Indstillinger
Havde ellers styr på alt
Sidder her og tænker på at dette ikke burde ramme mig, har altid kontrol over mit liv aldrig vist tegn på svaghed i det psykiske, men dette væltede mig helt gik i bogstavligste forstand ned med flaget jeg lå bare og græd og bad min kæreste om hjælp og han vidste ikke hvad han sku stille op, 'var så til læge og fik diagnosen fødselsdepression, fik Akarin og vil gerne høre nogen som har erfaringer med det, jeg har som det eneste medicin taget panodil el antibiotika så jeg er absolut ræd for de der indlægssedler.
Har fået noget psykologhjælp som jeg værdsætter meget og håber jeg kan klare mig med det når jeg først får løftet mig lidt op.
Mit liv er normalt godt og jeg har alt hvad jeg ønsker, 2 store dejlige børn, en kæreste som er guld værd og et hus som snart er perfekt, så jeg kan ikke selv se hvorfor jeg er havnet i denne situation, min datter som er 6 mdr er verdens sødeste og dejligste. Hvis andre som har erfaringer som jeg kan bruge evt andre som jeg kan få kontakt med, er jeg meget interesseret, da jeg har brug for nogen i samme båd, håber og høre fra nogen...
Har fået noget psykologhjælp som jeg værdsætter meget og håber jeg kan klare mig med det når jeg først får løftet mig lidt op.
Mit liv er normalt godt og jeg har alt hvad jeg ønsker, 2 store dejlige børn, en kæreste som er guld værd og et hus som snart er perfekt, så jeg kan ikke selv se hvorfor jeg er havnet i denne situation, min datter som er 6 mdr er verdens sødeste og dejligste. Hvis andre som har erfaringer som jeg kan bruge evt andre som jeg kan få kontakt med, er jeg meget interesseret, da jeg har brug for nogen i samme båd, håber og høre fra nogen...
Kommentarer
Jeg ved lige, hvordan du har det! - Og det er slet ikke sjovt. Jeg fik en fødselsdepression efter fødslen af mit andet barn.
Det begyndte, da han var ca. en måned gammel. I starten holdt jeg det for mig selv, men til sidts kunne jeg verken sove spise eller noget som helst. Jeg tabte 10 kilo på to måneder. Jeg kunne ikke andet end at græde, ville helst sove hele tiden - men kunne ikke. Jeg havde slet ikke lyst til at være sammen med min søn og tænkte flere gange tanken, at det ville være meget bedre, hvis jeg bare forlod denne jord. Min stakkels mand anede ikke, hvad han skulle stille op.
Det var min storesøster, der tilsidst bogstavligtalt trak mig med til lægen, og her fik jeg diagnosen "svær fødselsdepression". Jeg fik ordineret zoloft og skulle i begyndelsen ugentligt komme ned til min læge til kontrol og samtale. Der gik ca. 3 uger inden pillerne for alvor begyndte at virke.
Samtalerne hos lægen gik ud på kognitiv spykologi/ at vende de negative tanker, der gav mig angst til noget positivt i stedet for. Jeg synes ikke, at samtalerne havde den helt store effekt på mig. Jeg fik medicin i 2 år, men jeg har stadig rester af depressionen (min søn er nu 3 år) - ikke hele tiden, men den dukker op med jævne mellemrum.
Det var en lang forklaring, som sagtens kunne have været meget længere.
Mit råd til dig er; Tag medicinen, det hjælper virkelig og fortsæt med psykolog hjælp ved siden af. Mine samtaler med lægen hjalp mig ikke rigtig, men hun er jo heller ikke psykolog. Jeg synes for mit vedkommende, at det blev alt for megen symtombehandling, istedet for at prøve at finde kernen af problemet og så arbejde ud fra det. Jeg tror måske, at det er derfor, at jeg stadig kæmper ret så meget med rester af depressionen.
Det er så svært, for min familie tror, at jeg er helt rask og har været det længe, men det er fordi jeg ikke kan få mig til at belæmre dem i al eveighed med mine problemer. Men hvis du kan er det helt sikkert det eneste rigtige at gøre, altså være åben overfor din familie, og fortælle dem, hvordan du har det.
Pyha.... Det var faktisk rigtig rart at skrive om, og at indrømme over for nogen, at jeg stadig ikke altid er helt på toppen.
TAK for at du gav mig muligheden for det!
