Indstillinger
Opdragelse og konsekvens
Hvordan opdrager I jeres børn?
Hvordan skal børn efter jeres mening opføre sig? - hvad er vigtigt?
Hvordan bærer I jer ad med at sætte grænser, og lykkedes det?
Hvad bruger I af konsekvenser, hvis børnene overskrider disse grænser?
Grunden til at jeg spørger er, at vi har ret store problemer med vores datter på 6 år. Hun gør lige, hvad det passer hende, og hun hører ALDRIG efter, hvad der bliver sagt. Hun er utrolig næsvis over for alle der irettesætter hende, og virker fuldstændig ligeglad. Hun bliver meget nemt hidsig, når hun ikke får sin vilje. Vi har prøvet alt muligt; Ikke at skælde ud - snakke stille og roligt med hende om, hvorfor hun gør, som hun gør - sætte hende ind på værelset, når hun har en tur - rose hende når hun opfører sig ordentligt m.m. men intet virker. Jeg er efterhånden ved at gå ud af mit gode skind over de daglige kampe og hysteriske andfald. Hvad gør vi galt?
Håber, at nogen har gode råd, eller har prøvet det samme.
Mvh Karina
Hvordan skal børn efter jeres mening opføre sig? - hvad er vigtigt?
Hvordan bærer I jer ad med at sætte grænser, og lykkedes det?
Hvad bruger I af konsekvenser, hvis børnene overskrider disse grænser?
Grunden til at jeg spørger er, at vi har ret store problemer med vores datter på 6 år. Hun gør lige, hvad det passer hende, og hun hører ALDRIG efter, hvad der bliver sagt. Hun er utrolig næsvis over for alle der irettesætter hende, og virker fuldstændig ligeglad. Hun bliver meget nemt hidsig, når hun ikke får sin vilje. Vi har prøvet alt muligt; Ikke at skælde ud - snakke stille og roligt med hende om, hvorfor hun gør, som hun gør - sætte hende ind på værelset, når hun har en tur - rose hende når hun opfører sig ordentligt m.m. men intet virker. Jeg er efterhånden ved at gå ud af mit gode skind over de daglige kampe og hysteriske andfald. Hvad gør vi galt?
Håber, at nogen har gode råd, eller har prøvet det samme.
Mvh Karina
Kommentarer
Jeg kender det kun alt for godt.
Min datter, er 5½år og har en adfærd som ligner det du beskriver.
Jeg har talt med andre forældre i bh, som nikker genkendne til problematikkerne som de også kender fra deres døtre på samme alder.
Jeg har derfor tillagt adfærden en løsrivelses proces som vi har valgt at håndtere ved at konfrontere når "turen" er ovre og hvor der er " hul igennem".
Jeg vil sige vi er nået et pænt stykke, da hun er meget bevist om hvad vi billiger og hvad vi ikke gør.
Hun forsøger.... men er jo blot 5½ og på vej.
vh Sanne
Tak for dit svar.
Det er også den metode vi for det meste praktiserer . altså taler med hende bagefter.
Men...... Det er bare som om, at det ikke trænger ind. Hun ved som reglen godt, at det ikke var i orden det hun gjorde og lover, at hun nok skal lade være en anden gang, men nogen gange går der mindre end ti minutter, før hun gør fuldstændig det samme end gang til. Det kan f.eks være at stikke af, når vi kalder på hende.
Hun har en utrolig træls ide med at stikke af, når vi kalder på hende, f.eks når hun skal have tøj på, eller når vi er i byen, og det er tid til at skulle hjem. Så stikker hun af. Så kan vi løbe rundt efter hende, mens hun bare griner (selv om vi taler meget bestemt til hende og siger, at nu skal hun komme her). Jeg synes, at det er frygteligt, og det gør det bestemt ikke bedre, når vi er nogen steder, hvor der står en hel flok mennesker og ser på og helt sikkert tænker sit. Der er bare så mange situationer, hvor jeg føler mig fuldstændig magtesløs.
Hvad skal man gøre i sådanne situationer? Ja, jeg mangler virkelig nogle gode råd.
Mvh Karina
Jeg kan godt forstå at du synes det er træls at din datter ikke hører efter.
Jeg spekulerer på om du sætter de grænser for hende som er nødvendige,men det ved du jo bedst selv.
Du siger at hun stikker af. Næste gange hun gør det, og I kommer hjem og hun spørger om hun må et eller andet, så skal I sige nej, og forklare hvorfor. Feks, at hun ikke må se fjernsyn eller spille computer fordi hun ikke har hørt efter.
