Opdragelse og konsekvens

bruger1

Hej Karina!
Jeg har tidligere skrevet et svar til dig; men desværre forsvandt det ud i den blå luft, da jeg sendte det. Nu prøver jeg igen.
Du beskrev en pige, som jeg genkender i min egen 7-årige datter. Og ja; børn skal opføre sig ordentligt; men fokus på opdragelsen er ikke den eneste vej mod målet. Jeg ved kun alt for godt hvor hård en kamp det er at "holde fast", når man pludselig står med et barn med total mangel på autoritetstro, som vender og drejer alle ord der bliver sagt, og kun det faktum, at hun er nummer 3 i rækken, har fået mig til at bevare troen på, at der altså ikke er tale om, at vi er helt håbløse til at opdrage børn. Der findes nemlig bare nogle børn som er anderledes. Og børn kan -og skal- ikke afrettes og dresseres.
Jeg hørte engang en eller anden ekspert udtale -og logisk er det vel også- at et barns opførsel er et symptom på, hvordan det har det i sit liv. De voksnes opgave er at "læse og forstå" barnets signaler og handle herefter.
I vores tilfælde var vi -og specielt jeg som moren- ved at blive drevet til vandvid af omfanget af konflikter med pigen i hverdagen. Det hele kørte i en negativ spiral, hvor alt blev vendt negativt, og hun virkede bare kronisk frustreret. Hun var ikke selv i stand til at udtrykke, at der var noget specielt som gik hende på; men hvordan kan et lille barn også have fantasi til at forestille sig, at livet kan være anderledes end det er, og at man rent faktisk aktivt kan ændre på nogle vilkår?!
Da hun startede i 1. klasse i efteråret (samme miljø og børneflok som gennem børnehavetiden),spidsede situationen endnu mere til, og hendes far og jeg blev enige om, at vi var nødt til at gøre ét eller andet. Vores idé var et skoleskift, og jeg havde ondt i maven ved at skulle præsentere hende for idéen. -Tænk, hvis hun nu skulle overtales til det, og det så viste sig ikke at gå godt!?
Vi fortalte hende det en aften, og hendes reaktion var tankevækkende. Uden tøven sagde hun bare: "Ja, det vil jeg gerne"!! Og så, allerede ved bare at have fået præsenteret idéen, var hun som ved et trylleslag forandret af væsen, det var ligesom om en knude inden i hende blev løst op, og hun var glad og afslappet, og ligefrem samarbejdsvillig. Vores indgangsvinkel var at fortælle, at på dén skole gik nogle børn, der havde det ligesom hende, at de også godt kunne lide at få nogle svære opgaver. Og hun nikkede bare, ganske afklaret.
Det er nu næsten et år siden, og virkningen har holdt sig. Hun gik først 5 mdr på Mentiqa, og trivedes egentlig godt nok; men både hun og vi syntes at der manglede power på de kreative fag, samt musik og idræt; som er de ting, der giver hende stor glæde at beskæftige sig med. Da der desuden kun var sparsomt med børn på hendes alder at skabe sociale relationer til, valgte vi at flytte hende igen. Så nu går hun på en lokal friskole med masser af fest og farver, og specielt idræt. Der er super engageret personale, som virkelig gider børnene, og de er ikke bange for at putte alt muligt i hovedet på dem; undervisningsdifferentieringen virker i praksis, og børnenes forskelligheder bliver respekteret.
Vi har da stadig de konflikter som gør rigtig ondt; specielt når pigen er træt, men nu er det bare sådan en sjælden gang imellem, hvor det førhen var hver dag gange mange. Men den daglige "holden fast" i forhold til almindelig god opførsel slipper vi ikke af med, for det ligger bare fuldstændig indgroet i hendes natur at stille spørgsmålstegn ved tingene. Men hvor har vi dog fået meget foræret på dén konto ved at være heldige at ramme plet i forhold til at forstå hvor der var noget galt i hendes liv. Vi var helt sikkert ikke nået til samme sted ved hjælp af straffeforanstaltninger!
For nu at vende tilbage til din datter, så har der lydt lidt kritik af børnehavens måde at håndtere hende på. Den vil jeg gerne prøve at vende lidt på hovedet, for selvfølgelig skal pigen ikke bare "bestemme" i børnehaven; men jeg synes faktisk at det lyder som om de har læst og forstået hende et godt stykke hen ad vejen. De har set at hun er velbegavet, og derfor har behov for at tingene giver mening i hendes eget hoved for at hun accepterer dem. De har forstået at hun rent mentalt er et andet sted end hendes jævnaldrende, og at det giver hende ro i hovedet at få lov til at gå og snakke med de voksne, eller lege med de ældre børn i stedet for at gøre det "man" skal kl. dit og dat når man er 6 år. Og helt ærligt, -går det så ud over de andre børn? -Nej vel? Tværtimod har de vel bare en langt gladere og mere omgængelig stuekammerat, så ska` man så ha` ondt i ... over at hun ikke bare "makker ret"!?
Jeg ved ikke om du kan bruge alt dette til noget! Jeg kan ikke sige konkret, hvad du skal gøre for at tingene går bedre. Det er vigtigt at lytte til sin mavefornemmelse i forhold til barnet, for intet barn bliver gladere og mere omgængeligt af konstant at føle sig "forkert". At blive forstået gør også barnet mere lydhørt i forhold til at vise hensyn til omgivelserne. Held og lykke -Pia