Jeg ønsker dig ALT det bedste!
Mvh Karina
Jeg blev så glad da jeg så et svar på mit lidt korte indlæg. Jeg kan se mig selv i din historie, for jeg plagede min kæreste hver nat og han blev til sidst meget træt af mig, for han sku jo op og arbejde, det forstår jeg godt. Natten for mig var det værste til sidst var jeg derude hvor jeg kørte til stranden for og drukne mig, da vendte møllen og næste dag gik vi begge grædene til lægen, Akarin hjalp fra første dag og fik mig helt ned og jeg ku igen se tingene fra andres øjne, Jeg fik jo den akutte psykolog behandling fordi jeg var selvmordstruet så det hjalp mig meget,det er også kognitiv behanling og jeg har allerede lært noget,,,
han har lært mig og tænke på en anden måde end jeg er vant til, har opdaget at angst er det som reelt plager mig mest og gir mig den depressive tankegang, og hvis jeg kan jage ansten væk så kan jeg måske få mit liv igen, jeg har aldrig haft angst før og ved ikke hvor det kommer fra, psykologen sagde at så meget desto bedre så var der større chancer for at jeg kom ud af det og det aldrig ville dukke op igen...
Men jeg føler med alle som kommer ud for dette og håber at alle har en familie som min til og bakke op omkring for ellers tør jeg slet ikke tænke på hvordan det ku være gået, havde min kæreste givet op så havde jeg ikke siddet her og skrevet idag, så havde jeg aldrig rejst mig så hurtigt og kæmpet med alt hvad jeg ku.
Men du må aldrig holde det inde for det er sku det værste som man kan, ting som man har det svært med skal ud så blir det lettere og ha med og gøre,,, aldrig gemme det i sig selv det har jeg lært...
Det lyder som om, at du er godt på vej. Hvornår begyndte din depression? Ved du hvad der udløste den, altså hvad var/er det der fremkalder din angst? Hvorlænge har du tage medicin?
Det er super godt, at medicinen og psykolog hjælpen virker, så skal du nok blive rask.
Min depression bygyndte nok allerede i graviditeten. Jeg var så bange for, at der skulle være noget galt med min lille søn. Jeg havde det virkelig sådan, at det var at udfordre skæbnen, at få barn nummer to, når jeg havde været heldig at få ét barn, som var sundt og velskabt. Jeg var helt sikker på, at det ikke ville gå godt en gang til.
Da min søn så kom til verden, var han den fineste lille baby, og alt var godt. Jeg havde styr på det hele og ingen ting kunne slå mig ud - troede jeg. Da sundhedsplejersken så kom anden gang, gjorde hun opmærksom på, at han måske var lidt flad i den ene side af nakken. Det slog mig fuldstændig ud. Jeg ved godt at det lyder tåbeligt, men sådan var det.
Det var min skyld, at der nu alligevel var noget galt med ham. Jeg blev helt svimmel og husker ikke rigtig mere fra den dag.
Det næste lange stykke tid, kontrolerede jeg min søn hele tiden, for "fejlen, som jeg var skyld i, skulle jo rettes, selv om sundhedsplejersken havde sagt, at det var så lidt, at jeg intet skulle gøre ved det. Jeg stod op midt om natten for at sørge for, at han lå på den rigtige side. Jeg tjekkede ham hele tiden. Det var virkelig sygeligt. Efter dette, kom angsten (som åbenbart hele tiden havde ligget og luret under overfladen) tidobbelt tilbage. Jeg var bange for al ting, og "problemet" med hans hovede voksede til enorme højder. Jeg syntes pludselig, at han så helt forkert ud. Selv om andre sagde, at de intet kunne se.
Næste gang sundhedsplejersken kom, sagde hun, at skævheden havde rettet sig helt, og at nu skulle jeg slet ikke tænke på det mere.
Men tænk engang, jeg kunne ikke tro på, hvad hun sagde, for hun sagde det nok bare fordi, jeg ikke skulle få det dårligt, eller fordi min familie havde ringet og sagt til hende, at hun ikke måtte sige, at der var noget galt. Ja, tænk engang, sådan så min virkelig ud......
Problemerne voksede og voksede indtil min søster slæbte mig med til lægen, og resten af historien kender du.