Hvis hun taler grimt til andre er det vigtigt at hun siger undskyld og prøve at forklare hvorfor det ikke er i orden at tale sådan.
Jeg tror det er vigtigt at hun får tingene at vide inden. Feks. når man er ude at handle, så siger man inden man går ind i butikken: Du skal ikke plage i dag for du får ingenting, og det hjælper ikke at skrige:, og hvis hun gør så løft hende ud i bilen.
Og jeg tror det er vigtigt at sige tingene i en meget bestemt tone nogengange. Jeg tror ikke at vi skal være så bange for det.
Jeg kan godt mærke forskel hvordan jeg er når jeg vil have børnene til at gøre noget. Hvis børnene ikke kan mærke at jeg mener det, så sker der ikke en dyt, så har de´halm i ørene, men hvis jeg er MEGET bestemt, så hører de efter.
Jeg har et eksempel fra vores piger var små. De havde lige fundet ud af at de kunne løbe stærkt, men var ikke så gamle så de havde respekt for trafik.
Børnene fik lov til at løbe på bestemte sikre stier, men de skulle standse når jeg ville have det, og hvis de ikke gjorde det, skulle de holde i hånd, og det stod ikke til diskusion. Det var ikke sjovt for dem, at blive tvunget til at holde i hånd, når de ikke ville, men det var bare ærgeligt.
De fandt hurtigt ud af at det var nemmere og sjovere at høre efter, og deres frihed blev ikke begrænset.
Det er en svær alder at være 6 år , jeg har en datter der lige er fyldt syv, så det er ikke altid nemt for dem, men det jeres datter byder jer er ikke i orden, og hun skal hjælpes til at få en anden adfærd.
Det kan også være at I sætter grænser for hende, så derfor synes jeg I skal kontakte en syndhedsplejerske, måske kan hun hjælpe jer, eller henvise jer til andre som kan hjælpe jer.
Vil ønske jer alt godt.
Lisbeth
Tak for dit svar!
Jeg synes faktisk, at vi er ret gode til at sætte grænser for hende. Her i huset er et nej altid et nej. Og min mand og jeg er enige om, hvad vores børn må og ikke må. Vi er bestemt ikke bange for, at tale bestemt til vores børn, når det er påkrævet. Og hos den lille (en dreng på 3 år) virker det også, og her er der ingen problemer.
Vi prøver også, at være konsekvente, når hun overskrider grænserne. Men hun bliver stiktosset, når der så sættes begrænsninger på, hvad hun må. Hun kan finde på at smadre ting i raseri, hvis hun f.eks. ikke må se fjernsyn. Eller hvis vi sætter hende ind på hendes værelse for at køle ned, ja, så springer hun da bare ud af vinduet. Hun har også to gange flået alt ned fra reoler og skabe på værelset i raseri. Hun kan også finde på at slå sin lillebror, når vi lige har skældt hende ud.
Jeg vil lige nævne, at hun er meget intelligent (ikke fordi at det er nogen undskyldning - tværtigmod) Det gør, at hun kan være ret så udspekuleret, i de ting hun gør. Og så har hun en vilje, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg vil lige give et eksempel:
Hun har fået en rigtig dårlig vane med at holde forkert på en saks (hun holder den HELT forkert) Børnehaven og hendes kommende børnehaveklasselærer, gjorde os så opmærksomme på, at de gerne ville have, at vi prøvede at lære hende at holde den rigtigt. Det har vi så prøvet både herhjemme og i børnehaven. Men hun vil ikke have at nogen skal bestemme over hvordan hun skal gøre tingene. Hun bliver fuldstændig hysterisk og kalder mig for både det ene og det andet ukvemsord. Og selv om jeg synes, at jeg har været meget pædagogisk og har lavet små sjove klippeopgaver til hende og lagt op til, at vi skal hygge os med det, så vil hun bare ikke så meget som prøve at holde rigtigt på saksen - heller ikke i børnehaven.
Dette har resulteret i, at når hun ikke selv kan bestemme, ja, så nægter hun bare at klippe. Så nu har hun ikke rørt en saks, hverken i børnehaven eller herhjemme i lidt over en måned. Kun når, der ikke er nogen der ser det, så hun kan holde som hun vil.
Det kan man da kalde en vilje, der vil noget!
Måske skulle jeg tale med en sundhedsplejerske om problemet. Jeg synes bare, at det virker så drastisk. Hun er jo bare en lille pige med en vilje ud over det sædvanlige og et temperament, som hun ikke altid selv kan styre.
Ha' en god dag
Mvh Karina
Ja, det er ikke så nemt med et barn, der har en stål vilje.
