre fyldt temmelig meget især fordi jeg ikke fik hjælp på rette tidspunkt men at det blev behandlet med stor skam.
Kort: Mine forældre havde det svært..og de "glemte mig" ..fra alder 12 år. Og så accelerede problemerne jeg gik fra at være den yndige og den sjove - til at være et kedeligt problem.
Tænk det bær jeg med mig i dag? Helt frem til idag ..det gør stadig ondt ? Nu er det heller ikke noget der var overstået på en dag - der gik 6 år før jeg "vendte hjem" - som 18 årrig ..arret på krop og sjæl. Det følger mig stadig ..jeg oplever stor angst over at skulle møde dem jeg gik i skole med den gang..jeg kan mærke at jeg havde en opførsel der blev talt om. Det der rider mig som en mare ..angsten over de andre. Den konto + ingen hjælp har haft de følger at jeg har haft en meget forkrampet opførsel og en angst for andre mennsker der var ubeskrivelig. Så jeg søgte tilflugt bag en mand og i et ægteskab- jeg fandt mig i næsten hvad som helst og ville helst bare "være"..men dengang røg jeg jo også hash.
Jeg vågnede op da jeg var 40 år..? Det er der jeg er nu ..jeg er ikke en lille bange en..men jeg har faktisk (pinsomt) stor angst for de her mennsker som ydmygede mig og som jeg lod mig ydmyge af ..Det piner mig at de så mig sådan og at jeg fandt mig i det...det må siges at være "de gamle tanker" der er forbundet med stor skam. Og nej dem er jeg ikke over..de sidder som en angst inde i mig ..den dag i dag.
For at tackle alt det her kan jeg opleves som hård- jeg er skarp og velformulet ( var typen der blev bedst om at forlade skolen grundet fravær..men med et gennemsnit på 9,8). Så i dag kæmper jeg en indvendig kamp såvel som en udvendig ...konstant.Men det kender du. Det er nok også det der gør alting dobbelt så svært ..at der foregår meget inde og ude?
Jeg er en tænker men også en der i bund og grund ønsker det godt - både for mig selv og for andre. Men disse angstfyldte dale gør det svært. Jeg mener jeg har potentialet til at klare det det og jeg ved at det blir svært. Jeg har meget jeg skal bevise og jeg kæmper også for at mine børn skal se mig som en vinder og ikke en man skal have medlidenhed med. Det er nok der jeg vil hen...som sagt: Alt det her foregår på det indre plan - det ydre ser fint ud. Men hvad f..nytter det hvis man har en ydre skal der ser fint ud hvis det indre har fået en håndgranat?
Svarer selv: Ikke noget. Næ jeg savner stadig det her netværk ..skønt jeg har dejlige børn og en lille sød familie..og få gode venner. Disse er alle folk der stiller op når som helst og hvorsomhelst.Så noget må jeg jo gøre rigtigt.
Men som sagt..ja jeg blir (enten jeg ka li at indrømme det eller ej) nok meget plaget af ting der skete i fortidem og tænk jeg er endda flov over at sige det til min psykolog ? Kan man være det? Det gør bare så ondt at sige ting omkring mobning og udelukkelse ..og de ting følger mig idag. Igen ..du kan ikke se det på mig (kun når jeg er i dårligt humør..så kan jeg skræmme alt og alle væk)for er jeg "ude" så er jeg den stærke? Hende der tør tage bladet fra munden og hende folk kan sig ting til?
Og hende der ikek finder sig i noget..men har en ekstrem kort lunte. Det der blev gjort mod mig engang ..går nu udover andre med 200 km i timen. Det har jeg arbejdet meget med hos min psykolog så jeg er blevet langt bedre til at styre det - det er næsten væk. Nu må jeg nok til snart at tale om den angst jeg har og den nervøsitet jeg har. Det skal siges at hun mener jeg har mange maskuline sider (handlekraftig) og at jeg kan virke meget hård ..men ikke er det. Noget hun virker overrasket over? Hun siger også at ingen prøver så meget som mig at gøre sit bedste..og nu er jeg ved at græde for det er sandt. Men himlen skal vide at det er hårdt at gøre alt alene. Men der sidder nok tusind derude der ved det? Og det er nok ikke kun mig.Du prøver jo også Helene og du har endda overskud til at hjælpe andre..det synes jeg er UTROLIG GODT.
kærlig hilsen
Så typisk, at der var ferielukket hos SR bistand, når du så får ringet. Men nu er beslutningen taget, så er det jo kun et spørgsmål om tid :-)
Når man har oplevet tidlige svigt i sit liv, så bliver man både meget stærk og meget sårbar. Mange lukker af for sårbarheden (ingen ønsker at opleve smerte) og skjuler sig bag en hård og stærk maske. Mange bliver 'Superwoman' eller 'Superman' på bekostning af sårbarheden. Men for at være et helt menneske må man have adgang til både sin styrke og sin sårbarhed.
