Ønsker debat om cutting
Jeg vil først lige sige tak til jer der laver siden her, for at I oprettede emnet cutting, som jeg skrev til jer at jeg ønskede som debatemne. Jeg er selv berørt af det, da jeg har en søster som jeg for et stykke tid siden blev fortalt gør det, altså udøver selvskadende adfærd, pga. at hun ikke har det godt psykisk, er ked af det, ensom m.m. Der er utroligt meget i det, cutting er 'bare' et symptom på at der er noget alvorligt galt, på at der er nogle andre, alvorlige problemer som skal arbejdes med. Men jeg synes også at selve den selvskadende adfærd er vigtig at få viden om, så man bedre kan forstå hvad det handler om og prøve at finde ud af hvordan man dog bedst mulig kan hjælpe personen. Så her er min opfordring til at alle som har et eller andet på hjerte omkring dette emne endelig må skrive et indlæg, kom med jeres tanker, meninger, viden, erfaringer, råd osv.
På forhånd mange tak:o)!
På forhånd mange tak:o)!
Kommentarer
Efter 8 mdr. er jeg endelig begyndt at kunne reagere normalt, i stedet for at ty til selvskadende adfærd. Dette er hvad din bekendt også først skal til at lære, inden hun kan stoppe sit cutting.
I dag må jeg leve med en krop der har mange men efter min spiseforstyrrelse, og div. ar efer mine handlinger med cutting
Jeg overvejer tit at vende tilbage for at få det bedre, fordi jeg ved at det hjælper mig med at få det bedre selvom jeg ødelægger min krop, men hvad er lige bedst? At have det skidt med sig selv og cutte eller at være glad og leve med en spiseforstyrrelse?
Selvfølgelige er ingen af tingene til at fortrække men hvis man endelig skulle vælge en så ville det nok være den sidste (efter min mening)
Alt i alt så skær jeg når jeg kan komme til det og der er den mindste tanke som driller. Nogle gange har jeg pauser i flere måneder og andre gange cutter jeg når jeg har lyst, men det kommer også an på så mange ting når jeg gør det da jeg altid skal på skadestuen for at få strips på.
Jeg håber at mit svar har givet mere information om cutting og at du/ i kan bruge det.
Hilsen Tyler..
Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig har lyst, for det har jeg. Tænker tit og ofte på det, og ville mange gange ønske min kæreste langt væk.
Jeg begyndte som 13 årig med at skade mig selv, ved at hamre min arm ind i væggen, indtil den var helt blå, og da det ikke var nok til at dulme min psykiskesmerte, begyndte jeg også at skære i mig selv.
For mig var den fysiske smerte, meget nemmere at håndtere, og reagere på, end den psykiske.
Er efter mnage år, bare blevet sendt rundt omkring i systemet, og først fik jeg diagnosen depression, og derefter ADHD, hvilket ikke var rigtigt. Nu har jeg givet op, da det er meget hårdt og frustrerende mentalt, at være kastebold indenfor den danske psykiatri. Så nu har jeg valgt at være mig selv, og ikke få hjælpe (selvom de nu aldrig har hjulpet mig) Og lider stadig af mine psykiskeproblemer.
Rigtigt flot og fint, nu vil du blot være dig selv.!
Dit indlæg vil for nogle være barks LÆSNING, men trøt dem...DU HAR HELT STYR, på din situation.
Jeg har nogle ??? til dig, hvad har du overhoved søgt hjælp for.
Hvad mener du selv er dit, problem?
Hvad har forhindret dig i selv at tage ansvar?
Hvorfor tror du nogle skulle have ONDT af dig?
Hvorfor piner du dig selv ? Når du samtid erkender at det er aflednings-manøvre væk fra den PSYKISKE-Smerte.
Hvorfor TILLADER DU ingen, i samarbejde med dig selv at finde ALLE disse svar ?
Jamen! Sålænge du selv har dem, så hvorfor tro ANDRE skulle kunne bidrage din DESTRUKTIVE adfærd.
Find nogle nye VEJE, skab nogle nye muligheder... Du er bestemt KREAKTIV nok til det, hvis DU selv ønsker det.
Tanker Bruger22.