Mvh Karina
indtil det kulminerede, hvor tingene var så tilspidsede at jeg ikke ku skelne nogen ting fra hinanden, i hele forløbet var det eneste jeg passede perfekt hende alt andet blev liggende ,, så rengøring og tøjvask blev også gjort, jeg gled fra min kæreste og blev derfor mere og mere ulykkelig, følte mig så alene og ulykkelig så det kan slet ikke beskrives,
Min kæreste fik så endelig øjnene op for det og hjalp mig med og komme til psykolog, som har hjulpet helt fantastisk, jeg tager ikke de antidepressiver mere men har fået et hormonpræparat som er et hormon som man kun afgir når man sover, psykiateren mener at det er derfor jeg fik det så skidt fordi jeg ikke har sovet så længe, fordi når man sover så afgir hjernen et hormon som er nødvendigt for og fungere, og det er ude af balance, og skal sættes igang igen, så det håber jeg jo fungere når jeg stopper med pillerne de er kun til korttids behandling...
men jeg har jo folk til og hjælpe og jeg skal være tilknyttet psykiater indtil psykologen er færdig også så jeg er i trygge hænder... men rart og tale med andre om det, for det er sku meget hårdt og brænde inde med, men jeg håber at fremtiden er lys, for jeg vil vare igennem dette og ha et godt liv...
Det ser ud som om, der alligevel er mange ting, som vores depressioner har tilfælles, selv om de er kommet til udtryk på forskellige måder. Som jeg ser det, handler både dine om mine problemer om angsten for ikke at slå til, for ikke at gøre tingene godt nok.
Det der gav/giver dig angst, var at lade andre tage sig af dit barn og dermed selv være undværlig - er det rigtig set?
Det der gav/giver mig angst er at der er noget galt med min søn, som jeg er skyld i, og som andre kan se, og dermed dømme mig som en dårlig mor.
Ja, det er noget mærkeligt noget. Hjernen kan godt nok spille os et pus. For når man ser logisk på det, kan man sagtens se, at det er noget forfærdeligt pjat, men man kan i situationen ikke styre det alligevel.
Har du stadig angst og i hvilke situationer?
Jeg får det stadig, når nogen kigger på min søn. Så tænker min underbevisthed straks, at det nok er fordi, at de kan se at der er noget galt med ham. - Selv om jeg, når jeg tænker logisk, godt ved, at det nok bare er fordi de synes, at han er sød.
Mvh Karina
Jamen det der stadig gir mig angst, er længere tids adskillelse fra min datter,, er så bange for og svigte, også det at være alene med hende kan give mig angst hvis der sku ske hende noget at hun ikke trækker vejret og hvis jeg ikke kan hjælpe ´hende,
Er meget bange for at miste hende, har været bange for at hendes far ville tage hende fra mig da jeg havde det værst hvis han nu blev træt af mig pga min sygdom. En overgang var jeg så angst og var sikker på han bag min ryg gjore alt for og tage hende væk fra mig. troede at han gjore ting for og såre mig alt muligt tossede ting,,, at han ikke ville ha mig med rundt hvis han foreslog lige og køre selv, ja så troede jeg straks han gjore det fordi han ikke holdt af mig,,, jeg var så mistroisk at jeg ikke ku holde mig selv ud. Men jeg er på vej ud af det nu kan godt tage mig selv i og tænke de tanker og så må jeg lige skubbe dem væk....
har også angst i store forsamlinger, til familie fester og hvis jeg færdes ude i store steder... er ikke typen som går på strøget eller i gågader en lørdag formiddag hvor der er mange der holder jeg mig langt væk....
men det er svært og forholde sig til for min familie og venner, det forstår ikke jeg skal overvinde mig sådan hver gang...
Men det skal jeg,, så skal jeg have et glas vin før eller sådan ellers kan jeg ikke få mig selv til det eller røre jeg ikke alkohol... tit skal jeg også køre bil og så kan jeg jo ikke drikke noget så er den helt gal.. har tit en masse undskyldninger for ikke og deltage,,, tosset men sådan har jeg det bare...
clara...
Jeg kender det bare alt for godt - det med større forsamlinger.
Det er selvfølgelig blevet meget bedre, men jeg skal stadig tage mig sammen for at tage afsted til arrangementer, hvor der er mange mennesker - Ikke hvis jeg er alene, men hvis jeg skal have min søn med.