Jeg mener, at ordet 'nærtagende' er overflødigt og negativt ladet. Det tyder på, at der er noget galt med éns grænser. Men i forhold til hvad? Skrøbelig og sårbar er anderledes objektive ord. Man er præcist så sårbar og skrøbelig, som man er.
Der er nok mange grunde til, at man tackler kriser i livet så forskelligt. Jeg ved, at min måde at tackle det her på absolut ikke skyldes, at jeg har fået omsorg i min barndom (eller senere). Tværtimod er det mere negativ identifikation – mine forældre lærte mig, hvordan man IKKE skulle gøre. Har altid haft en stærk trang til at kæmpe mig frem til noget bedre, når jeg ikke havde det godt nok. Jeg tror meget, at éns måde at håndtere tingene på, handler om, hvor man kan få nogle 'sekundære psykologiske gevinster'. Eller med andre ord: få det bedst mulige ud af noget l…
Du har i dine indlæg skrevet noget forskelligt om din barndom. Bl.a. at du fik pålagt meget skyld og angst. Skyld giver meget angst/ frygt og så trækker man sig meget let tilbage fra andre mennesker og man mister selvtillid og bliver bange for at være forkert o.s.v. Der kan ikke skabes en ægte, positiv tilknytning til et menneske, der giver én frygt.
Du sætter spørgsmålstegn ved, om du bærer de ting med dig i dag og om det stadigt kan ligge indeni og gøre ondt. Hvis du ikke har gennembearbejdet det og erkendt din egen uskyld – så er svaret helt klart ja. Ellers ville du formentligt have det bedre, end du har det nu.
Angst dækker altid over frygt skabt på et tidligere tidspunkt. Når man føler angst, føler man også skyld og skam i én eller anden form. Når man føler skyld og skam, føler man også altid smerte. Når man føler smerte og angst giver det ensomhed og der er ikke meget plads til glæde. Og uden glæde bliver livet meningsløst. Så det hele hænger sammen.
Du har fået bygget dit liv op på mange måder og du har jo forandret så meget i den rigtige retning. Håber du har givet dig selv rigtig meget ros og anerkendelse for det. Når det grundlæggende for overlevelse er i orden (bolig, økonomi, arbejde/uddannelse), så kan man gå videre i opbyggelsen af sig selv og lære sig selv at kende. Hvem er du egentligt? Hvordan er den person, du gerne vil være i fremtiden? Hvad har du lyst til, hvad vil kunne give dig glæde og energi? Det er ikke nok bare at sige 'andre mennesker', for det handler dybest set ikke om andre. Det handler om DIG. Den selvtillid du ikke fik skabt i din barndom, den er du nødt til selv at skabe i dit voksenliv. Troen på og glæden for dig selv og dit liv er nødvendig for, at du kan tiltrække de mennesker, du ønsker i dit liv. Lige tiltrækker lige.
En udviklingsproces er ikke en hurtig løsning men til gengæld er den langtidsholdbar. Måske du kan forandre dine følelser for ensomheden lidt. Se den som noget midlertidigt, du må udholde og få det bedst mulige ud af, indtil du er nået længere i processen. Din forandring vil også over tid forandre dine sociale kompetencer. Det giver et håb og et mål for fremtiden og det er vigtigt. Alting behøver ikke at være nu og her. Hvis du står på D og gerne vil hen til H, så kan du ikke flyve derhen – du må omkring E, F og G først og det tager jo tid.
Det er ikke mærkeligt, at der er ting, du er flov over at sige til din psykolog. Det ville være mærkeligt, hvis der ikke var noget. Men det er netop de ting, man er flov over at tale om, det VIRKELIGT rykker at få taget op i terapien. Alle 'hemmeligheder' skaber en distance mellem dig og andre mennesker.
Du vil opdage, at når du overvinder dig selv og taler om det, så bliver du stærkere, modigere, får mere selvtillid. Angst og smerte slipper. Gamle spøgelser tåler ikke dagslys så godt.
Der er et par bøger, jeg vil anbefale: 'Kvinder der elsker for meget' af Robin Norwood. 'Kast lys over skyggen' af Debbie Ford. Samt 'Alkymisten' af Pablo Coelho.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at du virkeligt gør dit bedste og ikke forstår, hvorfor tingene så alligevel ikke fungerer. At finde den rigtige vej i sit liv er ikke let. Ingen kan gå din vej for dig, men du er aldrig helt alene. Når du rækker hånden ud, så vil der også altid være én, der tager den. Måske på en anden måde end du havde ønsket og forventet, men nogen er der, når du er klar.
Tak for din påskønnelse :-) Det giver mig meget glæde, når jeg kan dele de ting, der har hjulpet mig. Når det har kunnet hjælpe mig, så kan det måske også hjælpe andre og det giver unægtelig noget mening til tingene.