Kan godt se at I sætter grænser for hende, og lige nu har jeg ikke et råd til hvordan I skulle gøre det anderledes.
Du siger at hun er så lille og at du synes at det er for tidligt at få hende til undersøgelse.
Men du siger at du mener at hun er overintilligent , ja, det kan mulighed være en grund, eller der kan også være andre grunde, jeg mener at hvis man er i tvivl om hvorvidt barnet har en almindelig væremåde, kan man ikke søge hjælp tidlig nok.
Det er vigtigt at I ikke kører ned på dette.
Hvad siger pædagogerne i hendes børne have, og hvordan har hun det med hendes lille bror. Vil hun gerne passe på ham, lege med ham osv. Selvfølgelig skændes børn, de kan være ret stride med hinanden, men jeg mener også at det er vigtigt at de kan hygge sig med hinanden. Der skulle jo gerne være flere gode dage end dårlige dage.
Lisbeth
Tusind tak for dit svar.
Vi har været til mange møder i børnehaven fordi det ikke gik så godt med hende dernede.
Pædagogerne i børnehaven siger, at mange af de problemer, hun har og har haft dernede, nok skyldes hendes intelligens, hendes vilje og hendes temperament.
De har også haft meget svært ved at takle hende, men har efterhånden fundet ud af, at det gør alting meget nemmere, når hun føler, at hun har medbestemmelse. I stedet for at sige, at nu skal hun gøre dit eller dat, ligger de det over til hende - og på den måde får de hende til at gøre mange ting (hun tror at hun selv bestemmer, men pædagogerne får hende til at træffe de valg, som de vil have hende til ved at stille de rigtige spørgsmål) - Håber at du forstår hvad jeg mener:-)
Det prøver vi også herhjemme, men det er svært altid at finde overskudet og tage en lang snak med hende om alting. Nogle gange ville det være rart, at hun gjorde ting, bare fordi at en voksen giver hende besked på det, så vi kunne slippe for at diskutere alting med hende - ikke mindst fordi hun tror, at det gælder alle steder og over for alle voksne, også når vi er i byen.
I børnehaven har hun også nogle regler, som kun gælder for hende. Nu får hun f.eks. nogle gange lov til at blive inde i børnehaven, mens de andre børn er ude. Så kan hun gå og snakke med den eller de voksne der er inde, og det nyder hun rigtig meget. De presser hende heller aldig til noget mere - Hvis hun ikke vil, får hun lov at slippe.
Hun var i en lang periode rigtig ked af at gå i børnehave, fordi hun følte sig udenfor og anderledes. Det at hun er intelligent gør, at hun tænker rigtig meget over al ting og har nogle andre interesser end hendes jævnaldrene. Pædagogerne har også fundet ud af at hun leger meget bedre med de børn, som er lidt ældre end hende selv for her får hun lidt mere modspil, så hun ikke altid er den der styrer legen.
Det går heldigvis meget bedre i børnehaven nu. Men pædagogerne lader hende på mange måder også gøre som hun selv vil, og så er der jo ingen problemer.
Nu skal hun begynde i skole efter sommerferien, og jeg er meget spændt på, hvordan det skal gå. For her kan børnehaveklasselæreren jo ikke altid tage specielle hensyn til hende, og så er jeg bange at hun gåt helt i selvsving, når hun bare skal gøre, hvad der bliver sagt.
Min plan er lidt, at se hvordan det går i skolen og være meget opmærksom på, om der også her opstår problemer. Jeg vil så bede om en undersøgelse af hende, hvis problemerne fortsætter.
Hvad angår hendes lillebror er det meget forskelligt, hvordan hun har det. Hun er helt sikkert glad for ham og hun savner ham, når han ikke er hjemme. Hun vil også gerne lege med ham, så længe han makker ret, og hun bestemmer. Hun har den uvane at lade alting gå ud over ham. Når hun bliver hidsig (som reglen på os), lader hun det ofte gå ud over ham. Man kan sige, at hun bruger ham til at afreagere på. For han er ikke så stor som hende, og her er det helt klart hende der bestemmer.
En sidste ting:
Det kan godt være, at det lyder lidt hårdt men...
Jeg mener jo, at man skal lære at opføre sig ordentligt over for andre mennesker - intelligent eller ej. Derfor vil jeg så nødig bruge hendes intelligens som undskyldning, for den måde hun opfører sig på, selv om jeg godt ved at der helt sikkert er en sammenhæng.
Og hendes opførsel ér ved at slide os op. Hun er kun 6 år, men det er meget, meget værre end at have en teenager i huset.
Det blev en ordentlig smøre, men det er svært at gøre det meget kortere.