Jeg blev tvunget ind i psykiatrien af min mor, da jeg fik vilde græde anfald, hvor jeg græd og græd i flere timer, uden jeg kunne forklare, hvad jeg var ked af. Jeg gik med en følelse af skam, og kvalme over mig selv, da jeg aldrig har følt, at jeg har været god nok.
Havde ganske enkelt ikke lyst til at leve, og var sikker på, at verden ville være et bedre sted, hvis jeg ikke var her.
Min mor lovede mig svar og resultater fra psykiatrien, men har intet fået, udover mere forvirring og følelsen af at være til overs.
Jeg er færdig med at være en plet i deres kallender.
Den danske psykiatri er ganske enkelt ikke noget værd, og den har kun givet mig dårlige indtryk.
Lisen
Her det sidste år er der gået noget tid imellem, istedet blev jeg plaget af selvmordstanker. Det lider jeg stadig af selvom jeg har søgt hjælp flere gange blandt andet på kommunen som har afslået mig at komme i behandling. Det er hele samfundet den er gal med.
Så forlanger de man selv skal give 800 kr til en times psykologhjælp, og det har jeg sgu ikke.
Du har formuleret dig helt fint.
Du er NØDT TIL at gøre det du ikke kan. Nemlig at søge hjælp hos en voksen. Ellers får du ikke den hjælp, du har hårdt brug for og så bliver tingene ikke bedre. Der er INGEN grund til, at du skal have ødelagt dit liv, fordi du ingen hjælp får. Men det er nødvendigt, at du selv søger hjælpen og jeg ved godt, at det er virkeligt svært. Men gør det for dig selv. Det kan forandre resten af dit liv. Du skal ikke dø i så ung en alder, du skal tværtimod leve. Du skal have skabt dig et godt liv - men du skal have hjælp til det.
Mange er utroligt dårlige til at lytte og hjælpe, når man kommer med den slags problemer. Derfor er du nødt til at få hjælp hos nogen, du kan være rimelig sikker på kan og vil hjælpe dig og det er ved f.eks. at tale med nogen i en rådgivning eller ved at søge skolepsykologen.
Jeg går ud fra, at du kender Børnetelefonen? Tlf.nr. er 116 111. Du kan evt. læse mere på http://www.boernenettet.dk/ForBornOgUng ... ntakt.aspx
Jeg er 'en gammel kone' på 48 år. Jeg blev selv mobbet i skolen og jeg har været ude for mange grimme ting, da jeg var barn. Jeg har også skadet mig selv på forskellig måde og har prøvet at begå selvmord. Men det er muligt at få hjælp, så man kan få det meget bedre. Især hvis du får hjælp, mens du er så ung. Men du bliver nødt til selv at starte med at søge hjælp, hvor der er mulighed for, at du kan få den.
Det håber jeg virkeligt, at du gør. Det er helt galt, at du skal gå alene med alle de problemer. Det er ikke nødvendigt.
Det er så godt og flot, at du har skrevet herind. Skriv meget gerne igen.
Mange hilsner Helene
Det var bare små rifter. Lige over håndleddet. I øjeblikket var hensigten blot at folk skulle se det og hjælpe mig. Men lige så snart jeg havde gjort det, fortrød jeg. Jeg ville alligevel ikke have nogen så det. Det var jo latterligt. Til grin. Opmærksomhedscutter, hva? Så kan man vist ikke synke lavere.
Men øjeblikkene forsatte med at komme og jeg forsatte med at lave min små rifter og så fortryde det sekundet efter. Ingen opdagede det.
Det udviklede sig. Jeg er ikke engang sikker på hvordan. Men jeg kan ikke længere styre det. Jeg vågner op om morgenen, med dynen klistret indtil et nyt stort sår, som mine negle har lavet. Må rive mig løs, hive såret op og desperat forsøge ikke at efterlade blod på lagnet. Jeg har svært ved at huske øjeblikkene, øjeblikkene hvor jeg går amok og reagerer ved at skade mig selv.
Jeg har sår overalt. Arme, ben, mave. Store, væskende sår. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med det. Jeg skammer mig så dybt over det og ville aldrig turde søge hjælp.