Kærlig hilsen Helene
Jeg vil tænke over bla 'sekundære psykologiske gevinster'..og ønsket om at gøre alting om ikke omvendt så bedre..eller som du skriver få noget godt ud af noget dårligt. Klokken er mange - kom sent hjem og skriver videre i morgen !
Kærlig hilsen
Mig
Jeg har læst dine indlæg, og jeg kan nikke genkendende til alle de ting, du beskriver, da jeg selv har/har haft samme problemer. Det er virkelig ikke sjovt at kæmpe med sådanne ting. Jeg synes, at det er godt, at du går til psykolog. Det er helt sikkert en god hjælp for dig for at få bearbejdet alle dine barndomstraumer, MEN jeg vil tillade mig at tilføje, at jeg synes, at det er trist, at det er blevet sådan, at det eneste sted, der virkelig er nogen, der gider at høre på en, er hos en psykolog eller en terapeut, som man så oven i købet skal betale mindst 800 kr. i timen for. Jeg har efterhånden haft kontakt til rigtig mange mennesker, som fortæller samme historie, nemlig at folk er der for en, hvis man er glad og munter, men lige så snart, man er trist, har problemer, er blevet skilt, eller hvis kæresten har droppet en, så gider folk ganske vist godt at høre på ens sorger, men kun i ganske kort tid, og så vil folk se, at man gør noget ved sin situation og ændrer den. Ellers tager de afstand til en og ruller rundt med øjnene i hovedet! Jeg er helt sikker på, at der er rigtig mange mennesker, der har mange personlige problemer, men uh nej, det skal se så fint og perfekt ud på overfladen, og det synes jeg bare er super ærgerligt.
Rocket2, har du tænkt på, om de mennesker, du er sammen med, er de rigtige mennesker for dig? Måske er du i virkeligheden sammen med de helt forkerte mennesker, og derfor er det heller ikke fair overfor dig selv, at du tager skylden på dig for noget, du i sidste ende ikke kan gøre for.
For mit vedkommende har jeg inden for det sidste halve år fået to rigtig gode veninder, og det har ændret meget i mit liv i en mere positiv retning, som en psykolog ikke ville have kunnet hjælpe mig til.
Det har også hjulpet mig meget at skrive sammen med folk på www.depnet.dk
Jeg kan varmt anbefale denne side. Der kan du chatte med folk og skrive dagbog, og du forbliver anonym. Der er virkelig søde mennesker, som du kan tale med dine problemer om.
Et stort knus fra mig. Det skal nok blive godt igen.
Jeg har læst dine indlæg, og jeg kan nikke genkendende til alle de ting, du beskriver, da jeg selv har/har haft samme problemer. Det er virkelig ikke sjovt at kæmpe med sådanne ting. Jeg synes, at det er godt, at du går til psykolog. Det er helt sikkert en god hjælp for dig for at få bearbejdet alle dine barndomstraumer, MEN jeg vil tillade mig at tilføje, at jeg synes, at det er trist, at det er blevet sådan, at det eneste sted, der virkelig er nogen, der gider at høre på en, er hos en psykolog eller en terapeut, som man så oven i købet skal betale mindst 800 kr. i timen for. Jeg har efterhånden haft kontakt til rigtig mange mennesker, som fortæller samme historie, nemlig at folk er der for en, hvis man er glad og munter, men lige så snart, man er trist, har problemer, er blevet skilt, eller hvis kæresten har droppet en, så gider folk ganske vist godt at høre på ens sorger, men kun i ganske kort tid, og så vil folk se, at man gør noget ved sin situation og ændrer den. Ellers tager de afstand til en og ruller rundt med øjnene i hovedet! Jeg er helt sikker på, at der er rigtig mange mennesker, der har mange personlige problemer, men uh nej, det skal se så fint og perfekt ud på overfladen, og det synes jeg bare er super ærgerligt.
Rocket2, har du tænkt på, om de mennesker, du er sammen med, er de rigtige mennesker for dig? Måske er du i virkeligheden sammen med de helt forkerte mennesker, og derfor er det heller ikke fair overfor dig selv, at du tager skylden på dig for noget, du i sidste ende ikke kan gøre for.
For mit vedkommende har jeg inden for det sidste halve år fået to rigtig gode veninder, og det har ændret meget i mit liv i en mere positiv retning, som en psykolog ikke ville have kunnet hjælpe mig til.
Det har også hjulpet mig meget at skrive sammen med folk på www.depnet.dk
Jeg kan varmt anbefale denne side. Der kan du chatte med folk og skrive dagbog, og du forbliver anonym. Der er virkelig søde mennesker, som du kan tale med dine problemer om.
Et stort knus fra mig. Det skal nok blive godt igen.