slettet81

Hej igen

Og tak for svarene.

Til Pia
Tak for dit lange svar:-)
Nej, hvor er det dejligt at høre, at der er andre der har stået med de samme problemer. Nogen gange føler jeg mig helt alene i verden, når jeg ser på andre forældre og deres "nemme", "søde" børn, der bare gør, hvad de bliver bedt om.

Jeg er meget opmærksom på, hvordan det kommer til at gå i skolen. Jeg har talt med børnehaveklasselæreren, så hun ved, hvordan vores datter er. Og hun virker heldigvis meget sød og forstående, og mener nok at det skal gå. Hun er også meget åben over for, at vores datter måske skal have noget mere udfordring end de andre børn i klassen - Det var hendes eget forslag, ikke mit.
Men vi er lige løbet ind i de første problemer her i weekenden. Vores datter havde en lille farveopgave for, som skulle laves og medbringes første skoledag (idag). Sikken en kamp det var at få hende til at lave denne lille opgave. Hun ville bare ikke. Det var med hendes egne ord "bare en ligegyldig opgave" og hun ville da hellere skrive og regne end at skulle sidde og farve "sådan noget lort". Ja, sådan var ordene. Hun har fået opgaven lavet efter mange tudeture råben og skrigen og kasten med penalhuset, og det tog hende 5 minutter at farve den. Så min mand og jeg så på hinanden og tænkte "Bliver det sådan, hver gang hun har lektier for i fremtiden?...."

Nå, men nu har vi været i skole for første gang, og i dag gik det rigtig fint. Hun var glad og tilfreds og legede med de andre børn. - Og glæder sig meget til at skulle afsted igen i morgen.

Jeg skriver igen, når der er gået lidt tid, eller hvis der opstår problemer.

Mange tak for jeres interesse og hjælp!

Mvh Karina

bruger1

Hej Karina!
Ja, en typisk reaktion på ikke at føle sig forstået. Vi må håbe for pigen, at de formår at finde nogle opgaver til hende, som ikke virker ligegyldige. Pøj-pøj.
P.S. Hvis du ikke allerede har læst den, kan jeg anbefale bogen "De Intelligente Børn" af Ole Kyed, hvor en række forældre fortæller hjertegribende ærligt om deres børn og de vanskeligheder de støder ind i.

slettet3420

Hej med jer.

Jeg synes at i skulle prøve at gå ind på hjemmesiden for gifted Children. Min venindes barn minder om dit og de endte med at få hende vurderet og herefter flyttet til en skole for "gifted children". Hun kunne ikke begå sig i hverken børnehave eller alm. skole, men fungerer fantastisk på den nye skole. Forældrene har desuden fået værktøjer, som gør at de nu kan "trænge igennem". Børn med høj IQ har et anden dyn på livet og med en far med høj IQ, er det nok muligt at hun har arvet noget der.
Held og lykke

slettet5813

På mig lyder det som om, at din datter er svag i sine sociale kompetencer. Som om at ris og ros ikke virker på hende, og at hun tager kontrol over situationer, som ikke har en indlysende fordel for hende, f.eks. at lave lektier.
I din situation ville jeg helt klart få hende observeret af en psykolog, så det blev klart om hun er svagt fungerende på nogle områder. Psykologen vil så kunne afgøre om det er nødvendigt med en egentlig psykiatrisk udredning.

Jeg har selv en dreng på 4½ med lignende symptomer, og en helt normal lillesøster, der reagerer fint på vores opdragelse. Min dreng fik konstateret infantil autisme i juni måned. Vi startede træning efter ABA metoden (http://www.abaforum.dk) op i starten af august måned, og allerede efter tre uger kunne vi mærke en afgørende forskel på ham. Det er jo fantastik, når man er vant til daglige slåskampe med sit barn og bekymringer om hvorfor han ikke bare reagerer som andre børn.