Mvh Karina
Nu har jeg siddet og læst alt hvad du har skrevet omkring din datters opførsel. Uha I er godt nok oppe imod en stædig pige som jeg tænker - dog kun er 6 år. Hun skal jo slet ikke bestemme alt det hun gør. Ifølge mange belæste mennesker skal børn ikke have lange forklaringer de er hoppet af i svinget inden man bliver færdig og en hel masse valg skal de heller ikke. Jeg tænker den dag når hun starter med f.eks matematik i skolen og hun bestemmer det kan hun ikke li det gider hun ikke, skal man så bare lade hende bestemme det...nej vel...for det er jo ikke valgfrit. I har virkelig brug for hjælp og en sundhedsplejerske ville være en start men føler I ikke i får noget ud af det, så har de fleste kommuner i dag et frit tilbud om, at komme på kursus i børneopdragelse, det er ikke et kursus hvor man socialt bliver tjekket og man skal gå og være bange for, at de henter ens barn, tværtimod så hjælper de kun. Prøv at undersøge det.
Du skriver hun er intelligent, på hvilken måde. De børn som har en iQ som vil noget de har problemer indtil det bliver opdaget og får de opgaver som passer til netop deres natur og måske er det så ikke en almindelig folkeskole I skal vælge så skal hun måske sammen med ligestillede som også er kloge. Disse børn bliver ofte ballademagere og ukoncentrerede fordi de er for kloge til de krav der bliver stillet.
Er hun bare "normal" intelligent så held og lykke når hun når teenage årerne hvis ikke I får sat en bremser for hende, da vil hun så kamme helt over når hormonerne begynder at flyde.
Håber I finder ud af det.
Hilsen en mor til en teenager og én på snart 5 år.
Jeg mener ikke at børnehaven giver hende den rigtige hjælp, når hun hele tiden har den opfattelse at det er hende, der bestemmer alt.
Så bliver det jo først rigtigt svært for jer at sætte grænser.
Måske I skulle kontakte andre med overintilligente børn, måske de har nogle gode ideer.
Men jeg tror at fra nu af skal hun holdes i meget kort snor, og det vil helt sikkert medføre rigtig mange konflikter. I skal snakke med børnehaven og få dem til at sætte grænser for hende,så hun finder ud af at det ikke kun er hende, der bestemmer.
En bestemt negativ adfærd skal medføre en straf, feks. at hun ikke kan få lov til noget,hun er rigtig glad for. Og I bestemmer hvorlænge den straf skal vare.
Held og lykke med det. Jeg ved godt at det er en sej kamp, men jeg tror det skal nok lykkes for jer, for I virker som nogle gode forældre.
Lisbeth
Tak for jeres svar.
Vi kører den strenge linje lige for tiden herhjemme. Vores datter har sommerferie og skal ikke i børnehave mere. Efter sommerferien skal hun begynde i børnehaveklasse, og så regner jeg med, at vi for alvor tager fat på problemet, hvis det fortsætter. Så må det gå gennem PPR, og de må lave en psykologundersøgelse på hende og evt. en intelligenstest, og så må vi de hvad de siger.
For ja, hun er "over" intelligent. Det er der slet ingen tvivl om, det har vi været ret sikre på lige fra hun var ca. 2 år, og børnehaven har bekræftet os i det. Det ville heller ikke være så underligt for hendes far (min mand) har også mensa intelligens, og han havde i øvrigt mange af de samme problemer, da han var barn. Han gik f.eks i børnehaveklasse to år, fordi han slet ikke kunne styre sit temperament, og kastede rundt med møblerne, når han ikke fik sin vilje.
Men igen jeg synes ikke at høj intelligens skal være en undskyldning for ikke at opføre sig ordentligt. Det er ligt den linje børnehaven har kørt. - Og ja, det har gjort det endnu sværere for os at styre hende herhjemme.
Og der skal helt klart snart til at ske noget med hendes opførsel (jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan hun bliver som teenager). Det er også synd for hende selv, for der er jo ingen der gider hende, når hun er på den måde. Og hun får alt for mange skældud, fordi hun hele tiden gør det modsatte af, hvad vi og andre beder hende om.
Mvh Karina
Det vil blive spændende for os alle tænker jeg...at høre hvordan det kommer til, at gå din datter fremover. Der findes helt sikkert foreninger hvor I kan få de redskaber som skal til for, at Jeres datter bliver tilfredsstillet. Måske kan I søge på nettet efter nogle få retningslinier I kan prøve af på opdragelsen i sommerferien gennem de sider for intelligente børn, så har I noget at arbejde på og se om det måske virker.
Held og Lykke.
Birgit4