Det er ofte slet ikke så slemt, når først vi er der, men timerne inden, vi skal ud af døren, er et helvede, og jeg kan komme med den ene undskyldning efter den anden for at slippe for at komme med. Jeg får undt i maven, bliver svimmel og frygtelig irretabel.
Det er rigtig rart at tale/skrive med en som har prøvet det samme og ved, hvordan det føles. Min mand har været en utrolig støtte i hele forløbet, men han ved bare ikke, hvad det vil sige, eller hvordan det føles. Han synes, at det er noget meget mærkelig noget, og kan slet ikke sætte sig ind i, at man kan tænke sådan.
Ha' en rigtig gos aften!
Mvh Karina
Nej det er nemlig rigtigt, de mænd kan ikke rigtigt forstå hvorfor man ikke bare kan lade være og tænke sådan og blive nervøs, det ligger heller ikke til mig normalt, men jeg er pludselig blevet alt det jeg ikke plejer, det er meget irriterende, og jeg kan blive meget vred på mig selv over jeg ikke kan styre det, men havde det ikke været for min kæreste så havde jeg ikke været nået til hvor jeg er nu. jeg er bange for at det aldrig holder op med de der angst anfald, den anden dag var jeg ude og køre og det blev skybrud og jeg blev simpelthen så bange for og køre bil måtte køre at vejen ind til en rasteplads og holde og vente til det værste var drevet over, plejer ikke gøre sådan noget, nogen gange kan jeg vågne om natten og tro at nogen er i huset så ligger jeg og lytter og er ved og gå til at skræk, tør ikke stå op og kigge, det er sjældent men det er noget som kommer af og til, ved ikke hvor det kom fra,,,,
Nå men jeg var hos psykolog i tirsdags og det var faktisk ret godt, glæder mig til tirsdag så skal jeg derop igen, og det er altså en stor hjælp, Jeg håber at han kan hjælpe.
Medicinen jeg får slipper op om 6 dage så jeg er bange for at jeg ryger tilbage i det sorte hul,, men jeg kan jo kun vente og se, Nå men jeg er alene med min lille datter, manden er taget afsted på ferie med sine store børn, så det er kun her sent jeg har tid til og skrive, dagen er fuldt besat af hendes smil og vildbasse tendenser, hun er bare aktiv, tror hendes tænder er begyndt og komme frem ik helt men næsten for hun sover ikke meget men vil bare hænge på arm hele tiden og ikke sove,,, altså den lille dukke, det er sku noget af en seance hver aften hun skal sove nu, for det vil hun bestemt ikke andet jeg ligger hos hende,,, eller køre hende i søvn i barnevogn,,, og det gør jeg så ind imellem,,,
rigtig god weekend....
clara
Ja, de små pus. Jeg kan godt huske, hvordan det er at trave rundt med et barn på armen nærmest i søvne. Mine har aldig været rigtig gode til bare at lægge sig til at sove, og det er måske også derfor at de begge to stadig ender i vores seng i løbet af natten. Nu har vi ellers købt en køjeseng, så de kan sove sammen, og det går også fint nok. Men...... det ender alligevel med at de ligger på tværs i vores seng i løbet af natten. Nå ja, men det er da også meget hyggeligt, men ikke hver nat!
Tag det i øvrigt roligt med dit medicin stop. Det skal nok gå. Medicinen er jo ikke den eneste hjælp du får. - Og skulle du få det værre, kan du jo bare starte med det igen.
Vi skal på ferie i morgen. Nej, hvor er der meget der skal pakkes, selv om det kun er 4 dage i et sommerhus i Danmark. Men det bliver nu dejligt at komme lidt væk hjemmefra.
Ha' en rigtig god weekend :-)
Mvh Karina
ja så blev det min tur til at tage på ferie, og det har været skønt,, det har været den bedste medicin længe, har glemt de fleste ting men jeg har været af sted, nydt det, men nu hvor jeg er tilbave begynder angsten og spekulationerne igen, det er virkelig irriterende, for jeg vil sku bare have det godt, jeg er kan ikke sove og jeg har det bare skidt igen, min psykolog har 4 ugers ferie,,, og savner lidt de snakke jeg har med ham,,, han kan få sat tingene ´på plads....
nå vi skal besøge min mands arbejde så de kan se hvor stor prinsessen er blevet, så det blir skægt og komme lidt væk... vi tager ikke bilen men toget så det er første gang hun skal det,,, så får vi nok et lift af far hjem...