Asperger syndrom passer jo udmærket på din beskrivelse, og findes hos højt intelligente. I den situation er det jo fantastisk godt at få en diagnose, for så kan begynde at arbejde struktureret med dine datters problemer, så hun kan få lært at begå sig socialt. Ellers kan det jo blive svært for hende at drage positiv nytte af den intelligens, som hun er blevet velsignet med.

Mvh. Morten

slettet13712

Hej jeg har lidt samme problem men mest var det at tage tøj på spise sin mad hører efter og ikke tisse i bukserne om dagen....jeg har en dreng på 6 år og fik en alletiders ide fra forældre til et barn i min søns børnehave.....vi lavede et stort ark papir hvor der blev skrevet fire punkter....ikke tisse i bukserne om dagen, spise sin mad uden brok,tage tøj på uden brok og hører efter/ikke blive gal når der blir sagt nej så tog vi på posthuset hvor min søn selv valgte nogle ark med klistermærker som han synes er seje (der var 5 ark for 25,-)og så hver aften inden sengetid kigger vi på papiret vi har hængt op i gangen og ser hvor mange klistermærker der skal på og der kommer kun på hvis de ting er overholdt i dag fx var der kun et punkt og derfor kun et klistermærke han selv valgte og satte på det er simpelthen alletiders og er blevet dagens højdepunkt for ham.....ind imellem når der fx er optræk til brok fx i en forretning er det nok bare at huske ham på klistermærket det er en dejlig og let måde at lære ham det på synes jeg og spare mig for mange kampe især fordi jeg ikke har så let ved at sige fra og sætte grænser men på denne måde er det let både for ham og mig....jo flere klistermærker på en dag jo større sejer for ham (og mig :-) )bare et godt råd der virker for os og som nok osse vil virke for andre....

viips46

hej

nu har jeg læst hele indlægget, og nu har jeg drenge så jeg har nok ikke den store forstand på piger,,men det slår mig når jeg læser det hele igennem, jeres datter må jo kede sig gevaldigt, når hun nu er så intelligent og med den vilje hun besidder, så tror jeg at det ku handle om at finde nogle ting hun kunne bruge sin energi på.
Så hun lige som bliver afledt for alle de diskussioner, nærmest magtkampe.
hvad interesser har hun, hvad kan hun særligt lide af lege osv.
nu det eks. med saksen hvorfor ikke prøve at lade som ingenting, det er da bare en provokation og det lykkedes hende jo, alle er lige pludselig fokuseret på hvordan hun holder på saksen, hvis ingen kommenterer det, er det jo ikke sjovt længere.
så finder hun jo ud af hun kan jo ikke lave nogen pæne ting ved at holde på saksen på den måde hun vil, så har hun selv fundet ud af det er dumt, det ved hun jo udmærket godt selv alligevel.

det der med lillebror det går ud over, den kan jeg godt huske fra da mine børn var i den alder, der er 2 ½ år i mellem mine, og den store var hård ved den lille i den alder,,men ikke hele tiden de havde også perioder hvor de ku lege godt sammen..

syns det bliver bedre efterhånden..

slettet23592

Måske er din datter højtbegavet? Det lyder nok lidt mærkeligt, men sammentidig så ved at hun gør hvad der passer hende, har sine egen menninger o.s.v. sætter hun også sine egne grænser.
Jeg er en pige på snart 13, der havde en opførsel meget ligende, jeg er i dag medlem af gifted children og har gået på en skole for højtbegavet. Min opførsel har ændret sig til det positive, det er jeg næsten sikker på hendes også gør Men jeg tror måske du kunne prøve at sætte nogen flere helt faste grænser?

Held og lykke

ramja123

Grunden til at jeg spørger er, at vi har ret store problemer med vores datter på 6 år. Hun gør lige, hvad det passer hende, og hun hører ALDRIG efter, hvad der bliver sagt. Hun er utrolig næsvis over for alle der irettesætter hende, og virker fuldstændig ligeglad. Hun bliver meget nemt hidsig, når hun ikke får sin vilje. Vi har prøvet alt muligt; Ikke at skælde ud - snakke stille og roligt med hende om, hvorfor hun gør, som hun gør - sætte hende ind på værelset, når hun har en tur - rose hende når hun opfører sig ordentligt m.m. men intet virker. Jeg er efterhånden ved at gå ud af mit gode skind over de daglige kampe og hysteriske andfald. Hvad gør vi galt?

Håber, at nogen har gode råd, eller har prøvet det samme.

optimist7

I følgende kronik i Jyllandsposten mener forfatteren at børnene er blevet sat op på en piedestal af lighed, ligeværd og medbestemmelse, de med deres ca. ti års livserfaring jo slet ikke kan håndtere. De bliver små uforskammede og ulidelige sataner uden nogen form for rimelig ydmyghed.

Har han ret i det ? Hvad mener du ?

http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ ... res-boern/